side 132

Verdensrevolutionen

Kapitel 19 i "The Controversy of Zion"
af Douglas Reed

For god ordens skyld er denne historie blevet fortalt til og med Napoleons Sanhedrin: svarene givet heri afsluttede den tredje og åbnede den fjerde periode i Zions historie, som begyndte med den offentlige fornægtelse af separat nationalitet og endte halvfems år senere med den offentlige bekræftelse af separat nationalitet i dens mest ekstreme form.

Før vi går videre til den fjerde fase, må vi nu springe tyve år tilbage til begyndelsen af verdensrevolutionen og se på, hvilken rolle, om nogen, ”jøderne” spillede i den.

Det nittende århundrede i Vesten adskilte sig fra de foregående atten århundreder af den kristne æra derved, at der opstod to bevægelser med et konvergerende mål, som ved århundredets slutning dominerede alle dets anliggender.

Den ene bevægelse, zionismen, stræbte efter at samle en spredt nation på et territorium, som var lovet den af den jødiske gud; den anden bevægelse, kommunismen, stræbte efter at udslette nationen som sådan.

Disse to bevægelser syntes således ved første øjekast at være i skarp modsætning til hinanden, for den ene gjorde nationalisme til sin religion, endog sin gud og den anden erklærede krig indtil døden imod nationalisme. Dette modsætningsforhold var kun tilsyneladende, i virkeligheden løb disse to bevægelser parallelt med hinanden, ikke imod hinanden. For den gud, der havde lovet land til den nation, der skulle samles sammen, havde også lovet, at sætte den ”over alle folkeslag på jorden” og at delægge alle andre nationer ”med en mægtig ødelæggelse indtil de er ødelagt”. Verdensrevolutionen, som stræbte efter det andet af disse to mål, opfyldte således betingelserne for det første af dem; enten ved et tilfælde eller efter planen, gjorde den også Jehovas vilje.

Da det nu er sådan, er historikerens opgave, at finde ud af, hvis han kan, hvilken forbindelse, der eksisterede mellem organisatorerne af zionismen og organisatorerne af verdensrevolutionen. Hvis der ingen var, og de parallelle formål var en tilfældighed, så spillede historien tydeligt nok et lille puds med Vesten. Hvis en forbindelse kan påvises, så er mønstret i de sidste 170 år et forvarsel om kommende hændelser; i så fald har verdensrevolutionen været Zions tjenerinde.

Disse 170 år har sandsynligvis været de mest ryggesløse og mindst anerkendelsesværdige i Vestens historie. Ved det nittende århundredes begyndelse havde den sytten hundrede års kristne præstationer bag sig; verden havde aldrig før set mennesket forbedre sin egen tilstand og sin adfærd over for andre så meget; selv krigsførelse var ved at blive underlagt civiliserede regler og fremtiden syntes at ville fortsætte denne opadgående proces. I midten af det tyvende århundrede var meget af det opnåede gået tabt; store dele af Vesten var overgivet til asiatisk barbari; spørgsmålet om hvor vidt resten at Vesten og dens tro overhovedet kunne overleve var helt klart på vippen og ville sandsynligvis blive besvaret i de sidste af århundredets årtier.

Dette forfald har fundet sted samtidig med, at den jødiske indflydelse på vestlige anliggender har nået højder, som aldrig er nået af nogen europæisk potentat eller pave, doktrin eller dogme. Billedet af denne voksende magt, som spreder sig over Europa som en tordensky fra øst, tegnes af to citater fra begyndelsen og slutningen af det nittende århundrede. I 1791 skrev den store tyske historiker, Johann Gottfried von Herder i tilbageblik over de hundrede år bag ham:

De mere primitive nationer i Europa er villige slaver af jødisk åger … Det jødiske folk er og forbliver et asiatisk folk i Europa, fremmede for vor verdensdel, bundet til den gamle lov, som det fik i et klima fjernt herfra, og som det efter dets eget udsagn ikke kan slippe af med … Det er uløseligt bundet til en fremmed lov, som er fjendtlig over for alle fremmede folkeslag.”

Avislæseren i 1807 ville sandsynligvis have afvist von Herder som ”en bigot person” (eller måske endda ”antisemit”) når han hørte om Sanhedrinens åbne indrømmelse af, at man var modstander af eksistensen af nationer, men årene og begivenhederne har vist, at han, som så mange før ham, bare var en lærd mand, der sagde sandheden. Hundrede år senere, i 1899, var der en anden, hr. Houston Stewart Chamberlain, som så tilbage på, hvad Herder havde skrevet og beskrev den fortsatte magtovertagelse:

”Der er sket en stor forandring: i Europa og alle vegne, hvor der er europæisk indflydelse, spiller jøderne en anden rolle end for hundrede år siden; som Viktor Hohn udtrykker det, vi lever i dag i en ”jødisk tidsalder”: vi kan mene, hvad vi vil om jødernes tidligere historie, deres nuværende historie fylder så meget i vor egen historie, at vi ikke kan undgå at lægge mærke til dem: Det ”fremmede” element, som Herder understregede, er blevet mere og mere fremherskende … Jødedommens direkte indflydelse på den 19ende århundrede viser sig for første gang som en ny indflydelse i kulturens historie; det er således blevet et af nutidens brændende spørgsmål.

Dette fremmede folk er netop i løbet af det nittende århundrede blevet en uforholdsmæssigt vigtig og på mange områder faktisk dominerende bestanddel af vores liv … Herder sagde, at ”de mere primitive nationer i Europa var villige slaver af jødisk åger”. I dag kunne Herder sige det samme om langt det meste af vor civiliserede verden … vore regeringer, vore love, vor videnskab, vor handel, vor litteratur, vor kunst, praktisk taget på alle områder af vort liv er vi blevet mere eller mindre villige slaver af jøderne og slæber på feudale fodlænker om ikke på begge, så dog på den ene fod … Jødedommens direkte indflydelse på det nittende århundrede bliver således et af nutidens påtrængende spørgsmål. Vi må her beskæftige os med et spørgsmål, som ikke kun vedrører nutiden, med også verdens fremtid … Hvis den jødiske indflydelse tager overhånd i Europa intellektuelt og kulturelt, vil det være endnu et eksempel på negativ, ødelæggende magt.”

Sådan var udviklingen i århundredet fra Herder til Chamberlain. De tre sidste sætninger er en glimrende prognose, for Chamberlain havde ikke set de beviser, som vort århundrede har frembragt, på sandheden i det, han sagde; nemlig den fantastiske præstation på den internationale scene i oktober 1917, hvor kommunismen (ødelæggeren af nationer) og zionismen (skaberen af den dominerende nation) triumferede samtidig!

I de tres år, der er gået siden Chamberlain nedskrev den proces, han og Herder havde iagttaget, har den vundet fart og magt. Spørgsmålet ”påvirker ikke længere bare verdens fremtid”; det påvirker os hver eneste dag og vi har ingen nutid, der ikke er formet af det; det har allerede ændret verden og mennesket lod i den. ”Vore regeringer” er i løbet af det halve århundrede, der er gået blevet ”villige slaver” af den jødiske herre-sekt, så at de faktisk er forvaltere eller agenter for en ny, international hersker-klasse og slet ikke rigtige regeringer.

Vesten er kommet i dette dilemma på grund af presset fra to møllesten, kommunismen og zionismen, den nations-ødelæggende verdensrevolution og den nye, nationskabende herskerklasse. Den ene har ophidset pøbelen; den anden her fået magt over ledere. Er det de samme, der har organiseret begge dele? Denne bog tilstræber at besvare spørgsmålet i sine sidste kapitler. Det, som er tydeligt, er, at hvert stadie af Vestens ødelæggelse i løbet af disse 170 år er blevet fulgt op af stadier af ”tilbagevenden” til det forjættede land. Det peger stærkt i retning af et fælles lederskab, for stærkt til at blive ignoreret med mindre det kan modbevises endegyldigt. For kristendommens ”hedenske” masser er den proces, der begyndte med verdens-revolutionens opståen i 1789 simpelthen larm og ballade uden egentlig betydning; men den, som studerer fænomenet kan se, at det majestætisk og rytmisk opfylder Loven og profeterne i jødedommen.

Det nittende århundrede var fuld af sammensværgelser, som vi ser resultaterne af i det tyvende århundrede. Sammensværgelse fostrede kommunisme og zionisme og de tog Vestens fremtid i et knibtangsgreb. Hvor stammede de fra? Hvorfor gærede de i mørke indtil de brød frem samtidig i det nittende århundrede? Havde de fælles rødder? Måden at få det spørgsmål besvaret på er, at undersøge deres rødder hver for sig og se, om de løber sammen; og formålet med dette kapitel og det næste er at spore verdensrevolutionens grundlæggende idé.

Den franske revolution var verdensrevolutionen i praksis, ikke en revolution i Frankrig. Fra tiden for hændelserne i Frankrig er der ingen tvivl om det. Før den tid kunne folk gøre sig tanker om lidende bønder, der blev ansporet af arrogante aristokrater til pludselig at rejse sig og den slags, men grundige studier af baggrunden for den franske revolution bortvejrer sådanne illusioner. Det var resultatet af en plan og en hemmelig organisations værk og var blevet afsløret før det skete; det var ikke bare et fransk udbrud forårsaget af franske årsager. Planen bag den er kommunismens plan i dag; og kommunismen i dag, som er permanent verdensrevolution, har arvet den organisation, som udviklede planen.

Den franske revolution i 1789 giver nøglen til mysteriet. Den danner bindeleddet mellem den engelske i 1640 og den russiske i 1917 og afslører hele processen som værende planlagt og kontinuerlig og da den er gået igennem disse tre stadier, vil den sikkert nå sin endelig orgasme engang i fremtiden, sandsynligvis i dette århundrede. Det er til at forudse at dette klimaks vil tage form af et forsøg på at fuldbyrde og færdiggøre verdensrevolutionen ved at etablere en verdensregering kontrolleret af den organisation, som har ledet den revolutionære proces fra starten. Dette ville etablere en ny herskende klasses herredømme over de undertvungne nationer. (Som dr. Kastein ville sige, det ville ”afgøre hele verdens skæbne”).

Dette billede, som kun langsomt blev tydeligt efterhånden som de tre århundreder gik hen, er i dag klart i sit historiske perspektiv, hvor hver af de tre store revolutioner skal ses i lyset af den næste:

•  Den engelske revolution syntes dengang at være en spontan engelsk hændelse, som kun stillede øjeblikkelige krav til et specielt kongehus, Stuart'erne, og en speciel religionsform kaldet ”papisme”. Ingen samtidige drømte om at betragte det som begyndelsen til en verdensbevægelse mod al religion og alle lovlige regeringer. (Jødedommens herskende sekt forsynede den revolutionære diktator med midler og ved denne traditionelle ”meddelagtighed” blev de jødiske ledere revolutionens hovedbegunstigede; om de havde nogen andel i den oprindeligt kan ikke påvises, ej heller har noget bevis på en overordnet, langtidsplanlægning bag revolutionen overlevet).

2) Den franske revolutions art og forløb kaster imidlertid et nyt lys over den engelske. Den var ikke og syntes heller ikke dengang at være en indfødt, fransk episode forårsaget udelukkende af franske tilstande. Tværtimod fulgte den en plan for universel revolution, der var blevet opdaget og offentliggjort nogle år før; og den hemmelige organisation, som dengang blev afsløret, havde medlemmer i mange lande og alle klasser. Derfor var dens mest karakteristiske handlinger (kongemord og vanhelligelse), som var gentagelser fra revolutionen i England, ikke at betragte som spontane hævnakter, begået i øjeblikkets ophidselse, men handlinger, som var bevidst symbolske led i en kontinuerlig plan og med et bestemt formål: ødelæggelsen af al religion og alle lovlige regeringer over alt. Dette fører uundgåeligt til den formodning, at også den engelske revolution må have været forberedt af denne hemmelige organisation med det formål at ødelægge alle nationer. (I den franske revolution, som i den engelske, blev den jødiske sekt hovedbegunstiget; den generelle emancipation af jøder, som blev resultatet, blev brugt som dække for sammensværgelsesarbejdet i de følgende årtier. Oprindelig jødisk anstiftelse er der på nuværende tidspunkt ingen beviser for.)

Den franske revolution var således, ulig den engelske, påviseligt et produkt af en større sammensværgelse med verdensomspændende mål og dybe rødder. Fra det øjeblik var planens natur åbenbar, men de sammensvorne var, hvor de blev afsløret, tilsyneladende en horde af enkeltpersoner uden nogen forbindelse med hinanden udover pyromanens lyst til ødelæggelse. Formålet var hævet over enhver tvivl, men organisatorernes identitet var stadig et mysterium. Denne halvvejs klarlagte situation blev beskrevet af en klassisk autoritet på området, Lord Acton:

Det afskyelige ved revolutionen er ikke tumulten, men planen. Gennem al ilden og røgen ser vi tegnene på en beregnende organisation. Lederne forbliver omhyggeligt skjult, men der er ingen tvivl om deres tilstedeværelse helt fra begyndelsen”.

Den franske revolution afslørede således en plan bagved revolutionen og det var en plan, som havde et bestemt, verdensomspændende formål. Det, som virkede planløst på tiden for den engelske revolution kunne nu ses at være eller at være blevet til resultatet af en plan eller et mønster og sammensværgelsen var helt klart af en sådan styrke og alder, at dens meddelagtighed i den tidligere revolution måtte tages i betragtning. Denne revolution efterlod imidlertid stadig ”arrangørerne” maskerede, så at kun halvdelen af mysteriet var løst. (Lord Acton døde i 1902 og oplevede således ikke den tredje revolution).

•  Revolutionen i Rusland åbnede atter mulighed for nye teorier om den franske og den engelske revolution. Handlingerne kongemord og vanhelligelse var så tydelige identitetskort, som en muslims måde at hilse på, er et tegn på hans tro; ved disse handlinger meddelte den alle, som ønskede at vide det, at den stadig arbejdede efter planen om verdensomspændende ødelæggelse, som først blev afsløret i den franske revolution. Endvidere blev den hemmelighed, der var blevet benægtet i hundrede år ikke engang længere benægtet; fra 1917 var verdensrevolutionen åbenlyst permanent, åbenlyst verdensomspændende i sit formål og den førhen hemmelige sammensværgelse blev et politisk parti, som opererede i alle lande efter ordrer fra hovedkvarteret i Moskva.

Således kastede den russiske revolution lys over den franske og klargjorde dens retningslinier og oprindelse. Men hvad angår de ”omhyggeligt skjulte” og ”maskerede” ledere, kastede den russiske revolution et ganske andet lys over de to tidligere eller åbnede i det mindste mulighed for gætterier om deres mulige oprindelse, som ingen hidtil havde ofret mange tanker.

”Arrangørerne” af revolutionen i Rusland var næsten alle østjøder. Denne gang blev de betydningsfulde, symbolske handlinger, kongemord og vanhelligelse begået af jøder og en lov blev vedtaget, som forbød al diskussion om den rolle, jøder havde spillet, eller ”det jødiske spørgsmål”, i disse begivenheder eller i offentligheden i det hele taget.

Vigtige spørgsmål blev derved besvaret og det, som var et stort mysterium i 1789 blev klart som dagen i 1917. Den store fordel, som man i dag har, når man studerer den franske revolution, er det bevis, den giver, på eksistensen af en plan om verdensrevolution og en organisation, som har forfulgt denne destruktive ambition. Dens eksistens og aktiviteter gjorde det nittende århundrede til den store sammensværgelses århundrede. En følelse af, at onde ting rørte sig på mørke steder, som de lyde, en fange hører i sin fangekælder om natten, foruroligede mennesker og nationer. Det var med den følelse, sammensværgelsen forpestede luften. Fra og med den franske revolution vidste folk intuitivt, at de levede med en sammensværgelse iblandt sig; i nutiden, hvor vi har mærket dens virkninger, kan vi i det mindste se, hvad vi har med at gøre, hvis vi ser efter og kan sige, at det er djævelen, vi har med at gøre.

Måske var Napoleons største fejlgreb, det, at han ved sine kampagner og iøjnefaldende udnyttelse afledte folks opmærksomhed fra de meget større farer, som truede dem: verdensrevolutionen og dens hemmelige ”arrangører”. Havde det ikke været for ham, havde de måske været mere opmærksomme på sammensværgelsen, for de havde bevis på dens eksistens.

Forside

Indholdsfortegnelse

Navne