Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 36 37 38 39

Kapitel 5


Babylons fald

Før "Moseloven" kunne nå at få indvirkning på andre folkeslag, kom den begivenhed i 536 f.Kr., som kom til at danne mønster for det tyvende århundrede e.Kr.: - Babylons fald.

Ligheden mellem begivenhederne i nutiden (dvs. det mønster, der tegner sig ved udgangen af de to verdenskrige) og Babylons fald, er for stor til at kunne være tilfældig, og den kan nu påvises at være skabt med fuldt overlæg. Vestens mennesker, i vort århundrede, er ikke klar over det, men de er blevet regeret under "judæisk lov", ikke under deres egne love, af de kræfter, der har kontrolleret regeringerne.

De optrædende personer og slutresultaterne ligner hinanden i alle tre tilfælde. På den ene side af scenen finder vi den fremmede hersker, som har undertrykt og krænket judæerne (eller, i dag, jøderne). I Babylon var det "Kong Belsazzar". I den første verdenskrig var det den russiske zar. I den anden krig var det Hitler. Den anden fremmede hersker står over for denne "forfølger". I Babylon var det kong Kyros af Persien. I det andet tilfælde var det hr. Balfour. I det tredje var det præsident Truman.

Mellem disse modstandere står Jehovas profet sejrrig, den store mand ved den fremmede herskers hof, som forudsiger og overlever den ulykke, som snart vil overgå "forfølgeren". I Babylon var det Daniel. I både den første og anden verdenskrig, i dette århundrede, var det Dr. Chaim Weizmann, zionistprofeten ved de udenlandske hoffer.

Dette er persongalleriet. Så kommer slutresultatet, en Jehovas hævn over "hedningen" og en jødisk triumf i form af en symbolsk "restituering". "Kong Belsazzar" bliver dræbt "i den samme nat", hvor Daniel har forudsagt hans undergang,og hans rige falder i hans fjenders hænder. De jøder, der havde taget den russiske zar og hans familie til fange og dræbt dem ved slutningen af den første krig, i det tyvende århundrede, citerede dette fortilfælde i en kuplet "skrevet på væggen" i det værelse, hvor massakren fandt sted. Ved slutningen af den anden krig i det tyvende århundrede blev nazi-lederne hængt på den jødiske forsoningsdag.

Således har de to verdenskrige i dette århundrede, i deres udfald, formet sig efter mønstret i den babylonisk-persiske krig i antikken, og som beskrevet i Det gamle Testamente.

Formodentlig har de mennesker, som udkæmpede denne fortidige krig troet, at der var andet og mere på spild end judæernes sag og at de stræbte efter et eller andet formål eller egne interesser. Men i den fortælling, der er overleveret til os, er alt andet slettet. Det eneste tydelige resultat i det billede, som er blevet prentet i folks sind, er Jehovas hævn og judæernes triumf, og de to verdenskrige i dette århundrede fulgte det samme mønster.

Kong Belsazzar overlever kun som den symbolske fremmede "forfølger" af

37

judæerne (skønt Jehova gjorde dem til hans fanger som en straf, er han ikke desto mindre deres "forfølger", og må følgelig ødelægges på barbarisk vis). På samme måde er kong Kyros blot midlet til opfyldelsen af Jehovas løfte om at "lade alle disse forbandelser" overgå "jeres fjender", når de efter tur har tjent som tilfangetagere (og følgelig ikke selv har fortjent nogen ros, hverken som erobrer eller befrier. Han er i virkeligheden ikke bedre end kong Belsazzar, og hans hus vil også blive ødelagt, når det bliver hans tur).

Efter hvad historien fortæller om kong Kyros, var han en oplyst mand og grundlægger af et imperium, som strakte sig over hele Vestasien. Ifølge de forskellige leksika "lod han de folk, han herskede over være frie til at dyrke deres religion og opretholde deres institutioner". Så det kan være, at judæerne har haft fordel af den politik, han anvendte over for alle og det kan være, at hvis kong Kyros kunne genopstå, da ville han blive forbavset over at opdage, at det billede, historien tegner af ham, er af en mand, hvis eneste væsentlige præstation var, at returnere nogle få tusinde judæere til Jerusalem.

I det tilfælde, at han mente, at dette specielle spørgsmål var af afgørende betydning iblandt hans øvrige gøremål (hvad det tyvende århundredes politikere tydeligvis gør), da ville han ved sin tilbagevenden til jorden, i dag, blive glædeligt overrasket, for han ville opdage, at han derigennem havde haft en større indflydelse på menneskelivet i efterfølgende 2500 år end nogen anden samtidig hersker. Ingen anden handling i antikken har haft så store og så tydelige konsekvenser for nutiden .

I det tyvende århundrede e.Kr. har to generationer af politikere i deres jagt på jødisk gunst, konkurreret om at spille rollen som kong Kyros. Resultatet har været, at de to verdenskrige kun har givet to varige og bemærkelsesværdige resultater: Jehovas hævn på den imaginære "forfølger", og jødisk triumf i form af en ny "oprejsning". Således har den symbolske legende om, hvad der skete i Babylon, i det tyvende århundrede, fået status som ophøjet "lov", overordnet al anden lov og ydermere status som sandhed og historie.

Legenden som sådan synes at have været to tredjedele usand eller, hvad man i dag ville kalde propaganda. Kong Belsazzar selv synes at have været opfundet af leviterne. Den historiebog, der fortæller om Babylons fald, blev samlet flere århundrede senere, og blev tilskrevet en vis "Daniel". Den siger, at han var en judæisk fange i Babylon, som arbejdede sig op til en høj stilling ved hoffet og "sad ved kongens port" (Nebukadnezar) på grund af sin dygtighed i drømmetydning. Det blev overdraget til ham at tyde "skriften på væggen" (Daniel, 5)

Kong "Belsazzar, Nebuhadnezars søn", fremstilles så, som om han har fornærmet judæerne ved at bruge "guld- og sølvkarrene", som hans far har taget fra templet i Jerusalem, under en festmiddag med sine prinser, koner og konkubiner. Under denne skriver en mands fingre på væggen ordene,

38

"Mene, Mene, Tekel, Upharsin". Daniel, som bliver tilkaldt for at fortolke det, fortæller kongen, at ordene betyder "Gud har givet dit rige talte dage; du er vejet og fundet for let; dit rige vil blive delt mellem mederne og perserne". Hvorefter kong Belsazzar bliver dræbt " samme nat", og den persiske erobrer, som skal give jøderne "oprejsning", dukker op.

Således er både kongens og kongerigets endeligt direkte forbundet med en fornærmelse imod Juda, og bliver iklædt en jehovisk straf og jødisk hævn. Hvad gør det, at Daniel og kong Belsazzar aldrig har eksisteret: ved at indlemme dem i de levitiske skrifter fik denne anekdote juridisk gyldighed! Da mordet på den russiske zar, hans kone, døtre og søn, i 1918, blev direkte relateret til denne legende, med ord derfra, kradset på en blodbestænkt væg, var det på samme tid en indrømmelse af, hvem der var ophavsmændene til denne handling og en påberåbelse af juridisk ret til at begå den.

Når en gammel legende kan få sådanne konsekvenser femogtyve århundreder senere, så nytter det ikke noget at påvise, at den er usand, for politikere og de menneskemasser, de manipulerer, elsker deres legender højere end sandheden. Ud af de tre ledende personer i denne version af historien om Babylons fald, er det kun kong Kyros, som med sikkerhed har eksisteret. Kong Belsazzar og Daniel synes at være opstået af leviternes fantasi!

Den jødiske Encyklopædi , der påpeger, at kong Nebukadnezar ikke havde nogen søn, som hed Belsazzar, og at ingen konge ved navn Belsazzar regerede i Babylon, da kong Kyros erobrede det, siger upartisk, at "forfatteren til Daniel simpelthen ikke havde de korrekte oplysninger" og mener således ikke, at Daniel skrev Daniel. Det er indlysende, at hvis en judæisk favorit ved hoffet, ved navn Daniel, havde skrevet bogen, ville han i det mindste have kendt navnet på den konge, hvis undergang, han forudsagde, og således have haft "korrekte oplysninger".

Daniels bog er helt klart skrevet af leviterne, lige som lovbøgerne, der blev tilskrevet Moses, idet de tålmodigt vedblev med at få historien til at passe til deres Lov, som allerede var skrevet. Hvis en kong Belsazzar kunne opfindes med det formål at illustrere og skabe præcedens, så kunne en profet, ved navn Daniel, det også. Denne øjensynlige mytiske Daniel er den mest populære af profeterne blandt nutidens zionister, som fryder sig over historien om judæernes hævn og triumf, der forudsiges på væggen, og ser den som lovlig præcedens for alle senere tider. Vort århundredes historie har gjort mere end noget tidligere for at styrke dem i deres tro, og for dem giver Daniel, med hans "fortolkning", der opfyldes"i den samme nat", det endelige, og knusende svar til de tidligere israelske profeter, som havde forestillet sig en kærlig Gud for alle mennesker. Babylons fald (som det er fortalt af leviterne) gav et praktisk bevis på sandheden og styrken i den "mosaiske" Lov.

Men det ville ikke være blevet til noget uden kong Kyros, som ene af de tre hovedpersoner faktisk eksisterede og faktisk enten tillod, eller tvang, nogle få tusinde judæere at vende tilbage til Jerusalem. På det tidspunkt i historien blev den levitiske, politiske teori

39

om overherredømme over fremmede herskere sat på sin første praktiske prøve - og med held.

Den persiske konge var den første blandt en lang række tilfælde af dettefænomen, at opnå et ønsket resultat gennem hemmelig indflydelse på fremmede herskere, udført af den herskende sekt. Gennem hans skæbne demonstrerede de, at de havde fundet hemmeligheden ved først at infiltrere, og derefter styre fremmede regeringers handlinger.

I vort århundrede (det 20., overs. anm.) var beherskelsen af regeringer blevet bragt til en sådan grad at magt, at de alle i større eller mindre grad var under en overordnet kontrol, så deres handlinger altid endte med at tjene denne overordnede magts ambitioner. I slutningen af denne bog vil læseren se, hvordan de ikke-jødiske regeringer blev påvirket, så fjendskab mellem folkene blev pisket op og de blev bragt på kollisionskurs i den overnationale magts interesse.

Men læseren må se ind i sin egen sjæl for at opdage, hvis han kan, grunden til, at disse regeringer underkastede sig.

Kong Kyros var den første. Uden hans støtte kunne sekten ikke have genetableret sig i Jerusalem og have overbevist de skeptiske jødiske masser, som så til fra alle kanter af den kendte verden, om, at race-loven var virkningsfuld og ville gå i opfyldelse i bogstavelig forstand. Årsag og virkning går i lige linie fra Babylons fald til dette århundredes store begivenheder. Vesten af i dag skylder i højere grad kong Kyros, den første ikke-jødiske marionet, sin lange række af skuffelser og sin nedgang, end det opfindsomme, hemmeligt arbejdende præsteskab.

"Jødedommen opstod i den persiske konges navn, og med hans rige som autoritet, og således strækker virkningerne af dette, Achaemenidernes rige, sig langt og magtfuldt, som næsten intet andet, direkte ind i nutiden", siger professor Eduard Meyer, og denne autoritets konklusion er påviseligt sand. Fem hundrede år før Vesten opstod, skabte leviterne Loven, og så skabte de gennem kong Kyros en præcedens og et mønster til brug for Vestens eget fald.

Lovens fem bøger var stadig ikke færdige, da kong Kyros kom til Babylon og erobrede det. Sekten i Babylon havde stadig travlt med dem og den medfølgende version af historien, der, med eksempler så som "kong Belsazzar", skulle gøre det utrolige troligt og skabe præcedens for barbariske handlinger femogtyve århundreder senere. Det store flertal af jøderne kendte stadig intet til Loven om racemæssig intolerance, som blev forberedt til dem, selv om religiøs intolerance på dette tidspunkt var blevet tilvant for dem.

Sekten manglede stadig at fuldende Loven og derefter anvende den på deres eget folk. Da dette skete i 458 f.Kr., under en anden persisk konge, antog Kontroversen om Zion endelig den form, i hvilken den stadig kompromisløst konfronterer sit eget folk og resten af menneskeheden. Navlestrengen mellem jøderne og andre mennesker blev dermed endelig skåret over.

Disse isolerede mennesker, foran hvem præsteskabet viftede med deres version af Babylons fald, som et flag, blev da sat i gang mod en fremtid, hvor de ville blive til en kompakt magt iblandt andre folkeslag, hvis undergang de måtte hellige sig, gennem deres Lov.

Næste

Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside