Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

 

 

Forord


Forfatteren:
I Europa i årene lige før og efter Anden Verdenskrig var Douglas Reeds navn på alles læber. Hans bøger blev solgt i titusindvis og han var særligt indgående kendt i hele den engelsk-talende verden af en hærskare af læsere og beundrere. Som tidligere korrespondent for London Times i Centraleuropa havde han vundet stor berømmelse med bøger som "Galskabens Kavalkade" (Insanity Fair), "Grænseløs Skændsel" (Disgrace Abounding), "Hvis Vi Skulle Fortryde" (Lest We Regret), "Et Eller Andet Sted Syd For Suez" (Somewhere South of Suez), "Nær og Fjern" (Far and Wide) og adskillige andre, hvor hver af dem udvidede den horisont han havde som en af verdens førende udenrigskorrespondenter.

Douglas Reeds og samtlige hans værkers næsten fuldstændige forsvinden var en forandring, som ikke kunne være forårsaget af tiden alene; hans historiefortolknings korrekthed bekræftes i nogen grad af det, som skete med ham selv på hans berømmelses højdepunkt.

Efter 1951 med udgivelsen af "Nær og Fjern", hvori Reed beskriver De forenede Staters historie i sammenhæng med alt, hvad han havde erfaret i Europa om verdenspolitik, fandt han sig selv bandlyst fra boghandlere, alle forlags døre lukkede for ham, og de bøger, som allerede var udgivet, blev fjernet fra bibliotekernes hylder og ”forsvandt” for aldrig at blive erstattet.

Da hans karriere som skribent nu så ud til at være til ende, var Reed endelig fri til at påtage sig den store opgave, som alt det forudgående havde været en forberedelse og uddannelse til - en uddannelsesom intet universitet kunne give, og som kun den heldige og talentfulde kunne udnytte til fulde - hans år som udenrigskorrespondent, hans rejser i Europa og Amerika, hans samtaler og kontakter med sin tids store politiske ledere i kombination med, at hans sugede til sig ved læsning og iagttagelse af alt det bedste i europæiske kultur.

Erfaringer, som andre ville have opfattet som nederlag, tjente kun til at fokusere Douglas Reeds kræfter på det, som skulle blive hans vigtigste opgave – den, at efterforske og fortælle de sidste 2000 års historie og mere til, på en sådan måde, at meget af vor tids historie bliver forståelig, mens den for masserne i vor tid forbliver i mørke og omhyggeligt bevogtet af et usynligt censursystems terror.

Bogen: Fra 1951 brugte Douglas Reed mere end tre år – meget af tiden adskilt fra kone og små børn – på at arbejde i New Yorks Centralbibliotek og eller hamre løs på sin skrivemaskine i et spartansk logi i New York eller Montreal. Med en håndværkers nidkærhed blev bogen renskrevet, alle 300.000 ord, og epilogen blev først tilføjet i 1956.

Selve bogens historie – de usædvanlige omstændigheder under hvilken den blev skrevet og det, at manuskriptet dukkede op efter at have været gemt væk i 20 år og først da blev udgivet – er en del af vort århundredes historie, som kaster lys over en kamp, som er ukendt for de fleste: den, som har været ført ubarmhjertigt og uophørligt på den menneskelige sinds slagmark.

Der skulle usædvanlige åndsevner og motivation til at gennemføre så stort et værk, som krævede så meget anstrengende forskning og ekstra grundig kontrol af kilder, ydermere en bog, som syntes at have meget ringe eller ingen mulighed for at blive udgivet i forfatterens egen levetid.

Skønt der findes korrespondance, som viser, at titlen blev diskuteret ganske kort med et forlag, blev manuskriptet aldrig fremsendt, men forblev stuvet væk i tre kartoteker med lynlås, i 22 år, oven på et klædeskab i Reeds hjem i Durban, Sydafrika.

Afslappet og i fred med sig selv i bevidstheden om, at han havde taget sit storværk så langt, som det var muligt under tidens omstændigheder, accepterede Douglas Reed tålmodigt sin tvungne pension som journalist og skribent, lagde fortiden bag sig og indstillede sig muntert på en anden form for tilværelse, i hvilken de fleste af hans nye venner og bekendte, charmeret af hans livlighed og veludviklede humoristiske sans, i mange år forblev helt uvidende om, at han var dénne Douglas Reed, den berømte forfatter.

Han var sikker på, at hvad enten det skete i hans levetid eller ikke, så ville der komme en dag, hvor omstændighederne ville tillade, og midlerne ville være til stede til at kommunikere hans budskab til verden om historien i omskrevet form og om kristendommens centrale budskab lagt frem på ny.

Fortolkning: The Controversy of Zion taler for sig selv; det er et revisionshistorisk værk og en religiøs fremstilling, hvis centrale budskab kommer frem på næsten hver eneste side, forstående og medfølende over for mennesker, men alvorligt kritisk over for deres lederes overdrevne og farlige ambitioner.

I det sidste kapitel, under overskriften Klimakset (the Climacteric) bemærker Douglas Reed, at hvis han kunne have planlagt det hele, da han begyndte at skrive sin bog i 1949, kunne han ikke have valgt et bedre tidspunkt end den sidste måned af 1956 til at redegøre for den talmudiske zionismes lange historie på baggrund af det, som stadig foregik på verdenshistoriens scene.

For i 1956 var det året for endnu et amerikansk præsidentvalg, hvor zionisterne atter demonstrerede deres afgørende magt til at påvirke Vestens politik; det var året, hvor de vestlige lande stod som hjælpeløse tilskuere, mens sovjetisk militær blev brugt til at knuse et spontant oprør og genindsætte et jødisk kommunistisk regime i Ungarn; og det var det år, hvor England og Frankrig under zionistisk pres blev trukket ind i den katastrofale fiasko i et forsøg på at erobre Suez Kanalen, et eventyr, som kun Israel, endnu en gang, havde fordel af.

Alt, hvad der er sket siden Reed skrev de sidste sætninger i 1956 har bekræftet rigtigheden af hans fortolkning af mere end 2000 års urolig historie.

Mellemøsten er forblevet et område med intens politisk aktivitet og maksimal forfalskning af nyheder med undertrykkelse af ægte debat, og det var kun de få, som havde kendskab til den talmudiske zionismes og kommunismens rolle, som ville have nogen chance for at gennemskue de tilbagevendende internationale storkonflikter, så som den såkaldte Seksdageskrig i 1967 og Israels massive invasion af Libanon i 1982.

De, som har læst The Controversy of Zion, vil ikke blive forbavsede over at få at vide, at der var klare tegn på en hemmelig forståelse mellem Sovjetunionen og Israel ved Israels hovedkulds angreb på Egypten, for det var kun fordi oberst Nasser var blevet advaret af cheferne i Kreml om, at Israel var ved at angribe Egyptens allierede, Syrien, at han flyttede næsten alle sine styrker til sit lands nordlige grænse, hvor de blev et let bytte for Israels meget overlegne hær.

Det så ikke ud til, at noget havde forandret sig, da Israel i 1982 rettede et voldsomt og hensynsløst angreb på det sydlige Libanon, angiveligt med det formål at rykke den palæstinensiske befrielsesorganisation op med rode, men i virkeligheden for at fremme en ekspansionspolitik, som jødiske ledere altid har været bemærkelsesværdigt åbne omkring.

På dette tidspunkt var den prozionistiske mytologi, som blev skabt af vestlige politikere og medier, hvor Israel altid blev fremstillet som en lille og dydig nation, der havde konstant brug for hjælp og beskyttelse, tydeligt nok ved at miste meget af sin troværdighed, så kun få blev forbavsede, da Det britiske Institut for Strategiske Studier meddelte, at Israel nu kunne betragtes som verdens fjerdestærkeste militærmagt, efter USA, Sovjetunionen og Den kinesiske Folkerepulik – langt foran nationer som England og Frankrig.

Langt mere væsentlig var det jødiske folks reaktion både i Israel og i andre lande, på en tilsyneladende væbnet zionistisk triumf i Libanon. Mens vestlige politikere og medier forblev frygtsomt tilbageholdende i deres kommentarer, selv efter nyheden om massakren på omkring 1500 mænd, kvinder og børn i to flygtningelejre i Beirut, arrangerede 350.000 beboere i Tel Aviv en offentlig demonstration imod deres egen regering, og der var rapporter i den jødiske presse om, at uenighed om libaneserne havde rystet den israelske hær og påvirket den på alle niveauer.

Også om dette synes Douglas Reed at have haft forudanelser, for blandt de sidste ord i hans bog er disse: ”Jeg tror, at verdens jøder også er begyndt at se fejlene ved revolutionær zionisme, den anden destruktive bevægelses tvilling og, som århundredet går mod sin slutning, vil de endelig beslutte sig for at søge ind i menneskeheden”.

IVOR BENSON

Næste

Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside