Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 325 326 327 328 329 330 331 332

Kapitel 38


Det lille land langt borte

I det glemte Palæstina i 1930-1940 årtiet gik tingene fra slemt til værre, alt imens "The Chief" og "Der Führer" herskede i Washington og Berlin, og til sidst var en britisk regering lige ved at forlade den håbløse opgave, der var blevet prakket den på af Balfour (som døde i 1930 efter et besøg af Dr. Weizmann ved dødslejet), da en Mr. Churchill, ved indgangen til en ny krig, atter viede sit land til den. Således gik det britiske folk, som regnede med, at de kun havde et udestående med Hitler, endnu en gang i krig under forseglede ordrer, blandt hvilke befandt sig den grund, der uden at de anede det, havde bragt dem nær nederlaget i 1918.

Flere britiske regeringer efter hinanden fandt i denne affære sig selv i samme rolle som klovnen, der ikke kan slippe fri fra fluepapiret. Hver gang, de troede, de var sluppet af med det, anbragte Dr. Weizmann det et nyt sted. I Palæstina, kunne administratorerne og soldaterne, som "Mandatet" var blevet læsset af på, ikke udføre deres pligt. Araberne gjorde hårdnakket oprør. Zionisterne i London plagede regeringen dér om at anvende magt over for araberne. Hvis mændene på stedet forsøgte at handle upartisk mellem parterne, kom der ordrer hjemmefra, der modarbejdede dem.

Britisk historie er sandsynligvis blevet retfærdiggjort i samtlige tilfælde bortset fra dette ene. England skabte frie oversøiske nationer i tomme lande, og i besejrede lande, der var befolket af andre, bliver den ofte erklærede (og evigt hånede) hensigt om at højne de besejrede for derefter at forlade landet, udført. Indien er kun et enkelt bevis på dette. I tilfældet Palæstina blev alle regler, der hidtil havde været fulgt af England i oversøiske territorier, brudt, og al erfaring nulstillet, under det "tryk", der blev udøvet i London, eller fra andre hovedstæder, hvis London nogensinde skulle stritte imod.

Derfor var de britiske myndighedspersoner og tropper de uheldigste i engelsk historie (karakteristisk nok var den eneste blandt dem, der offentligt blev hædret efter deres afrejse, en forræder). De vidste, hvordan man skulle administrere et ægte "protektorat". Ordet har en ærlig betydning såvel som den falske betydning, Hitler gav det i Tjekkoslovakiet. Besættelse kan, med de indfødte beboeres godkendelse eller på deres invitation, være en beundringsværdig ting. Jeg har rejst omkring i ét sådant ægte "protektotat", Basutoland. Englænderne kom der efter basutoernes anmodning, og resultatet var, at Basuto overlevede som en fri nation, hvor indbyggerne ellers ville være blevet gjort til slaver under stærkere naboer. Deres lod og fremtid i dag er bedre end det kunne være sket på nogen anden måde, og de ved dette, sådan at nogle få dusiner hvide administratorer regerer 660.000 basutoer, under gensidig respekt.

Briterne blev, i Palæstina, for første gang i deres lands historie, tvunget til at undertrykke det folk, de var kommet for at "beskytte" og til at beskytte andre, der i virkeligheden var invasionstropper fra Rusland. Korruptionen af "den civile magt" i England, fra Balfours tid, bevirkede dette resultat. Den vigtigste grundsætning

326

i vestlig forfatningslære er, at "den civile magt" altid må stå over den militære, så militaristiske regimer ikke kan opstå. Men hvis den civile magt føjer en hemmelig tredje part, der har militære mål, bliver den i virkeligheden underlagt en militærmagt, om end ikke dens egne indfødte generaler. På den måde bliver denne vigtigste grundsætning stillet på hovedet, fordi en nations væbnede styrker da kan blive stillet til rådighed for interesser, som er fremmede for, og ødelæggende for, dens egne. Dette skete i Palæstina.

Undertrykkelsen af de indfødte arabere som "oprørere" hjalp ikke zionismen i Palæstina. Ved begyndelsen af årtiet 1930-1940 styrkede Hitlers opstigning dens position i Londons og Washingtons korridorer, men denne forbedring blev opvejet af den yderligere forværring, der skete i selve Palæstina, som årtiet skred frem. I den sidste del af denne periode udvidede Dr. Weizmann, som fra 1904 til 1919 havde koncentreret sine anstrengelser om den engelske regering, sine aktiviteter til to nye steder. Hans rejserute omfattede "Jerusalem, London og New York", og han håndterede britiske premierministre som en cirkusartist.

Hans næste offer skulle igen blive Mr. Ramsay Macdonald, som, efter at være blevet forladt af sine socialistkolleger, blev premierminister i spidsen for en koalitionsregering bestående af samtlige andre partier. Unge Jimmy Macdonald fra Lossiemouth, Skotlands fattige knægt, der havde klaret sig godt, var nu blevet til Mr. Ramsay Macdonald med det grå, storbølgende hår. Han gjorde sin søn, Malcolm Macdonald til viceminister for kolonierne, og hermed forlod begge Macdonald´er socialismens glade snakke-drømmeland for at gå ind i den kolde, hårde verden, hvor "uimodståeligt tryk" herskede. Mr. Macdonald satte sig igen for at standse det endeløse slagsmål og oprør i Palæstina, der på dette tidspunkt havde krævet mange britiske liv, og han annoncerede inden længe, at hans regering ville suspendere zionistisk indvandring, regulere zionistisk jordopkøb, og straffe anstiftelse af uro "uanset hvilken lejr, den kom fra ".

Macdonald blev straks udsat for voldsomme angreb og begyndte at få det forvildede udseende, som han blev berømt for (og som jeg lagde mærke til, da jeg mødte ham i 1935). Han modtog besøg af Dr. Weizmann og tre af hans zionistkolleger, og blev beskyldt for at "omgås meget overfladisk" med "de moralske implikationer af løfter, der var givet til jøder" (Dr. Weizmann). Førende politikere i hans eget land, i Amerika og i Sydafrika begyndte en rasende kampagne imod ham. Truet for anden gang, udnævnte han en særlig ministerkomité, der nok en gang skulle genoverveje den ofte overvejede "Palæstinapolitik". En socialistisk minister, Arthur Henderson, var formand, og Malcolm Macdonald var dens sekretær. Dr. Weizmann og seks førende zionister dannede "komitéen". Araberne var, som sædvanlig, ikke repræsenteret

Dr. Weizmann angreb kraftigt forpligtelsen til at straffe anstiftelser af uro "uanset hvor de kom fra". Uro, vold og massakre, sagde han, kom kun fra de indfødte arabere. Macdonald overgav sig i et brev til Dr. Weizmann, på basis af hvilket zionistisk indvandring til

327

Palæstina i 1934 og 1935 oversteg alle tidligere mængder. Efter at have ordnet Mr. Macdonald, tog Dr. Weizmann den helt store tur. Mens Anden Verdenskrig nærmede sig, dukkede han op overalt, i Sydafrika, Tyrkiet, Frankrig, Italien, Belgien og andre lande. I Frankrig mødte han "alle premierministre fra mellemkrigsårene", og fandt Monsieur Léon Blum, en religionsfælle, specielt sympatisk. Monsieur Aristide Briand, udenrigsministeren, var også velvilligt indstillet, "om end lidt vag med hensyn til, hvad der gik for sig" (Dr. Weizmann omtaler ofte de vestlige politikere, der lystrede hans vilje, i sådanne vendinger). Han traf Mussolini tre gange. Han talte til fornemme forsamlinger om Hitlers misgerninger og fortalte dem, at det på grund af disse var "den civiliserede verdens ansvar" at jage de palæstinensiske arabere ud (han sagde det ikke så klart).

Ikke desto mindre var zionismen, i slutningen af 1930´erne, ved at gå i opløsning igen. Havde det ikke været for Anden Verdenskrig, ville den være forsvundet i glemslen, som en arabisk "Jameson Raid", der var blevet foretaget i ansvarsløshed og endt i vanære.

I 1936 blev den arabiske opstand endnu mere voldelig. På det tidspunkt havde britiske regeringer efter hinanden, i fjorten år, på zionistisk bud, nægtet araberne at afholde valg. Med tiden havde Dr. Weizmanns argument om, at hans afvisning heraf var "demokratiets" sande kerne, mistet sin tiltrækningskraft, og den britiske regering befandt sig i et stadigt vanskeligere dilemma. Stanley Baldwin, søgte (efter at være blevet Macdonalds efterfølger) tilflugt i den gamle "venteskuffe" metode. Han sendte endnu en undersøgelseskommission (den femte?) til Palæstina, og da man nåede til dette punkt, var sagen blevet en ren farce.

Mr. Macdonald var blevet kuet af Dr. Weizmann og hans bodyguard til at sløjfe en "Palæstinapolitik", der var blevet udråbt efter fuldt samråd med hans ansvarlige rådgivere. Nu, hvor Mr. Baldwin sendte en kommission til Palæstina for at opdage en alternativ politik, blev han modtaget af Dr. Weizmann! Med adræthed hoppede han fra London til Jerusalem og tilbage igen og fortalte den britiske regering i London, hvad den skulle gøre, dens kommission i Palæstina, hvad den skulle rapportere, og den britiske regering i London igen, hvad den skulle gøre med rapporten, når den kom. (I pauserne besøgte han New York for at arrangere mere "tryk" fra den kant).

Denne Peel-kommission modtog et eller andet sted fra et forslag om at det evige dilemma måske kunne løses ved, at man opdelte Palæstina, og prompte konsulterede den Dr. Weizmann. Indtil dette øjeblik havde man opretholdt det påskud, gennem alle årene, at zionisterne ikke gjorde krav på en jødisk stat, blot et "nationalt hjem". Dr. Weizmann vidste, at hvis en britisk regering først kunne blive overtalt til at støtte en "deling", ville den til sidst blive forpligtet til at støtte en separat jødisk stat.

Hans asiatiske mesterskab i forhandlingens kunst vækker beundring. Ved at henholde sig til Det Gamle Testamente fastslog han med syvtommersøm idéen om deling uden at låse sig fast på nogen grænser. Han sagde, at han muligvis ville kunne give sig med hensyn til det faktiske landområde, der skulle tages til hans zionister, eftersom Jehova ikke havde angivet præcise grænser i sine åbenbaringer til leviterne. Dette træk

328

accepterede tilbuddet om territorium, mens det lod hele spørgsmålet om grænser ligge åbent, sådan at selv "deling" helt tydeligt ikke kunne blive nogen løsning. De ord, hvormed Dr. Weizmann understøttede deling er af interesse i lyset af senere begivenheder: "Araberne er bange for, at vi vil komme til at opsluge hele Palæstina. Vi kan sige lige hvad vi vil om bevarelsen af deres rettigheder , de er domineret af frygt og vil ikke lytte til fornuft. En jødisk stat med afgjorte grænser, der var internationalt garanteret, ville være noget endeligt. Overskridelse af disse grænser ville være en krigshandling, som jøderne ikke ville begå, ikke alene på grund af dens moralske implikationer, men fordi den ville ophidse hele verden imod dem".

Peel-kommissionen anbefalede deling og udtalte, at "Mandatet" ikke kunne fungere. Havde den britiske regering fulgt denne rapport og trukket sig ud af Palæstina, kunne menneskeheden måske være blevet skånet for meget, men inden der var gået to år, viklede Anden Verdenskrig den ind i det uløselige problem igen.

Mens den nærmede sig, vedblev Dr. Weizmann med at belejre de vestlige politikere med det argument, at "det Jødiske Nationale Hjem ville spille en meget betydelig rolle i den del af verden som demokratiernes eneste pålidelige allierede". Med dette mente han, at det zionistiske krav på våben til den indtagelse af Palæstina med magt, som skulle til at finde sted, ville blive præsenteret på denne facon til Vestens menneskemasser, gennem politikerne og pressen. I 1938 foreslog han da den britiske koloniminister, Mr. Ormsby-Gore, at zionisterne skulle have lov at danne en styrke på omkring 40.000 mand. Dette forudsatte, at den unødvendige krig ville komme i gang (en forventning, som alle de ledende mænd bag scenerne øjensynligt delte), og Dr. Weizmann gjorde alt, hvad han kunne for at sikre dette, idet han brugte jødernes sag som sit eneste argument. Efter mordet på von Rath og de antijødiske optøjer i Tyskland fortalte han Mr. Anthony Eden: "

Hvis en regering får lov til at tilintetgøre et helt samfund, som ikke har begået nogen forbrydelse…… betyder det starten på anarki og ødelæggelsen af grundlaget for civilisationen. De magter, som blot ser på, mens dette sker, uden at tage nogen forholdsregler til at forhindre forbrydelsen, vil en dag blive hårdt straffet ".

Hitlers forfølgelse af mennesker blev ignoreret i disse private, skæbnesvangre samtaler i politiske venteværelser. Udelukkende et enkelt "samfunds" pinsler blev fremdraget som anledning til krig. Zionisterne var, som begivenhederne har demonstreret, besluttede på at tilintetgøre "et helt samfund, som ikke har begået nogen forbrydelse" (Palæstinas arabere, som intet kendte til Hitler), og de våben, de krævede, blev anvendt til dette formål. Interessant nok fremsatte Dr. Weizmann sit argument ud fra den kristne trosbekendelse. I dennes lære er det i sig selv en forbrydelse, der vil bringe en "hård straf", at tilintetgøre et samfund, som ingen forbrydelse har begået. Under den levitiske Lov, derimod, som var den, Dr. Weizmann påkaldte i forbindelse med hans krav på Palæstina, er det den øverste "lovregel og guddommelige befaling", der skal belønnes med magt og rigdom, ikke straffes.

I de sidste tolv måneder før Anden Verdenskrig anvendte de hemmelige magtudøvere

329

deres maksimale anstrengelser for at opnå kontrol med mænd og begivenheder. Roosevelt var "forpligtet", men kunne først bruges på et senere stadium. I England måtte Mr. Baldwin, godsejeren og fabrikanten fra Worcestershire overlade pladsen til Mr. Neville Chamberlain, forretningsmanden fra Birmingham, i hvem der viste sig en vigtig forhindring for anvendelsen af "uimodståeligt tryk" bag scenen.

Chamberlains navn er forbundet med den afsluttende, fatale handling, der gik ud på at opmuntre Hitler: opgivelsen af- og den tvungne overgivelse af Tjekkoslovakiet i München. I nogle få uger troede de offentlige masser, at de havde reddet freden gennem denne handling, og i det øjeblik forstod jeg, i Budapest og Prag, for første gang, hvad Thomas Jefferson havde ment, da han sagde: "Jeg ser virkelig med medfølelse på den store mængde af mine medborgere som lever og dør i troen på, at de, når de blot læser aviser, har lært noget om det, der skete i verden i deres tid".

Ikke desto mindre har Mr. Chamberlain muligvis beregnet, at han var tvunget til at gøre, som han gjorde, på grund af den britiske svaghed og uforberedthed, som hans forgænger, Mr. Baldwin havde tilladt. Jeg mener, at han regnede forkert, hvis dette var hans tanke. Selv på det sene tidspunkt ville fasthed have reddet sagen, fordi de tyske generaler var parate til at styrte Hitler. Men han kan have været ærligt overbevist om, at han ikke kunne handle anderledes. Dér, hvor han fejlede utilgiveligt, var ved at udgive handlingen i München for at være noget moralsk rigtigt, og ved at stive sin påstand af med hentydninger til "et lille land langt borte, som vi ikke har noget at gøre med", eller tilsvarende ord.

I det mindste var han dog konsekvent i denne sidste indstilling. Han ønskede at vikle England ud af dets indfiltring i et andet lille land langt borte, hvor det kun havde fundet genvordigheder, som var blevet testamenteret til det af Mr. Balfour. Det, han gjorde, skaffede ham bittert fjendskab fra de, der var magtfulde bag den politiske scene, og efter min mening kan den virkelige årsag til, at han blev væltet, meget vel være den samme, som førte til, at Asquith blev væltet i 1916.

1938, det år, hvor ordet "deling" lød, var det blodigste år i Palæstina indtil da; 1500 arabere blev dræbt. Peel-kommissionen havde anbefalet deling, men kunne ikke foreslå, hvordan den skulle gennemføres. Endnu en undersøgelseskommission blev udsendt, denne gang på jagt efter en måde at splitte barnet på uden at slå det ihjel. Denne Woodhead-kommmission rapporterede i oktober 1938, at den ikke kunne finde en praktisk plan. I november blev von Rath-mordet og de antijødiske optøjer, der fulgte, brugt af zionisterne til at intensivere deres provokationer af araberne i Palæstina.

Chamberlain gjorde da noget ekstraordinært efter den målestok, der gjaldt. Han sammenkaldte en Palæstina-konference i London, hvor araberne (for første gang siden Fredskonferencen i 1919) var repræsenteret. Fra denne konference kom Hvidbogen ("White Paper") af marts 1939, hvorefter den engelske regering påtog sig "etableringen af en uafhængig, palæstinensisk stat inden ti år" og " afslutningen af Mandatet ". I denne stat skulle de indfødte arabere og de indvandrede zionister dele regeringsmagten på sådan en måde,

330

at hvert af samfundene fik deres vigtigste interesser sikret. Jødisk indvandring skulle indskrænkes til 75.000 årligt i fem år, og de uigenkaldelige jordkøb skulle begrænses.

Denne plan ville, dersom den blev gennemført, betyde fred i Palæstina langt om længe, men ikke nogen separat jødisk stat. På dette tidspunkt dukkede Mr. Winston Churchills person op i spidsen af britiske affærer. Han havde gennem ti år været på et politisk lavpunkt, og fremtidens student kunne have interesse i at vide, hvad samtidige allerede har glemt: at han i denne periode var en særdeles upopulær mand, ikke på grund af nogen specifikke gerninger eller kvaliteter, men fordi han altid blev givet denne "dårlige presse", som er det stærkeste våben i hænderne på de, der kontrollerer politisk karriere. Denne organiserede fjendtlighed blev specielt tydelig under abdikations-krisen i 1937, hvor hans bønfaldelser om at få tid modtog langt flere bitre angreb end de fortjente, og han blev hujet ud i Underhuset. Hans levnedsskildrere beskriver ham som lidende af depression i disse år og som én, der regnede sig for "færdig" i politik. Hans følelser i denne retning træder frem i hans egne udgivne ord (skrevet privat) til Bernard Baruch tidligt i 1939: "Krigen kommer snart. Vi vil være med i den, og I vil være med. Du vil køre showet derovre, men jeg vil være på sidelinien herovre ".

Meget kort tid efter, at han skrev dette, vendte Mr. Churchills politiske lykke meget pludseligt til det bedre (og som det var tilfældet med Lloyd George i 1919) ser hans indstilling til zionismen ud til at have haft meget med dette at gøre, hvis man skal dømme efter det, der er udgivet. Churchills historie i denne sag antyder, at han, dette produkt af Blenheim og Brooklyn, er noget af "en gåde inden i et mysterium, pakket ind i endnu en gåde", for at benytte de ord, han selv anvendte om den kommunistiske stat i 1939. I 1906 var han, som det er blevet vist, blandt de første af de politikere, der støttede zionismen under deres valgtaler, således, at en zionistisk taler sagde, at enhver jøde, der stemte imod ham, var en forræder. Da han, under den Første Verdenskrig, var i regeringen, tog han ikke meget del i den sag, og Dr. Weizmann nævner ham kun en enkelt gang i denne periode, og da ikke som en "ven". Derefter fornærmede han som koloniminister, i 1922, Zion, med sin Hvidbog, som Dr. Weizmann kaldte "en alvorlig beskæring af Balfour- erklæringen". Den foreslog "et Lovgivende Råd med en majoritet af valgte medlemmer " for Palæstina, og dette ville ikke alene have betydet de afholdelser af valg, som Dr. Weizmann forbød, men også have tilladt de indfødte arabere i Palæstina at regere deres eget land!

Sådan er Churchills ti år i den politiske vildmark, 1929-1939, samtidig de år, hvor han var i unåde hos zionisterne, og Dr. Weizmann´s beretning nævner ham ikke på noget tidspunkt før lige akkurat før Den Anden Verdenskrig, hvor han pludselig "opdages" (som skuespilforfattere plejer at udtrykke det) i den som en i allerhøjeste grad ihærdig forkæmper for zionismen. Dette er så meget mere besynderligt eftersom Mr. Churchill, så sent som den 20. oktober 1938 stadig talte som forfatteren til Hvid"bogen" af 1922: "Vi burde….. give araberne en højtidelig forsikring….… om, at den årlige kvote af jødiske indvandrere ikke ville overstige et bestemt antal i en periode på mindst

331

ti år". Meget snart efter dette dukker han op i Dr. Weizmanns fortælling som en mand, der underforstået og privat er indstillet på at støtte en zionistisk indvandring af millioner.

Ganske pludseligt siger Dr. Weizmann, at han i 1939 "traf Mr. Winston Churchill" (der var blevet ignoreret i hans fortælling gennem sytten år), "og han fortalte mig, at han ville tage del i debatten, og selvfølgelig tale imod den foreslåede Hvidbog ". Læseren bliver overladt til selv at gætte på, hvorfor Mr. Churchill "selvfølgelig" skulle give sig i kast med at tale imod et dokument, som i dets understregning af at yde araberne retfærdighed, var i overensstemmelse med hans egen Hvidbog fra 1922 og med hans taler de efterfølgende sytten år.

På dagen for denne debat blev Dr. Weizmann så inviteret til frokost med Churchill, "som læste sin tale op for os" og spurgte, om Dr. Weizmann havde nogle forslag til ændringer. Læsere vil huske, at redaktørerne af The Times og Manchester Guardian skrev ledende artikler om zionisme efter først at have rådført sig med chefen for den omhandlede part. Nu nærmede Mr. Churchill sig en debat om et fremtrædende emne i udenrigspolitikken på samme måde. Han var berømt for kvaliteten af sine taler, og blev det i Amerika på grund af det mærkelige forhold (som det blev anset dér), at han selv skrev dem. Under de forhold, der netop er blevet beskrevet af Dr. Weizmann, forekommer spørgsmålet om, hvem der faktisk førte pennen, at være af mindre betydning.

Ved denne lejlighed var Mr. Churchills "forsvar" (Dr. Weizmann) forgæves. Den store debat endte med sejr for Chamberlain og hans Hvidbog med stemmerne 268 mod 179. Det var et stort flertal, men mange politikere havde allerede fornemmet, hvilken vej vinden ville blæse, og deres evne til at justere sejlene viste sig ved det ualmindeligt store antal, der undlod at stemme: 110. Dette gav Mr. Chamberlain den første advarsel om metoden med frafald inden for hans eget parti, der ville blive måden, han ville blive væltet på. Debatten viste en anden interessant ting, nemlig at oppositionspartiet nu var nået til at anse zionisme for at være et af partiets vigtige politiske principper, og i virkeligheden den ultimative måde, hvorpå en mand kunne vise, om han var "socialist" eller ej! Det fremvoksende socialistparti havde for længe siden glemt den arbejdende mands besværligheder, de undertryktes lidelser og "underhunden"s triste skæbne. Det var fanget ind af international intrige, og ønskede at være på "overhunden"s parti. Derfor hændte der det, at Mr. Herbert Morrison, en socialistleder, pegede anklagende på Mr. Malcolm Macdonald (hvis kontor var snævert identificeret med Hvidbogen) og begræd kætteriet hos en mand, der "engang havde været socialist". Socialisme betød nu også at drive palæstinensere ud af Palæstina, og fagforeningsspidserne med deres gave-guldure interesserede sig ikke for, hvor fattige eller undertrykte disse fjerntboende mennesker var.

Anden Verdenskrig brød ud kort efter udsendelsen af Hvidbogen og debatten. Straks blev al tanke om at "skabe et uafhængigt Palæstina" og "afslutte Mandatet" skrinlagt så længe krigen varede (og ved dens slutning afsløredes et ganske anderledes billede). Ved krigens begyndelse var Roosevelt i Amerika "offentligt og privat forpligtet" til støtte af zionismen (Mr. Harry

332

Hopkins). I England var Chamberlain en forhindring, men han var på vej ud. Churchill var på vej ind. Folket ville have ham, for han var "manden, der havde haft ret" med hensyn til Hitler og krigen. De kendte intet til hans samtaler med Dr. Weizmann og hvilke virkninger de kunne skabe.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne
Forside