Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390

Kapitel 41


Revolutionen "breder sig"

 

Anden Verdenskrig fulgte, meget tydeligere end første, den udvikling, som var blevet forudsagt i Protokollerne fra 1905. De fortumlede folkemasser udøste ødelæggelse og hævn over hinanden, ikke for at frelse sig selv, men for at fremme en plan om altomfattende slavebinding under en despotisk "verdensregering". De krigsmål, der var blevet erklæret ved starten ("befrielse", "frihed", tilintetgørelse af "militarisme", "nazisme", "fascisme", "totalitært diktatur" og lignende), blev ikke nået. Tvært imod blev det areal, hvor sådanne tilstande herskede, stærkt udvidet. 

Lenin skrev  i sine Samlede Værker: "Verdenskrigen (1914-1918) vil opleve etableringen af kommunisme i Rusland. En kommende verdenskrig vil udvide dens kontrol over Europa. Og en tredje verdenskrig vil være nødvendig for at udbrede kontrollen til hele verden".  Den midterste sætning i denne forudsigelse blev så godt som bogstaveligt opfyldt gennem Anden Verdenskrigs resultat. Revolutionen udbredte sine grænser til midten af Europa og blev herved i stand til at udvide sin militære kontrol over hele Europa, i det mindste i forhold til udbrud af en eventuel ny krig. I 1956 fortalte den amerikanske general Gruenther, der da bar titlen "Supreme Allied Commander" – en titel, der åbenbart var blevet gjort permanent af en "premier-diktator" under krigen – til en vesttysk avis, at "hvis det skulle komme til en landkrig, er vi selvfølgelig ikke stærke nok til at holde den nuværende front i Europa". 

I 1956 havde Vestens folk, gennem ti års erklæringer fra deres ledere, vænnet sig til den tanke, at krig mod "Rusland" var uundgåelig. Men dette var en følge af Anden Verdenskrigs resultat. Og dennes resultat, igen, var en følge af omdirigering af statsbeslutninger og militæroperationer med det formål at ødelægge nationalstater og skabe slavetilstande i almindelighed. Denne omdirigering, igen, var resultat af den proces, der i sidste kapitel blev betegnet som "Invasionen af Amerika". Amerikas styrke og rigdom var afgørende i Anden Verdenskrig, og disse blev brugt til at sikre en udgang på krigen, der gjorde en tredje verdenskrig til en konstant trussel. 

Således kom Amerikas involvering i Anden Verdenskrig til at demonstrere den magt, en "fremmed gruppe", som var nået frem til at kunne diktere i Washington, besad – og den levendegjorde selveste George Washingtons afskedstale, hvori han sagde: "Jeg bønfalder Jer, mine medborgere, om at tro mig, når jeg siger, at et frit folks årvågenhed skal være i konstant beredskab over for fremmed indflydelses rænkespil, eftersom historien og erfaringen beviser, at fremmed indflydelse er en af de mest skæbnesvangre fjender af republikansk styre". Washington holdt sin tale i 1796, da Den store Terror havde vist den franske revolutions sande natur, og da tilstedeværelsen af Sammensværgelsens agenter for første gang var blevet erkendt i Amerika. 

De offentliggjorte dokumenter fra Anden Verdenskrig viser, at Sammensværgelsen havde opnået magt til at diktere vigtige dele af amerikansk udenrigspolitik, udviklingen af

354

militæroperationer og bevægelsen af våben, ammunition, forråd og pengemidler. Dens bevidste agenter var talrige og højt placerede. Blandt de ledende mænd, der støttede dem, eller underkastede sig dem, kan mange meget vel have været ubevidste om de konsekvenser, deres handlinger uvægerligt måtte få. 

Dette kapitel af republikkens historie optager tre og et halvt år, fra Pearl Harbour til Jalta. Der er en betydningsfuld lighed mellem den måde, hvorpå Amerika kom med i krigen i 1941 og i 1898. I begge tilfælde fik man fabrikeret den provokation, der skulle til for at opflamme masserne, og undgik derved vanskelige problemer med at overbevise kongressen eller "den offentlige mening". I 1898 blev Maine "sænket af en spansk mine" i Havanna havn, og krig blev straks følgen. Mange år senere, da Maine blev hævet, viste det sig, at dens sider var blevet trykket ud af en indre eksplosion. I 1941 muliggjorde det japanske angreb på  Pearl Harbour, "en dag, der vil leve i skændsel", at præsident Roosevelt kunne fortælle sit land, at det på grund af et fuldstændig uventet angreb var "i krig". De senere afsløringer viste, at regeringen i Washington længe var blevet advaret om det forestående angreb og ikke havde varskoet Pearl Harbours forsvarere. I begge tilfælde forblev folkemængderne passive, da afsløringerne fremkom. (Disse afsløringer er af fortsat relevans nu i 1956, hvor en amerikansk præsident offentligt har svoret, at han "aldrig vil blive fundet skyldig i "at sende sit land i krig "uden autorisation fra kongressen", men samtidig har tilføjet, at amerikanske tropper kan blive nødt til at foretage "lokale krigslignende handlinger i selvforsvar" uden sådan parlamentarisk godkendelse).

I den Første Verdenskrig erklærede præsident Wilson, der var blevet genvalgt på løftet om at holde sit land uden for krig, straks efter sin genindsættelse, at "der eksisterer en tilstand af krig". I Anden Verdenskrig blev præsident Roosevelt genvalgt i 1940 på det flere gange gentagne løfte, at "vore drenge vil ikke blive sendt ud til nogen fremmede krige". Hans valgprogram indeholdt imidlertid et forbehold på fem ord: "Vi vil ikke sende vore hære, flåder og luftstyrker uden for Amerika for at slås i fremmede lande, undtagen i tilfælde af angreb". Disse fem ord blev tilføjet  (siger en af Bernard Baruchs autoriserede levnedsskildrere, Mr. Rosenbloom) "af senator James F. Byrnes, der stor Baruch så nær, at det af og til var umuligt at sige, hvem af de to, der kom først med et synspunkt, de begge gav udtryk for". 

Betydningen af forbeholdet viste sig den 7. december 1941, da japanerne angreb Pearl Harbour. Tolv dage forinden havde Henry L. Stimson, krigsministeren, efter et ministermøde, den 25. november 1941, indført følgende i sin dagbog: "Spørgsmålet var, hvordan vi skulle få manøvreret dem" (japanerne) "ind i en position, hvor de løsnede det første skud, uden at udsætte os selv for al for stor fare. Det var en vanskelig opgave". 

Forhistorien til dette dagbogsnotat var, at De forenede Staters ambassadør i Tokyo, den 27. januar 1941, havde orienteret sin regering om, at "i tilfælde af, at der skulle udbryde fjendtligheder mellem De forenede Stater og Japan, havde Japan til hensigt at foretage et overraskelsesangreb på Pearl Harbour". At den sovjetiske spion i

355

Tokyo, Dr. Richard Sorge, i oktober 1941, informerede sovjetregeringen om, at japanerne havde i sinde at angribe Pearl Harbour inden 60 dage" og havde fået svar tilbage fra samme sovjetregering om, at hans oplysninger var blevet videregivet til præsident Roosevelt (ifølge Sorges tilståelse i New York Daily News, den 17. maj 1951). At Roosevelt-regeringen afleverede et faktisk ultimatum til Japan den 26. november 1941. At hemmelige japanske beskeder, der var blevet opsnappet og afkodet af USA's efterretningsvæsen, fra september 1941 og helt frem til selve angrebsøjeblikket, gav umiskendelige beviser på, at et angreb på Pearl Harbour var  nært forestående, men at disse alligevel ikke var blevet givet videre til de amerikanske militærledere dér. At lederen af flådens efterretningsvæsen for Fjernøsten, den 1. december sendte en meddelelse til den øverstkommanderende for stillehavsflåden, der lød: "Krig mellem Japan og USA nært forestående", som blev fjernet af højere myndighed. At oberst Sadtler fra USA's Signalkorps, ud fra modtagne oplysninger, den 5. december, skrev en besked til de militære ledere, der lød: "Krig med Japan kan udbryde hvert øjeblik. Udeluk enhver mulighed for en gentagelse af Port Arthur" (en henvisning til det tilsvarende "overraskelsesangreb", der indledte den russisk-japanske krig), som blev undertrykt på lignende måde. Samt, at det japanske svar på Roosevelts ultimatum, som tydeligvis var ensbetydende med en krigserklæring, var blevet modtaget  i Washington den 6. december 1941, uden at så meget som et ord herom blev givet videre til Pearl Harbours forsvarere. En besked, der lød: "Japanerne afleverer klokken ét i dag, østlig tid, hvad der må opfattes som et ultimatum… vær på vagt" blev omsider afsendt ved middagstid den 7. december 1941, og nåede frem til Pearl Harbours kommandanter omkring seks og otte timer efter det japanske angreb. 

De oplysninger, der nu er kommet frem tyder på, at det udelukkende var amerikanerne på Hawai, der blev holdt i uvidenhed om det kommende angreb, som kom til at koste to slagskibe og to destroyere (foruden adskillige mindre krigsskibe, der blev sat ud af funktion), 177 fly og 4575 døde, sårede og savnede. En direkte og øjeblikkelig konsekvens var endvidere katastrofen for den britiske flåde ved Malaya, med sænkningen af  slagskibene Prince of Wales og Renown, der kostede et stort antal mennesker livet. 

Politiske ledere, der er villige til at opnå deres lands indtræden i en krig ved at lette et fjendtligt angreb på det, er ikke til at stole på, når det gælder spørgsmålet om at videreføre krigen i den nationale interesse. Det amerikanske folk er, i det store og hele, endnu uvidende om sandheden vedrørende Pearl Harbour, en skæbnesvanger begyndelse, der førte i lige, ubrudt, linie til den skæbnesvangre slutning. 

Otte høringer blev afholdt, syv i flåden eller hæren, i krigstid, og én kongreshøring ved krigens slutning. Men de forblev alle omhyllet af krigstidens hemmelighedskræmmeri, og ingen af dem blev rigtigt offentlige eller tilbundsgående. Hvad mere var, blev alle gennemført under overopsyn af det politiske parti, hvis mand var præsident under Pearl Harbour-angrebet. De altafgørende kendsgerninger (at præsidenten, gennem en opsnappet japansk meddelelse, aller senest otte uger i forvejen kendte til, at et overraskelsesangreb var under forberedelse, samt at de opsnappede beskeder gennem en lang periode blev tilbageholdt fra Pearl Harbours kommandanter) blev kvalt gennem hele perioden. 

356

Krigsministerens dagbog (med det ovenfor citerede vigtige notat) blev ikke tilladt som bevis og Mr. Stimson selv blev ikke indkaldt på grund af dårligt helbred. Kontrollen med pressen gjorde det muligt at præsentere den lange høringsproces (seks måneder) for offentligheden i en forvanskende og forvirrende form. 

Imidlertid har de tre hovedimplicerede flådechefer udgivet deres beretninger. Kontraadmiral Kimmel, chefen for stillehavsflåden på dette tidspunkt, siger med reference til en anden admirals overbevisning om, at "præsident Roosevelts planer nødvendiggjorde, at der ikke blev sendt nogen advarsel til flåden ved Hawaii", at "de højt placerede individer i Washington, som med vilje undlod at advare vore styrker på Hawaii, burde aldrig nogen sinde undskyldes. Kommandanterne i Pearl Harbour blev aldrig informeret om …..den amerikanske note, der var afleveret til de japanske ambassadører den 26. november 1941, og som rent faktisk gjorde ende på muligheden for yderligere forhandlinger, og derfor gjorde stillehavskrigen uundgåelig…. Der blev ikke sendt det mindste vink til flådens og hærens chefer i Hawaii-området om de livsvigtige meddelelser, der var blevet opsnappet, afkodet og videregivet til ansvarlige ledere i Washington". 

Admiral Halsey, som på den tid var en af admiral Kimmels tre ledende underordnede, siger: "Alle vore efterretninger pegede i retning af et angreb mod Filippinerne eller de sydlige dele af Malaya eller Hollandsk Østindien. Selv om Pearl Harbour blev inddraget og ikke udelukket, pegede hovedparten af de informationer, der var blevet gjort tilgængelige for os, i en anden retning. Havde vi kendt til Japans detaljerede og vedvarende interesse for den nøjagtige position- og enhver bevægelse af  vore skibe i Pearl Harbour" (som indikeret i den tilbageholdte besked) "er det kun logisk, at ville have koncentreret vor tænkning om at imødegå den praktiske selvfølge i et angreb på Pearl Harbour". 

Kontreadmiral Theobald, der anførte destroyere fra Pearl Harbours "Battle Force", skriver i 1954: "Krav om patriotisme angående hemmeligholdelse af en vis national adfærd, for at kunne bibeholde den til mulig fremtidigt brug, er ikke anvendelig i dette tilfælde, eftersom det at lette en fjendes overraskelsesangreb som en metode til at starte en krig, er utænkelig i vor atomalder" (admiralen mener formentlig, at han håber en gentagelse er utænkelig). Han tilføjer: "Den tilbagevendende kendsgerning vedrørende den sande historie om Pearl Harbour har været vedvarende unddragelse af informationer fra admiral  Kimmel og general Short" (flådens og hærens øverste chefer i Pearl Harbour, der blev gjort til syndebukke) "Aldrig tidligere i den tilgængelige historie var det sket, at en militærleder var blevet nægtet information om, at hans land ville være i krig inden for få timer, og at alt pegede i retning af et overraskelsesangreb på hans styrker kort efter solopgang". Admiral Theobald citerer en udtalelse fra admiral Stark (som i december 1941 var øverste flådechef i Washington og som havde nægtet at informere admiral Kimmel om den japanske krigserklæring) om, at alt, hvad han gjorde, skete efter højere ordre, "hvilket kun kan betyde præsident Roosevelt. Den mest overraskende ting han gjorde i denne periode, var at

357

tilbageholde informationer fra admiral Kimmel".

 Admiral Halsey skrev sin beretning i 1953, og betegnede admiral Kimmel og general Short som "vore enestående militære martyrer". De blev afsat for, under krigens atmosfære af hemmelighed og forvirring, at skjule den sande kilde til ansvaret for Pearl Harbours katastrofe, men de var snarere "de første" end "de enestående" militære martyrer, i den mening, admiral Halsey benytter. De blev de første i en nu lang linie af amerikanske flåde- og hærledere, der oplevede noget helt nyt i deres lands og deres professionelle karrieres historie. De blev bevidste om, at de risikerede afskedigelse  eller degradering, dersom de stræbte efter militær sejr med de bedste militære midler, eller dersom de kritiserede en eller anden strategi, der var dikteret ovenfra, og som ganske klart gik imod en militær sejr. Deres operationer skulle rette sig ind efter en eller anden højere plan, som de ikke klart kunne se omridset af, men som ganske åbenbart gik på tværs af en militær sejr i den nationale interesse, hvilket var dét, de havde lært, fra deres tidligste tid, som værende selve den inderste begrundelse for en soldats eksistens. 

Hvad var da denne højere plan, som alle amerikanske militære anstrengelser, fra Pearl Harbour til Jalta – og lige siden – skulle indrettes efter? Det var rent faktisk Lenins "udvidelse" af revolutionen. Historien om de tre et halvt år bliver kun forklarlig i dette lys. 

I Første Verdenskrig faldt den amerikanske indtræden i krigen sammen med revolutionen i Rusland, og Mr. House gav straks præsidenten instruks om at "tilbyde vor finansielle, industrielle og moralske støtte på enhver mulig måde" til dette "nye demokrati". I Anden Verdenskrig kom Hitlers angreb på hans Moskva-våbenbroder kort efter Roosevelts anden genindsættelse som præsident og inden Pearl Harbour-Amerika var kommet med i krigen, for så vidt gjaldt støtte til det "nye demokrati", men "finansiel, industriel og moralsk støtte" til den revolutionære stat var, i form af "Lend-Lease" systemet, under forberedelse og i en målestok, der aldrig tidligere havde været tænkt mulig. 28 

I juni 1942 fortalte præsident Roosevelts nærmeste fortrolige, en Mr. Harry Hopkins, offentligt til kommuniststaten, (under et folkemøde på Madison Square Garden) at "Vi er fast besluttede på, at intet skal forhindre os i at dele alt, hvad vi er og har med jer". Disse ord faldt i tråd med en præsidentordre, der tidligere var blevet udstedt (den 7. marts 1942) til amerikanske krigsagenturer (og først meget senere gjort offentlig) om, at Sovjetunionen skulle gives højeste prioritet med ammunitionsforsyninger, frem for alle andre allierede og endda frem for USA's egne væbnede styrker. Lederen af den amerikanske militærmission i Moskva, generalmajor John R. Deane, beskrev i en bog fra 1947 sine forgæves anstrengelser for at standse denne strøm og sagde, at denne ordre fra præsident  Roosevelt betød "begyndelsen på en forsoningspolitik, som vi aldrig kom på ret køl efter, og som vi stadig lider under". 

Ordet "forsoning" blev ukorrekt anvendt af general Deane, for den benyttede politik gik langt ud over simpel "forsoning", den var tydeligvis beregnet på at

358

forøge den revolutionære stats militære og industrielle styrke efter krigen. 

Det ligger udtrykkeligt i de ovennævnte udtalelser, at Roosevelt havde til hensigt at give den revolutionære stat større støtte end nogen anden allieret, være den fri eller slavebunden, og det ligger underforstået, at han var besluttet på at understøtte Polens angriber samt var ganske ligeglad med "befrielsen" af andre lande, der var blevet løbet over ende. De høje idealer, der var stillet til skue for Vestens folkemængder, indtil de var helt involveret i krigen, var i virkeligheden blevet forladt, og det overnationale projekt, som gik ud på at udvide revolutionen, ødelægge nationalstater og fremme ambitionen om verdensregering, var blevet sat i disses sted. (Jeg begyndte i 1942 at skrive i den retning og da satte elimineringen af mig fra journalistikken ind. Indtil da havde jeg været et af de højt betalte "navne" i aviserne).

 I 1941 var denne politik, der gik ud på at støtte den revolutionære stat, ganske sikker på at skabe langt større virkninger end den havde gjort i 1917. I 1917 kunne amerikansk støtte  kun forårsage "etableringen" af kommunismen i Rusland.  I 1941 var situationen helt anderledes. Da var kommunismen for længst blevet "etableret". En støtte, der blev givet i den grænseløse størrelsesorden, som blev lovet af Mr. Hopkins, ville med nødvendighed sætte den i stand til at "udvide" i overensstemmelse med Lenins grundsætning. Den støtte, der blev givet, var så kolossal, at den satte kommunismen i stand til at "udvide" over et kæmpemæssigt område og tillige at forberede sig på en ny krig. Udsigten til denne tredje krig, som opstod straks ved den andens afslutning, blev derefter fremstillet til Vestens folkemængder som et udslag af Sovjets gemenhed. 

De værdier, der fra Amerika blev overført til den revolutionære stat går næsten ud over menneskelig fatteevne. Præsident Roosevelt, der i 1932 var blevet valgt til at rette op på "underskud", havde på tolv år brugt flere penge end samtlige tidligere præsidenter

359

tilsammen, og i enevældig uansvarlighed. Offentlig forbrug går stadig i dag, elleve år efter hans død, ud over forståelsesrammen for en hel revisor-skole. Det er en ballonverden bestående af nuller med nogle få andre taltegn spredt rundt imellem dem. På denne nul-besmykkede himmelhvælving virker en sum som de 9.500.000.000 dollar, der blev "lent-leased" til den revolutionære stat af præsident Roosevelt, måske ubetydelig. Faktisk blev våben og varer til dette beløb skibet af sted, teoretisk på salg-eller retur basis. Det var en overførsel af en skat så mægtig, at det nogle få årtier tidligere ville have gjort det muligt for adskillige nye stater at klare husholdningen uden frygt for fremtiden.  

Strømmen af rigdom blev dirigeret af én enkelt mand, som af en autoriseret levnedsskildrer (Robert E. Sherwood) er blevet beskrevet som "den næstvigtigste mand i De forenede Stater". Harry Hopkins spillede således den samme rolle af enehersker, med hensyn til fordeling af krigsmateriel, som Bernard Baruch havde spillet i 1917. Den oprindelige idé kom fra Bernard Baruch, som havde insisteret på, at "én mand" skulle udnævnes til "administrator" for den almægtige Rådet for Krigsindustrierne ("War Industries Board") som, da Amerika trådte ind i krigen, voksede frem fra en tidligere "Rådgivende Kommission", tilknyttet præsidentens ministerråd – "Defence Council". 

Denne forhistorie til Mr. Hopkins udnævnelse er betydningsfuld fordi den viser den vedvarende magt og de indarbejdede metoder, der blev brugt af gruppen omkring de amerikanske præsidenter i begge verdenskrige. Et undersøgelsesudvalg i Kongressen i 1919, ledet af William J. Graham, sagde om denne "Rådgivende Kommission",  som frembragte Rådet for Krigsindustrierne i 1918, at den "fungerede som De forenede Staters hemmelige regering…En kommission bestående af syv medlemmer, udvalgt af præsidenten, ser ud til at have udtænkt hele systemet til indkøb af krigsforråd, planlagt en pressecensur, udfærdiget et system til fødevarekontrol…..og, kort fortalt, have udtænkt praktisk taget ethvert krigstiltag, som kongressen efterfølgende gjorde til lov, og den gjorde alt dette bag lukkede døre uger, ja måneder, førend De forenede Staters Kongres erklærede Tyskland krig…. Der var ikke en eneste stump af den såkaldte krigslovgivning, der ikke forud for den egentlige krigserklæring var blevet gennemdiskuteret og afgjort af denne Rådgivende Kommission". 

Mr. Baruch udtalte selv, da han på et tidspunkt vidnede for en særlig undersøgelseskomité i kongressen omkring krigstidsaktiviteterne for den "énmands" autoritet, som han selv havde frembragt: "Den endelige afgørelse lå hos mig… om hæren eller flåden skulle have noget…. Jernbaneadministrationen …. Eller de allierede, eller om general Allenby skulle have lokomotiver, om de skulle bruges i Rusland eller Frankrig… Jeg havde muligvis mere magt end noget andet menneske…" (Dette udgjorde baggrunden – stammende fra Første Verdenskrig – for Churchills ord til Baruch i 1939: "Krigen er på vej….. De vil køre forestillingen derovre". Hvor stor en magt Baruch havde i Første Verdenskrig illustreres endvidere af en hændelse i 1919, da præsident Wilson blev bragt tilbage til Amerika som en fuldstændig invalideret mand. Da blev Baruch "Et af medlemmerne i den gruppe, der tog beslutninger under præsidentens sygdom" (Mr. Rosenbloom). Denne gruppe

360

blev kendt som "Regeringsrådet", og da den svagelige præsidents mest betydningsfulde minister,  Robert Lansing, udenrigsminister, indkaldte til møder i kraft af sin egen autoritet, afskedigede præsidenten ham fra sin sygeseng. Selv om præsidenten også efterhånden afbrød forbindelsen med andre nærtstående, heriblandt Mr. House, "klyngede Wilson sig til sin tiltro til Baruch"). 

I Anden Verdenskrig genoplivede præsident Roosevelt med den "Rådgivende Kommission"(1940) Wilsons oprettelse af "Forsvarsrådet" ("Defense Council"),og i 1942 blev denne udvidet til et "Råd for Krigsproduktion" ("War Production Board"), hvad der svarede til "Rådet for Krigsindustrierne" fra 1918. Baruch tilrådede igen, at "én mand" skulle bestemme i denne magtfulde institution, men det blev denne gang ikke ham selv. Hans levnedsskildrer fortæller, at han blev skuffet, men læseren bør nok tage dette med et gran salt.  

De sjældne henvisninger til Baruch i denne beretning er ikke noget mål for mandens indflydelse. De bedste observatører, jeg kender, har alle ment, at han var den mest magtfulde af mændene, der omgav de amerikanske  præsidenter gennem en  periode på fyrre år, og helt frem til i dag. Hans levnedsskildrer siger, at han fortsatte med at fungere som rådgiver for hver eneste amerikansk præsident (inklusive de tre republikanske fra 1920, 1924 og 1928) fra præsident Wilson og frem, og i bogen, der blev skrevet i 1952 forudsiger forfatteren, at Baruch også vil "rådgive" præsident Eisenhower, og han giver endog et rids af, hvad denne rådgivning vil gå ud på. Baruchs sande plads i denne fortælling, eller i det mindste min vurdering af den, vil blive vist senere, i forbindelse med en hændelse, hvor han gjorde sin vigtigste åbne entré. 

Selv om Baruch, med åbenbar nøjagtighed, beskrev sig selv som verdens mægtigste mand i 1917-1918, var hans magt til faktisk at styre begivenhederne og forme verden langt mindre end hos en mand med en tilsvarende rolle i Anden Verdenskrig, af den enkle årsag, at "afgørelse af, hvad nogen skulle modtage" nu var udstrakt til den revolutionære stat, der var etableret som en stærk militærmagt med kæmpemæssige og meget tydelige territoriale erobringshensigter. Selv Rådet for Krigsproduktion blev af sekundær betydning, da "Lend-Lease Administration" blev oprettet, mr. Harry Hopkins blev udnævnt til dens "administrator" og samtidig blev formand for præsident Roosevelts "Komité for Sovjetprotokol" med bemyndigelse til "at bestemme forsyningskvota, der skulle sendes til Rusland". Fra dette øjeblik lå Vestens fremtid og skæbne i hænderne på en mand, der i vide kredse var kendt som "Hopperen Harry" (flere amerikanske betydninger, red.).

 Mr. Hopkins ville kun kunne indtage en så ophøjet post i det tyvende århundrede. Den offentlige mening ville, dersom den var blevet formet af en fri og uvildig presse, næppe have tålt ham, for han havde ingen kvalifikationer til at håndtere vigtige affærer, mindst af alt udenrigspolitik. Selv hans levnedsskildrer, der var venligt stemt over for en kollega i Det Hvide Hus, (i hvis respektable lokaler Mr. Hopkins, ifølge sin egen dagbog, ved en lejlighed, leflede for en betydningsfuld kommunist-gæst, en mr. Molotov) undrede sig over, hvordan denne mand, "der var af så ukendt oprindelse og så utrænet til et stort ansvar", kunne være blevet "særlig rådgiver for præsidenten".

361

 Med hensyn hertil kan den studerende i dag ikke finde ud af, hvem der "valgte" Mr. Hopkins til hans rolle. Han vil imidlertid kunne opdage, at Mr. Hopkins i sin ungdom havde slugt den samme slags idéer ("tilhørende Louis Blanc og de revolutionære fra 1848"), som Mr. House havde taget til sig i sin ungdomstid i Texas. Mr. Hopkins havde studeret for fødderne af en "socialdemokrat" ("Fabian Socialist") fra London (som underviste i, at nationalstater skulle forsvinde op i "Verdens Forenede Stater") samt hos en jødisk lærer af bøhmisk/russisk oprindelse, som havde været elev hos Tolstoy, bolsjevisternes helt. Igen transmissionen af "idéer). Antagelig var dette de kvalifikationer, der fik Mr. Sherwood til at kalde ham "den uundgåelige Roosevelt favorit" Tidligere havde han været kendt som en "mellemmand" og fundraiser og "de riges lillebror". Oxford Universitet tildelte ham et af stedets dårligst passende doktorater nogensinde, og Churchills servile hentydninger til ham, i krigsmemoirerne, er underlige at læse. 

Da Mr. Hopkins indtog sin plads som formand for præsident Roosevelts Komité for sovjetprotokol, fandt han blandt dets medlemmer nogle, der i højeste grad havde mistro til politikken om ubegrænsede forsyninger til den revolutionære stat. Han udstedte følgende kejserlige befaling til dem:

28. De tre former for sådan støtte, der blev opregnet af Mr. House, inkluderer "finansiel" støtte. Det vanskeligste spørgsmål at besvare er, hvor stor finansiel støtte, der blev ydet. Utallige bøger hentyder til stor finansiel støtte fra "Wall Street bankerne" og lignende, men jeg har ikke medtaget disse oplysninger, fordi jeg ikke var i stand til at verificere dem. Under alle omstændigheder er sådanne transaktioner næsten umulige at afsløre, eftersom de udføres i dybeste hemmelighed. En vigtig hentydning hertil optræder i et brev, som Lenin selv sendte til Angelica Balabanoff (hans repræsentant i Stockholm i den periode, hvor kommunismen "etablerede" sig i Moskva): "Brug millioner, dusiner af millioner, om nødvendigt. Vi har massevis af penge til vor rådighed". Der hersker ingen tvivl om den finansielle støtte, der blev givet de bolsjevistiske sammensvorne af tyskerne. Blandt dokumenter fra det tyske udenrigsministerium, som blev erobret af de allierede i 1945 var et telegram, sendt af den tyske udenrigsminister, Richard von Kuehlmann, til kejseren, den 3. december 1916 som lyder: "Det var først, da bolsjevikerne havde modtaget en vedvarende strøm af penge fra os, gennem forskellige kanaler og under forskellige dækbetegnelser, at de blev i stand til at opbygge deres vigtigste organ, Pravda, til at udføre energisk propaganda og til i betydeligt omfang at udvide grundlaget for deres oprindeligt svagt funderede parti". Udenrigsministeren, som foregreb de illusioner, der skulle optage senere generationers vestlige politikere, tilføjede : "det er helt i vores interesse at vi udnytter den periode, hvor de er ved magten, for den kan blive kort…." (en eller anden havde tilføjet i marginen: "Der bliver ikke tale om at støtte bolsjevikerne i fremtiden" – en erklæring, der ikke tog højde for Hitler). De tyske papirer omfattede også en rapport fra august 1916, udfærdiget af den tyske ambassadør i København, grev Brockdorff-Rantzau, angående en vis Dr. Helphands aktiviteter, en "ekspert på Rusland", der hjalp til med at organisere den bolsjevistiske sammensværgelse. Denne siger, at "Dr. Parvus" (Dr. Helphand, et pseudonym) "har forsynet organisationen med et beløb til at dække de løbende udgifter… selv ikke herrerne, der arbejder i organisationen, er klar over, at vor regering står bag dette". Helphand bedømte herefter de udgifter, der ville kræves for at organisere revolutionen "fuldstændigt", til at ligge "omkring tyve millioner rubler". Brockdorff-Rantzau modtog bemyndigelse til at yde en forudbetaling, og Helphands kvittering findes i papirerne: "Modtaget fra den tyske ambassade i København, den 29. december 1915, den sum af én million rubler i russiske banknoter, til fremme af den revolutionære bevægelse i Rusland". Underskrevet: "Dr. A.Helphand" (Royal Institute of International Affairs journal, London, april 1956).      "De forenede Stater gør ting, som det ikke ville gøre for andre Forenede Nationer uden fuld information fra dem. Beslutningen om at handle uden informationer blev taget ….efter moden overvejelse ….. Der var ingen reservationer med hensyn til politikken, men politikken blev konstant trukket frem til ny diskussion af forskellige personer. Han foreslog, at disse anmodninger om  diskussion på ny ikke fik mere opmærksomhed" (1942) .

Således blev det tydeligt, at den revolutionære stat, igennem Mr. Hopkins, var "præsident Roosevelts uundgåelige favorit". I det foregående citat ser man igen det mysterium, som jeg gjorde opmærksom på i tilfældet de britiske ministre og zionismen: "Politikken" er blevet "fastlagt" og kan ikke ændres. Hvem der havde haft de "modne overvejelser" om denne politik, og hvem der havde fastlagt, at den ikke under nogen som helst omstændigheder kunne tages op til revision, var Mr. Hopkins hemmelighed, og alt dette var igen "bag lukkede døre" for så vidt angik de omtumlede folkemængder. Den republikanske leder, senator Robert E. Taft protesterede forgæves, da han så, hvad der gik for sig: "Hvordan kan nogen sluge den idé, at Rusland kæmper for demokratiske principper….For at udsprede de fore friheder i verden vil vi afskibe fly og tanks til Kommunistrusland. Men intet andet land havde et større ansvar for den nuværende krig og for Tysklands aggression". Der blev straks igangsat en voldsom kampagne imod senator Taft i pressen, som fortsatte  til hans død. Landkortet i dag og dagens situation bekræfter hans advarsel, og de, der læser Mr. Hopkins ovenfor citerede befaling, ser måske her, hvordan krigens resultat blev afgjort af disse hemmelig handlinger fra 1942 og tidligere. 

Af "fly og tanks" blev henholdsvis 15.000 og 7.000 foræret. En flåde på 581 fartøjer blev ligeledes givet (i løbet af mange år blev i alt 127 af disse returneret og i 1956 tilbød Sovjet at betale for 31. De resterende skibe, mere end 300, blev

362

erklæret tabt, sænkede eller ikke-sødygtige). En handelsflåde blev også overleveret.  

Dette var kun den mindre del af den totale overførsel, der skete i mange former. Den amerikanske regering har aldrig offentliggjort detaljer om sine leverancer. Den kendsgerning, at disse i dag kendes, samt at det vides, at størstedelen af dem med sikkerhed var beregnet til at styrke den revolutionære stats industrielle- og krigsførende kapacitet efter krigen skyldes udelukkende en af de tilfældigheder, der af og til hjælper historikeren, selv om de ikke hjælper til nogen udbedring af en skadelig tilstand, fordi de med pressens nuværende forhold slet ikke kommer til offentlighedens kundskab.

 I maj 1942 meldte en kaptajn George Racey Jordan sig til tjeneste på den store Newark lufthavn i New Jersey.   Han havde været soldat i Første Verdenskrig og skulle nu gøre tjeneste igen. Han havde aldrig glemt det gode råd, han havde fået af en sergent i Texas i 1917: "Hold dine øjne og ører åbne, din store mund lukket, og behold en kopi af alt". Eftertiden kan takke disse fem ord for Anden Verdenskrigs  mest forbløffende bog (i min opfattelse). 

Kaptajn Jordan havde fået ordre til at melde sig til "De forenede Nationers Depot 8", som han erfarede, at Newarks lufthavn var betegnet i hans ordrer. Den institution, der blev kendt som "De forenede Nationer" blev oprettet tre år senere, så dette var en forsmag, der afslørede hensigten hos de mænd, der omgav præsidenten. Kaptajn Jordan havde ikke nogen mistanke om Sovjets magt i USA da han meldte sig som forbindelsesofficer, men han skulle snart få øjnene op gennem tre særlige oplevelser. I maj 1942, da et amerikansk rutefly på flyvepladsen var kommet til at skrabe motordækslet på en mellemdistance bomber, som afventede at blive fløjet af sted til sovjetregeringen, forlangte en vred sovjetofficer, at al trafik af amerikanske fly blev bortvist fra denne vigtige amerikanske lufthavn. Da dette blev nægtet, sagde sovjetofficeren, at han ville "ringe  til mr. Hopkins", og efter nogle få dage forbød en ordre fra "United States Civil Aeronautic Board" al amerikansk civil luftfart i lufthavnen. 

Kaptajn Jordan begyndte herefter at føre en meget nøjagtig dagbog, og blev ved hjælp af den i stand til at påvise (da den øvrige verden hørte om "atombomber"), at der i løbet af 1942 var blevet sendt for omkring femten millioner dollar grafit, aluminiumrør, cadmium-metal og thorium (alle materialer, der var nødvendige til fremstilling af atomkraft) til sovjetregeringen fra Newark. På dette tidspunkt var "Manhattan Projektet" (fremstillingen af den første atombombe) anset for at være så dybt hemmeligt, at dets øverste leder, generalmajor Leslie R. Groves, senere bevidnede, at hans kontor endog ville have nægtet at udlevere et eneste dokument til præsident Roosevelt uden hans personlige tilladelse. I 1942 havde kaptajn Jordan, da han skrev disse notater i sin dagbog, ingen idé om, hvad disse materialer skulle bruges til, for han havde aldrig hørt om "Manhattan Projektet" eller "atombomben".

 Hans næste oplevelse af, hvilken autoritet sovjetofficerer havde, kom, da én af dem blev forarget over at se en rød stjerne på et fly, der tilhørte Texas Oil selskabet, og truede med at "ringe til Washington" og få den fjernet.

363

Kaptajn Jordan havde svært ved at få forklaret, at Texas Oil Company havde anvendt dette symbol ("Staten med den enlige stjerne") i mange år før 1917 revolutionen! 

På dette tidspunkt begyndte kaptajn Jordan at blive klar over, at størstedelen af de varer, der gik til kommuniststaten, ikke i mindste måde var dækket af hovedaftalen for Lend-Lease arrangementet ("De forenede Stater vil fortsætte med at forsyne USSR med sådanne forsvars-artikler, forsvars-tjenester og forsvarsoplysninger, som præsidenten måtte autorisere overført eller leveret"), men omfattede mange ting, der intet havde med "forsvar" at gøre, men alt med styrkelsen af Sovjet til efter krigen. Han noterede for eksempel levering af "traktorer og landbrugsmaskiner, fabrik til fremstilling af aluminium,  maskiner til fremstilling af jernbanevogne, materiel til stålfremstilling" og lignende. Disse sendinger (som en entusiastisk tolk fortalte ham "ville hjælpe til at give vort land Ford-tilstande") er antydet i de runde tal, som er den eneste oplysning, der er blevet frigivet af den amerikanske regering. Præsident Trumans "Enogtyvende rapport til kongressen om Lend-Lease operationer" anfører under overskriften "andet end ammunition" sådanne enorme beløb som $ 1.674.586.000 af landbrugsprodukter og $ 3.040.423.000 af industriprodukter og –materialer. 

I 1943, da skibskonvojernes store tab førte til, at en større part af Lend-Lease varerne blev sendt med fly, blev der oprettet en amerikansk lufthavn for disse operationer i Great Falls, Montane, og kaptajn Jordan blev overført hertil som "Lend-Lease medarbejder ("Lend-Lease Expediter"). Atter betegnede hans ordrer fra United States Air Force ham som "repræsentant for De forenede Nationer" på trods af, at ingen sådan organisation eksisterede, og han fandt et direktiv, udstedt af præsidenten, der ventede ham med en overskrift: "Flytning af russiske fly" og en tekst, som lød: "ombygning, udstyring  og overflytning af russiske fly er blevet givet første prioritet, selv forud for fly til  U.S.Army Air Forces". Han fik også her sin tredje oplevelse af sovjetisk magt: Den sovjetofficer, han havde kontakten til mente, at Jordans rang var for lav, og bad om at få ham forfremmet til major. Da egebladene herefter lydigt ankom, blev de plantet på hans skuldre af oberst Kotikov, en begivenhed, der formentlig er uden fortilfælde i Amerikas militærhistorie. 

Major Jordan bemærkede nu, at et overdådigt antal sorte kufferter, der var forseglede og sammensurrede, passerede gennem hans  "rørledning til Moskva". Hans bange anelser var nu vokset til stærk mistanke, og han benyttede en gunstig lejlighed  (og den eneste autoritet han endnu havde tilbage som var, at give eller nægte tilladelse til start af Lend-Lease fly på den sidste strækning til Fairbanks i Alaska) til at mase sig forbi bevæbnet hemmeligt sovjetisk politi, og ind i et fly, hvor han åbnede omkring atten kufferter ud af 45. Han gjorde hurtige optegnelser over indholdet af disse. 

Blandt mængden af papirer, planer, korrespondance og tekniske tegninger, gjorde han to opdagelser, som flere år senere skulle vise sig at passe nydeligt ind i det billede af spionage og sammensværgelser, der tegnede sig efter afsløringerne 1948-1956.

364

Den ene var et bundt sagsmapper fra udenrigsministeriet, hver med en etiket. På en af disse stod: "fra Hiss" og på en anden: "fra Sayre". Major Jordan havde aldrig hørt om nogen af disse navne, men det var navnet på den højtstående embedsmand i udenrigsministeriet, som senere blev dømt (Alger Hiss) og på en anden embedsmand, der var indblandet i samme affære. Disse sagsmapper indeholdt kopier af hemmelige meddelelser fra amerikanske attachéer i Moskva, oversendt i diolomatisk, forseglet mappe, og nu tilbagesendt i kopi til dem, som de skulle have været holdt hemmelige for. 

Den anden og mest betydningsfulde opdagelse var én, som i dag har en indvirkning på alle mennesker i Vesten, der er lige så stor, som var det i dag, den var opdaget. Det var et brev, adresseret til Mikoyan, den sovjetiske kommissær for udenrigshandel. Major Jordan nedskrev et uddrag af det: "Havde et helvede med at få disse væk fra Groves" (lederen af atombombe projektet). Brevet var underskrevet "H.H.". Vedlagt var et kort over Oak Ridge atomværket i Tennessee og en karbonkopi af en rapport, stemplet "Harry Hopkins", som indeholdt en mængde ord, der var så underlige for major Jordan, at han også skrev dem ned for senere at slå deres betydning op. Blandt disse var "cyklotron", "proton" og "deuteron" samt sætninger som: "energi produceret ved fission" og "vægge, fem fod tykke af bly og vand, til at kontrollere flyvende neutroner". Mr. Hopkins var, som allerede beskrevet, "den uundgåelige Roosevelt favorit", "præsidentens særlige rådgiver" og "den næstvigtigste mand i De forenede Stater". 

(Gennem en del år efter Anden Verdenskrig fik folkemængderne i Amerika og England af deres ledere forklaret, at deres bedste beskyttelse imod en ny krig og den mest effektive metode til at afværge "sovjetisk aggression" var vestlig besiddelse af atombomben.  Den 23. september 1949 bragte Sovjetunionen en atombombe til eksplosion, hvad der ikke kunne overraske nogen, der havde fulgt situationen nøje. Da kunne major Jordan ikke holde sig længere og gik til en senator, der blev tilstrækkelig berørt til at få en kendt medieperson, Fulton Lewis, til at gøre historien kendt. I denne form, og i hans efterfølgende bog, blev den således offentliggjort, og den gav anledning til to høringer i Kongressen, i december 1949 og i marts 1950. Pressen forvrængede i fuldstændig enighed sagens hovedpunkter, og som det skete i alle disse sager, medførte de ingen forbedring af tilstanden. Intet effektivt blev gjort for at forhindre, at noget tilsvarende skulle ske i en ny krig). 

I 1944 forsøgte major Jordan, som nu var mere bekymret end nogensinde, at få Lend-Lease forbindelsesofficeren i udenrigsministeriet i tale. Men han blev advaret af en underordnet officer, som mindede ham om, at "officerer, der var alt for ivrige, risikerede at ende på en eller anden ø nede sydpå". Ikke længe herefter blev han forflyttet fra White Falls. Hans bog indeholder en komplet fortegnelse over Lend-Lease forsendelser, som han i sin egenskab af forbindelsesofficer var i stand til at se og kopiere. Den viser alle de kemiske stoffer – metaller og mineraler - der var egnede til fremstilling af en brintbombe. Heriblandt beryllium, cadmium, kobalt – som rent grundstof, som malm og i industriaffald (806.941 pund), uranium (2,2 pund), aluminium rør

365

(12.766.472 pund), grafit (7.384.482 pund), thorium, uraniumnitrat, uraniumoxid, aluminium og legeringer (366.738.204 pund), aluminiumstænger (13.744.709 pund) aluminiumplader (124.052.618 pund), bronze- og messingbarrer (76.545.000 pund), bronze- og messingtråd (16.139.702 pund) – og så videre. 

Disse lister omfatter også de rene "efterkrigs forsyninger til Rusland" (general Groves ord), så som et olieraffinaderi, maskineri og reservedele til smedning ($ 53.856.071), drejebænke, maskiner til præcisionsboring, maskineri til at fremstille konservesdåser, mejerimaskiner, kraftværksmateriel ($ 60.313.833), støberiudstyr, elværksmaskiner, telefonudstyr ($ 32.000.000), generatorer ($ 222.020.760), filmudstyr, radioudstyr og apparater ($ 52.072.805), 9.594 godstogsvogne, 1.168 damplokomotiver ($ 101.075.116), handelsskibe ($ 123.803.879), lastbiler ($ 508.367.622) og sådan videre i en uendelighed. 

Blandt de større gaver, som tydeligvis var beregnet til at styrke Sovjetunionen  industrielt efter krigen, omtaler major Jordans lister en fabrik til at reparere præcisionsinstrumenter ($ 550.000), to fabrikker til fremstilling af fødevarer ($ 6.924.000), tre fabrikker til gasudvinding ($ 21.390.000), et olieraffinaderi med maskineri og udstyr ($ 29.050.000), 17 dampdrevne- og et vanddrevet – elværker ($ 273.289.000). Sovjetlisterne, som major Jordan gengiver, tyder på, at Harry Hopkins og hans medarbejdere var hensat i en sindstilstand af hysterisk givertrang, for listerne omfatter ting, der ikke kan gives nogen rationel forklaring på, for eksempel briller ($ 169.806), tænder ($ 956), 9.126 ure med juvellejer ($ 143.922), 6.222 pund toiletsæbe, for $ 400 læbestifter, 373 gallons spiritus, $ 57.444 sportsfiskeudstyr, for $ 161.046 laterna magica, for $ 4.352 "forlystelsespark-udstyr", 13.256 pund karbonpapir, to "nye pianoer", for $ 60.000 musikinstrumenter og (en ting, der fremkalder billedet af den "elskede leder", Roosevelts og Churchills "Onkel Joe"): "en pibe" til en værdi af ti dollar!

 Mr. Hopkins´ fortid som professionel "fundraiser"  og socialarbejder synes at vise sig i en gave – over fire år – på $ 88.701.103, der bestod i "socialhjælp og godgørenhed". De, der har besøgt Sovjetrusland kan prøve at forestille sig disse penge uddelt til de fattige! Men dette var slet ikke enden på kontanthjælpen under "Lend-Lease". I 1944 beordrede Henry Morgenthau, jr. Roosevelts finansminister, og dennes viceminister, Harry Dexter White (der senere blev afsløret som sovjetagent), at der blev sendt duplikater af finansministeriets trykforme til pengefremstilling til Sovjetregeringen. Disse skulle bruges til at trykke penge til at betale besættelsesstyrkerne i Tyskland efter krigen. Dette betød, at de penge, som sovjetregeringen trykte for at betale sine egne tropper, kunne kræves indløst hos den amerikanske regering, eftersom der overhovedet ingen forskel var på sedlerne. Ved udgangen af 1946, da offentlige protester bevirkede, at den amerikanske regering måtte ophøre med at betale sine egne tropper med sådanne pengesedler,

366

sådan at sovjetregeringen ikke længere kunne anvende dem,  fandt militærregeringen i Tyskland ud af, at den havde indløst $ 250.000.000 mere end det samlede beløb pengesedler, som dens eget finanskontor havde udstedt (sovjetregeringen ignorerede en anmodning om at den betalte beskedne $ 18.000 for de trykkeplader og materialer, der havde gjort det muligt for den at trække $ 250.000.000 direkte ud af De forenede Staters finansministerium).

 Således foregik der i fire eller fem år en ubegrænset overførsel af alt, hvad der kræves til at føre krig, af forsyninger til industrielt brug efter krigen, og af mange andre former for værdier, til den revolutionære stat, og en "revurdering" af denne politik var bandlyst fra højeste sted. Ydermere var "præference" og "højeste prioritet" for denne politik i relation til, hvad Amerika eller andre allierede måtte trænge til, udtrykkeligt beordret fra samme sted. 

På endnu to måder kunne den revolutionære stat "understøttes" og blive hjulpet til at "udvide": (1) Gennem den måde, hvorpå militære operationer blev gennemført, og (2) Gennem udenrigspolitiske beslutninger på topmøder, som udsprang af disse militære operationer. Eftersom politikken om at levere våben og anden rigdom blev så ihærdigt, ja ligefrem fanatisk, fulgt til fordel for den revolutionære stat, var det logisk at forvente, at den samme politik ville blive fulgt ved militære operationer og på konferencerne, der fulgte dem. Dette var da også, hvad der faktisk skete, som skarpe observatører bemærkede, da det fandt sted, og som billedet af krigen, set i bakspejlet, nu viser det. Men det var også den uundgåelige følge af, at der bag scenen i den amerikanske republik var blev tilranet en så stor magt gennem invasionen, der blev beskrevet i sidste kapitel. 

Anstrengelserne for at vende alle militæroperationer til fordel for den revolutionære stat, som, i ledtog med Hitler, havde startet krigen ved et fælles angreb på Polen, begyndte lige efter Pearl Harbour. De slog fejl i starten, men lykkedes fuldt og helt i krigens sidste faser, som også krigens resultat beviste. Den ledende rolle i denne proces blev beklædt af Anden Verdenskrigs mest mystiske figur, general George C. Marshall, den øverstbefalende for hæren. Det var ham, senator Joseph McCarthy, i en tale til senatet, den 14. Juli 1951 (et omhyggeligt dokumenteret anklageskrift, som stadig er vigtigt kildemateriale vedrørende denne sag) tillagde en planlagt vedvarende forhindring af sejre, der var påbegyndt længe før Anden Verdenskrig sluttede, og McCarthy gav ham skylden for, at Amerika, som havde mulighed for at forskyde magtbalancen, i valget mellem den politik, der blev anbefalet af henholdsvis Churchill og sovjetdiktator Stalin, "næsten uden undtagelse valgte at støtte den russiske linje". 

I betragtning af de enorme konsekvenser af general Marshalls afgørelser, bliver omstændighederne omkring hans opstigning i karrierens start af interesse.  Præsident Roosevelt udnævnte ham til hærchef i 1939 og forbigik herved tyve topgeneraler og fjorten brigadechefer (seks år tidligere var hans udnævnelse til general blevet forhindret af den daværende hærchef, general Douglas MacArthur, efter negativt skudsmål fra generalinspektøren ("Inspector General"). En af general  Marshalls første embedshandlinger var, at han  i 1940 bad senator James F. Byrnes (der var nært forbundet med Bernard Baruch) om at stille forslag til en ændring af en militær bevillingslov,

367

som skulle bevirke, at hærchefen kunne tilsidesætte anciennitetsregler til fordel for yngre officerer, som han anså som "af usædvanlig kvalitet". Senator Byrnes' lovændring, der blev vedtaget, muliggjorde, at "i krigstid eller i en national krisesituation….kan enhver officer i den regulære hær midlertidigt forfremmes  til højere rang…." Og med denne bemyndigelse i hånden foretog general Marshall (i 1940) 4.088 forfremmelser, heriblandt den halvtresårige oberst Dwight Eisenhower, som på daværende tidspunkt hverken havde ledelses- eller kamperfaring, men som inden der var gået tre år skulle stige til allieret øverstkommanderende ("Supreme Allied Commander"). Kombinationen af general Marshall og general Eisenhower  var afgørende for udgangen på krigen i 1945. 

Umiddelbart efter Pearl Harbour og den amerikanske indtræden i krigen i december 1941, begyndte propagandamagerne i Moskva og Vesten at råbe op om, at de vestlige allierede straks skulle invadere Europa. Churchill var, under et møde med Roosevelt, kort efter Pearl Harbour, nået til almindelig enighed med denne om, at en invasion før 1943, allertidligst, var en militær umulighed. I april 1942 havde general Eisenhower, efter instruks fra general Marshall, udfærdiget en plan for invasion i 1942, og Roosevelt var blevet overtalt til at sende et telegram af dette indhold (The Hinge of Fate). General Marshall tog da, sammen med mr. Hopkins, til London og fik her at vide af Churchill, at en katastrofe på den franske kyst, som følge af en forhastet og letsindig invasion, formentlig var "den eneste måde, vi overhovedet kunne tabe krigen på" (Mr. Sherwood). 

General Marshall måtte, i lyset af hans udnævnelse, være at anse for den bedste militære hjerne i De forenede Stater. Det, han foreslog, var rent faktisk, at den eneste store kampfælle, på dette tidspunkt, skulle begå selvmord, og at krigen skulle tabes, i hvert fald for Englands vedkommende. Churchill sagde, at hvis man gjorde sådan et forsøg, ville Kanalen blive omdannet til en "flod af allieret blod", men det ville i virkeligheden have været tre fjerdedele engelsk blod. Den amerikanske øverstbefalende på de britiske øer, som senere blev spurgt, hvilken styrke han havde kunnet stille med, "påpegede, at de eneste, vi kunne regne med at anvende, var den 34. Division, der da befandt sig i Irland". General Clark tilføjede, at denne imidlertid manglede anti-luftvåben støtte, tanks og uddannelse (de første amerikanske styrker, der kom i kamp i Nordafrika, sent i 1942, viste sig ganske urutinerede til kamp). Den førende amerikanske mitærkritiker, Hanson W. Baldwin, skrev senere: "Set i bakspejlet er det nu klart, at vores idé om at invadere Vesteuropa i 1942 var fantastisk". 

På trods af alt dette foreslog general Marshall, da han vendte tilbage til Washington, at De forenede Stater skulle trække sig ud af krigen i Europa med mindre briterne gik med på hans plan (udenrigsminister Stimson). General Marshall blev igen sendt til England for at møde Churchill (han afviste vredt at bo på Chequers). Hans plan brød da sammen under vægten af general Clarks rapport fra Irland om, at denne kun kunne stille en enkelt utrænet og underforsynet division til vovestykket. Men forslaget – og truslen – var kommet frem,

368

og alt, hvad der senere hændte i krigen, må ses i lyset af denne handling udført af De forenede Staters højst placerede officer.  

I foråret 1942 havde tyskerne stadig 1.300.000 soldater i Frakrig og Nederlandene, og de vestlige allierede havde ikke tilsvarende styrker at sætte ind mod dem, selv hvis de havde haft overlegenhed i luften, landgangsfartøjer, amfibiekøretøjer og uddannelse i invasion. Roosevelt var tvunget til at trække sig tilbage fra general Marshalls truende plan, og England overlevede, for tredje gang i løbet af denne krig, en dødelig fare. Krigen fortsatte sin gang i 1942 og 1943, hvor britiske og senere amerikanske tropper knuste tyskerne i Nordafrika, og så kom det afgørende vendepunkt i krigen. De vest-allierede var parate til at slå til. Hvordan – og hvor skulle de slå til? På dette afgørende tidspunkt kom general Marshalls anden store indgriben til at afgøre krigens resultat. 

Churchills egen beretning og andre autoriteter er enige om, at han gennem hele krigen var fast i sin indstilling til dette afgørende spørgsmål. Han var den eneste af de vestlige ledere, der havde omfattende militær og politisk erfaring, og han så klart, at krigen hverken ville bringe en sand sejr eller fred, hvis den revolutionære stat, der havde været aggressoren ved krigens start, blev i stand til at brede sig dybt ind i Europa. Han ønskede, at militære operationer skulle føres således, at den ikke kunne brede sig ud over- eller i det mindste ikke langt ud over sine naturlige grænser. 

I denne kontrovers viste general Marshall sig at være hans argeste modstander snarere end præsident Roosevelt, hvis helbredstilstand i krigens sidste år kan have sat ham ude af stand til klar tankevirksomhed, med mindre han de blot var et hjælpeløst offer for presset, der udøvedes på ham. Churchill ønskede at angribe både fra syd og nord,  og at bringe Balkan- og de centraleuropæiske lande under allieret besættelse, inden de blot skiftede fra slaveri under Hitler til slaveri under den røde hær. Denne politik ville have ført til en virkelig sejr, ville have givet verden udsigt til fred i resten af det tyvende århundrede og ville i alt væsentligt have opfyldt de oprindelige "mål" for krigen, hvoriblandt "befrielse" stod øverst på listen. General Marshall var besluttet på at koncentrere sig om invasionen af Frankrig og at overlade hele Øst- og Centraleuropa samt Balkan-landene til den revolutionære stats hær, og Roosevelt forfulgte denne politik til den bitre ende, hvad enten han var klarhjernet eller omtåget, og denne ende så verden ve Jalta, hvor "nederlaget blev høstet fra sejrens mark". 

Kampen fortsatte i endnu atten måneder, men terningerne var kastet, som begivenhederne skulle vise det under den første Quebec Konference i august 1943, hvor de engelsk-amerikanske tropper, efter at have fuldført erobringen af Nordafrika, var returneret til Europa hvor de drev de tyske tropper ud af Italien. I Quebec blev det, under general Marshalls insisteren, besluttet at trække styrker ud af Italien for at gennemføre en nummer to invasion af Frankrig til støtte for den primære i Normandiet. Dette betød splittelse af feltmarskal Alexanders allierede styrke i Italien (som efter indtagelsen af Rom var blevet "en frygtindgydende kampmaskine…. med uanede muligheder" – general Clark), standsning af fremrykningen

369

dér, og frem for alt opgiven af enhver idé om et fremstød fra Italien over Adriaterhavet, hvilket ville have bragt de allierede styrker til Wien, Budapest og Prag. Dette ville have ændret hele efterkrigsbilledet til fordel for Vesten og for freden. Et blik på kortet vil gøre situationen klar for enhver. På dette tidspunkt havde en virkelig "sejr" være inden for rækkevidde, og den blev smidt væk til fordel for en invasion af Sydfrankrig, hvilket var en spredning af den militære styrke, som var endnu alvorligere end den, der fandt sted, da man under Første Verdenskrig sendt britiske styrker til Palæstina. 

Denne sekundære, sydlige invasion gav ikke nogen militær fordel, der kunne retfærdiggøre beslutningen, som helt tydeligt var politisk betinget. Det dokument, som general Marshall baserede sin argumentation på under Quebec Konferencen, afslører dette. Det blev kaldt "Ruslands position", og blev tillagt "en amerikansk militær vurdering på meget højt plan" (Mr. Sherwood), som peger mod general Marshall selv. Det sagde, at "Ruslands stilling i Europa efter krigen nødvendigvis ville være dominerende …eftersom Rusland er den afgørende faktor i krigen, må enhver tænkelig støtte gives til det, og alt må gøres for at vinde dets venskab. Tilsvarende er det, da Rusland efter aksemagternes nederlag vil dominere Europa, endnu mere essentielt at udvikle og bevare de venligst mulige forbindelser til det". 

Her dukker den dominerende "politik", som blev anvendt på Lend-Lease forsendelserne igen op, men nu på området militære operationer. Den går ud på ubetinget overgivelse til Sovjets mål og interesser. Stalin havde imødegået fremstødet gennem Balkan og hævdede at "den eneste direkte måde at slå til mod Tysklands hjerte var gennem Frankrigs hjerte". Den "militære vurdering på højt plan" der fremkom i Quebec, fremførte i virkeligheden Stalins plan. Dokumentet fastslår to gange, som læseren vil se, en antagelse som en kendsgerning, nemlig den, at "Ruslands position efter krigen vil være at dominere…. nødvendigvis vil det dominere Europa". Det var netop dette spørgsmål, der i 1943 skulle afgøres gennem yderligere to års militære operationer, og Churchills politik skulle forhindre netop den udvikling, som blev fastslået som en eksisterende kendsgerning. Han ønskede at se Sovjet sejre, men ikke "dominere" Europa. Han blev underkuet, og i dette øjeblik i 1943, blev Anden Verdenskrig politisk tabt af Vesten gennem politiske beslutninger, der var udført i hemmelighed. 

Dette var general Marshalls mest afgørende indgriben. Churchill refererer kryptisk til ham i sine krigsmemoirer, selv om han ikke kritiserer ham, og i Triumph and Tragedy beklagede han den tabte mulighed. General Mark Clark, som i 1943 var en amerikanske øverstkommanderende i Italien,  skrev i 1950: "Hvis vi skiftede vores styrke fra Italien til Frankrig, var det klart for Stalin…at vi ville vende os bort fra Centraleuropa. Anvil" (navnet på invasionen i Frankrig) "førte til en blindgyde. Det var let at se, hvorfor Stalin foretrak Anvil… Efter Roms fald, kunne Kesselrings hær være blevet nedkæmpet, hvis vi havde været i stand til at sætte nok ind i en endelig offensiv. På den anden side af Adriaterhavet lå Jugoslavien…og på den anden side af Jugoslavien lå Wien, Budapest og Prag…Efter Roms fald

370

"gik vi efter det forkerte mål" både fra et politisk og strategisk standpunkt…Havde det ikke været for en brøler på højeste niveau, som vendte os væk fra Balkanstaterne, og lo dem komme under en røde hærs kontrol, kunne Middelhavskampagnen have været den mest afgørende af alle for efterkrigshistorien…En kampagne, der kunne have ændret hele historien vedrørende forholdet mellem den vestlige verden og Sovjetrusland, blev tilladt at ebbe ud…Svækkelsen af kampagnen i Italien… var en af krigens mest klare fejltagelser". 

General Mark Clark (en blændende dygtig amerikansk soldat, som efterfølgende blev sat på mindre poster, og som forlod hæren) siger "brøler" og "fejltagelse", men ovennævnte dokument samt mange andre kilder, der nu er tilgængelige viser, at beslutningen hverken var en brøler eller en fejltagelse i disse ords almindelige betydning: Det vil sige en fejl der blev lavet med hensyn til fejlkalkulering af konsekvenserne. Konsekvenserne var forudsete og de var tilsigtede. Det ligger nu uden for enhver tvivl. Beslutningen var politisk, ikke militær, og den blev taget af mændene i den gruppe, der omgav præsidenten. Det var, på det militære område, den nøjagtige parallel til den beslutning, der blev taget på Lend-Lease området: at underlægge alle andre hensyn hensynet til den revolutionære stats interesser. 

På denne vis henslæbte krigen sig gennem 1944 og ind i 1945, skønt den kunne have været afsluttet  (formentlig i 1944) ved allieret befrielse af de lande, der var blevet løbet over ende af Hitler, og ved at efterlade Sovjet bag Ruslands naturlige grænser, eller en anelse udenfor, samt Europa i balance. Alt imens den tyske hær i Italien blev givet et pusterum, og den overflødige invasion af Sydfrankrig ikke gav nogen rygstøtte til hovedinvasionen af Normandiet. 

Den  udvikling, krigen fulgte i de sidste ti måneder, var altså dikteret af den sovjetiske regering, og trukket ned over hovedet på den vestlige militære strategi via Sovjets agent i den amerikanske regering, ham, der var kendt som Harry Dexter White. Da han er død, kan han ikke udspørges, men han regnes af de bedste autoriteter, jeg kender, som den, der stod bag den plan for destruktionen af Tyskland og overgivelse af Europa til sovjetisk "dominans", der af eftertiden er kendt som Morgenthauplanen".

 

28. De tre former for sådan støtte, der blev opregnet af Mr. House, inkluderer "finansiel" støtte. Det vanskeligste spørgsmål at besvare er, hvor stor finansiel støtte, der blev ydet. Utallige bøger hentyder til stor finansiel støtte fra "Wall Street bankerne" og lignende, men jeg har ikke medtaget disse oplysninger, fordi jeg ikke var i stand til at verificere dem. Under alle omstændigheder er sådanne transaktioner næsten umulige at afsløre, eftersom de udføres i dybeste hemmelighed. En vigtig hentydning hertil optræder i et brev, som Lenin selv sendte til Angelica Balabanoff (hans repræsentant i Stockholm i den periode, hvor kommunismen "etablerede" sig i Moskva): "Brug millioner, dusiner af millioner, om nødvendigt. Vi har massevis af penge til vor rådighed". Der hersker ingen tvivl om den finansielle støtte, der blev givet de bolsjevistiske sammensvorne af tyskerne. Blandt dokumenter fra det tyske udenrigsministerium, som blev erobret af de allierede i 1945 var et telegram, sendt af den tyske udenrigsminister, Richard von Kuehlmann, til kejseren, den 3. december 1916 som lyder: "Det var først, da bolsjevikerne havde modtaget en vedvarende strøm af penge fra os, gennem forskellige kanaler og under forskellige dækbetegnelser, at de blev i stand til at opbygge deres vigtigste organ, Pravda, til at udføre energisk propaganda og til i betydeligt omfang at udvide grundlaget for deres oprindeligt svagt funderede parti". Udenrigsministeren, som foregreb de illusioner, der skulle optage senere generationers vestlige politikere, tilføjede : "det er helt i vores interesse at vi udnytter den periode, hvor de er ved magten, for den kan blive kort…." (en eller anden havde tilføjet i marginen: "Der bliver ikke tale om at støtte bolsjevikerne i fremtiden" – en erklæring, der ikke tog højde for Hitler). De tyske papirer omfattede også en rapport fra august 1916, udfærdiget af den tyske ambassadør i København, grev Brockdorff-Rantzau, angående en vis Dr. Helphands aktiviteter, en "ekspert på Rusland", der hjalp til med at organisere den bolsjevistiske sammensværgelse. Denne siger, at "Dr. Parvus" (Dr. Helphand, et pseudonym) "har forsynet organisationen med et beløb til at dække de løbende udgifter… selv ikke herrerne, der arbejder i organisationen, er klar over, at vor regering står bag dette". Helphand bedømte herefter de udgifter, der ville kræves for at organisere revolutionen "fuldstændigt", til at ligge "omkring tyve millioner rubler". Brockdorff-Rantzau modtog bemyndigelse til at yde en forudbetaling, og Helphands kvittering findes i papirerne: "Modtaget fra den tyske ambassade i København, den 29. december 1915, den sum af én million rubler i russiske banknoter, til fremme af den revolutionære bevægelse i Rusland". Underskrevet: "Dr. A.Helphand" (Royal Institute of International Affairs journal, London, april 1956). (tilbage)   

Næste
Forrige

Indholdsfortegnel
Navne

Forside