Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 52 53 54

Kapitel 8

Loven og idumæanerne

Alt imens de jødiske skrifter, således nu samlede, var på vej, således nu oversat, fra de alexandrinske jøder til grækerne, og derefter til de andre hedninge, fulgte persiske, græske og romerske herskere efter hinanden i lille Judæa.

Disse kaotiske århundreder bragte periodens anden vigtige begivenhedmed sig: idumæanernes tvangsomvendelse til jehovaismen ("jødedommen" er et ord, som øjensynlig først blev anvendt af den judæiske historiker Josefus til at betegne Judæas kultur og livsstil, ligesom "hellenisme" beskriver grækernes, og oprindelig havde det ingen religiøs bibetydning. I mangel af et bedre ord vil det nu blive brugt i denne bog til at identificere den race-religion, der var blevet etableret af leviterne ved deres perversion af "Den mosaiske Lov").

Man har kun historiske optegnelser om én til masse-omvendelse til jødedommen, og den fandt sted otte-ni århundreder senere, og var af afgørende betydning for vor generation, som vi skal se. Individuel omvendelse var derimod almindelig i denne periode, og der blev tilsyneladende tilskyndet til det, selv af rabbinerne, for ifølge Sankt Mattæus sagde Jesus bebrejdende til de skriftkloge og farisæerne, at de "rejser over sø og land for at få én proselyt".

Så af en eller anden grund blev race-forbudet, som var blevet introduceret med Den anden Lov og Den Ny Pagt ikke gennemtvunget i denne periode. Sandsynligvis har forklaringen at gøre med folketallet. Hvis race-loven var blevet strengt opretholdt, ville den lille judæiske stamme være uddød og præsteskabet med dets tro, ville være blevet efterladt med en slagplan, men ingen hær.

Der var helt klart meget blanden sig, hvad grunden end var. Den jødiske Encyklopædi siger, at "tidlig og silde fik Judæa styrke ved at optage udenforstående i sig" og andre autoriteter er enige om dette, så en raceren jødisk stamme må være forsvundet senest nogle århundreder før Kristus.

Ikke desto mindre forblev race-loven i kraft, usvækket af disse undtagelser, så i den kristne æra ophørte dette, at tage proselytter, næsten fuldstændig, og verdens jøder, blev igen, skønt de ikke nedstammede fra judæerne, et samfund, adskilt fra menneskeheden af et strengt raceforbud. Racemæssig udelukkelse forblev, eller blev igen, den vigtigste læresætning i formel zionisme, og den talmudiske regel var, at "proselytter er lige så skadelige for jødedommen, som kræftskader for et sundt legeme".

Glødende zionister slår stadig hovedet ind i væggen i fortvivlelse, når de tænker på tilfældet med idumæanerne, som de påstår beviser det oven for citerede. Problemet, hvad der skulle gøres med dem, opstod øjensynlig af præsternes egne kneb med historien og Loven. I den første historiske bog, Første Mosebog, fremstilles idumæanerne som et stamme, der nedstammede fra Esau ("Esau, fader til Edomiterne"), som var bror til Jacob-kaldet Israel. Dette slægtskab mellem Judæa og Edom var tilsyneladende den oprindelige tradition, sådan, at idumæanernes særlig status stadig var anerkendt, da Femte Mosebog blev til i 621 f.Kr., hvor "Herren sagde til Moses":

53

"Og befal folket og sig til dem, at de skal gå forbi deres brødre, Edoms børn De må ikke blande sig med dem; for jeg vil ikke give jer noget af deres land, nej, ikke så meget som en fodsbredde Og når vi går forbi vore brødre, Esaus børn "

Da Fjerde Mosebog blev skrevet, omkring to hundrede år senere, havde situationen forandret sig. Da havde Ezra og Nehemias, eskorteret af persiske soldater, påtvunget judæerne deres racelov og idumæanerne var blevet fjendtlige, ligesom andre nabofolk (af nøjagtig de samme grunde, som araberne er fjendtlige i dag).

De fik at vide i Fjerde Mosebog, at det nu var langt fra, at man ikke måtte "blande sig med dem", for nu skulle de "ødelægges fuldstændigt". Så i Fjerde Mosebog går Moses og hans følge ikke længere "forbi vore brødre, Esaus børn"; de forlanger, at gå igennem idumæanernes land. Idumæanernes konge nægter sin tilladelse, hvorpå Moses vælger en anden vej og Herren lover ham, at "Edom skal blive en besiddelse".

Fra andre tekster i Loven fik idumæanerne at vide, hvilken skæbne, der ventede de byer, der således ville blive taget i besiddelse. I dem måtte intet lades levende tilbage, der drog ånde. (De skriftkloge behandlede Moabiterne ligesådan. I Femte Mosebog bliver det befalet Moses "Vold ikke Moabiterne sorg og drag ikke i kamp med dem; for jeg vil give jer af deres land til besiddelse"; I Fjerde Mosebog lyder den guddommelige befaling, at moabiterne skal udslettes).

Derfor var judæerne fra omkring 400 f.Kr.. mistroet og frygtet af nabostammer, inklusive idumæanerne. Det viste sig at de havde god grund til det, for under Judæas korte opblomstring, under Hasmoniderne, faldt Johan Hyrcanus, som var konge og ypperstepræst i Judæa, over dem, og ved sværdets magt blev de tvunget til at underkaste sig omskærelse og Den mosaiske Lov. Af de to versioner af Loven ("ikke at blande sig" og "tage i besiddelse") adlød han den anden, hvilket måske kunne være blevet en tilfredsstillende løsning, hvis det havde været enden på sagen, for enhver god rabbiner kunne have fortalt ham, at den ene, den anden, eller begge befalinger var den rigtige ("Hvis rabbinerne siger, at højre er venstre eller venstre højre, skal I tro det"; dr. William Rubens).

Men det blev ikke enden på sagen. En lov, der er sat op på denne måde, skaber et nyt problem for hvert ét, der bliver løst. Da Johan Hyrcanus havde "taget i besiddelse", skulle han så "ødelægge fuldstændigt" og "ikke lade noget levende tilbage, der drog ånde" af "vore brødre, Esaus børn"? Han adlød ikke denne lov og slog sig til tåls med den tvungne omvendelse. Men ved at gøre det gjorde han sig til lovbryder i den helt store stil, lige som Saul, den første konge af det forenede kongerige Israel og Judæa, havde gjort det for længe siden. For at have gjort netop det samme, (at have sparet kong Agag og noget kvæg) blev Saul forstødt, detroniseret og ødelagt (ifølge den levitiske version af historien).

54

Johan Hyrcanus havde to politiske partier at komme overens med. De mere moderate saddukæere, som var tilhængere af monarkiet, synes at have ønsket at følge det råd, at spare idumæanerne og nøjes med at tvinge dem til at blive jøder. Det andet parti var farisæerne, som repræsenterede det gamle, despotiske præsteskab, leviterne, og som ønskede at genoprette det fuldt ud.

Disse fanatiske farisæere, leviternes arvtagere, ville have ham til at følge loven til punkt og prikke, og "ødelægge idumæanerne fuldstændigt". De opponerede rasende imod ham (som Samuel havde opponeret imod Saul) og arbejdede for at få styrtet monarkiet. Hvad der er af særlig interesse i dag er, at de senere påstod, at det var hans mildhed mod idumæanerne, der var skyld i hele Judæas senere ulykke! De så i templets anden ødelæggelse og udslettelsen af Judæa, i 70 e.Kr., den foreskrevne straf for Johan Hyrcanus' ulydighed. Lige som Saul havde han "syndet".

Farisæerne måtte vente 150 år på at få deres påstand bevist, hvis det da var bevis for nogen andre end dem selv. Fra de omvendte kom en vis Antipater, som endte højt på strå ved det lille hof i Jerusalem (lige som den legendariske Daniel var kommet meget højere på strå i Babylon og Persien). Farisæerne appellerede til den romerske triumvir, Pompejus, for at få ham til at skride ind i Judæa, genoprette præsteskabet og styrte det lille monarki. Deres planer gik skævt. Skønt det hasmonitiske dynasti faktisk blev udslettet i de kaotiske årtier der fulgte, med små krige og oprør, blev idumeaneren Antipater forfremmet, indtil Cæsar gjorde ham til prokurator over Judæa, og hans søn, Herodes, blev af Antonius gjort til konge af Judæa!

Efterfølgende herskede der fuldstændig forvirring i den lille provins, så den sidste rest af uafhængighed forsvandt, og Rom, der ikke havde noget valg, begyndt at styre landet direkte.

Øjensynlig var farisæerne skyld i denne løsning, da det var dem, der var ophavsmænd til den romerske indblanding. De skød skylden på "den halvblods" og "idumæanske slave", Herodes. Havde Johan Hyrcanus bare "adlydt Loven" og "ødelagt idumæanerne fuldstændigt" 150 år før, ville alt dette ikke være sket, sagde de. Det er oplysende at se, med hvilken bitterhed og vrede dr. Josef Kastein, to tusind år senere, reagerede på denne bebrejdelse, som om det var sket i går. En zionist i det tyvende århundrede, som skrev i den tid, hvor Hitler kom til magten i Tyskland, var overbevist om, at denne ulydighed mod raceloven havde nedkaldt den anden ulykke over Judæa.

Men Judæas ulykke blev også farisæernes sejr, som vi skal se, og det er typisk for de paradokser, som Zions historie er fuld af, lige fra begyndelsen.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside