Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

side 311

 

 


Managere, Messias'er og masser

Kapitel 37 i ”The Controversy of Zion
af Douglas Reed


 Under jublende scenerier i Washington og Berlin begyndte de to tolvårs regeringsperioder på to hinanden følgende dage (den 4. og 5. marts 1933), og de skulle komme til at slutte næsten samtidigt i 1945. I dag ville en upartisk historiker næppe kunne beregne, hvilket af regimerne, der producerede den største  sum af menneskelig lidelse. I begyndelsen blev de to mænd, der trådte frem på den centrale scene, begge hyldet som Messias'er. I Amerika beskrev en rabbiner Rosenblum præsident Roosevelt som ”en gudelignende budbringer, skæbnens udvalgte, Messias for Amerikas morgendag”; Dér talte en politisk smigrer med ord, der var beregnet til ”at overtale masserne”. I 1937, i et Prag, der var truet af Hitler, fortalte en jødisk bekendt mig, at hans rabbiner i synagogen prædikede, at Hitler var ”den jødiske Messias” (en from ældste, der søgte at fortolke begivenhederne i levitiske profetiers begrebsramme). Gennem alle disse år fik masserne i begge lande (og i Rusland med, for den sags skyld) deres særlige ”Premier-diktator” beskrevet for sig i sådanne ord, eller som ”Big Brother”, ”Far”, ”Onkel”, ”Elskede leder” eller den elskelige ”Ven” ved pejsen. De tilsyneladende modstandere, Mr. Roosevelt og Herr. Hitler fremmede begge, på hver deres måde, ”det destruktive princip” i dets tre genkendelige former: revolutionær kommunisme, revolutionær zionisme og ”verdensregeringen til at påtvinge fred”.

 Roosevelts regeringstid begyndte med et væsentligt bedrag. Han benyttede kørestol, men offentligheden  fik aldrig lov at se ham, hverken på billeder eller i virkeligheden, før han var blevet hjulpet til en oprejst stilling. Hans handicap var kendt; ikke desto mindre bestemte en eller anden styrende intelligens, at det falske billede af en robust mand skulle vises til menneskemængderne til hans dages ende (og endda også efter, idet billedhuggeren, der senere lavede hans monument i London, skulle forevige ham i denne stærke positur).

 Roosevelt skabte præcedens ved at få sin regering edsvoren af en fremtrædende jøde, dommer Cardozo, som var en engageret zionist, der i 1918 havde givet efter for Mr. Brandeis og rabbiner Stephen Wise med disse modløst lydende ord ”Gør, hvad der behager jer med mit navn”. Han fik herefter sine dommerembeder i Højesteret, idet rabbiner Wise på hans vegne anmodede om det, først hos guvernør Al Smith fra staten New York og derefter hos præsident Herbert Hoover. Sådan faldt skyggen af ”dobbelt-loyalitet” på Roosevelts administration lige fra starten (lige som det var sket med Wilsons regering, ved Mr. Brandeis´ person).

 Roosevelt genoptog, efter den republikanske mellemperiode fra 1921- 1933, Wilsons politik og nærmede sig i den ånd det store problem vedrørende Amerikas fremtid på dette tidspunkt: nemlig, hvor vidt de kræfter, der blev repræsenteret af den kæmpemæssige jødiske immigration fra Østeuropa, som havde fundet sted i de seks årtier efter Borgerkrigen, skulle regere Amerika eller ej. Alle kompetente autoriteter havde bemærket, og som regel med bange anelser, den hastige vækst i dette nye problem i amerikansk liv, og havde beskrevet virkningerne af omplantningen til amerikansk grund  af en meget stor befolkningsdel, som, under dens religiøse ledere, afviste begrebet ”smeltediglen” og ”assimilation”. James Truslow Adams refererede til det i sin bog Epic of America, og Rudyard Kipling, som levede i New England i 1890-erne, skrev:

  ”Landet tømte sig for sine tilvante indbyggere og deres pladser var endnu ikke blevet taget af vraggodset fra Østeuropa… Immigranterne kom ind i staterne med omkring en million hoveder om året….Et eller andet sted i baggrunden befandt han sig, selv om han ikke var klar over det, den ”repræsentative” amerikaner, som kunne spore sit blod gennem tre eller fire generationer og som, selv om han intet kontrollerede og endnu mindre foregav at kontrollere, protesterede og tvivlede på, at ….. alle fremmede elementer snart kunne og ville blive assimilerede til at blive ”gode amerikanere”. Og ikke en sjæl brød sig om, hvad han sagde…. Hvad der slog mig…. Var den åbenbare spild og ineffektivitet, i forholdet til den fremmede indstrømning, man udviste over for alle den tidligere generations indfødte bestræbelser. Da var det, at jeg først begyndte at tænke på, om mon ikke Abraham Lincoln havde dræbt for mange ”ur-amerikanere” i Borgerkrigen til fordel for deres hastigt importerede kontinentale erstatninger. Dette er det mørkeste kætteri, men jeg har siden hen mødt mænd og kvinder, der har givet udtryk for det. Selv de svageste af den gamle type immigranter var blevet prøvet og styrket af den tids lange sejltur. Men da dampen kom frem i de sene tressere og tidlige halvfjerdsere, kunne en menneskelig last blive leveret med alle deres skrøbeligheder i løbet af et par uger. Og mere end en million akklimatiserede amerikanere var blevet dræbt.”

 Dette problem var kun nyt for Amerika; det var det ældste problem i den nedskrevne historie, og som denne fortælling har vist, var det dukket op i land efter land, gennem århundrederne, lige så snart jødisk immigration nåede oversvømmelses-niveauer. Dr. Weizmann bevidner dette, for han diskuterer det et sted, hvor han beskriver sin belejring af en engelsk øvrighedsperson, Sir William Evans Gordon, som kæmpede med problemet i England tyve år før det skabte bekymring for Kongresser i De forenede Stater. I 1906 forsøgte Sir William at løse det med en udlændingelov (lige som den 67. og 68. Kongres gjorde det med kvotelove). Dr. Weizmann siger, at Sir William (lige som det skete for senator Pat McCarran og kongresmedlem Francis E. Walter i Amerika i 1950-erne) under udførelsen af sin pligt kom til ”i almindelighed at blive betragtet som ansvarlig for alle de forhindringer, der blev opstillet imod jødisk immigration til England.” Dr. Weizmann fortsætter så:

 ”Når som helst antallet af jøder i noget land når mætningspunktet, vil det land reagere imod dem…. England var nået til det punkt, hvor det kunne eller ville absorbere så og så mange jøder og ikke flere….Reaktionen imod dette kan ikke blive betragtet som antisemitisme i den almindelige  eller vulgære betydning af dette ord; det er et universelt socialt og økonomisk ledsagefænomen for jødisk immigration, og vi kan ikke ryste det af os. Sir William havde ikke nogen særlig anti-jødisk forudindtagethed. Han handlede…. på den aller venligste facon, i sit lands interesse…..Efter hans mening var det fysisk umuligt for England at rette op på de uretfærdigheder, Rusland havde påført dets jødiske befolkning….Jeg er ret sikker på, at han ville have behandlet en hvilken som helst anden masseindstrømning på samme måde; men, som situationen nu var, pressede intet andet fremmedelement på for at komme ind i et sådant antal.” (fyrre år senere talt Dr. Weizmann på samme måde til jøder i Amerika: ”Visse lande kan fordøje et vist antal jøder; når først dette antal er overskredet, må der ske noget drastisk; jøderne må gå”).

 Dr. Weizmann præsenterede på denne måde nøgternt det gyldige argument imod ubegrænset jødiske indvandring, alene fordi han hovedsagelig talte til jøder og ville banke det talmudiske argument om, at jøder ikke kan blive assimileret, ind i hovedet på dem. Dette argument er essentielt for zionisme, men er ikke nogen sandhed. De citerede udtalelser viser, at en mand i en betydningsfuld stilling endnu i 1906 kunne tillade sig at sige, at hans land ikke kunne rette op på ”uretfærdigheder”, som det hævdedes var overgået jøderne i et andet land, og kunne lade ”hans lands interesser” være afgørende for hans pligter. I de følgende årtier gjorde alle Vestens premier-diktatorer det til gældende udenrigspolitik at rette op på påståede uretfærdigheder, udøvet af en trediepart, og gøre det på en uskyldig fjerdeparts bekostning. Absurditeten i dette ses af Dr. Weizmann´s egen udtalelse, der netop blev citeret om, at når det antal jøder, som kan fordøjes af et land, overskrides, ”må der ske noget drastisk; jøderne må gå.” Han og hans kolleger havde gennem et halvt århundrede anvendt al deres magt i Amerika til at opnå uhindret adgang for jøder, således at de, efter hans eget ræsonnement, med fuldt overlæg ledte jøderne dér mod katastrofen. Den tid må komme, hvis det han siger, er sandt, hvor regeringer andre steder i verden vil blive presset til at modtage jøder i stort tal på grund af de ”uretfærdigheder” de har lidt i Amerika.

 Sådan var baggrunden for det væsentligste emne i amerikansk liv, da Roosevelt blev præsident. Imellem 1881 og 1920 kom mere end tre millioner indvandrere lovligt ind i Amerika fra Rusland, de fleste af dem jøder. Ifølge De forenede Staters Statistik (United States Census Bureau) var der 230.000 jøder i landet i 1877 og omkring 4.500.000 i 1926. Kun ”skønsmæssige” tal er nogensinde tilgængelige vedrørende spørgsmål om antallet af jøder, da ”de ældste” modsætter sig optællinger fra udenforstående, og disse skønsmæssige tal anses generelt for at have været alt, alt for lavt sat. I det næste årti blev det helt umuligt at verificere tallene, hovedsagelig på grund af ændringer i immigrant-klassificering, som blev beordret af præsident Roosevelt, og selv de relevante myndigheder vil ikke forsøge at anslå omfanget af uregistreret og illegal immigration (kompetente observatører bedømmer det samlede antal jøder i De forenede Stater til i dag at ligge omkring ti millioner). Under alle omstændigheder findes det største samfund af jøder i verden i dag i den amerikanske republik, hvortil de er blevet transplanteret i løbet af de seneste to generationer.

 I forhold til den samlede amerikanske befolkning vil selv det højeste overslag ikke nå op på ti procent. Det er i sig selv en relativt lille gruppe. Men organiseret politisk til at vippe magtbalancen er den af afgørende betydning. Dette problem blev erkendt, og Kongressens Indvandringsudvalg (Congressional Committee on Immigration) erklærede i 1921:

 ”Assimilationsprocesserne og sammensmeltningsprocesserne er langsommelige og vanskelige. Med befolkningerne fra de nedbrudte dele af Europa på vej i denne retning i stadigt voksende antal, hvorfor da ikke kategorisk standse strømmen med denne midlertidige forholdsregel, og så i mellemtiden prøve det enestående og helt nye eksperiment at gennemtrumfe samtlige vore love omkring immigration?”

 En lov blev da vedtaget med en kvoteordning, som tillod en maksimumindvandring af hver nationalitet til De forenede Stater på tre procent af det antal udenlandsk fødte af pågældende nationalitet, der boede i De forenede Stater i 1910. Den næste kongres gik meget længere end den generelle erklæring, som netop blev citeret. Den var specifik med hensyn til faren, idet det samme udvalg rapporterede:

 ”Hvis princippet om individuel frihed, som beskyttes af en forfatningsstyret regering, skal bevares, må den grundlæggende sammensætning af vores befolkning fastholdes og vore økonomiske standarder bibeholdes ……Det amerikanske folk tillader ikke nogen fremmed gruppe ….. at diktere, hvordan vores lovgivning skal være.”

 Årene, der fulgte viste, at virkningen af  Mr. Roosevelts præsidentperiode skulle blive den, yderligere at nedbryde det erklærede princip, at ændre ”den grundlæggende sammensætning” og at gøre det muligt for ”en fremme gruppe” at diktere udenrigspolitikken.

 Mr. Roosevelt blev tydeligvis (lige som Mr. Wilson, Mr. Lloyd George og general Smuts) udvalgt før han blev valgt. Arthur D. Howden  siger, at Mr. House ”valgte Roosevelt som en naturlig kandidat til præsidentembedet, længe før nogen anden ansvarlig politiker” udpegede ham til vice-flådeminister (Assistant Secretary of the Navy) i 1913, for derefter gennem årene at træne ham op til præsidentposten, hvor han regnede med at regere igennem ham, som han havde gjort gennem præsident Wilson. Så var der noget, der gik galt. Mr. House mente sig sikker på, at præsident Roosevelt ville tilkalde ham, men blev så klar over,  at ”visse folk ikke ønsker, at præsidenten skal lytte til mig”. Disse folk var åbenbart for magtfulde, for Mr. House blevet droppet uden nogen høflighed på dette tidspunkt (1933) og forsvinder ud af historien.

 Man kan kun gisne om de sandsynlige grunde. Mr. House fortrød i en alder af femoghalvfjerds den unge Philip Dru af 1912, der havde anset den amerikanske forfatning for at være ”umoderne og grotesk”, og havde taget magten med vold for derefter at regere ved hjælp af nødlove. Han havde nu en samling mere nøgterne og ansvarlige  idéer parat til Roosevelt, og fra sin forvisning ”betragtede han med bange anelser” koncentrationen af uansvarlig magt i hænderne på denne. Mr. House havde fået præsident Wilson til, som sin første større handling, at skrive ”progressiv indkomstskat”, en af de mest afgørende ødelæggende foranstaltninger, der blev foreslået i Karl Marx` Kommunistiske Manifest fra 1848, ind i den amerikanske forfatning (som den ”Sekstende Ændring” (16. Amendment)), men i 1930-erne var Mr. House blevet bekymret over den fuldstændigt uhæmmede kontrol med den offentlige pengepung, som hans anden ”Rockland” havde opnået.

 Antageligt blev Mr. House derfor vraget, fordi han var gået bort fra sine tidligere idéer, for disse oprindelige idéer styrede Roosevelts politik gennem alle hans tolv år. Han støttede verdensrevolutionen. Hans første større handling var at anerkende den kommunistiske regering og i den påfølgende krig genoptog han House-Wilson politikken om ”enhver støtte”. Han støttede revolutionær zionisme. Endelig trak han den gamle ”Liga til gennemtvingelse af fred”-idé frem og prakkede Vesten den på under et nyt navn, nemlig ”De forenede Nationer”.

 Altså førte Roosevelt ”Philip Dru´s” idéer videre ud i praksis. Om Mr. Wilson i den foregående generation havde dennes indenrigsminister, Franklin K. Lane, sagt: ”Alt, hvad Philip Dru sagde, skulle ske, sker. Præsidenten kommer til Philip Dru i sidste ende.” Om Roosevelt, tyve år senere, siger Mr. House's  levnedsskildrer (Mr. Howden): ”Det er umuligt at sammenligne Dru's foreslåede lovgivning med Roosevelts uden at blive imponeret over ligheden.”

 Dette er et illustrerende eksempel på transmissionen af idéer fra generation til generation, inden for en ledergruppe. Mr. House's idéer var de samme som dem, ”de revolutionære fra 1848” havde, og de havde dem igen fra Weishaupt og de revolutionære fra 1789, der igen havde dem fra en eller anden tidligere kilde. Da Mr. House forlod dem, blev de videregivet, uden at der manglede et komma, til den herskende gruppe omkring en ny præsident, og manden selv, der havde ændret på disse idéer, blev ladt tilbage.

 Mr. House var det eneste tab fra indercirklen. Bernard Baruch var rådgiver for Roosevelt endnu inden denne blev præsident. Eleanor Roosevelt husker, at ”Mr. Baruch var en skattet rådgiver  for min mand både i Albany og i Washington”, det vil sige under Roosevelts fireårige periode som guvernør for staten New York, før han blev nomineret til præsidentkandidat. I løbet af denne før-præsidentielle periode havde Roosevelt (ifølge en af Baruchs levnedsskildrere, Morris V. Rosenbloom) lavet skitsen til en plan for en ny organisation, der skulle kaldes ”De forenede Nationer”, selv om Amerika havde afvist Folkeforbundet. Rabbiner Stephen Wise og Mr. Brandeis, fra den tidligere gruppe omkring præsident Wilson, grupperede sig igen omkring præsident Roosevelt (Hitlers anti-jødiske forholdsregler i Tyskland genoplivede på dette tidspunkt Mr. Brandeis's ønske om at drive arabere ud af Palæstina).

 Straks efter starten af Roosevelts tolv år kan der være opstået nogen tvivl om hans føjelighed, og eventuelt være fundet midler til at sikre den (læseren mindes ”Rockland”s forsøg på at hævde uafhængighed i 1912 og de ”overstadige sammensvornes” morskab over hans kapitulation). Det kunne forklare den besynderlige kendsgerning, at rabbiner Stephen Wise, der havde støttet Roosevelts kampagne for at blive senator i staten New York og guvernør i 1928, ikke støttede ham i at blive præsident i 1932. Så skete der noget, der beroligede rabbineren, for straks efter Roosevelts valg bekendtgjorde han, at den nye præsident havde ”genvundet min uforbeholdne beundring”, og i 1935 var han igen blandt de nære venner af Det Hvide Hus.

 I lyset af tidligere erfaring ville identiteten af de mænd, der omgav præsident Roosevelt klart tilkendegive den politik, han ville følge. Han gjorde dette tydeligere ved at udvide kredsen af sine jødiske rådgivere. I 1933 havde dette fået en ny betydning. I 1913 var præsident Wilsons jødiske rådgivere offentligt accepteret som amerikanere, helt på linie med andre amerikanere, og blot af jødisk tro. I 1933 var spørgsmålet om deres loyalitet blevet rejst som følge af det zionistiske eventyr i Palæstina. I tilgift var emnerne verdensrevolution og verdensregering opstået siden 1913, og begge disse fremtvang spørgsmålet om amerikansk national interesse, således at de følelser, der fulgte af jødernes tilstedeværelse i præsidentens indercirkel, blev en sag af yderste vigtighed.

 Alt dette gav en særlig betydning til den tidligere udtalelse fra Kongressen (1924), som nægtede ”enhver fremmed gruppe” retten til ”at diktere hvordan vores lovgivning skal være”. Blandt præsidentens ”rådgivere” var mange af fremmed fødsel eller blev ”fremmede” gennem deres hengivenhed for zionisme eller deres indstilling til verdensrevolutionen og verdensregeringen. I denne forstand dannedes en ”fremmed gruppe”, som personificerede masseindvandringen gennem de foregående hundrede år, omkring den amerikanske præsident og ”styrede” begivenhedernes gang.  De tolv år, der fulgte, viste, at eventuelle ”råd”, der blev fulgt af præsidenten, må have været til fordel for det destruktive princip i dets tre forbundne udgaver: Kommunisme, zionisme, verdensregering.

Fremtrædende blandt hans rådgivere  var (foruden de tre magtfulde mænd, som allerede er nævnt) professor Felix Frankfurter, der var født i Wien. Mr. House's levnedsskildrer, Mr. Howden, der udtrykker Mr. House's opfattelse, mener, at han var den mest magtfulde af dem alle: ”Professor Frankfurter kopierede sammen med Roosevelt, mere end nogen anden…..den rolle, Mr. House spillede i forhold til præsident Wilson”. Den rolle, uofficielle rådgivere spiller, er altid vanskelig at afgøre, og denne mening anbringer måske professor Frankfurter for højt i hierarkiet. Men der er ingen tvivl om, at han var betydningsfuld (også han blev for første gang indlemmet i rådgivernes kreds under Wilson).

 I lighed med Mr. Brandeis og Mr. Cardozo blev også han højesteretsdommer og viste sig aldrig åbent i amerikansk politik. Alligevel er virkningen af hans indflydelse lettere at spore end andre mænds, som der må graves dybt efter. Han var leder af Harvard Law School gennem 1930-erne  og optrænede i den egenskab en hel generation af unge mænd, der kom til at give begivenhederne i 1940-erne og 1950-erne en særlig udformning. De blev tydeligt foretrukket til høje embeder i deres senere karriere.

Blandt dem var specielt også Alger Hiss, der med retssag og domfældelse blev afsløret som kommunistisk agent, trods det, at han var en højtstående ”rådgiver” for præsident Roosevelt  (dommer Frankfurter mødte frivilligt frem under retssagen som karaktervidne for Mr. Hiss), og Dean Acheson, der som amerikansk udenrigsminister på dette tidspunkt erklærede, at han ikke ville ”vende Mr. Hiss ryggen”. Og der var andre. Mr. Hiss spillede en vigtig rolle under Yalta-konferencen, hvor man enedes om at overlade det halve Europa til revolutionen. Mr. Achesons embedsperiode faldt sammen med overgivelsen af Kina til revolutionen.

Ud over denne særskilte gruppe af unge mænd, som åbenbart var blevet optrænet under præsident Roosevelts tidlige år i embedet med henblik på at overtage udenrigsministeriet, var præsidenten omgivet af en gruppe af jødiske rådgivere på højeste plan. Henry Morgenthau junior (en førende zionist, hvis ”Morgenthau-plan” fra 1944 var det oprindelige grundlag for delingen af Europa i 1945) var hans finansminister i elleve ud af de tolv år. Andre nære medarbejdere omfattede senator Herbert Lehman (endnu en førende zionist, der tog stærkt del i opreklameringen af den ”anden udvandring” fra Europa i 1945-1946, som førte til krigen i Palæstina), dommer Samuel Rosenmann ( et medlem af staben i Det Hvide Hus, som boede der, og som hjalp til med at skrive Roosevelts taler), David Niles (med russisk-fødte forældre, og gennem mange år ”rådgiver i jødiske anliggender” for Roosevelt og dennes efterfølger), Benjamin Cohen (en af medforfatterne til Balfour-erklæringen i 1917 og endnu en betydningsfuld zionist), samt tre jøder fra Rusland, de herrer Sidney Hillman, Isador Lubin og Leo Pasvolsky.

 Disse førende navne fra præsidentens personlige følge udgjorde kun toppen af et bygningsværk, der blev rejst rundt om alt amerikansk politisk liv. Denne pludselige vækst i jødisk indflydelse, bag magtens scene, var tydeligvis ikke et spontant opstået naturfænomen. Udvælgelsen var diskriminerende. Anti-zionistiske-, anti-revolutionære-, og anti-verdensregerings-jøder blev udelukket. Dannelsen af denne ”paladsvagt” var upopulær, men uofficielle rådgivere er vanskelige at angribe med konkrete begrundelser, og Mr. Roosevelt overhørte alle protester, og således ledsaget begyndte hans præsidentperiode, der blev forlænget to gange. Hitler dukkede samtidig op som symbolet på den matematisk nøjagtigt tilbagevendende forfølgelse af jøderne, og indtog i beregningerne hos præsident Roosevelts rådgivere den plads, som ”Zaren” havde haft hos Wilsons rådgivere.

 Roosevelts lange periode ved magten skyldtes hovedsagelig Mr. House's ”masterplan” for at vinde valg. Under denne strategi med intensiv appel til den ”svingende” vælgerskare, blev ”diskrimination” det ledende slogan. Det blev anvendt på vegne af negrene, som blev brugt som skalkeskjul*, og blev rent faktisk anvendt til at knuse indvendinger mod den overdrevne indflydelse fra ”den fremmede gruppe”, som ”paladsvagten” udgjorde. Dette blev parret med en appel til de fattige, der gik ud på løfter om at lade de rige punge ud. Denne strategi viste sig så effektiv, at republikanerne slog retræte og begyndte at konkurrere med demokraterne om ”den fremmede gruppe”s gunst, fordi den blev set som hersker over valgene. På denne vis blev det hemmelige greb om magten sikret, og den amerikanske vælger blev i realiteten frataget et virkeligt valg mellem partier. Roosevelt styrkede sig selv med hans politik om ”underskuds-forbrug”, hvis grundlæggende teori var, at størrelsen af den offentlige gæld var uden betydning, eftersom staten blot skyldte til sig selv. I det øjeblik mistede det amerikanske folk kontrollen med den offentlige pengepung, og har aldrig siden genvundet den. Og beboeren af Det Hvide Hus blev i stand til, med et enkelt pennestrøg at beordre udgifter, som i tidligere tider ville have kunnet dække budgettet for et halvt dusin sparsommelige stater. Roosevelt opnåede disse beføjelser ved at slå på nødvendigheden af at besejre ”krisen”, og han skabte den Permanente Krise, under hvilken hans land stadig lever.

*Agitationen omkring negrenes lod, som der høres så meget om i den øvrige verden, holdes gående fra New York, næsten udelukkende af de to vigtigste jødiske propagandaorganisationer (American Jewish Committee og Anti-Defamation League, der begge råder over store pengemidler) og af National Association for the Advancement of Coloured People, der lige fra starten hovedsagelig har været ledet af jøder. Negeren selv spiller en passiv rolle i organisationen. Dennes ønske er at opnå bedre muligheder for fremskridt ved siden af den hvide befolkning. Han ønsker ikke at avle børn med hvide. De jødiske organisationer, som hævder at gå i forbøn for ham, anvender udelukkende deres energi i retning af  at blande racerne sammen, hvilket ingen af racerne ønsker. Således var påvirkningen fra disse ”ikke-neger”-grupper den væsentligste kraft bag retssagerne, der førte til Højesteretsdommen i 1955, som erklærede det eksisterende separate skolesystem ulovligt og beordrede dets afskaffelse og tvungen blandingsskole (denne dom kan kun vanskeligt gennemtvinges i Syden uden borgerkrig, og den er blevet efterfulgt af forskellige voldelige episoder, herunder anvendelse af Nationalgarden og tanks for at gennemtvinge fællesskolegang). Jeg blev i stand til at se American Jewish Committee´s budget for 1953, der lød på 1.753.000 dollars. Tilhørende tekst fortalte, med henvisning til negrene: ”Jødernes status er mere sikret i de fleste borgerrettigheders- og politiske rettigheders områder end nogle af de andre gruppers, især negrenes. Men så længe der kan forekomme en succesfuld trussel imod negrenes rettigheder, er jødernes rettigheder også truet. Følgelig har en stor del af vores arbejde været rettet mod at sikre større ligestilling for- og flere muligheder for sådanne grupper, snarere end for os selv…. Et eksempel på dette er vor forbindelse med N.A.A.C.P., som kommer til os i sager, hvor vi har en særlig kompetence….Et frugtbart våben er retssager… Vi deltager direkte i anlæggelse af sager…Vi har indgivet ”briefs” (da. ekstrakt, resumé, uddrag af retssager, red.) med angreb på raceadskillelse….og vi har udfærdiget ”briefs”, der gjorde indsigelse mod diskrimination af negre”. Højesteret er sammensat af politisk udnævnte medlemmer, ikke professionelle jurister. Dette er en vigtig faktor i noget, der kan udvikle sig til en alvorlig situation.

 

Hans præsidenttid  fulgte et mønster, der tydeligvis var forud planlagt, og begivenhederne i verden ville måske være forløbet helt anderledes, hvis perioden havde været kortere. Men den skjulte mekanisme var så effektiv, og hans vejlederes greb om den så sikret, at han blev holdt på posten i tre perioder ved genvalg. Kun en enkelt gang var hans embede truet med uventet afbrydelse, hvad der var farligt for disse planer.

 I en sydlig stat, Louisiana, dukkede en politiker af Roosevelts type op: Huey Long, en ung demagog med et kødfuldt ansigt og krøllet hår. Han kom fra et fattigt ”bondeknolds-hjem” og gjorde sig populær (lige som Wilson og Roosevelt) ved at angribe ”særinteresserne” (i hans specielle område betød det olieinteresserne i almindelighed og Standard Oil i særdeleshed). Som idol for de fattige hvide blev han valgt til guvernør i 1928, og han forsøgte straks at skaffe penge til at bygge skoler ved at lægge en skat på olie, hvorefter en vis rabbiner, Walter Peiser, ved åbningen af Louisianas lovgivende forsamling nægtede at medvirke til en velsignelse, idet han kaldte Long ”en uværdig guvernør”.

 Mr. Long blev mere og mere populær og blev valgt til De forenede Staters Senat, hvor han (i marts 1935) brugte ”en stor del” af en tale til ”et angreb på Mr. Bernard Baruch”, i hvem han åbenbart så den ultimative repræsentant for ”særinteresserne” (så godt som den eneste anklage, der nogensinde blev rettet mod Mr. Long, der havde mange jødiske medarbejdere, var, at han var ”antisemistisk”). Long var ved at blive en magtfaktor i landet og skrev en bog med titlen Min første uge i Det Hvide Hus. Bogen indeholdt illustrationer, der viste Roosevelt, meget som han så ud i Yalta, lyttende ydmygt til visdomsord fra en frisk og overstrømmende Huey Long.

 Han gik i gang med at udkonkurrere Mr. Roosevelt ved at overbyde denne i hans egen specialitet: overdådigt forbrug og overdådige løfter. Han gjorde dette på en opfindsom måde (han var muligvis smartere end selv Mr. Roosevelt). Long kontrollerede med sit ”Del rigdommen” og ”Hver mand en konge” program, den politiske maskine i Louisiana. Da Roosevelts penge begyndte at strømme ind i staterne (til at blive brugt på alle mulige ”krise-projekter”, og i forbifarten også til at få stemmer), omdirigerede Mr. Long stille og roligt pengene til hans egne tilsvarende formål. Han tvang en lov gennem Louisianas lovgivende forsamling, der forbød lokale myndigheder at modtage nogen penge fra Washington uden om en bestyrelse i staten Louisiana. Eftersom han kontrollerede denne bestyrelse, snuppede han overflødighedshornets strøm, og pengene blev brugt til at forbedre hans egen og ikke Mr. Roosevelts vælgerstyrke. Han gjorde det samme med offentlige penge som Roosevelt, men til forbedring af hans egen politiske konto.

 I 1935 begyndte Roosevelts anden valgkampagne at dukke frem som en trussel. Pludselig blev hans rådgivere opmærksomme på, at Mr. Long var populær langt uden for sin hjemstat, Louisiana. Han var en national personlighed. Den demokratiske nationalkomite ”var overrasket, da en hemmelig meningsmåling afslørede, at Long for et uafhængigt tredje parti kunne opnå mellem tre og fire millioner stemmer og at hans Del Rigdommen-plan havde ædt dybt ind i demokraternes stilling i industri- og landbrugsstaterne” (Mr. John T. Flynn).

 Derfor kunne  Mr. Long, selv om han ikke kunne være blevet præsident, meget vel have forhindret Roosevelts genvalg, og de herskende få opfattede en forstyrrer af deres regime. Men, som Mr. Flynn udtrykte det: ”Skæbnen var blevet en demokrat og forblev det”. Den 8. september 1935 blev Long skudt inde i staten Louisianas Capitol af en ung jøde, Dr. Carl Austin Weiss. Motivet vil aldrig blive kendt, for Dr. Weiss, som kunne have forklaret det, blev skudt af Mr. Longs ellers langsomme livvagt.*

 *  Mr. Long havde forudsagt mordet på sig selv i juli, idet han i Senatet fortalte, at fjender havde planlagt hans død med ”én mand, én pistol og én kugle” som midlet. Han sagde, at en diktograf, der havde været gemt i et hotelværelse i New Orleans, hvor hans ”fjender” havde holdt møde, havde optaget denne samtale. En samtidig forfatter, Mr. Hodding Carter, som hævder at have været til stede under mødet, siger: ”Planlægningen” var begrænset til sådanne håbefulde bemærkninger som ´Jeg ville ønske, at en eller anden ville dræbe den…..' 

 

Den politiske virkning var tydelig. Mr. Roosevelts genvalg var sikret. Den sædvanlige forklaring om ”en galning” blev indarbejdet i den offentlige bevidsthed, og forskellige motiver, der ikke omfattede sindssyge, blev også foreslået. Der blev ikke foretaget nogen offentlig efterforskning, lige som det i forbindelse med andre politiske drab i de sidste hundrede år skete, at en undersøgelse var blevet nægtet eller afbrudt. De efterforskninger, der blev foretaget (som for eksempel i tilfældene præsident Lincoln, ærkehertug Franz Ferdinand og kong Alexander af Jugoslavien) har aldrig støttet den teori (der altid fremsættes), at det drejede sig om en enlig ”galning”, men har påvist grundig organisering med magtfuld støtte. Fjernelsen af Long afgjorde mønsteret for begivenheder i et helt årti, så begivenheden derfor var lige så betydningsfuld som mordet på mere højt placerede personer.

 Roosevelt blev genvalgt i 1936. Hans tildelte opgave var tydeligvis at geninvolvere sit land i House's og Wilsons ”udenlandske forviklinger”, og i lighed med Wilson lovede han ved valg efter valg at holde landet uden for disse. I mellemtiden voksede opstandelsen over Hitler og, som jeg har vist, blev hans forfølgelse af mennesker diskret omdannet til en ”forfølgelse af jøder”. Roosevelt fremsatte offentlige, om end kryptiske udtalelser, der for de indviede betød, at han påtog sig at involvere sit land i krig og primært at føre den af de grunde, der blev givet ham af hans paladsvagt. Mr. Wilson kom med sin offentlige udtalelse, der indeholdt en trussel mod Rusland, i december 1911, omkring tre år før Den første Verdenskrig. Roosevelt kom med sin, der indeholdt en trussel mod Tyskland, i oktober 1937, omkring to år før Den Anden Verdenskrig. De to udtalelser er underforstået identiske derved, at de identificerer den amerikanske sag med den jødiske sag, som denne mis-repræsenteres af zionisterne.

 Roosevelt sagde (5. oktober 1937): ”Lad ikke nogen forestille sig, at Amerika vil undslippe….. at  denne vestlige halvkugle ikke vil blive angrebet…..Når en epidemi af fysisk sygdom begynder at sprede sig, godkender samfundet- og deltager i en karantæne af patienter for at beskytte samfundets helbred imod en spredning af katastrofen”.

 Præsidentens tale-forfattere var ved denne lejlighed ikke kryptiske nok. Hentydningen til ”at deltage i en karantæne” blev også af offentligheden forstået som en trussel om krig. Dette skabte en sådan bestyrtelse, at Roosevelt blev tvunget til, helt frem til det øjeblik, fire år senere, da Amerika rent faktisk blev inddraget i krig, at love ”igen og igen og igen” at ”jeres sønner vil ikke blive sendt ud i nogen udenlandsk krig”. (I oktober 1937 vidste han med sikkerhed, at krigen ville komme om efteråret 1939. På dette selv samme tidspunkt havde jeg, fra Wien, informeret The Times om, at Hitler og Göring havde sagt dette, og den amerikanske præsident kan ikke have været mindre nøjagtigt underrettet).

 I 1937 havde den forfalskning af nyhedsbilledet fra Tyskland, som blev beskrevet i forrige kapitel, stået på i fire år. Jeg påviste flere tilfælde, og vil her anføre endnu et. Rabbiner Stephen Wise fortæller, at American Jewish Committee straks efter, at Hitler kom til magten, startede boykot-Tyskland bevægelserne på baggrund af ”telegrammeddelelser” fra Tyskland om, at ”en landsomfattende pogrom” mod jøder var ”ved at blive planlagt”.*

Han nævner herefter, henkastet, at den ”rapporterede” pogrom ”ikke blev til noget”, men at boykotten gjorde. **

 * Nazisterne har altid påstået, at deres én-dags boykot af jøderne, den 1. april 1933, var som svar på denne provokation fra New York, og rabbiner Wise´s bog  fra 1949 bekræfter denne påstand.

** Ordet ”pogrom” (et russisk udtryk, der betyder ”massakre”) spiller en ganske særlig rolle i denne propaganda. Det bliver brugt om enhver form for tumult, som jøder er involveret i, og er gennem suggestion blevet givet denne specifikke, om end forkerte betydning, sådan at en uopmærksom læser risikerer at tro, at der er tale om en trykfejl, hvis han læser om  ”en pogrom af russere” (eller af arabere). Dr. Weizmann siger: ”Der var aldrig nogen pogromer” nær hans russiske barndomshjem, men han bruger udtrykket uophørligt, idet han forklarer, at ”det ikke er nødvendigt at leve blandt pogromer for at vide, at den ikke-jødiske verden er forgiftet”. I et tilfælde, hvor han ville opildne en britisk militærguvernør af Palæstina til at tage barske skridt imod araberne, sagde Dr. Weizmann, at han havde haft en del erfaring med den stemning, der går forud for pogromer, trods hans egen tidligere udtalelse om, at han ikke havde haft nogen. Han beskriver nogle optøjer, hvorunder fem eller seks jøder blev skadet, som en pogrom, og begivenhederne i 1938, hvorunder 69 englændere, 92 jøder og 1500 arabere blev dræbt, som ”arabisk terrorisme”. En anset britisk officer, Sir Adrian Carton de Wiart, V.C., som levede i Polen i tiden mellem de to verdenskrige, siger: ” Det jødiske problem syntes uforståeligt…….Der gik rygter om at pogromer fandt sted, men der var ingen synlige beviser på massakren af tusinder af jøder”.

  Begyndende med denne imaginære pogrom i Berlin, dannede propagandakampagnen i Amerika det fundament, som Roosevelt byggede sin ”karantæne”-tale på. Zionisterne omkring præsidenten var i virkeligheden overhovedet ikke bekymrede over jøders lidelser. Tværtimod var lidelserne nødvendige for deres politik i Amerika og for hele deres forehavende, og de frygtede lindring af dem. Hermed videreførte de politikken hos de talmudiske revolutionære i zarens Rusland, der endda gik til den yderlighed at myrde for at forhindre jødernes frigørelse, som det er blevet vist.

 Rabbiner Wise fortæller således, at han og hans zionistkolleger ikke blev afskrækket af indtrængende protester og bønner fra jøderne i Tyskland om at standse boykotten. Muligheden af et forlig mellem Hitler og jøderne i Tyskland forfærdede dem i den grad, og rabbiner Wise fortalte dem om sine ”to ting, han frygtede” i denne forbindelse:

 ”…….at vore jødiske brødre i Tyskland kunne bevæges eller tvinges til at acceptere en fredsaftale eller pagt,  der kunne give en eller anden mindre forbedring eller lindring af deres trængsler…….At naziregimet kunne finde på at ændre de onde virkninger af sit styre med en sådan formildende behandling af jøderne at det ville afvæbne den verdensomspændende jødiske protest”. (Han beskriver nummer to mulighed som den ”farligste” af de to).

 De frygtede med andre ord, at forfølgelsen skulle bryde sammen; ordene er meget nøjagtige. Rabbiner Wise, siddende i New York, foretrak, at jøderne i Tyskland skulle lide, hellere end at dette skulle ske: ”At dø for nazismens hånd er grusomt; at overleve ved dens nåde ville være ti tusind gange værre. Vi vil overleve nazismen med mindre vi begår den synd, der aldrig kan sones, at tuskhandle eller forhandle med den for at redde nogle jødiske ofre” (1934, til den Jødiske Verdenskongres). ”Vi afviser uden videre, med hån og foragt, ethvert tænkeligt forslag, der ville skaffe nogle jøder sikkerhed på bekostning af alle jøders skam” (1936). Mr. Brandeis, siddende i Washington, var lige så beslutsom, når det gjaldt martyrium i Tyskland: ”Et hvilket som helst arrangement, der resulterer i at skabe et marked i udlandet for tyske varer, styrker Hitler…. At lette Hitlers økonomiske trængsler på denne måde, for gennem udvandring at redde nogle af Tysklands jøder, ville være elendig statsmandskunst”.*

*Rent faktisk var disse zionister helt parate til at ”handle med nazisterne” og lave økonomiske aftaler med dem, når det passede i deres kram. Syv år senere, da Anden Verdenskrig var på sit højeste, modtog rabbiner Stephen Wise et tilbud fra ”en gruppe nazistiske funktionærer” om at tillade jøder at rejse fra Polen til Ungarn, mod betaling. Begge disse lande var tysk besatte, således, at fordelen for de involverede jøder ikke var indlysende, og Mr. Wise må have haft et eller andet skjult motiv (muligvis forbundet med den senere ”udvandring” til Palæstina) til at skulle ønske at overflytte jøder fra det besatte Polen til det besatte Ungarn i krigstid, når han så heftigt havde modsat sig deres befrielse fra Tyskland i fredstid! Han anmodede Roosevelt om at frigive dollars til bestikkelsen. De skulle indsættes på nazisternes konto i Schweiz. Præsidenten svarede ”straks”: ”Hvorfor gør du det ikke bare, Stephen!” Der blev herefter givet besked til en anden fremtrædende zionist, Henry Morgenthau, i spidsen for Finansministeret, og på trods af protester fra såvel det amerikanske som det britiske udenrigsministerium (State Department og British Foreign Office), blev pengene overført til Den Jødiske Verdenskongres´s Genevekontor, hvorfra de skulle indsættes på de nazistiske lederes konto!

 For zionisterne i Amerika blev den spøgelsesagtige fare for en forsoning mellem Hitler og jøderne mest akut i 1938. General Smuts sendte på det tidspunkt  sin forsvarsminister, Oswald Pirow, til Tyskland for at opbløde spændingerne i det jødiske spørgsmål, hvis han kunne. Den britiske premierminister, Neville Chamberlain, bød forsøget velkommen. Han fortalte Mr. Pirow, at presset fra den internationale jødedom  var en af de største forhindringer for en anglo-germansk forståelse, og sagde, at han ville blive støttet i at modstå dette pres (Leon Pinskers ”uimodståelige pres”), dersom Hitler kunne blive bevæget til at moderere sit dårlige humør.

 Mr. Pirow tog så til Tyskland. Han siger, at han fremsatte et konkret forslag,  at Hitler svarede imødekommende, og at en overenskomst var i sigte.

 På dette nøjagtige tidspunkt greb skæbnen atter ind, som det var sket i tilfældene Huey Long, Grev Stolypin, Zar Alexander II og andre. Når som helst der opstod en mulighed for at skabe fred, greb skæbnen ind. En ung jøde skød en tysk diplomat, Herr von Rath, i Paris. Opstande i Tyskland fulgte, synagoger blev brændt og Mr. Pirows mission endte brat. Der blev ikke foretaget nogen efterforskning af mordet, eller af nogen organisation, der kunne tænkes at stå bag det, eller hvis en sådan blev  indledt, producerede den aldrig noget oplysende resultat. Rabbiner Wise præsenterer det velkendte billede af den ”den unge mand, der var blevet gjort halvt vanvittig” (en figur, der også fandtes i Mr. House's roman).

 Roosevelt reagerede omgående: ”Nyhederne fra de seneste dage i Tyskland har chokeret den offentlige mening i De forenede Stater dybt…..Jeg selv kunne knap tro, at sådanne ting kunne forekomme i en tyvende århundredes civilisation….. Jeg anmodede vor ambassadør i Berlin om at komme hjem for rapportering og konsultation”.

 Ordene henviste til afbrændingen af synagoger (Roosevelt kommenterede ikke mordet), og den centrale sætning er påviseligt usand, for Roosevelt og alle hans samtidige havde tidligere set hensynsløs ødelæggelse af religiøse bygninger. Sandt nok havde det ikke været synagoger, men Roosevelt havde ”set” hvordan kirker og katedraler var blevet sprængt med dynamit i det kommuniststyrede Rusland, og da han blev præsident, havde han skyndt sig at anerkende den regering, der havde gjort dette. Ydermere havde han, da han fremkom med sin udtalelse, netop sendt Hitler et telegram, der hjerteligt anerkendte Tjekkoslovakiets tvungne kapitulation, og i denne handling havde han ikke fundet noget, der var uforeneligt med Det Tyvende århundredes civilisation. Det var i dette øjeblik, jeg opsagde min stilling, fordi jeg følte mig ude af stand til at fortsætte i journalistik i en tid, hvor usandfærdighed var hersker over ”nyhederne”.

 De Forenede Stater blev rent faktisk indblandet i Anden Verdenskrig, da præsident Roosevelt kom med disse erklæringer i 1937 og 1938, ikke den dag, Pearl Harbour blev  angrebet, og der gik en lige linie fra disse erklæringer til hans senere udtalelse, den 17. juli 1942, hvor han implicit lovede hævn over Tyskland alene på grund af dets behandling af jøder. Mændene, der gav ham stikordet til denne offentlige trussel, havde lige fra begyndelsen heftigt modsat sig enhver lindring af jødisk lidelse i Tyskland.

 Mordet på von Rath i Paris svarede til skuddet i Sarajevo, som tiden, der virker som fremkaldervæske, nu afslører det. I modsætning til Wilson troede Roosevelt aldrig privat på, at han ville holde sit land neutralt. I 1938 erklærede hans vejleder, Bernard Baruch: ”Vi vil banke den fyr til Hitler. Han slipper ikke godt fra det” (general George C. Marshall). Med mindre der sker en eller anden forandring, og der kan endnu ikke anes nogen, vil en amerikansk præsident i en eventuel fremtidig Tredje Verdenskrig finde sig fastholdt af de samme bånd som hans forgængere i 1914-1918 og 1939-1945.

 Gennem disse seks år, hvor forberedelsen til ”den unødvendige krig” blev brygget, betragtede jeg den stadigt mørkere skueplads fra Berlin, Wien og alle de store byer, som den lange nat snart skulle sænke sig over: Prag og Budapest, Beograd og  Bukarest, Sofia og Warszawa. Jeg vil tro, at jeg blev vidne så meget som nogen anden til, hvordan der blev fyret i den højovn, som skulle komme til at producere krigens stål; og se mere end de fleste, fordi jeg ikke var begrænset til noget enkelt land eller noget parti, men fik oplevet dem alle. Jeg kendte bravo-råbenes larm fra stormtroppernes Stammkneipen, den hemmelighedsfulde, bitre snak blandt deres modstandere i private hjem, og den nervøse mumlen blandt mænd på flugt, som så sig frygtsomt tilbage over skulderen. Jeg så menneskemassens ansigt, denne dinosaur uden hjerne, i begge dens stemninger: den opflammede tilstand af illusorisk håb (i Berlin) og den hulkindede tilstand, med indsunkne øjne, der fortæller om håbløs desillusion (i Moskva). Jeg mødte frygten på alle samfundsniveauer, lige fra gadefejeren til stats- eller regeringslederen. Jeg så terroren i begge dens hovedkvarter-byer.

 Jeg kendte eller mødte mange af de mænd, der så ud til at være magtfulde og til at gå ind for modsatte sager, men som ikke desto mindre ved deres gerninger alle bragte  ”den unødvendige krig” nærmere og nærmere. Jeg talte med Hitler, Göring og Goebbels. Jeg spiste frokost ved bredden af Genevesøen med den buttede Maxim Litvinoff, en typisk figur fra Café des Exiles, og undrede mig over, hvad han, der kendte så lidt til Rusland, vidste om Rusland, selv om han var udenrigsminister for dette kommunistanførte land. Jeg så Mussolini, og Ramsay Macdonald, en af de britiske premierministre, der som en skygge passerede forbi gardinet i disse år. Jeg havde timelange samtaler med Edouard Benesh i Prags gamle slot, med østrigske kanslere og ungarske premierministre. Jeg tog af sted for at opleve Folkeforbundet, med høje forventninger dén gang (for jeg var endnu uerfaren), og følte mig frastødt af den måde, dets forhandlinger foregik på, for de var uden værdighed, af den lobbyisme og stemmehvervning, der foregik bag scenen, og af den kødrand af snyltere og intrigemagere, der omringede det. Jeg tror ikke, der ville kunne findes mange entusiaster for De Forenede Nationer blandt de, der havde kendt Folkeforbundet. Jeg tog til Moskva som medlem af den journalistiske bodyguard for en opstigende, ung minister ved navn Anthony Eden, og så dér et regime, som var en tro kopi det nationalsocialistiske i Tyskland i enhver forstand, bortset fra jødernes status. For det forekom mig, at de dominerede i den sovjetiske stats nøglestillinger.

 Det var alt sammen en hvirvlende forvirring, med én tydelig kendsgerning i centrum: at Hitler ville starte krig, med mindre han blev forhindret, og at denne krig var ved at starte, fordi han ikke ville blive forhindret. Der var endnu en britisk premierminister, Stanley Baldwin (en kilde til sorg blandt nyhedskorrespondenterne i Tyskland), som tilbageholdt Hitlers krigeriske hensigter fra sine landsmænd, fordi, som han senere sagde, han ville have ”tabt valget”, hvis han havde fortalt det. Hvis hans efterfølger, Neville Chamberlain, troede, at han, gennem at fortsætte sin politik med opmuntring af Hitler, kunne ”styre” denne til at rette sin krig imod Sovjet (jeg har ikke noget bevis herpå, men det kunne have været Chamberlains beregning), så var det i det mindste en politik, hvor der tidligere overhovedet ikke havde været nogen. Men det var en misforstået politik, for alle kompetente  observatører i Tyskland forudså, at når Hitler slog til, ville han forene sig med Stalin i krigsførelsen og ikke føre krig imod ham (jeg skrev dette i mine førkrigsbøger).

 Da jeg oplevede Hitlers første to invasioner, af Østrig og Tjekkoslovakiet, blev jeg klar over, at det sidste håb om at afværge den unødvendige krig var forsvundet. Jeg følte, at jeg levede i en gal verden, og dette forklarer titlen, Insanity Fair (da. ”Galskabens Marked”), som jeg gav den bog, jeg skrev på dette tidspunkt. Jeg kunne da udelukkende se en sindssyg mangel på politik. Atten år senere kan det naturligvis, i lyset af alt, hvad der er sket og alt, der er blevet kendt, ikke udelukkes, at den unødvendige krig ikke i alle lejre blev anset for at være unødvendig.


Forside

Indholdsfortegnelse

Navne