Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 333 334 335 336 337 338

Kapitel 39

 

Bevæbningen af Zion

Gennem seks år havde de kæmpende masser bølget frem og tilbage over tre kontinenter, og ved slutningen var de, der troet at være vinderne, endnu længere fra Den hellige Gral end ved starten. Ved vinder-politikernes topmøder galede hanen for anden gang. Tre årtier tilbage havde præsident Wilson forsøgt at råbe op om, at "årsagerne og målene er uklare….målsætningerne for statsmændene på begge sider er stort set de samme", og slutresultatet gav ham ret. De tyske ledere havde da besluttet at "anstifte-", og Mr. House at "støtte" verdensrevolutionen. Zionisterne bibeholdt deres hovedkvarterer i Berlin lige så længe de troede, at et sejrrigt Tyskland kunne tænkes at skabe det "Jødiske hjemland" i Palæstina, og overflyttede dem først, da de mente, at sejren ville tilfalde Vesten. 

Den Anden Verdenskrig beviste igen rigtigheden af Wilsons kvalte råb. Den kunne overhovedet ikke være blevet startet uden at verdensrevolutionen havde været indforstået med den nye "galning i Berlin", og de folk, der derefter blev løbet over ende, kunne ikke mærke forskel på den kommunistiske og den nazistiske undertrykkelse. Da de så vendte sig mod hinanden, begyndte Mr. Hopkins (i Mr. House's rolle) at "støtte" verdensrevolutionen igen, således at sejren ikke kunne medføre nogen "befrielse". Hitler ønskede at udskille jøderne igen. Mr. Brandeis forordnede på samme måde, og på kejserlig manér, at "ingen jøde må bo i Tyskland". Mr. Churchill ønskede, at "tre eller fire millioner jøder" skulle transplanteres  til Palæstina. Den kommunistiske stat, der var erklæret anti-zionistisk, leverede den første sending af dem. 

Da røgen fra slagmarken lettede, var kun tre mål, hvoraf ingen var afsløret fra starten, blevet nået: Verdensrevolutionen var, med vestlige våben og støtte, trængt frem til midten af Europa. Zionismen var blevet bevæbnet for at sætte sig på Palæstina med magt. "Verdensregeringen", der tydeligvis var det resultat, de andre to samarbejdende kræfter havde til hensigt at skabe, var blevet opstillet igen som en kim, denne gang i New York. Krigen bagved krigen var den sande krig. Den blev udkæmpet med det formål at lede våben, mennesker og rigdom fra Vesten over i disse formål. Gennem krigens opklarende tåger sås klart konturerne af den store "plan", der for første gang var blevet afsløret af Weishaupts papirer, og igen afsløret af Protokollerne.

Da krigen startede, var hensigten om at forlade det umulige "Mandat" og trække sig ud af Palæstina, efter først at have sikret den retfærdige repræsentation af alle parter dér, den officielle britiske politik, som var godkendt af Parlamentet. Zionisterne så, at de ikke kunne bringe nogen britisk regering til, inden for  overskuelig fremtid, at udføre det endelige mord: Det vil sige at jage araberne ud af deres eget Palæstina med våben. De gik i gang med at skaffe våben til sig selv under krigens dække.

Krigen vær næppe begyndt før Dr. Weizmann dukkede op i Churchills kontor. Ukendt af den af den store offentlighed havde denne bemærkelsesværdige mand i treogtredive år

334

(fra hans første møde med Mr. Balfour) hersket over Englands og Amerikas politikere. Hans person kan ikke have indgydet en sådan ærefrygt, og derfor må de i ham have set repræsentanten for en magt, som kuede dem. Den, som Dr. Kastein kaldte "den jødiske internationale" og Neville Chamberlain: "Den internationale jødeverden".

Churchill vendte tilbage til den øverste position efter ti år som Flådeminister (First Lord of the Admiralty), og man skulle tro, at han var opslugt af krigen på havet, men Dr. Weizmann var optaget af andre ting. Han sagde: "Efter krigen kunne vi tænke os at opbygge en stat med tre eller fire millioner jøder i Palæstina" og fastslår så, at Churchill svarede: Ja, bestemt. Det er jeg helt enig i".  Tolv måneder tidligere havde Churchill efterlyst "højtidelige forsikringer" til araberne om, at den zionistiske indvandring skulle blive reguleret og begrænset. Selv i dag, i 1956, har Palæstina kun1.600.000 jøder, og der består en permanent krigstilstand i Arabien som følge af disses ankomst. Hvis deres antal skulle fordobles eller tredobles, er fremtidens udseende helt tydelig, og formentlig så Churchill dette i 1939.

Churchill havde på dette tidspunkt intet ansvar for Palæstina. Dr. Weizmann forventede tydeligvis, at Churchill snart skulle blive premierminister. Han tog nu til Amerika og forklarede sine planer for Præsident Roosevelt, hvor han fandt ham "interesseret", men forsigtig (hans tredje valgkampagne var ved at skulle begynde), og vendte tilbage til England, hvor Churchill nu havde fulgt Mr. Chamberlain på landets øverste post.

Situationen fra 1916 blev genskabt, med den lille forskel, at Lloyd George blev anmodet om at omdirigere britske hærstyrker  til  Palæstina, til brug for den indledende erobring af det eftertragtede land, og gjorde dette. Mens Churchill blev anmodet om omdirigere våben til zionisterne dernede, så de kunne sætte sig fast, og søgte at gøre som, der blev sagt. Ja, faktisk havde han gennem fem måneder givet sådanne ordrer på det tidspunkt, da han atter mødte Dr. Weizmann, og han fortæller om det i sine krigserindringer.

Han blev premierminister den 10. maj 1940, netop som Frankrig brød sammen og de britiske øer stod alene, kun forsvaret af resterne af deres luftvåben og flåde. Hæren var blevet destrueret i Frankrig. Den 23. maj gav han ordre til sin Koloniminister, Lord Lloyd om, at de britiske tropper i Palæstina skulle trækkes bort, og "jøderne bevæbnes til deres eget forsvar, og organiseres ordentligt, så hurtigt, det lod sig gøre". Han gentog ordren den 29. maj (mens evakueringen af Dunkirk stod på) og den 2. juni. Den  6. juni beklagede han sig over militær modstand imod dette, og hen imod slutningen af juni over "vanskeligheder" med to ansvarlige ministre, især Lord Lloyd ("der var en overbevist anti-zionist og pro-araber. Jeg ønskede at bevæbne de jødiske kolonister"). 

Således var sagen allerede ved at blive diskuteret, ikke som et emne af national betydning, men som "pro" dit og "anti" dat, hvilket er agitationens sprog. Churchill fortsatte i denne skure, da han fortalte Lord Lloyd, at de store hærstyrker i Palæstina var "den pris, vi bliver nødt til at betale for den anti-jødiske politik, der er blevet fastholdt i nogle år" (det var den politik, der fulgte hans egen hvidbog fra 1922). 

335

 Hvis jøderne blev ordentligt bevæbnede, sagde han, ville britiske tropper blive frigjort til tjeneste andre steder, "og der var ingen fare for, at jøderne skulle angribe araberne". Han nægtede at lade parlamentet få kendskab til den ansvarlige ministers synspunkter: "Jeg kunne afgjort ikke tage del i et sådant svar, som De har skrevet for mig".

På dette tidspunkt var våben mere værdifulde end diamanter i England. De styrker, der var blevet reddet ud af Frankrig, var uden våben og helt uorganiserede. Churchill beretter, at hele Storbritannien kun rådede over knap 500 kanoner og 200 tanks af alle typer og årgange. Flere måneder senere appellerede han endnu indgående til Præsident Roosevelt om at måtte få 250.000 rifler til "uddannede og uniformerede mænd", der ingen havde. I de dage rejste jeg på kryds og tværs i landet i min søgen efter, til sidst, en fyrre år gammel pistol, der kun kunne affyre enkeltskud. Mr. Churchill's opildnende ord om at kæmpe for evigt på strandene og i gaderne, og aldrig give op, fængede ikke rigtigt hos mig, for jeg vidste, at hvis en invasion blev en kendsgerning, var de tomme. Mænd kan ikke kæmpe imod tanks med de bare hænder. Landets ubevæbnede tilstand var meget alvorlig. Jeg ville være blevet forvirret, hvis jeg da var blevet klar over, at Mr. Churchill på et sådant tidspunkt, så vedvarende helligede sig bevæbning af zionisterne i Palæstina.

Faren for invasion var aftagende da Dr. Weizmann næste gang mødtes med Churchill, i august 1940. Han foreslog da, at zionisterne skulle danne en hær på 50.000 mand, og i september præsenterede han Churchill for "et fempunkts program", hvor det væsentligste var "rekruttering af det størst mulige antal jøder i Palæstina til kamptjeneste". Han siger, at Churchill "accepterede dette program".

Lord Lloyd kæmpede (lige som Sir William Robertson, Mr. Edwin Montagu og mange andre under Første Verdenskrig) hårdt for af afværge alt dette. Han blev indhentet af den utidige skæbne, som ramte så mange af de mænd, der forsøgte at gøre deres pligt i denne sag: han døde i 1941, kun 62 år gammel. Imidlertid ophørte ansvarlige officerer og soldater aldrig med at forhindre "top-politikerne" i at gennemføre denne nye afvigelse. Dr. Weizmann beklager sig over, at trods Mr. Churchills støtte "skulle der gå nøjagtigt fire år, før Den Jødiske Brigade blev dannet officielt i september 1944", og han henfører denne forsinkelse til den stædige modstand fra "eksperter" (hans ord). Mr. Churchill beklagede sig på samme måde: "Jeg ønskede at bevæbne jøderne i Tel Aviv … Her mødte jeg al mulig modstand" (juli 1940, lige før luftangrebet på Storbritannien startede).

Dr. Weizmann tænkte tydeligvis, at tiden var kommet til at underkue denne modstand gennem "pression" fra en anden side, for i foråret 1941 tog han atter til Amerika. På dette tidspunkt gav han (lige som under Første Verdenskrig) formelt den britiske "krigsanstrengelse" fordelen ved sin videnskabelige viden, i dette tilfælde angående isopren. Han siger, at han var "opslugt af arbejdet", men det lykkedes ham at komme fri af det, og da han jo var Dr. Weizmann, opstod der ingen problemer ved at krydse Atlanten i krigstid.Jorden var blevet gødet for ham i Amerika, hvor rabbiner Stephen Wise

336

instruerede Præsident Roosevelt (lige som han havde instrueret den for længst afdøde Præsident Wilson) om hans pligt over for zionismen: "Den 13. maj fandt jeg det nødvendigt at sende en førstehåndsrapport fra Palæstina til præsidenten" (rabbinerens førstehåndsrapporter om en "rapporteret" pogrom i 1933 havde frembragt boykotten i New York) "og skrive om de ubevæbnede jøders faretruende situation …. Den britiske regering burde bringes til at forstå, hvor enormt chokket vil blive og hvor stor  en skade på den demokratiske sag, det vil forårsage, hvis det skulle komme til almindeligt slagteri som følge af en undladelse af at bevæbne jøderne tilstrækkeligt eller en undladelse af at forstærke forsvaret af Palæstina med kanoner, tanks og fly".

Præsidenten svarede: "Jeg kan kun bringe vores dybe interesse i Palæstinas forsvar og vores bekymring for forsvaret af den jødiske befolkning dér  til briternes opmærksomhed; og efter min bedste evne forsyne briterne med de materielle fornødenheder, hvormed Palæstina vil blive beskyttet maksimalt". Forsynet med dette brev (på samme måde, som Dr. Weizmann en gang havde været med en beskrivelse af et møde, nedskrevet på Udenrigsministeriets brevpapir), skulle rabbiner Stephen Wise "næste dag af sted til Washington og følte mig efter møder med højtstående regeringsrepræsentanter mere sikker på, at briterne ville blive bragt til forståelse af, at der måtte være tilstrækkeligt udstyr (kanoner, tanks og fly) til vort folk i Palæstina … og det var formentlig takket være Mr. Roosevelts indgriben, at dette foretagende om ligebehandling nu for en stor del var blevet forladt" (denne sidste hentydning drejer sig om de ansvarlige britiske administratorers insisteren på, at dersom våben skulle deles ud, skulle arabere og zionister i lige store tal bevæbnes i Palæstina. Selv Mr. Churchill havde fundet det svært at modsætte sig dette forslag). 

De zionistiske ledere i de forskellige lande anvendte "uimodståelig pression på international politik" i perfekt synkronisering. Hvis London var langsom til at adlyde, blev den "bragt til at forstå" af Washington. Havde situationen været omvendt, ville proceduren have været den modsatte. Mekanismen var således godt smurt, da Dr. Weizmann ankom, og han forvissede sig snart om, at "top-politikerne" viste "virkelig sympati for vore zionistiske mål".

I Washington, såvel som i London, syntes han, de ansvarlige regeringsrepræsentanter var en irritation: "Besværlighederne begyndte altid, når det kom til eksperterne i Udenrigsministeriet". Under "top-politikerne" på Washington-niveauet, forsøgte ambassadører og højtstående embedsmænd, lige som i Palæstina amerikanske professorer, missionærer og forretningsmænd alle at holde amerikansk udenrigspolitik uden for dette mareridt. Den hovedansvarlige embedsmand i Washington bliver af Dr. Weizmann beskrevet i samme ord, som Churchill anvendte i forhold til Lord Lloyd: "Lederen af Udenrigsministeriets østafdeling var en erklæret anti-zionist og pro-araber". Dette antyder den virkelige kilde til det politiske sprogbrug på højeste niveau.

Dr. Weizmann indså, at Washington fra dette tidspunkt og frem ville være stedet, hvorfra pres på London bedst kunne opretholdes, og tidligt i året 1942 flyttede han sig derover. Hans frigørelse fra det videnskabelige arbejde, der "opslugte" ham i England, blev hurtigt ordnet, idet Præsident Roosevelt

337

opdagede, at Dr. Weizmanns tilstedeværelse i Amerika var bydende nødvendig for arbejdet med problemerne omkring fremstilling af syntetisk gummi. Den amerikanske ambassadør i London, Mr. G. Winant, lugtede problemer og "rådede Dr. Weizmann alvorligt" til at "give sig af med kemi så fuldt og helt som muligt", når han kom til Amerika. Mr. Winant var foruroliget over konsekvenserne af alle disse manipulationer, og bange anelser brød ham til sidst ned. Hans død, der fulgte snart efter, var af tragisk natur. Med hensyn til hans råd bemærker Dr. Weizmann, at "faktisk delte jeg min tid næsten lige mellem videnskab og zionisme", og hvis dette var tilfældet, klarede "kemien" sig bedre end nogen, der kendte Dr. Weizmann ville have forventet.

Inden han drog af sted, "stak han lige ind forbi" Downing Street nr. 10, hvor han i 1942 havde været på "stikker-lige-ind" fod i næsten tredive år, for at sige farvel til Mr. Churchill's sekretær, som han fortæller. Ikke så overraskende traf han Mr. Churchill, som (ifølge Dr. Weizmann) sagde:

"Når krigen er ovre, kunne jeg tænke mig at se, at Ibn Saoud bliver gjort til hersker over Mellemøsten, bossernes boss, forudsat han bliver enig med Dem…Naturligvis vil vil hjælpe Dem. Hold dette fortroligt, men De kan jo tale sagen igennem med Roosevelt, når De kommer til Amerika. Der findes ikke noget, som han og jeg ikke kan klare, hvis vi koncentrerer os om det". (Dr. Weizmann lavede, efter mødet, et notat om denne betroelse og gav det til den zionistiske politiske sekretær med instruktioner om at afsløre det til den zionistiske ledelse, hvis der skulle overgå Dr. Weizmann noget. Desuden offentliggjorde han det senere i sin bog).

Churchill tog fejl, hvis han forventede, at Dr. Weizmann ville hjælpe med at skabe en "arabisk hersker over Mellemøsten", for dette herskervæsen skulle tydeligvis forbeholdes zionismen. Følgelig videregav Dr. Weizmann ikke engang Churchill's besked, da han så Præsident Roosevelt, og talte kun om sit videnskabelige arbejde. Andetsteds pressede han på for at "Amerika skulle sende det maksimale antal fly og tanks til denne slagmark" (Afrika, hvor de ville være lettest tilgængelige for zionisterne i Palæstina). På dette stade af udviklingen påbegyndte han et nært samarbejde med  Mr. Henry Morgenthau junior, fra præsidentens inderkreds, som skulle vise sig af "ganske særlig nytte" på det senere afgørende tidspunkt. 

Dr. Weizmann mødte på ny irriterende forhindringer: "Vore besværligheder var ikke forbundet med statsmændene af første rang. Disse havde, for langt størstepartens vedkommende, altid forstået vore mål, og deres udtalelser til fordel for det jødiske Nationale Hjem udgør virkelig en hel litteratur. Det var altid bag scenen, og på de lavere trin, at vi stødte på en stædig, underfundig og hemmelig modstand … Alle informationer, der blev givet fra Mellemøsten til myndighederne i Washington, arbejdede imod os".

Da havde Dr. Weizmann i hen ved fyrre år arbejdet "bag scenen", underfundigt og i hemmelighed. Historien kan ikke fremvise et lignende tilfælde. På endnu et bag-scenen møde med Præsident Roosevelt videregav han da Churchills besked, eller snarere (ifølge hans egen beretning) en anderledes besked: han sagde, at Mr. Churchill havde forsikret ham om, at "slutningen af krigen ville indvarsle

338

en ændret status for Det Jødiske Nationale Hjem, og at Hvidbogen fra 1939 ville forsvinde". Han beskriver dette som Churchills "plan", men det er ikke den besked, der tidligere blev citeret, om end den måtte have været udtryk for Churchill's tanker. Hvad der er betydningsfuldt er, at Dr. Weizmann udelod Churchills vigtigste forslag, nemlig at gøre Kon Ibn Saoud til "hersker over Mellemøsten … forudsat han bliver enig med Dem".

Dr. Weizmann siger, at Præsident Roosevelts på Churchill's plan (som denne altså blev misrepræsenteret til ham) var "fuldt og helt bekræftende", hvilket på zionesisk betyder, at han sagde "ja" til en jødisk stat ("en ændret status for Det Jødiske Nationale Hjem"). Præsidenten nævnte så, ifølge Dr. Weizmann, navnet Ibn Saoud og viste, at han var "klar over det arabiske problem". Dr. Weizmann sagde da ikke, hvis hans beretning er korrekt, at Churchill anbefalede "en enighed" med Ibn Saoud. Tværtimod: Dr. Weizmann "opretholdt tesen om, at vi ikke kunne lade sagen afgøre af arabernes enighed".

Det var det modsatte af Churchills forudsete "enighed" og det var helt nøjagtigt: det betød krig mod araberne og amerikansk støtte til sådan en krig. Derefter gik Mr. Roosevelt over til "igen at forsikre mig om sine sympatier og om hans ønske om at løse problemet".

Der ligger et mysterium i denne reservation hos Præsident Roosevelt med hensyn til "det arabiske problem", som kunne have fået vigtige konsekvenser, hvis ikke han var død to år senere, næsten øjeblikkeligt efter at have mødt Ibn Saoud. Imidlertid var det, han sagde med forsigtighed og og tænkte privat ikke længere af vital betydning i 1943, for den virkelige beslutning var taget. Bagved scenen, og under dække af en krig i Europa, var våben på vej til zionisterne, og denne hemmelige proces skulle komme til at forme fremtiden. Fra dette øjeblik havde hverken top-politikerne eller de hårdt trængte ansvarlige embedsmænd magten til at forhindre zionisterne i at plante en tidsindstillet bombe i Palæstina, som endnu kan nå at sprænge anden halvdel af Det 20. Århundrede i stykker.

Men foreløbig tog Dr. Weizmann, i juli 1943, tilbage til London, forvisset om, at "pression" fra Washington ville blive opretholdt.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside