Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p.49 50 51

Kapitel 7


Oversættelsen af Loven

Den vigtigste begivenhed i de næste fire hundrede år var, (som det skulle vise sig), den første oversættelse af de judæiske skrifter (senere kendt som Det gamle Testamente) til et fremmed sprog, græsk. Dette satte (og sætter stadig) "hedningene" i stand til at blive delvist bekendt med Loven, som bestemte deres egen slavebinding og ødelæggelse, og samtidig jødernes overherredømme. Havde det ikke været for denne oversættelse, ville jødedommens natur være forblevet et spørgsmål om gætterier, medens oversættelsen gjorde det til et spørgsmål om vidneudsagn og beviser.

Af denne grund er det ved første øjekast overraskende, at oversættelsen nogensinde blev lavet (ifølge traditionen af tooghalvfjerds jødiske lærde i Alexandria, mellem 275 og 150 f.Kr.) Dr. Kastein forklarer, at det blev gjort "med det specifikke formål, at gøre den forståelig for grækerne. Dette førte til forvrængning og ordkløveri, ændring af betydninger, og mange tilfælde af at sætte generelle udtryk og idéer i stedet for udtryk, som var af rent lokal og national karakter".

I dette tilfælde er dr. Kasteins' ord ilde valgt, hvis det var meningen at skjule det, som skete: en sag bliver ikke gjort "forståelig" for andre ved forvrængninger og ordkløveri, ændring af betydninger og ved at sætte tvetydige vendinger i stedet for præcise udtryk. Endvidere må en så lærd person have vidst, hvad der står i den Jødiske encyklopædi, at den senere Talmud endda "forbød at lære en ikke-jøde om Toraen, enhver der gjorde dette "fortjente døden". Faktisk anså Talmud det for så farligt, at hedninge skulle få kendskab til Loven, at man etablerede den mundtlige Tora, som et sidste gemmested for Jehovas hemmeligheder, i sikkerhed for enhver ikke-jødes øjne.

Når de judæiske skrifter blev oversat til græsk, så var det ikke for grækernes skyld (Dr. Kastein skrev for et overvejende ikke-jødisk publikum). Grunden var næsten sikkert den, at jøderne selv havde brug for oversættelsen. Judæerne havde mistet deres hebraiske tungemål i Babylon (derefter blev det et mysterium for præsteskabet, "et af de hemmelige bånd, det bandt jøderne sammen i diasporaen)", som dr. Kastein siger) og talte aramæisk. Men den største enkelte gruppe jøder var i Alexandria, hvor græsk blev deres hverdagssprog. Mange af dem kunne ikke længere forstå hebraisk og en græsk version af deres Lov var nødvendig, som grundlag for den rabbinske fortolkning af den.

Frem for alt, de ældste kunne ikke forudse, at der århundreder senere i verden ville opstå en ny religion, som ville overtage deres skrifter som en del af sin egen bibel og således bringe "Den mosaiske Lov" frem for øjnene af menneskeheden. Hvis dét havde været til at forudse, ville den græske oversættelse måske aldrig være blevet lavet.

Ikke desto mindre blev oversætterne tydeligvis, af præsterne, mindet om, at deres arbejde for første gang ville bringe "Loven" under ikke-jødisk gransken. Deraf forvrængningerne, drejningerne, ændringerne og erstatningerne, som nævntes af dr. Kastein. Et enkelt tilfælde af den slags forekommer tilsyneladende i Femte Mosebog 32.21; oversættelsen, som er overleveret til hedningene hentyder vagt til "en tåbelig nation", medens referencen i den hebræiske original, ifølge Den jødiske Encyklopædi, er til "nederdrægtige og ondskabfulde ikke-jøder".

50

Hvad var det, der blev oversat? Først Lovens fem bøger, Toraen. Efter "Den Ny Pagt", der blev påtvunget beboerne i Jerusalem af Ezra og Nehemias, havde præsteskabet i Babylon givet Toraen endnu en revision: "endnu en gang gav anonyme redaktører deres fortidige historie, deres traditioner, love og skikke en betydning, som var helt i overensstemmelse med teokrati og anvendelig på denne regeringsform … Den form, som Toraen nu fik, var den endelige og afgørende form, som ikke måtte ændres med ét eneste komma, ikke én eneste tanke, ikke et ord eller bogstav af den måtte ændres."

Når dødelige mennesker, igen og igen, "giver mening" til noget, som skal være uforanderligt og presser al åndelig tradition ind i rammerne af deres verdslige politiske ambition, så kan det, som bliver tilbage, ikke være en original åbenbaring fra Gud. Det, som var sket, var, at den tidligere israelitiske tradition var blevet slettet eller annulleret, og i stedet var sat den jødiske race-lov i sin "endelige og afgørende form".

Den samme metode var blevet fulgt i samlingen af andre bøger, historiske, profetiske eller lyriske. Daniels bog, for eksempel, blev færdig omtrent ved denne tid, det vil sige omkring fire hundrede år efter de begivenheder, der blev fortalt om i den. Det var ikke så underligt, at den anonyme forfatter havde galt fat i alle sine historiske kendsgerninger. Dr. Kastein er åben omkring den måde, hvorpå disse bøger blev lavet:

"Udgiverne, der gav Joshuas, Dommernes, Samuels og Kongernes bøger deres endelige form, samlede alle fragmenter (af de gamle lærer og traditioner) og " fortolkede dem kreativt… Det var umuligt altid at tilskrive bestemte ord til bestemte personer, for de havde så ofte arbejdet anonymt, og da udgiverne gik mere op i emnet end i filologisk nøjagtighed, slog de sig til tåls med at kæde profeternes ord sammen, som de bedst kunne". (denne metode forklarer måske, at en identisk "messiansk" profeti tilskrives to profeter. Jesajas 2, 2-4 og Micah 4, 1-4 og for de utallige gentagelser, som findes i andre bøger).

Emnet var således det vigtige, ikke historisk sandhed eller "filologisk nøjagtighed" eller Guds ord. Emnet var politisk nationalisme i den mest ekstreme form, verden nogen sinde har set, og ensretning efter dette dogme var den eneste regel, der skulle følges. Den måde, hvorpå disse bøger blev samlet, efter at Judæa var blevet forkastet af Israel og grundene hertil, står klart for enhver, der studerer deres oprindelse.

51

Dete endelige resultatet, som skyldtes forøgelsen gennem fire-fem hundrede år og generationer af politiserende præsters arbejde, var den bog, der blev oversat til græsk omkring år 150 e.Kr.. Efter Jesu liv, blev dét og Det ny Testamente oversat til latin af Sankt Hieronymus, da begge "blev betragtet af kirken som af lige guddommelig autoritet, og som dele af én og samme bog" (fra et typisk moderne leksikon), en teologisk erklæring, som formelt blev bekræftet af Koncilet i Trento i det sekstende århundrede, i vor tid, og er blevet accepteret af næsten alle protestantiske kirker, skønt de i denne sag ville have haft god grund til at protestere.

I betragtning af de ændringer, der blev lavet ved oversættelsen (se dr. Kasteins ord ovenfor), kan ingen andre end jødiske lærde i dag sige, hvor tæt Det gamle Testamente kommer på den hebraisk-aramæiske original, der er overleveret fra den første oversættelse til græsk, som den ene af to sektioner af den kristne bibel. Omfattende rettelser blev helt klart foretaget, og desuden er der den "mundtlige Torah", og endelig den talmudiske fortsættelse af Toraen, så den ikke-jødiske verden har aldrig kendt hele sandheden om den jødiske Lov.

Ikke desto mindre findes alt det afgørende i Det gamle Testamente, som dette er overleveret til kristenheden, og det er det overraskende. Hvad der end måtte være blevet slettet eller ændret, så forbliver den hævngerrige stammegud, den barbariske tro og loven om ødelæggelse og slavebinding tydelig for enhver. Faktum er, at ingen mængde af fordrejninger, forvrængninger, ændringer eller andre kneb, kunne skjule den jødiske lovs natur, da den én gang var oversat. Skønt der blev foretaget forskønnelser, forbliver det underliggende budskab klart, og det er det bedste bevis på, at da den første oversættelse blev autoriseret, var det ikke forudset, at den ville nå ud til et universelt publikum.

Med denne oversættelse, som vi nu kender som, og kalder, "Det gamle Testamente", kom denne lære om racehad og ødelæggelse, kun lidt formildet af tekstforbedringer, ind i Vesten. Det var før Vestens historie endnu rigtig var begyndt.

Da Vesten og kristendommen derefter var blevet nittenhundrede og halvtreds år gammel, var de politiske ledere, som nærede dyb respekt for jødedommens centrale sekt, dér begyndt at tale med from ærefrygt om Det gamle Testamente, som om det var den bedre halvdel af den bog, som de påstod at leve efter. Ikke desto mindre var det, som det altid havde været, Loven om deres eget folks ødelæggelse og slavebinding, og alle deres gerninger førte imod dette mål, under den trældom, de accepterede.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside