Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35

Kapitel 4


Lænkerne smedes

Den babyloniske episode var afgørende i sine konsekvenser, både for den lille judæer-stamme dengang, og for den vestlige verden i dag.

I denne periode opnåede leviterne ting, som skulle få vedvarende betydning i folkeslagenes liv. De føjede fire bøger til 5. Mosebog og skabte således en racebaseret, religiøs, intolerant lov som, hvis den kunne gennemtvinges, ville afskære judæerne (jøderne) fra resten af menneskeheden for tid og evighed. Ved eksperimenter i Babylon fandt de på måder til at gennemtvinge den, dvs. at holde deres tilhængere adskilt fra dem, de boede iblandt. De vandt sig autoritet blandt dem, der havde taget dem til fange, og til sidst "nedrev de deres hus" og "ødelagde det fuldstændigt". Eller hvis det ikke skete i virkeligheden, så videregav de denne version af historien til en eftertid, som accepterede den, og som efterhånden begyndte at se disse folk som en uimodståelig kraft.

Det første ”fangenskab” (det ægyptiske) synes at have været helt og holdent en legende. I hvert fald gendrives det af, hvad der faktisk vides, og eftersom Anden Mosebog blev færdiggjort efter den babyloniske oplevelse, kan de levitiske skriftkloge have opfundet historien om det tidligere ”fangenskab”, og om Jehovas straf over ægypterne, for at understøtte den version af den babyloniske periode, som de da var ved at forberede.

Hvorom altid er, så synes det, som skete i Babylon, at have været meget forskelligt fra det billede af masse-fangenskab, senere fulgt af masse-tilbagevenden, som er blevet overleveret af de levitiske skrifter.

Ingen masse-udvandring af fanger fra Jerusalem til Babylon kan have fundet sted, fordi det store flertal af judæere, hvoraf en jødisk nation opstod, allerede var frivilligt spredt vidt omkring i den kendte verden (dvs. rundt om Middelhavet, i lande vest og øst for Judæa, idet de var taget derhen, hvor handelen var mest gunstig.

I dén henseende var proportionerne i billedet meget som i dag. I Jerusalem var der kun en kerne, bestående hovedsagelig af de mest nidkære tilhængere af tempelkulten og folk, hvis erhverv bandt dem til jorden. Autoriteter er enige om, at kun nogle titusinder blev taget med til Babylon, og at disse repræsenterede en lille del af helheden.

Ej heller var judæerne ene om denne spredning, selv om sørgelitteraturen giver det indtryk. Parserne fra Indien er et eksempel på næsten det samme, og i samme periode. Også de overlevede tabet af stat og hjemland som et religiøst samfund, der var blevet spredt. De senere århundreder giver mange eksempler på, at racebaserede - eller religiøse - grupper har overlevet under fjerne himmelstrøg. Efter nogle generationer kommer sådanne racegrupper til at tænke på deres forfædres hjemland, simpelthen som ”det gamle land”. De religiøse vender deres øjne mod en hellig by (f.eks. Rom eller Mekka), bare fra et andet sted på jorden.

24

I judæernes tilfælde var forskellen, at det gamle land og den hellige by var den samme. At jehovaismen krævede en triumferende tilbagevenden og genetablering af tempeltilbedelsen, og ligene af de udslettede hedninge. Og at denne religion også var lov for deres daglige liv således, at en verdslig politisk ambition af den ældgamle stamme- eller nationalistiske slags - også var en vigtig trosartikel. Andre sådanne trosretninger stivnede. Denne éne overlevede og kom til at bringe forstyrrelse i folkene liv op gennem tiderne, frem til i dag, hvor den har opnået sin mest nedbrydende virkning.

Dette var det direkte resultat af de eksperimenter, leviterne foretog, og de erfaringer, de gjorde, da de først fik lejlighed til at afprøve troen i fremmede omgivelser.

De babyloniske erobreres venlige behandling af deres judæiske fanger var nøjagtig modsat den, som var påbudt judæerne, under modsatte omstændigheder, af Den anden Lov, som var blevet læst op for dem, lige før deres nederlag: ”Lad intet leve, som ånder … ” Dr. Kastein siger, at fangerne ”nød fuldstændig frihed” mht. bolig, trosudøvelse, erhverv og selvadministration.

Denne frihed gjorde det muligt for leviterne at gøre stort set frie mennesker til fanger. På præsternes forlangende blev de tvunget til at bosætte sig i lukkede samfund, og sådan opstod gettoen og leviternes magt. Den talmudiske regel fra den kristne periode, som forlangte udjagning af jøder, der solgte "nabo-ejendom" til ”fremmede”, uden tilladelse, har sin oprindelse i dette første eksperiment med selv-isolation i Babylon.

Den fremmede herskers støtte var nødvendig til denne indespærring af de landflygtige, foretaget af deres egne præster, og den blev givet ved denne første lejlighed, som ved utallige andre lejligheder siden.

Med deres folk godt og solidt under tøflen gik leviterne i gang med at gøre ”Loven” færdig. De fire bøger, som de føjede til Femte Mosebog udgør Toraen, og dette værk, som oprindeligt betød "doktrin", anerkendes nu som ”Loven”. Men udtrykket ”gøre færdig” er meget misvisende i denne sammenhæng.

Kun Toraen (i betydningen: de fem bøger) blev gjort færdig. Loven blev det ikke den gang, og kan heller aldrig senere gøres færdig, pga. eksistensen af ”den hemmelige Tora” der er beskrevet i Talmud (som i sig selv blot var en senere fortsættelse af Toraen), og præsternes påstand om guddommelig ret til fortolkning. Faktisk blev ”Loven” hele tiden lavet om, ofte for at lukke et hul, som kunne have tilladt ”den fremmede” at nyde en rettighed, som kun tilkom ”en næste”. Nogle eksempler på denne fortløbende rettelsesproces er allerede givet, og andre følger i dette kapitel. Virkningen var sædvanligvis at gøre had til- eller foragt for - ”den fremmede” til en integreret del af ”Loven”, ved tilvejebringelse af diskriminerende straffe eller straf-friheder.

Med Toraen færdiglavet var der blevet bygget en storstilet indhegning, ganske enestående af sin art, men stadig ufærdig, som bestod imellem ethvert menneske, som på noget tidspunkt havde accepteret denne ”Lov” - og resten af menneskeheden. Toraen tillod ingen skelnen mellem denne Jehovas Lov og menneskets, mellem religiøs og civil ret. ”Den fremmedes” lov eksisterede ikke, hverken teologisk eller juridisk, og ethvert krav om at udøve en sådan var ”forfølgelse”, for Jehovas lov var den eneste lov.

25

Præsteskabet hævdede, at Toraen regulerede enhver dagligdags handling, ned til den mest trivielle. Enhver indvending om, at Moses på bjerget ikke kunne have modtaget detaljerede instruktioner fra Jehova, som dækkede enhver handling, der udførtes af et menneske, blev mødt med det dogme, at præsteskabet som stafetløbere videregav ”den mundtlige tradition” om Jehovas åbenbaring til Moses, fra generation til generation, samt uendelig magt til omfortolkning. Sådanne indvendinger var ganske vist sjældne, da Loven forskrev dødsstraf for tvivlere.

Hr. Montefiore bemærker ganske korrekt, at Det gamle Testamente er ”åbenbaret lovgivning, ikke åbenbaret sandhed” og siger, at de israelitiske profeter ikke kan have vidst noget om Toraen, da leviterne gjorde den færdig i Babylon. Jeremias' ord ”den skrivendes pen er forgæves” refererer helt klart til denne proces af levitisk revision og til fænomenet: at tillægge Jehova og Moses utallige nye ”love og forordninger”.

”Synd” var ikke et begreb i Toraen, da den blev udformet. Det er logisk, for i lov kan der ikke være ”synd”, kun større og mindre forbrydelser. Den eneste forbrydelse, denne lov anerkendte, var ulydighed, som udgjorde en stor, eller i nogle tilfælde, en noget mindre forbrydelse. Det, som normalt forstås ved ”synd”, nemlig et brud på moralbegreber, blev sommetider udtrykkeligt påbudt, eller gjort tilgiveligt, ved at ofre et dyr.

Idéen om "tilbagevenden" (sammen med de relaterede idéer om ødelæggelse og dominans) blev grundlaget for dette dogme, som stod og faldt med det. Der var intet stærkt ønske i folket om at vende tilbage fra Babylon til Jerusalem (ikke mere end i dag, hvor instinktet hos det store flertal af jøder er fuldstændig imod ”tilbagevenden”, således, at den zionistiske stat har meget lettere ved at skaffe penge end emigranter i andre lande).

Bogstavelig opfyldelse var den vigtigste grundsætning, og det betød, at besiddelse af Palæstina, midtpunktet for det imperium, der skulle komme, var essentielt (som det stadig er). Dets vigtighed i mønstret var et spørgsmål om politik, ikke om beboelse.

Så i Babylon føjede leviterne Anden -, derefter Første -, Tredje - og Fjerde Mosebog til Femte. Første og Anden Mosebog leverer en version af historien, der er tilpasset ”Loven”, som leviterne på det tidspunkt allerede havde udbredt med Femte Mosebog. Den går helt tilbage til skabelsen, som de skriftkloge havde den nøjagtige dato på, (dog giver de to første kapitler i Første Mosebog noget afvigende skabelsesberetninger, og videnskabsmænd mener, at den levitiske indflydelse er mere mærkbar i andet kapitel end i første.

Det, som måtte have overlevet fra den tidligere israelitiske tradition, findes i Første og Anden Mosebog, og i de israelitiske profeters oplyste tekster. Disse, mere godartede dele, bliver altid annulleret af senere fanatiske dele, som må formodes at være leviternes indføjelser.

Det er uforklarligt, hvorfor leviterne tillod disse glimt af en kærlig Gud for alle mennesker at forblive i teksten, eftersom de ugyldiggjorde Den nye Lov, og kunne have været fjernet let.

26

En troværdig teori er, at den tidligere tradition var folket for vel bekendt til simpelthen at blive slettet, så at det måtte bibeholdes og annulleres ved allegoriske hændelser og tilføjelser.

Selv om Første - og Anden Mosebog blev til efter Femte, er tonen af det fanatiske stammesammenhold svag i dem. Højdepunktet findes i Femte- , Tredje - og Fjerde, som bærer tydeligt præg af leviterne og isolationen i Judæa og Babylon.

I Første Mosebog er det eneste forvarsel om den senere voldsomhed: ”Og jeg vil gøre jer til en stor nation og jeg vil velsigne jer og gøre jeres navn stort; og I skal være en velsignelse; og jeg vil velsigne dem, som velsigner jer og forbande den, som forbander jer; og i jer skal alle jordens slægter velsignes … og Herren viste sig for Abraham og sagde; Til din sæd vil jeg give dette land…”

Anden Mosebog er ikke meget anderledes: for eksempel: ”Hvis I gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være jeres fjenders fjende… og jeg vil slå dem ned”. Og disse tekster kan være levitiske indføjelser.

Men i Anden Mosebog dukker noget meget vigtigt op: dette løfte er beseglet med blod, og derfra løber blodet som en flod gennem Lovens bøger. Moses siges, at ”tage blodet og stænke det på folket” og siger ”Se, med blod har Herren skrevet denne pagt med jer om alle disse ord”. Aaron-slægtens nedarvede og vedvarende præsteskab er baseret på blod-ritualet: Jehova siger til Moses: ”Og tag Aaron, din broder og hans sønner med ham, at de kan tjene mig som præster”.

Præstevielsen beskrives derefter i detaljer af Jehova selv ifølge de levitiske skribenter:

Man skal tage en ”lydefri” ung tyr og to væddere og slagte dem ”for Herren”, og på alteret skal man brænde en vædder og tyrens indvolde. Blodet fra den anden vædder skal smøres på ”spidsen af det højre øre på Aaron og på det højre øre på hans sønner og på tommelen på deres højre hånd og på den store tå på den højre fod” og ”stænkes ud over alteret … og på Aaron og på hans klæder og på hans sønner og på hans sønners klæder”.

Billedet af blod-bestænkte præster, som her beskrevet, er værd at tænke over. Selv over denne store afstand i tid, rejser sig spørgsmålet: hvorfor blev der lagt så stor vægt på blod-offer i de bøger, som leviterne skrev? Svaret synes at ligge i denne sekts rent ud forbløffende geni for at indgyde frygt ved hjælp af terror.For blot det at nævne ”blod” i denne sammenhæng, fik den troende og overtroiske judæer til at skælve for sin egen søn!

Det er alt sammen udmalet i Anden Mosebog, disse fanatiske præsters krav om deres tilhængeres førstefødte: ”Og Herren talte til Moses og sagde, I skal hellige mig alle førstefødte, det som åbner skødet blandt Israels børn, både blandt mennesker og dyr: det er mit”.

27

Ifølge den tekst, der tidligere er citeret fra Micah, fortsatte den praksis: at ofre den førstefødte, længe, og synet af den blodbestænkte levit må have haft en frygtelig betydning for den ydmyge mand af folket, for i citatet ovenfor, som tillægges Gud, er den førstefødte ”af mennesker og dyr” kædet sammen. Denne betydning bibeholdtes længe efter, at præsteskabet (på en særdeles udspekuleret måde, som senere vil blive beskrevet) planlagde at ophøre med den praksis at ofre mennesker, mens de fastholdt denne særrettighed. Selv da repræsenterede det blod, der blev stænket på præsten, skønt det var blodet fra et dyr, stadig deres eget afkom.

I jødedommens talmudiske højborge er denne stænken blod på præsterne fortsat ind i vor tid. Den er ikke et levn fra fortiden. Fireogtyve århundreder efter, at Anden Mosebog blev samlet, erklærede de reformerte rabbinere i Amerika (Pittsburg, 1885) ”Vi forventer hverken en tilbagevenden til Palæstina, eller offergudstjenester under ledelse af Aarons sønner; ej heller genindførelse af nogen af de love, der angår den jødiske stat”. Vigtigheden af denne udtalelse lå i, at man i 1885 fandt det nødvendigt at offentliggøre den: det viser, at jødedommens modsatte retning stadig praktiserede bogstavelig overholdelse, inklusive ”offergudstjenester”. (I 1950'erne havde de reformerte rabbinere i Amerika mistet meget indflydelse og var ved at blive trængt tilbage af militant zionisme).

Leviternes forfatterskab til Toraen er også påviseligt derved, at mere end halvdelen af de fem bøger omhandler minutiøst detaljerede instruktioner, som hævdes at komme direkte fra Herren, om konstruktion af- og udstyr til altre og tabernakler, klæde til - og udformning af dragter, mitraer, bælter, gyldne kæder og ædelstene, med hvilke de i blodbestænkte præster skal udstyres, såvel som, hvor mange og hvilke dyr, der skal ofres for de forskellige forséelser, hvordan deres blod skal anvendes, betaling af tiender og kontanter, og generelt præsteskabets privilegier og biindtægter. Snesevis af kapitler er helliget blodofre i særdeleshed.

Gud er nok ikke så interesseret i blod af dyr og præsternes fine udstyr. Det var netop imod dette, at de israelitiske ”profeter” havde protesteret. Det var omdannelsen af en urgammel stammereligion til et mumie. Men det er stadig den lov, der håndhæves af dén herskende sekt, som har stor magt i vor tid.

Da de samlede disse lovbøger, inkluderede de levitiske skribenter mange allegoriske eller illustrerende hændelser, der skulle vise de frygtelige følger af ”ulydighed”. Det er lignelserne i Det gamle Testamente, og deres moral er altid den samme: død over "lovovertræderen”. Anden Mosebog indeholder den bedst kendte af dem, lignelsen om guldkalven. Da Moses kom ned og så den, befalede han ”Levis sønner” at gå igennem lejren ”og lad hver mand ihjelslå sin broder, og hver mand sin ledsager, og hver mand sin nabo”, hvilket de pligtopfyldende leviter gjorde, så at ”der af folket den dag faldt omkring tre tusinde mænd”.

28

Kristendommen arvede også denne lignelse om guldkalven (da man havde arvet Det gamle Testamente) og man anser det for at være en advarsel imod afgudsdyrkelse. Imidlertid kan et ganske andet motiv have fået leviterne til at opfinde den. Mange judæere, og måske nogle præster på den tid, var muligvis kommet i tanker om, at Gud måske hellere ville have den symbolske ofring af en gylden kalv end høre på offerdyrenes evige brægen, samt deres blod ”stænket” og den ”søde duft” af deres brændende kadavere. Leviterne bekæmpede voldsomt enhver sådan svækkelse af deres ritual, så at disse lignelser altid er rettet imod enhver, der søger at ændre det i mindste detalje.

Et lignende tilfælde er ”Korah' oprør” ( Fjerde Mosebog) , hvor ”to og halvtreds hundrede prinser af forsamlingen, navnkundige mænd, samlede sig imod Moses og mod Aaron og sagde til dem: I påtager jer for meget, menigheden er hellig hver eneste én, og Herren er med dem. Derfor bør I hæve jer over Herrens menighed”.

De israelitiske ”profeter” havde haft denne beklagelse, at leviterne tog for meget på sig, og lignelsen i Fjerde Mosebog har klart til hensigt at tage modet fra protesterende: ”Så jorden åbnede sig og opslugte Korah og hans to hundrede og halvtreds navnkundige mænd” (men menigheden ”blev ved med at knurre”, hvorpå Herren lod pesten ramme dem, og inden Aaron nåede at gå i forbøn, lå ”fjorten tusinde og syv hundrede” døde).

Læren i disse lignelser, respekt for præsteskabet, bliver slået fast lige efter denne anekdote, ved at opregne leviternes privilegier med ord, der tilskrives Herren: ”Al den bedste olie, og al den bedste vin og hvede og de første af de frugter, som skal ofres til Herren, dem har jeg givet Eder”.

Formodentlig fordi den ældre tradition påtvang dem begrænsninger i historieskrivningen, er Første - og Anden Mosebog relativt beherskede. Den fanatiske tone, der først lyder højt i Femte Mosebog , bliver stadig højere i Tredje - og Fjerde, indtil endelig en afsluttende lignelse udmaler en race-religiøs massakre som en handling af den højeste fromhed, i ”overholdelse af loven”, som vil blive belønnet af Gud. Disse to sidste bøger skal, ligesom Femte Mosebog, være blevet efterladt af Moses og handle om hans kommunion med Jehova. I disse tilfælde blev det ikke påstået, at ”et manuskript grånet af ælde” var blevet opdaget. De dukkede bare op.

De viser sektens tiltagende fanatisme i denne periode og den voksende voldsomhed i deres tilskyndelser til race- og religiøst had. Femte Mosebog havde først opfordret til at ”elske den fremmede” og så atter annulleret denne ”dom” (der sandsynligvis stammede fra den tidligere israelitiske tradition) med den senere, som udelukkede den fremmede fra forbudet imod åger.

Tredje Mosebog gik meget længere. Den begyndte også med en opfordring til at vise kærlighed:

29

”Den fremmede, der lever iblandt jer skal være som én, der er født iblandt jer, og I skal elske ham som jer selv” (kapitel 19). Så kommer det modsatte i kapitel 25: "Af børnene af de fremmede, der lever iblandt jer, af dem skal I købe, og deres efterkommere, som lever iblandt jer skal være jeres ejendom. Og I skal tage dem som en arv og eje til jeres børn efter jer, de skal være jeres slaver for evigt; men I skal ikke herske med hårdhed over jeres brødre, Israels børn”.

Dette gjorde det til et lovbud at gøre ”fremmede” til slaver (det gælder stadig). Hvis Det gamle Testamente har ”samme guddommelige gyldighed” som det Ny, så havde erklærede kristne, som var pionerer eller "Vortrekker", ret til at påberåbe sig sådanne passager som begrundelse for slaveri i Amerika og Sydafrika.

Tredje Mosebog introducerede det, som (i hvert fald gennem en klar indforståelse) måske er den vigtigste af alle forskelle i Loven mellem ”din næste” og ”den fremmede”. Femte Mosebog havde tidligere nævnt (i kapitel 22), at ”hvis en mand møder en trolovet kvinde ude på marken og manden tvinger hende til at ligge med ham: så skal kun den mand, der har ligget med hende, dø. Men kvinden skal man ikke gøre noget; thi hun har ikke begået nogen synd, som er værd at dø for; for det er som hvis en mand angriber sin nabo og slår ham ihjel, det er ligesådan her”. Det er den slags lovgivning m.h.t. voldtægt, som sandsynligvis kunne findes i al den lovgivning, som dengang var ved at blive udformet, og for den sags skyld ville passe ind i nutidig lovgivning, bortset fra straffens voldsomhed. Denne tekst kunne meget vel repræsentere den tidligere israelitiske holdning til den lovovertrædelse. Den var neutral og ikke afhængig af, hvem offeret var.

Tredje Mosebog (kapitel 19) forskrev imidlertid, at en mand, der ”kender” en trolovet kvindelig slave, kunne rense sig for skyld ved at bringe en vædder til præsten ”som skyldoffer”, og så vil ”den synd, han har begået, blive ham tilgivet”, men kvinden ”skal hudflettes”. Under denne lov tæller en kvindelig slaves ord ikke imod hendes ejers, i en voldtægtssag, så denne tekst synes at være en diskriminerende revision af lovreglen i Femte Mosebog. Visse hentydninger i Talmud understøtter denne fortolkning, som vi skal se.

Tredje Mosebog indeholder også en lignelse om de frygtelig konsekvenser af ulydighed, og dette eksempel viser, hvor langt leviterne ville gå. De lovovertrædelser, som blev begået af de to allegoriske personer i dette tilfælde (som selv var to leviter, Hadab og Abihu) var blot, at de havde brændt den forkerte slags ild i deres røgelseskar. Dette var der dødsstraf for under ”Loven” og de blev straks opslugt af Herren!

30

Fjerde Mosebog, den sidste af de fem bøger, som blev samlet, er den mest ekstreme. I dén fandt leviterne en måde at skaffe sig af med deres særlige forrettighed (kravet om den førstefødte), mens de bibeholdt det, ”Loven” indebar, dens øverste læresætning. Dette var et politisk genialt skridt. Kravet om den førstefødte var helt klart blevet en kilde til stor forlegenhed for dem, men de kunne ikke opgive denne første artikel i en bogstavelig lov, der ikke gav nogen plads til ”ulydighed”. At gøre det ville i sig selv have været en lovovertrædelse med dødsstraf. Ved endnu en omfortolkning of loven gjorde de sig selv til stedfortrædere for den førstefødte og skaffede sig derved et vedvarende krav på folkets taknemmelighed uden nogen risiko for sig selv.

”Og Herren talte til Moses og sagde, Se, jeg har taget leviterne blandt Israels børn i stedet for alle de førstefødte, der åbner moderskødet blandt Israels børn: derfor skal leviterne være mine; fordi alle førstefødte er mine…”(Da de førstefødte, der således skulle indløses udgjorde 273 gange så mange som de leviter, der løskøbte dem, måtte der betales 5 shekels for hver af disse 273, pengene skulle gives ”til Aaron og hans sønner”).

Med udgangspunkt i deres nye status som forløsere, fastlagde leviterne mange flere ”love og regler” i Fjerde Mosebog. De herskede ved hjælp af terror og fandt på sindrige måder til at indgyde den; et eksempel er deres ”jalousi-prøve”. Hvis en mand blev ”besjælet af jalousi”, var han ved lov forpligtet til at trække sin kone for leviten, som ved alteret bryggede, og gav hende en drik ”bittert vand” og sagde, ”Hvis ingen mand har ligget med dig, og du ikke har været på gale veje med en anden i stedet for din mand, da skal du være fri fra dette bitre vand, der er forbandet. Men hvis du har været på gale veje og været sammen med en anden end din mand, og hvis du er besmittet, og hvis en anden mand har ligget med dig … da skal Herren forbande dig iblandt dit folk og Herren skal lade dine lår rådne og din mave svulme op.”

Så måtte kvinden drikke det bitre vand, og hvis hendes mave svulmede op, udførte præsterne ”Lovens fylde” og straffede hende med døden. Den magt, som en sådan lov lagde i hænderne på præsteskabet, er indlysende. Idet den tillægges Guds direkte ordre, ligner den en afrikansk heksedoktors fremgangsmåder.

”Loven” gives sin endelige afpudsning i denne den sidste bog, der blev samlet. Den gives i lignelsen om Moses og Midianiterne. Læseren vil have bemærket, at Moses' liv og gerninger, som beskrevet i Anden Mosebog , gjorde ham til mega-lovbryder under Femte Mosebogs's Anden Lov og de mangfoldige revisioner i Tredje- og Fjerde Mosebog. Ved at søge tilflugt hos Midianiterne, ved at gifte sig med den midianitiske ypperstepræsts datter og modtage undervisning i præsteceremonier af ham, og på andre måder, havde Moses ”horet med andre guder”, havde ”taget en af deres døtre” osv. Da hele lovens konstruktion hvilede på Moses, i hvis navn budene imod disse ting var nedfældet i de senere bøger, måtte der helt klart gøres noget ved ham, før lovbøgerne blev gjort færdige, ellers ville hele konstruktionen falde til jorden.

31

Det sidste lille afsnit af Fjerde Mosebog viser, hvordan denne vanskelighed blev overvundet af de skriftkloge. I disse sidste kapitler af ”Loven” bringes Moses i overensstemmelse med ”alle lovens forskrifter” og til at eftergives for sine overtrædelser ved at massakrere hele det midianitiske folk, undtagen jomfruerne! Ved hjælp af det, som i dag ville blive kaldt en fantastisk kovending, blev Moses genoplivet, så han kunne vanære sine redningsmænd, sin kone, sine to sønner og sin svigerfader. Posthumt blev han sat til at ”vende sig fra sin synd” og godkende det race-religiøse dogme, som leviterne havde opfundet, ved at undergå en fuldstændig forandring, fra den tidligere legendes godmodige patriark, til at være grundlæggeren af deres lov om had og mord!

I kapitel 25 bringes Moses til at sige, at ”Herrens vrede blev vakt” fordi folket vendte sig til andre guder. Han bliver af Herren kommanderet til at ”tage alle folkets hoveder og hænge dem op i solen for Herren!”, hvorpå Moses giver dommerne besked på at ”ihjelslå alle de af deres mænd, som har tilbedt Baal” (Baal-tilbedelse blev i vid udstrækning praktiseret i hele Kanaan og Jehova-tilbedelsens konkurrence, fra denne kults side, faldt i særlig grad leviterne for brystet.

På denne måde kommer temaet: religiøst had, ind i historien. Racehad tilføjes lige efter, da en mand bringer ”en midianitisk kvinde frem for Moses”. Phineas (Moses' broder Aaron's barnebarn) går løs på dem og ”gennemborer dem begge, den israelske mand og kvinden gennem maven”. På grund af denne handling, ”blev pesten standset”, og ”Herren talte til Moses og sagde: Phineas har afvendt min vrede fra Israels børn, fordi han var nidkær for min skyld… Derfor, se, jeg slutter en fredspagt med ham!”

Således blev pagten mellem Jehova og det kætterse aaronitiske præsteskab atter beseglet i blod (af de levitiske skriftkloge), denne gang ved et racistisk-religiøst mord, som ”Herren” så beskriver som ”en forsoning for Israels børn”. Moses, der var vidne til mordet, får så besked af Herren ”Pin midianiterne og slå dem ned”. Symbolikken er klar. Han skal, genopstanden, slå til, ligeligt imod ”andre guder” (ypperstepræsten Jethros gud, hvorfra han havde fået undervisning) og ”fremmede” (hans kones og svigerfaders race).

Leviterne gjorde endog den efterfølgende massakre til Moses' sidste jordiske gerning. Han blev rehabiliteret på grænsen til evigheden!” Og Herren talte til Moses og sagde, Hævn Israels børn på midianiterne; derefter skal du vende tilbage til dit folk”. Efter denne ordre ”bekrigede Moses' mænd midianiterne, som Herren havde befalet Moses; og de ihjelslog alle mændene … og tog alle de midianitiske kvinder og børn til fange og tog alt byttet fra deres byer og alt deres kvæg og deres guder og brændte deres byer”.

32

Det var ikke nok. Moses, som var gift med en kærlig midianitisk kvinde, og far til hendes to sønner, var ”vred” på sine officerer, fordi de havde ”ladet alle de midianitiske kvinder leve. For de havde været årsag til, at Israels børn havde forbrudt sig mod Herren på grund af Peor, og der udbrød pest iblandt Herrens menighed. Derfor dræb alle mænd og børn og dræb alle kvinder, som har kendt en mand ved at ligge med ham. Men alle kvinder og børn, som ikke har kendt en mand ved at ligge med ham, hold dem i live til jer selv”. Derefter opremses byttet; efter optælling af får, okser og æsler følger ”i alt to og tredive tusinde personer, kvinder, der ikke har kendt en mand ved at ligge med ham”. Disse blev delt mellem leviterne, soldaterne og menigheden; ”guldet” blev bragt til leviterne, ”til Herren”.)

Så fik Moses endelig lov til at hvile og lovens bøger blev færdiggjorte. Tilskyndelsen kunne næppe gives en mere dæmonisk form. Kapitlerne 25 og 31 i Fjerde Mosebog bør sammenholdes med kapitlerne 2, 3 og 18 i Anden Mosebog for at forstå det fulde omfang af den handling, der blev prakket Jehova og Moses på af leviterne. Det var en klar advarsel til det udvalgte folk om, hvad Jehovaismen kom til at betyde for dem: det er den dag i dag en advarsel til andre.

Med denne svada endte Loven. Dens forfattere var en lille sekt i Babylon, med nogle få tusinde tilhængere. Men det skulle vise sig, at den magt, den perverse idé havde, var meget stor. Ved at give en materiel ambition den største betydning, den kan få på jorden, identificerede de sig for altid med den lavere af de to modsat rettede kræfter, som i al evighed kæmper om magten over menneskets sjæl: kødets lavere instinkter, som bekriger åndens opadstræbende impuls.

Kristne teologer har højere tanker om denne lov end jødiske lærde. Foran mig har jeg en kristen bibel, som er udgivet for nylig, med en forklarende notits om, at Toraens fem bøger ”accepteres” som sande, og for den sags skyld også de historiske, profetiske og poetiske bøger. Det følger logisk af det førnævnte dogme, at Det gamle Testamente har ”lige så guddommelig autoritet”, som det Ny.

Det judæiske (jødiske) lærde siger noget andet. Dr. Kastein siger for eksempel, at Toraen er ”en anonym samlers værk, som ”skabte et pragmatisk, historisk værk”. Beskrivelsen er nøjagtig. Skribenten, eller skribenterne, skabte en version af historien, der er subjektivt skrevet for at underbygge det kompendium af loven, som var bygget på det. Og både historie og loven var beregnet på at tjene et politisk formål. "Der lå en samlende idé til grund for det", siger dr. Kastein, og denne samlende idé var stamme-nationalisme i en mere fanatisk form, end verden ellers har kendt til. Toraen var ikke åbenbaret religion, men, som hr. Montefiore bemærkede, ”åbenbaret lovgivning”, iværksat med et formål.

Mens loven blev samlet (den blev ikke færdig, før det babyloniske ”fangenskab” var til ende) lod de to sidste modstandere deres røst høre, Esajas og Jeremias. Leviternes fingeraftryk kan spores i de indføjelser, som blev gjort i deres bøger for at bringe dem på linie med ”Loven” og den dertil hørende ”version af historien”. Forfalskningen er klarest i Esajas' bog, som er det bedst kendte tilfælde, fordi det er det, der er lettest at påvise. Femten kapitler af bogen er skrevet af nogen, der kendte til det babyloniske fangenskab, mens Esajas levede omkring to hundrede år tidligere. Kristne lærde omgår dette ved at kalde den ukendte mand ”Deutero-Esajas” eller den anden Esajas.

33

”Denne mand efterlod sig de berømte ord (ofte citeret ude af sammenhæng), ”Herren har sagt … jeg vil også gøre jer til et lys for ikke-jøder, så at I kan blive min frelse indtil verdens ende”. Dette var kætteri efter den lov, som var under forberedelse, og leviten har tilsyneladende tilføjet (for den samme mand ville nok ikke have skrevet det) de teksstykker, der forudsiger, at ”ikke-jødiske konger og dronninger” "skal "bøje sig for jer med deres ansigter mod jorden og slikke støvet af jeres fødder … jeg vil give dem, som undertrykker jer deres eget kød at spise og de vil blive fordrukne af deres eget blod som af sød vin; og alt kød skal vide, at jeg er Herren, jeres frelser og forsoner” (Det lyder som Ezekiel, der var den sande ophavsmand til den levitiske lov, hvilket vi skal se.)

Jeremias' bog synes at have været underkastet levitisk revision fra starten, fordi den velkendte tekst står i skarp kontrast til Jeremias' andre tanker: ”Se, jeg har i dag sat jer over nationerne og kongerigerne for at rykke op med rode og nedbryde og ødelægge ….” Det lyder ikke som den samme mand, der skrev i det næste kapitel ”Herrens ord kom til mig og sagde, Gå og råb Jerusalem ind i ørene og sig, Herren sagde: Jeg husker jer, jeres ungdoms venlighed, jeres kærlige formælinger, da I gik efter mig i vildmarken i et land, som ikke var opdyrket… Hvilke mangler har jeres fædre fundet hos mig, siden de har forladt mig … mit folk har forladt mig, livets kilde ….”

Jeremias identificerede så den skyldige, Judæa (og for denne forbrydelse kan han meget vel have fundet døden): ”Israels frafald er der mere undskyldning for end Judæas forræderi ”. Israel var kommet i unåde, men Judæa havde forrådt. Hentydningen gælder tydeligvis leviternes nye lov. Så kommer den lidenskabelig protest, som er fælles for alle de, som protesterede imod præsternes ritualer og ofre:

”I skal ikke stole på usande ord, der siger, Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel…”(formelle, gentagne besværgelser)”…men I skal forbedre jeres opførsel og det, I gør, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og enken, og udgyd ikke uskyldigt blod på dette sted” (de rituelle blod-ofre og de foreskrevne mord på frafaldne)…”Vil I stjæle, myrde og begå ægteskabsbrud og sværge falsk … og komme og stå foran mig i dette hus, som bærer mit navn og sige, Vi er fri til at begå alle disse vederstyggeligheder” (den ceremonielle syndsforladelse efter dyre-offer). ”Er dette hus, som bærer mit navn, blevet en røverkule i jeres øjne?…Jeg talte ikke til jeres fædre eller befalede dem at bringe mig dyre-ofre dengang jeg førte dem ud af Ægyptens land…”

34

Ligesom Jesus senere gjorde det, protesterede Jeremias mod ”ødelæggelse” af Loven under påskud af at opfylde den. Det er muligt, at leviterne endnu på Jeremias' tid forlangte, at førstefødte børn skulle ofres, for han tilføjer, ”Og de har bygget det høje sted … for at brænde deres sønner og døtre i ilden; det har jeg ikke forlangt, ej heller har jeg ønsket det”.

På grund af disse ”vederstyggeligheder”, fortsatte Jeremias, ville Herren ”få lyden af munterhed og glæde, brudgommens og brudens stemme, til at forstumme i Judæas' byer og fra Jerusalems gader; for landet skal blive lagt øde”.

Det er den berømte politiske spådom, som udtaltes. Leviterne, med deres geni for perversion, påberåbte sig den senere for at underbygge deres påstand om, at Judæa faldt, fordi deres lov ikke blev adlydt, mens Jeremias' advarsel var, at deres lov ville ødelægge ”det forræderiske Judæa”. Hvis han genopstod i dag, ville han nok bruge de samme ord om zionismen, for tilstandene er de samme, og de langsigtede konsekvenser synes lige så forudsigelige.

Da Judæa faldt, leverede Jeremias sit mest berømte budskab, det, som de jødiske masser instinktivt søger til, og som den herskende sekt igen og igen forbyder dem at agte på: ” Søg fred med en by, hvortil jeg har ført jer som fanger og bed til Herren for den; for i denne fred vil I få fred”. Leviterne gav deres vrede svar i den 137ende salme:

”Ved Babylons floder med gråd vi sad … Vore plageånder bød os at være glade: Syng os en af Zions sange. Hvordan kan vi synge Herrens sang i et fremmed land? Hvis jeg glemmer dig, oh, Jerusalem, så lad min højre hånd visne, lad min tunge klæbe til min gane … og datter af Babylon, som skal ødelægges, lykkelig den, som lønner dig efter fortjeneste. Lykkelig den, som tager dine små og slår dem imod stenene”.

I Jeremias' formaning og leviternes svar ligger hele historien om Kontroversen om Zion og dens virkninger for andre, helt frem til vore dage.

Jeremias, som øjensynlig blev henrettet, ville i dag være blevet angrebet som ”skør”, ”paranoid”, ”antisemit” og lignende. Det udtryk, som dengang blev brugt, var ”profet og drømmer”. Han beskriver de ærekrænkende metoder, der brugtes imod sådanne mennesker, med ord, der passer nøjagtig til vor tid og til mange mennesker, hvis liv og rygte er blevet ødelagt af dem, (som denne fortælling vil vise, når den kommer frem til vort århundrede): ”For jeg hørte krænkelse af mange, frygt overalt. Rapportér, siger de, og vi vil rapportere det. Alle mine nærmeste var vidner til min hjælpeløshed og sagde, han vil sikkert falde i fristelse og vi vil få magt over ham og tage hævn over ham”.

Mens Jeremias var flygtning i Ægypten, skrev den anden Esajas i Babylon de menneskekærlige ord, der lyser som det sidste dagslys på baggrund af mørket omkring den lære, der var ved at få overtaget: ”Så siger Herren, Vær retfærdige… lad ikke den fremmedes søn, som har vendt sig til Herren sige, Herren har helt adskilt mig fra sit folk…

35

Den fremmedes sønner, som vender sig til Herren for at tjene ham og for at elske Herrens navn …. Også dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde dem i mit bedehus … for mit hus skal kaldes bedehus for alle folkeslag”.

Med dette glimt af en kærlig Gud for hele menneskeheden endte protesterne. Leviterne og deres lov fik overtaget og dermed ”jødernes” virkelige fangenskab, for deres slavebinding, under loven om racistisk og religiøst had, er det eneste virkelige fangenskab, de har lidt.

Lige som tidligere de israelitiske protestanter gjorde det, talte også Jeremias og den anden Esajas for menneskeheden, der langsomt famlede sig frem mod lyset, mens leviterne vendte tilbage til mørket. Endnu før Loven var blevet færdig, havde prins Sidharta Gautama, Buddhaen, levet og var atter død, og havde grundlagt den første religion for hele menneskeheden, der hvilede på hans Første Livets Lov: ”Af godt må der komme godt, og af ondt må der komme ondt”. Dette var svaret på leviternes Anden Lov, skønt de næppe nogensinde hørte om det. Det var også tidens og menneskeåndens uundgåelige svar på Brahmanismen, Hindu-racialismen og den evige herre-kaste kult (som minder stærkt om bogstavelig jødedom).

Fem hundrede år længere fremme lå en anden universel religion, og endnu fem hundrede år efter den, en tredje. Det lille judæiske folk var af Lovens lænker holdt tilbage fra denne menneskelige udvikling. Det blev forstenet i sin åndelige udvikling, og til trods for dette beholdt dets primitive stamme-tro liv og energi. Den levitiske Lov, som stadig er i kraft i det tyvende århundrede, er i sin natur et levn fra svundne tider.

En sådan lov måtte nødvendigvis vække nysgerrighed først, og siden forfærdelse, blandt de folkeslag, hvor jøderne levede, eller blandt deres naboer, hvis de levede for sig selv. Da jøderne (judæerne) vendte tilbage fra Babylon til Jerusalem omkring 538 f.Kr., begyndte denne virkning på andre folkeslag. Dengang mærkedes den kun af små klaner og stammer, de nærmeste naboer til de hjemvendte judæere i Jerusalem. Den er fortsat lige siden, i stadigt større omfang, den er blevet bemærket af et stadigt større antal mennesker, og har i vort århundrede forårsaget den største forstyrrelse iblandt dem.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside