Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 55 56 57 58

Kapitel 9


Farisæernes opstigen

Disse farisæere, som dannede det største politiske parti i den lille romerske provins, Judæa, bestod af den dominerende inderkreds, tidligere repræsenteret af det levitiske præsteskab. De havde gjort sig til bærere af den levitiske idé, i dens mest fanatiske form, som den havde fundet udtryk hos Ezekiel, Ezra og Nehemias; de havde svoret "streng lydighed mod levitisk renhed", siger Encyklopædia Judaica.

Lige som det var lykkedes leviterne at sejre over de protesterende israeliter og afskære Judæa fra dets naboer, således var deres efterfølgere, farisæerne, parate til at knuse ethvert forsøg på at genindlemme judæerne i menneskeheden. De var den destruktive idés vogtere, og det næste kapitel i Zions historie skulle blive historien om deres sejr. Lige som i leviternes tilfælde, skulle baggrunden herfor være Jerusalems ødelæggelse.

Blandt præsterne selv var der i generationernes løb opstået noget af et oprør imod de konstante ændringer af Loven, som var begyndt med Ezekiels og Ezras skole. Disse præster hævdede, at Loven nu var uforanderlig og ikke kunne "omfortolkes" mere.

Til denne udfordring, (som truer selve roden til jødisk nationalisme) svarede farisæerne i dødelig fjendskab: at de var vogterne af "traditionerne" og af den mundtlige Lov, som var overleveret direkte til Moses fra Gud, som aldrig måtte skrives ned, men som var overordnet hele resten af Loven. Denne påstand om at besidde Guds hemmeligheder (eller i virkeligheden, at være Gud) er den egentlige grund til den mærkelige ærefrygt, som så mange generationer af jøder har næret for "de ældste". Den har en magt til at skræmme, som selv oplyste mennesker i yderkanterne af jødedommen ikke helt kan undslippe.

Alligevel har det instinktive ønske om at bryde ud af denne trældom altid givet anledning til et moderat parti inden for jødedommen, og i denne periode var det saddukæerne, som repræsenterede størstedelen af præsteskabet og stod for at "holde fred i byen", og at undgå en voldeligt konflikt med de romerske herskere. Farisæerne og saddukæerne var dødsfjender. Den indre splid blandt jøder er fortsat i femogtyve hundrede år, lige frem til vor tid.

Det er mest af akademisk interesse for resten af menneskeheden (men det bør bemærkes), for historien har vist, at når som helst striden om at "holde fred i byen" har nået et højdepunkt, har det parti, der stod for adskillelse og ødelæggelse, altid vundet, og de jødiske masser er sluttet op bag det. Vort århundrede har opvist det seneste eksempel herpå. Ved dets begyndelse var de etablerede jødiske samfund i Tyskland, England og Amerika (som kan sammenlignes med saddukæerne) uforsonlige fjender af zionisterne fra Rusland (farisæerne), men i løbet af halvtreds år havde det ekstremistiske parti gjort sig til den eneste talsmand for "jøderne", over for de vestlige regeringer, og det var lykkedes dem at slå al modstand ned i de jødiske samfund, verden over.

56

Farisæerne står på næste plads i stamtavlen for den sekt, der har været ophav til så store begivenheder i vor tid. Linien for afstamning går fra leviterne i Babylon, gennem farisæerne i Jerusalem, gennem talmudisterne i Spanien, og rabbinerne i Rusland, til zionisterne i dag.

Navnet "farisæer" betyder, ifølge jødiske autoriteter "én, som adskiller sig selv" eller holder sig væk fra personer eller ting, der er urene, for at opnå dén grad af hellighed og retfærdighed, som er nødvendig for de, der vil være nær ved Gud. Farisæerne dannede deres egen liga eller broderskab, og optog i inderkredsen kun dem, som under overværelse af tre medlemmer, ville sværge streng lydighed over for levitisk renhed. De var de første specialister i hemmelig sammensværgelse, som en politisk videnskab.

De erfaringer og den viden, som farisæerne fik, kan klart spores i de metoder, der er anvendt af sammensværgelser, som er opstået i Europa, i de seneste to hundrede år, og især den destruktive revolution i Europa, som har været organiseret og ledet af jøder.

For eksempel udviklede farisæerne oprindeligt de grundlæggende metoder, frygt og mistænksomhed, som holder vore dages sammensværgelser sammen og gør dem stærke. Det er et system af spioner, der udspionerer hinanden, og stikkere, der angiver hinanden, og på hvilket det kommunistiske parti er opbygget (og dets røde hær. Dens officielle regler, som omfatter den "politiske kommissær" og "stikkeren" er en anerkendt del af den militære struktur, fra øverst til nederst).

Farisæerne anvendte først denne ordning, som de baserede på en tekst i Tredje Mosebog: "I skal sætte vagter omkring mine vagter" (citeret i Encyklopædia Judaica fra den hebraiske original, som er i brug blandt jøder). Den art revolutionære maskine, der blev sat op i Europa i det nittende århundrede, kan slet ikke forstås, medmindre man tager den tamudiske viden og uddannelse, som de fleste af dens organisatorer og ledere havde arvet, i betragtning, og farisæerne var de første talmudister. De hævdede at have guddommelig autoritet for alle sektens beslutninger, selv i tilfælde af fejl, og det er et overordnet princip i Talmud.

Det var under farisæernes dominans, at der opstod den messianske idé, som skulle få så stor betydning i de efterfølgende århundreder. Den var ukendt for de tidligere israelitiske profeter. De nævnte aldrig idéen om en overlegen race, og kunne derfor ikke have vidst noget om de senere konsekvenser af tanken om en besøgende, som ville komme for personligt at etablere en overlegen races kongerige på jorden.

De jødiske aitoriterer gør det ganske klart, hvilken slags messiansk begivenhed, det drejer sig om. Encyklopædia Judaica siger, at farisæernes begreb om den var, at "Guds rige vil blive universelt anerkendt i fremtiden… Guds herredømme udelukkede alle andre". Da Jehova, ifølge den tidligere Tora, kun "kendte" jøder, betød det, at verden ville tilhøre jøderne. Den senere Talmud bekræftede dette, hvis der skulle være nogen tvivl, ved at bestemme, at "ikke-jøder, som sådan, er udelukkede fra en fremtidig verden" (den tidligere rabbiner Laible).

57

Det store flertal af jøder forventede utvivlsomt, at "den salvede", når han kom, ville genoprette deres national storhed. I den fuldkomne teokratiske stat ville han være deres åndelige, men også deres verdslige leder, som ville genforene det spredte folk i et kongerige af denne verden. Den messianske idé, som den tog form under farisæerne, var ikke en forventning om et kongerige i himlen, uden forbindelse med materiel sejr på jorden, eller var det i hvert fald ikke iblandt flertallet.

Den messianske forventning må i virkeligheden have været det logiske og naturlige resultat af sektens egen lære. Farisæerne påstod, lige som leviterne, hvis budskab de førte videre, at vide alt, lige fra tidspunktet for jordens skabelse og dens formål, til den måde, hvorpå det udvalgte folk ville triumfere.

Kun én ting nævnte de aldrig: tidspunktet for denne strålende fuldbyrdelse. Den byrde af lydighed, der var lagt på folket, var tung, og det var kun naturligt, at folket, lige som de indsatte i et fængsel, forlangte at få at vide, hvornår de ville slippe fri.

Dette synes at være oprindelsen til messianismen. Folket, som engang havde "grædt", da de hørte Den nye Lovs ord, havde nu båret den strenghed i fire hundrede år. Spontant brast spørgsmålet frem: Hvornår? Hvornår ville den strålende fuldbyrdelse komme, den mirakuløse afslutning? De adlød alle "love og regler" og udførelsen af dem betød en tung daglig byrde. De gjorde alt dette under en "pagt", som lovede en bestemt belønning. Hvornår ville de få deres belønning? Deres ledere var i direkte forbindelse med Gud og kendte Guds mysterier; de måtte kunne svare på spørgsmålet, hvornår?

Det var det eneste spørgsmål, som farisæerne ikke kunne svare på. De synes at have givet det mest udspekulerede svar, de kunne: skønt de ikke ville sige hvornår, ville de sige, at en dag ville "messias, prinsen" komme (Daniel) og ville der blive givet ham "herredømme og herlighed og et kongerige, hvor alle folkeslag, nationer og sprog ville tjene ham".

Således blev den undertrykte, ghettoiserede, jødiske ånd bedøvet med løftet om en besøgende. Messianismen opstod og forårsagede gentagne udbrud af hektisk forventning, hvoriblandt vort århundrede oplever det seneste.

Sådan var situationen, da manden fra Galilæa dukkede op for to tusind år siden. På dette tidspunkt havde de judæere, som var tilbage i Judæa, tilbragt seks hundrede år, siden de af Israel var blevet kastet ud i det, som dr. John Goldstein kalder "jødisk mørke", og ved slutningen af denne periode var de begyndt at vente og håbe på den befriende Messias.

Den besøgende, der kom, sagde, at han viste vej til "Guds rige". Han var den direkte modsætning til det, som farisæerne havde lovet dem, og som førte hen over ødelagte nationer, til et tempel fuldt af guld, hvortil farisæerne førte dem, idet de råbte "Adlyd!"

58

Farisæerne var stærke, og den fremmede hersker vaklede under deres trusler (billedet ligner meget vore dages) og de af folket, som i denne nyankomne så den Messias, de ventede på, trods hans foragt for verdslig belønning, risikerede døden ved at sige det. De havde "syndet", og den romerske hersker var, ligesom den persiske konge, fem hundrede år før, parat til at gennemtvinge "Loven".

Naturligvis var mange af disse mennesker for kun alt for parate til at lytte, hvis de kunne få lov til det, til enhver, som kunne vise dem vej ud af deres mørke, og ind i lyset og menneskehedens fællesskab. Men farisæerne gik af med sejren (som tidligere også leviterne), således, at mange af dem, endnu en gang havde grund til at græde og så den katalyserende kraft blev bevaret intakt.

Næste

Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside