Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 40 41 42 43 44 45 46 47 48

Kapitel 6



Folket græd

De første, der kom til at mærke virkningen af denne "Mosaiske Lov", som leviterne var ved at udvikle i Babylon, var samaritanerne, som i 538 f.Kr. bød de judæere (jøder), som kom tilbage til Jerusalem, hjerteligt velkommen, og som bevis på deres venskab tilbød at hjælpe med at genopbygge templet, der var blevet ødelagt i 596 f.Kr. Efter leviternes ordre blev samaritanerne skarpt afvist og de blev på grund af denne uforskammethed fjendtlige, så at genopbygningen af templet blev forsinket indtil 520 f.Kr. (Striden med samaritanerne fortsatte i århundreder, indtil vore dage, hvor de er blevet reduceret til nogle få snese sjæle).

Den venlige fremfærd viser, at judæernes nye "Lov" var ukendt for deres naboer, som blev forbløffede over denne afvisning. Loven synes at have været lige så ukendt og lige så lidt forstået af judæerne selv i dette tidsrum. Lovens bøger var stadig ved at blive samlet i Babylon, og på trods af, hvad præsterne måtte have fortalt dem, var de helt sikkert, på dette tidspunkt, ikke klare over, at de skulle adskilles racemæssigt så vel som religiøst, fra deres medmennesker.

Afvisningen af samaritanerne gav det første glimt af, hvad der skulle følge efter. Samaritanerne var israeliter, sandsynligvis af blandet blod. De dyrkede Jehova, men anerkendte ikke Jerusalems overhøjhed, og ville alene af den grund have pådraget sig leviternes had, da leviterne i dem så en fare for en israelitisk vækkelse, og mulighed for, at Judæa kunne blive opslugt af dem. Så samaritanerne blev bandlyst. Ved at tage imod så meget som et stykke brød fra en samaritaner brød judæerne alle leviternes forskrifter og besmittede sig på det frygteligste.

Efter dette første sammenstød med deres naboer, så judæerne sig omkring i det ødelagte og affolkede Jerusalem. Ingen af dem kunne have været der før, medmindre de var meget gamle. De var ikke ret mange: de tilbagevendte udgjorde omkring fyrre tusinde, hvilket måske var en tiendedel eller en tyvendedel af alle de, som i århundreder havde været spredt rundt om i andre lande af egen fri vilje.

Det var ikke en lykkelig eller triumferende tilbagevenden for disse mennesker, skønt det var en afgørende politisk succes for præsteskabet. Leviterne havde samme problem som zionisterne i 1903, 1929, og 1953: det udvalgte folk ville ikke til det forjættede land. Ydermere havde lederne ikke til hensigt at lede denne "tilbagevenden". De ville blive i Babylon (ligesom zionistlederne i dag vil blive i New York).

Den løsning, der blev fundet i 538 f.Kr. lignede den, der blev fundet i 1946: zeloterne var parate til at tage af sted, og nogle få ulykkelige, som var for fattige til at vælge, blev samlet sammen for at tage med dem. De, som ønskede det privilegium at blive i Babylon (under deres egen prins, Eksilarken, i hans egen hovedstad!) blev idømt bøder (lige som rige jøder i Amerika bliver presset til at give midler til den zionistiske stat).

41

Den jødiske nation var allerede, og uigenkaldeligt, spredt for alle vinde: den kunne helt klart aldrig mere samles igen i Kanaen. Det var en kendsgerning, som ikke stod til at ændre: "nationen vendte ikke tilbage fra eksilet, kun en religiøs sekt." siger Professor Wellhausen. Men denne symbolske "tilbagevenden" var af største vigtighed for præsteskabet, for at etablere dets mystiske magt over de spredte masser. Det kunne bruges til at bevise, at "Loven" var sand og gyldig, og at "det udvalgte folks" skæbne var at ødelægge og dominere.

Deres "tilbagevenden" betød noget helt andet for de få, der vendte tilbage, end for de mange, der så til langvejs fra. For de få betød det muligheden for at dyrke Jehova på dén måde og på dét sted, der var foreskrevet i "Loven". For de mange var det en triumf i jødisk nationalisme og et varsel om den endelige triumf, som var forudsagt i Loven.

De mange, der så til, havde set den måde, hvorpå succes'en var opnået, erobreren ødelagt og styrtet og "fangenskabet" transformeret til "tilbagevenden". Adskillelse havde vist sig effektiv, og den væsentligste måde, hvorpå denne adskillelse blev gennemtvunget, var ghettoen og synagogen. Ghetto (hovedsagelig et levitisk begreb) var blevet efterprøvet i Babylon, i form at det lukkede samfund, hvori judæerne havde levet.

Den kollektive højtlæsning af loven havde også vist sig at være en effektiv erstatning for de hellige ritualer, som efter Loven kun kunne finde sted i templet i Jerusalem (det var begyndelsen til synagogen). Ghetto- og synagogeinstitutionerne blev taget i brug af de spredte samfund og gav dem en følelse af samhørighed med judæerne i eksil og de tilbagevendte judæere.

Således var den "religiøse sekt", som "vendte tilbage" til et Jerusalem, de ikke kendte, kernen i nationen-i-nationerne, staten-i-staterne. Præsteskabet havde vist sig i stand til at opretholde deres eget teokrati, uden deres eget territorium, og under en fremmed konge. De havde regeret deres tilhængere under deres egen Lov. Og om denne Lov, som første gang blev påtvunget judæerne i Babylon, siger dr. Kastein: "I stedet for den hedengangne stats konstitution blev der etableret gruppeselvstyre, og i stedet for statsmagten, opstod en anden magt, som var mere pålidelig og holdbar: det strenge og ubarmhjertige regime, der blev påtvunget gennem forpligtelsen til at vise betingelsesløs lydighed over for reglementer omkring ritualerne".

Disse ord fortjener et omhyggeligt studium. Mange af disse "reglementer omkring ritualerne" er blevet citeret i denne bog. Det var lykkedes leviterne i "fangenskab", og på fremmed jord, at "påtvinge" et "strengt og ubarmhjertigt regime". Præstationen er enestående og den er fortsa, fra dén tid og frem til i dag.

"Fremmede" er sædvanligvis forbløffede over, hvordan den herskende sekt kunne opretholde et så fast greb om et samfund, som var spredt ud over hele verden. Denne magt er i sidste ende baseret på terror og frygt. Dens mysterier holdes skjult for den fremmede, men ved flittigt studium kan han erhverve sig nogen forståelse af dem.

42

Våbnet: "bandlysning" er frygtet, og frygten, som våbnet indgyder, hviler i nogen grad på jødedommens bogstavelige tro på de forbandelser, som gennemgås i Femte Mosebog og andre bøger. Den jødiske encyklopædi bevidner denne tro, som stadig eksisterer. I så henseende er der en stærk lighed med den afrikanske indfødtes tro på, at han vil dø, hvis han bliver "tagati'et" og med den amerikanske negers frygt for vodoo-forbandelser. At blive udelukket fra kredsen er en meget frygtet straf (og før i tiden ofte dræbende), hvilket der kan findes mange eksempler på i vore dage.

For fromme (eller for den sags skyld overtroiske) jøder er Torah-Talmud den eneste lov, og hvis de formelt underkaster sig lovene i de lande, hvor de lever, er det med indre reservation. Under denne, den eneste lov, udøver præsteskabet al juridisk og dømmende magt (og har ofte formelt fået disse overdraget af regeringer), og Loven indebærer i mange tilfælde dødsstraf. I praksis har præsteskabet, i lukkede samfund i diasporaen, ofte eksekveret denne straf.

Det Jerusalem, som nogle få kom tilbage til, var dengang langt fra Babylon, og efter deres første kup (afvisningen af samaritanernes tilbud om venskab) var leviterne øjensynlig ude af stand til, på lang afstand, at undertrykke normale menneskelige tilskyndelser. Judæerne begyndt at finde sig til rette i deres forarmede stump land og indgifte sig med deres naboer. De brød ingen lov, som de kendte til. Lovens bøger var stadig ved at blive samlede i Babylon; de kendte til Salomons hundreder af koner og Moses' midianitiske svigerfader, men de vidste endnu ikke, at Moses var blevet genoplivet for at udrydde alle midianiter, undtagen jomfruerne. Så de giftede sig med sønner og døtre af stammerne i nabolaget og denne naturlige blanden sig fortsatte i omkring firs år efter deres tilbagevenden.

I løbet af denne periode fuldendte leviterne i Babylon Loven, hvis virkninger alle folkeslag har mærket lige siden. Ezekiel, som var ud af upperstepræstefamile, blev dens hovedarkitekt, og sandsynligvis bærer alle fem bøger, som de er overleverede, hans særkende. Han var grundlæggeren af intolerance, racisme og hævn, som religion, og af mord i Guds navn.

Ezekiels bog er den mest betydningsfulde af alle bøger i Det gamle Testamente. Den er endda mere betydningsfuld end Femte Mosebog, Tredje Mosebog og Fjerde Mosebog, fordi den synes at være den kilde hvorfra de mørke idéer i disse bøger først gang udsprang. For eksempel vil den, der studerer de forbandelser, som opregnes i Femte Mosebog , være tilbøjelig til at få mistanke om, at den guddom, i hvis navn de er udtalt, var af diabolsk, og ikke guddommelig, natur. Navnet "Gud" i den betydning, vi normalt tillægger dette, kan ikke sammenkobles med sådanne trusler. I Ezekiels bog får den studerende denne mistanke tydeligt bekræftet. Ezekiel lægger selve Gud i munden, at han havde skabt onde love for at skabe elendighed og frygt! Dette står i kapitel 20 og giver nøglen til hele mysteriet om "Moseloven".

I denne tekst synes Ezekiel at besvare Jeremias' angreb på

43

leviterne i sagen om ofring af den førstefødte: "Og de har bygget høje steder for at brænde deres sønner og døtre i ilden; det har jeg ikke bedt om, ej heller lå det mig på hjerte". Ezekiel er ikke særlig bekymret over sønnernes og døtrenes lod, men er helt klart rasende over påstanden om, at Herren ikke har bedt om ofre af de førstefødte, når de skrfitkloge gentagne gang havde tilskrevet ham dette forlangende. Hans svar drejer sig kun om at vise, at det har Gud bedt om, og at retfærdiggøre præsteskabet. Indrømmelsen af, at dette forlangende var ondt, er henslængt og nonchalant, som om det var uden betydning:

"Jeg er Herren din Gud; følg mine regler og overhold mine bud … Uanset at børnene gjorde oprør imod mig; de fulgte ikke mine regler og holdt ikke mine bud … så sagde jeg, at jeg ville udøse min vrede over dem, at lade min vrede komme over dem i vildmarken …. Derfor gav jeg dem også regler og bud, som ikke var gode, som de skulle efterleve; Og jeg gjorde deres egne gaver urene, fordi de sendte alt, hvad der åbner skødet igennem ilden, for at gøre dem ulykkelige, for at de skal vide, at jeg er Herren".

Kristne teologer, der vurderer, at Det gamle Testamente er af "lige så guddommelig autoritet" som Det Ny, inkluderer formentlig dette udsagn! Ezekiel forbød den gang enhver protest ved at tilføje, "Og hvis I tvivler, oh Israels Hus? Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg vil ikke, at I stiller spørgsmål af mig".

Ezekiel oplevede Judæas fald og flytningen af sekten til Babylon, så hans bog er delvist en øjenvidneberetning. Bogens andre, "profetiske" dele viser, at denne grundlægger af bogstavelig jødedom har været en mand med mørke, endda dæmoniske, tvangstanker; faktisk kan dele af Ezekiels bog nok ikke trykkes som noget som helst andet end en Bibel.

I begyndelsen af bogen beskriver han (med ord, som han også tilskriver Gud) en belejring af Jerusalem, i hvilken han, Ezekiel, for at sone "folkets uretfærdighed", får besked på at spise menneskelig afføring, som bliver bagt for øjnene af ham. Da han anfører, at han altid har overholdt spisereglerne og aldrig har indtaget noget urent, bliver det formildet til kogødning. Så truer han lovbrydere med kannibalisme, en forbandelse, som leviterne lagde stor vægt på:

"… fædrene skal æde sønnerne midt iblandt jer og sønnerne skal æde deres fædre … en tredjedel skal falde for sværdet …og jeg vil sprede en tredjedel for alle vinde … hungersnød og vilde dyr … pest og blod …"

Alt dette er gengældelsen for ulydighed, ikke for onde gerninger. Forbandelser følger, side op og side ned, og Jehova lover at bruge ikke-jøder som middel til straf: "Derfor vil jeg bringe jer de værste af hedningene … og de skal eje jeres huse".

44

Idet han beskriver, hvad der vil ske de, der "tilbeder andre guder", ser Ezekiel, i en karakteristisk vision, "de, som har magt over byen" (Jerusalem) "komme nærmere, hver mand med sit ødelæggende våben i hånden". "En, der har sit blækhorn med sig, får besked på af Herren, at "gå igennem Jerusalem og sætte et mærke i panden på de mænd, der sukker og græder over alle de vederstyggeligheder, der sker i den" (det er zeloterne, som er meget "lydige"). Da panderne er mærkede, citerer Ezekiel Herren for at sige til mændene "inden for min hørevidde", "Gå nu igennem byen og slå ihjel; lad ikke jeres øjne forlede jer til at spare nogen, og hav ikke medlidenhed; ihjelslå gammel og ung, også jomfruer og små børn og kvinder; men kom ikke nogen mand nær, som bærer mærket … og de gik og ihjelslog i byen".

Efter Ezekiels tid har man nok anset det for fornuftigt at blive set sukkende og grædende i Jerusalem; måske er det derfra, Grædemuren stammer. Kapitel efter kapitel af plager følger, altid med den tillokkende betingelse, at hvis synderne vender sig fra deres ondskab i retning af lydighed, vil der ske hedningene endnu værre ting:

"Jeg vil tage jer fra hedningene og samle jer sammen i alle lande, og jeg vil bringe jer ind i jeres eget land … Og I skal dvæle i det land, som jeg gav til jeres fædre og I skal være mit folk og jeg vil være jeres Gud … Forsamler eder og kom; forsamler eder fra alle sider til mit offer, som jeg bringer for jer, et stort offer for jer, et stort offer på Israels bjerge, at I kan spise kød og drikke blod . I skal spise de mægtiges kød og drikke blodet fra verdens prinser … Og I skal spise fedt til I er mætte og drikke blod til I er berusede … og jeg vil sætte min herlighed iblandt hedningene og alle hedninge skal se min dom, som jeg har fuldført og min hånd, som jeg har lagt på dem".

Mens den gren af skriftkloge, som var grundlagt af Ezekiel, fortsatte med at samle deres lov i firs år i Babylon, udviklede de hjemvendte judæere i Jerusalem normale forhold til deres naboer. De havde aldrig kendt til det skinhellige styre og den udelukkelse, som var ved at blive forberedt til dem i Babylon. Mange bad stadig til "andre guder" om regn, god høst, sol og kvæg, og til Jehova, hvis der var stridigheder i stammen.

Så - i 458 f.Kr.- slog leviterne til.

Deres Lov var parat, hvilket i sig selv ikke var af stor vigtighed. Den persiske konge var parat til at gennemtvinge den for dem, og det var af største vigtighed dengang og den dag i dag. For første gang præsterede den herskende sekt det, de siden har præsteret igen og igen: på én eller anden måde fik de en fremmed hersker, som var deres tilsyneladende herre, og efter alle ydre forhold at dømme, en mægtig mand, til at stille sine soldater og penge til deres disposition.

På denne dag i 458 f.Kr. blev judæerne i Jerusalem endeligt afskåret fra menneskeheden og gjort til slaver på en måde, de aldrig havde kendt til i Babylon. Det var den virkelige "start på affæren". Historien fortælles i Ezras og Nehemias' bøger, de levitiske udsendinge fra Babylon, som var blevet sendt til Jerusalem for at gennemtvinge Ezekiels Lov.

45

Ezra, som var ypperstepræst, kom fra Babylon til Jerusalem med et følge på omkring 1500 mand. Han kom i den persiske konges, Artaxerxes den langhåndedes, navn, med persiske soldater og persisk guld. Han ankom ganske som Chaim Weizmann ankom til Palæstina i 1917, med støtte af amerikanske penge og magt. Ezra var juridisk set en babylonisk udsending (Dr. Weizmann, en russisk født jøde, var juridisk set en britisk udsending i 1917).

Hvilke midler, sekten havde brugt for at bøje kong Artaxerxes efter deres vilje, kan vi aldrig få at vide. Efter kong Kyros var han den næste mægtige mand, der spillede rollen som marionetdukke, og i vort århundrede er det blevet en uundgåeelig forudsætning for offentlig optræden.

Ezra bragte den nye race-lov med sig. Han gennemtvang den først blandt sine enge rejseledsagere, idet han kun tillod de at følge med, som kunne bevise, at de var judæere af afstamning eller leviter. Da han nåede Jerusalem, blev han "opfyldt med rædsel og afsky" (Dr. Kastein) ved at se de fremherskende blandede ægteskaber. Judæerne fandt lykke på deres måde. "Ved at tolerere raceblanding med nabostammer, havde de etableret fredelige forhold, baseret på familierelationer".

Dr. Kastein (som var lige så opfyldt af rædsel og afsky ved at se dette mange århundreder senere) må indrømme at judæerne, ved denne blanden sig, "fulgte deres tradition, som den var dem bekendt på den tid" og ikke havde brudt nogen lov, de kendte til. Ezra bragte Ezekiels nye Lov , som endnu en gang erstattede den gamle "tradition". I sin egenskab af udsending fra den persiske konge, kaldte han Jerusalems beboere sammen og fortalte dem, at alle blandede ægteskaber skulle opløses. Herefter var "fremmede" og alt fremmed strengt forbudt. En kommission af ældste blev etableret for at opløse alle de indgåede ægteskaber og således ødelægge de "fredelige forhold baseret på familierelationer".

Dr. Kastein siger, at "Ezras forholdsregler var utvivlsomt reaktionære. De ophøjede til en lovs værdighed en bestemmelse, som på det tidspunkt ikke fandtes i Toraen" (som leviterne i Babylon jo stadig var ved at skrive). Dr. Kasteins anvendelse af ordet "værdighed" i denne forbindelse er af interesse. Hans bog blev udgivet i Berlin i det selvsamme år, fireogtyve århundreder senere, hvor Hitler satte nøjagtig den samme slags lov i kraft. Den blev da kaldt "infam" af zionisterne, og de vestlige hære blev sat til at ødelægge den, lige modsat den rolle, de persiske soldater i 458 f.Kr. havde spillet.

Virkningen af denne handling var den helt naturlige, såvel i 458 f.Kr. som i 1917 e.Kr.: de omkringboende folkeslag blev fornærmede og rystede over denne uhørte fornyelse. De så det som en trussel mod sig selv, og de angreb Jerusalem og nedrev symbolet på det mindreværd, der blev skudt dem i skoene: byens mure. På det tidspunkt var Ezra, lige som en zionist i det tyvende århundrede, vendt tilbage til sit hjem i udlandet, for igen begyndte den kunstige struktur at smuldre, og naturlige tendenser blev genoptaget: blandede ægteskaber blev igen indgået og førte på ny til "fredelige forhold baseret på familierelationer". Kun magt kan forhindre dette i at ske.

46

Tretten år senere, i 445 f.Kr. slog de ældste i Babylon til igen. Nehemias er endnu en skikkelse, der er ligeså typisk for vort århundrede, som den var i Babylon. Han var af judæisk afstamning og havde en høj stjerne hos den persiske konge (som zionistiske "rådgivere" i dag sædvanligvis har en høj stjerne hos britiske statsministre og amerikanske præsidenter. Parallellen kan ikke komme meget nærmere). Han var mundskænk for selveste Artaxerxes. Han kom fra Babylon til Jerusalem med diktatorisk magt og mænd og penge nok til at genopbygge byens mur (for persernes regning; parallellen til i dag fortsætter), og således blev det den første virkelige ghetto. Den var tom, og da murene var færdige, forordnede Nehemias, at hver tiende judæer skulle vælges ved lodtrækning til at bo inden for den.

Race var således blevet den øverste, om end stadig uskrevne, doktrin i Loven. Jehova-tilbedere, som ikke tilfredsstillende kunne overbevise de persiske embedsmænd og de levitiske ældste om deres afstamning, blev afvist "med rædsel" (dr. Kastein). Enhver mand skulle bevise "sin afstamnings indiskutable renhed" fra fødselsregistrene (Hitlers lovgivning i det tyvende århundrede om ariske bedstemødre var mindre ekstrem).

Så, i 444 f.Kr. fik Nehemias Ezra til at udforme forbudet mod blandede ægteskaber i Toraen, så det endelig blev en del af den meget ændrede "Lov" (og David og Salomon blev formodentlig posthumt forkastede). Lederne af klaner og familier blev kaldt sammen og skulle skrive under på, at de og deres folk ville overholde alle regler og bud i Torahen, med særlig henblik på denne nye regel.

I Tredje Mosebog blev den nødvendige indføjelse lavet: "Jeg har adskilt jer fra andre folkeslag, for at I skulle være mine". Derefter måtte ingen judæer, under trussel om dødsstraf, gifte sig uden for klanen. Enhver, som giftede sig med en fremmed kvinde, begik en synd imod Gud ( Nehemias, 13.. Dette er lov i den zionistiske stat i dag). "Fremmede" måtte ikke komme ind i byen således, at judæerne kunne blive renset for alt fremmed".

Nehemias og Ezra var begge øjenvidner. Nehemias er den ideelle, uomtvistelige fortæller: han var der, han var diktatoren, det var hans gerning. Han siger om begivenheden, da Ezra for første gang læste denne nye Lov for Jerusalems beboere:

"Alle menneskene græd, da de hørte Lovens ord".

Disse tolv ord af samtids-journalistik får sceneriet til at stå klart for den nutidige læsers øjne, som om det var sket for fireogtyve timer og ikke for fireogtyve århundreder siden. Han ser den grædende, ghettoiserede vrimmel af mennesker i 444 f.Kr. gennem den mands øjne, som med persiske krigere ved sin side, tvang dem ind i deres første virkelige fangenskab, det åndelige fangenskab, som derefter ville omslutte enhver, der kaldte sig "jøde".

47

Nehemias forblev i Jerusalem i tolv år og vendte så tilbage til hoffet i Babylon. Straks begyndte den kunstige struktur, han havde sat op i Jerusalem, at smuldre, så at han nogle år senere igen kom tilbage til byen, hvor atter nogle blandede ægteskaber var blevet indgået. Han gennemtvang, at disse blev opløst og etablerede "strenge straffe" for flere overtrædelse af den art. Dernæst "studerede han igen omhyggeligt fødselsregistret med henblik på streng anvendelse af udvælgelsesprincippet" og forkastede alle, selv aaronitiske familier, i hvis afstamning den mindste fejl kunne opdages. Endelig "udrensede han nådeløst" samfundet for alle, som ikke havde udvist "ubetinget og ufortøvet troskab over for den etablerede orden og lov" og fik hele folket til at forny dets ed.

Dette er kendt under betegnelsen "Den Ny Pagt" (lige som Femte Mosebog var den anden Lov. Disse kvalificerende ord er milepælene i det kætteri, der skulle iværksættes). Det skulle underskrives på levitisk ordre, og under persisk pres, af hver enkelt mand i Jerusalem, som om det var en forretningsaftale. Så tog Nehemias endelig tilbage til Babylon, hans hjem, idet han havde "fuldbragt den opgave, at isolere folket" og "efterlod sig et samfund, der i den form, det da indtog, havde erklæret sig enig i alle fundamentale spørgsmål, og kunne klare sig selv. Han havde organiseret deres hverdagsliv for dem og opbygget deres åndelige fundament". Disse ord er dr. Kasteins. Læseren har også i hans ord set, med hvilke midler menneskene i Jerusalem var blevet bragt til at "erklære sig enige i alle fundamentale spørgsmål".

På dette tidspunkt var der gået omkring fire hundrede år siden Israels afvisning af Judæa, og tre hundrede siden den assyriske erobring af Israel. Denne periode havde leviterne brugt til at fuldkommengøre perversionen af den ældre tradition, til at nedfælde deres race-religiøse lov på skrift, og endelig til at smække den, som håndjern på judæerne i den lille persiske provins, Judæa. Det var lykkedes dem at etablere deres fanatiske stammeovertro og deres lille teokrati. De havde sat katalysatoren i gang på sin rejse frem gennem århundrederne.

I mere end hundrede generationer siden den dag, da Den Ny Pagt blev gennemtvunget med persisk våbenmagt, og de mennesker, der havde grædt, blev tvunget til at underskrive den igen, har utallige mennesker, af forskellig afstamning, men holdt mere eller mindre fast af denne lovs bånd, båret dens byrde og arv, åndeligt isoleret fra resten af menneskeheden. Det mærkelige paradoks består: skønt deres indespærring var udtænkt af leviterne, var lænkerne persiske. På denne dag, og lige siden, har fremmede våben og fremmede penge holdt dem indespærret i deres fortsatte fangenskab, skønt den fanatiske sekt har dikteret det.

Hvor ligger ansvaret placeret imellem de, der tilskynder til en handling og dem, der begår den? Hvis svaret er, at det største og endelige ansvar ligger hos gerningsmanden, så er historiens dom ubestrideligt, om end besynderligt den, at ansvaret for jødedommens kætteri hviler på ikke-jøder, som fra den persiske konges tid, og lige indtil dette århundrede, har adlydt den sekt, der havde udtænkt det.

Det var et kætteri: Den dag kong Artaxerxes' soldater tvang Jerusalems beboere til at underskrive Ezekiels Nye Pagt, blev perversionen af den tidligere israelitiske tradition fuldbragt og bekræftelsen af Gud blev erstattet med benægtelsen af Gud.

48

Der var ikke længere nogen lighed mellem den Gud, der havde givet moralske bud, og Ezekiels ondskabsfulde guddom, der pralede med, at han havde beordret mennesker til at dræbe deres førstefødte for at indgyde dem frygt for ham! Dette var ikke åbenbaret af Gud, men var en menneskeskabt guddom, inkarnationen af primitiv stammementalitet. Det, som disse mennesker, for så længe siden underskrev, under tvang, i Den Ny Pagt, var enten den formelle benægtelse af Gud, eller den formelle påstand, at Gud var Judæa, og det er faktisk den påstand, der ofte åbent fremsættes i vor tid af zionister, så kætteriet dermed bliver åbenlyst bekræftet:

"Gud er optaget i Israels nationalisme. Han bliver det nationale etos… Han skaber verden i det hebraiske sprog. Han er den nationale Gud" (Rabbiner Solomon Goldman).

"Vi og Gud er vokset op sammen … Vi har en national Gud … Vi tror, at Gud er jøde, at der ikke findes nogen engelsk eller amerikansk Gud" (Hr. Maurice Samuel).

"Det var ikke Gud, der ville dette folk og dets betydning. Det var dette folk, der ville Gud og denne betydning" (Dr. Kastein).

Disse udtalelser er tydelige, og sådanne vendinger er lette at sætte på papiret i dette århundrede, i New York eller Chicago, London eller Berlin. Men ved affærens begyndelse, skete det, som Neremias berettede:

"Alle menneskene græd, da de hørte Lovens ord", og lige siden har det givet mange andre grund til at græde.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside