Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 307 308 309 310

Kapitel 36

 


Pressens mærkelige rolle

Årene, der fulgte, 1933-1939, var den periode, hvor Anden Verdenskrig var i gæring. "Prøjsisk militarisme", som man havde troet at have gjort det af med i 1918, rejste sig mere drabelig end nogensinde og dette skue opslugte menneskenes opmærksomhed så stærkt, at de tabte interesse for affæren i Palæstina, som ikke syntes at have forbindelse til de store begivenheder i Europa. Rent faktisk skulle den komme til at dominere blandt de "årsager og formål" for Anden Verdenskrig, som præsident Wilson  havde kaldt "dunkle" i Den Første. Det tomrum, der i 1917 var blevet skabt gennem sammenbruddet af myten om "forfølgelse af jøder i Rusland" blev udfyldt af "forfølgelsen af jøderne i Tyskland", og just som zionismen var "hjælpeløs og håbløs", blev zionisterne i stand til, med et nyt klageråb at jage skræk i jøderne og belejre de vestlige politikere. Konsekvenserne skulle vise sig i udfaldet af den påfølgende krig, hvor revolutionær zionisme og revolutionær kommunisme ville blive de eneste vindere.

 Mine egne oplevelser gennem disse år skulle i sidste ende skabe denne bog. Da årene startede, i 1933, var jeg vokset ud af mit kontorjob på The Times til at blive korrespondent for avisen i Berlin, og jeg var godt tilfreds i den stilling. Da årene sluttede, i 1939, var jeg blevet fuldstændig desillusioneret i den og havde følt mig tvunget til at opgive mit levebrød. Fortællingen om de mellemliggende år vil vise grunden hertil.

 Fra 1927 og frem rapporterede jeg om Hitlers opstigen, og ved et tilfælde passerede jeg Rigsdagen, da den i 1933 brød i flammer. Denne begivenhed (der blev benyttet til at oprette hemmeligt-politi-og-koncentrationslejr-systemet i Tyskland efter den bolsjevistiske model) cementerede Hitlers magt, men en forudanelse sagde mig, at den betød meget mere end det. Faktisk kan Vestens nuværende og uafsluttede trængsler regnes for at være begyndt denne nat, og ikke med den senere krig. Dens sande betydning var, at det område, der var besat af verdensrevolutionen, blev udbredt til midten af Europa, og den faktiske overførsel til kommunistisk ejerskab i 1945 bekræftede kun en eksisterende situation (som indtil da havde været holdt skjult fra masserne ved hjælp af den uægte antagonisme mellem nationalsocialismen og kommunismen) som krigen, ved sit udbrud, sagdes at skulle ophæve. Det eneste virkelige spørgsmål, som fremtiden endnu må svare på er, om verdensrevolutionen vil blive drevet tilbage eller vil blive spredt længere vestpå fra den position den, i realiteten, havde nået denne nat, den 27. februar 1933.

 Fra starten af Hitlers regime (denne nat)  vidste alle professionelle observatører i Berlin, diplomater såvel som journalister, at det betød en ny krig, med mindre dette blev forhindret. At forhindre den var på det tidspunkt relativt enkelt. Winston Churchill kaldte helt rigtigt Anden Verdenskrig for "den unødvendige krig". Den kunne være undgået ved fast vestlig modstand imod Hitlers første krigslignende overfald (ind i Rhinlandet, Østrig og Tjekkoslovakiet) på et hvilket som helst tidspunkt frem til 1938, hvor (som også Churchill bekræfter) de tyske generaler, der havde været nær ved at styrte Hitler, blev saboteret gennem den vestlige kapitulation over for ham i München.

 De trænede observatører i Berlin var enige om, at han ville starte krig, hvis han fik lov,

308

og gav denne besked til deres overordnede i regeringen eller på redaktionen i London. Den ledende korrespondent for The Times i Berlin, Norman Ebbutt (jeg var nummer to korrespondent) rapporterede tidligt i 1933, at krig måtte forventes om cirka fem år med mindre den blev forpurret inden da, og denne rapport blev trykt. Han, jeg og mange andre reportere blev de kommende år mere og mere ængstelige og forvirrede over undertrykkelsen, "syltningen" og ignoreringen af vore telegrammer, og over beskrivelsen af Hitler, i Parlamentet og i aviserne, som en grundlæggende god mand, der ville forblive fredelig, hvis bare hans retfærdige klager blev imødekommet (på andres bekostning).

 Denne periode er blevet kendt som "appeasement"-politikkens tid (formildelses-politik), men opmuntring er det rigtige ord, og politikken ændrede sandsynligheden for krig til sikkerhed. Anspændelsen forårsagede mr. Ebbutts fysiske sammenbrud. Fra 1935 var jeg ledende korrespondent  i Wien, som var et andet gunstigt observations-punkt for så vidt angik den tyske scene. Derfra meddelte jeg, sent i 1937, at både Hitler og Göring havde sagt, at krigen ville starte "senest i efteråret 1939". Jeg havde denne oplysning fra den østrigske kansler. Jeg var i Wien under Hitlers invasion og blev så, efter en kortvarig arrestation af stormtropper på vejen ud af landet, overflyttet til Budapest, hvor jeg befandt mig, da den endegyldige kapitulation fulgte i München i september 1938. Da jeg blev klar over, at en sandfærdig reporter intet kunne udrette imod  "appeasement"-politikken, og at hans job var meningsløst, sendte jeg min opsigelse med et bebrejdende brev, og jeg har endnu redaktørens vidtløftige svar.

 Fjorten år senere indrømmede The Times offentligt sin fejltagelse med hensyn til "appeasement"-politikken, i den besynderligt åbne Officielle historie fra 1952. Denne indeholder en modvillig henvisning til mig: "Der kom opsigelser fra underordnede ansatte" (jeg var 43 i 1938, ledende korrespondent for Centraleuropa og Balkanlandene, havde arbejdet for The Times i sytten år, og jeg mener, at jeg var den eneste korrespondent, der sagde op). I dette værk påtog The Times sig også, at den aldrig mere ville fejle på den måde: "Det er ikke overilet at sige, at aggression aldrig mere vil blive mødt i stil med "München" fra Printing House Square." De ledende artikler og reportager fra The Times om sådanne senere begivenheder som delingen af Europa i 1945, kommunistovertagelsen af Kina, zionistovertagelsen af Palæstina og Koreakrigen forekommer mig at vise, at deres politik ikke ændrede sig det mindste.

 Min opsigelse i 1938 var således inspireret af et motiv, som lignede oberst Repingtons i 1918 (som jeg den gang ikke havde hørt om). Der bestod en alvorlig militær fare for England, og kvalificerede journalister fik ikke lov at gøre dette klart for offentligheden; resultatet blev, efter min mening, Den Anden Verdenskrig. Journalisten bør ikke tage sig selv alt for højtideligt, men hvis hans rapporter bliver tilsidesat i de allermest betydningsfulde af tidens spørgsmål, føler han, at hans profession er humbug, og så må han hellere opgive den, uanset omkostningerne. Det var, hvad jeg gjorde, og jeg blev trøstet, da jeg mange år senere læste Sir William Robertsons ord til oberst Repington: "Det store er at holde sig på en ret kurs, og så kan man være sikker på, at godt vil komme af det, der nu virker ondt".    

 309

Da jeg trak mig tilbage i 1938, havde jeg endnu en grund, som ikke fandtes i 1933, da jeg var forvirret over den måde, pressen fungerede på. Også i den sag kunne jeg kun antage, at en eller anden blind forelskelse bevirkede, at et sandfærdigt billede af begivenhederne blev fordrejet. Udfaldet af den påfølgende krig viste imidlertid, at et magtfuldt motiv havde ligget bag ved denne specielle fordrejelse.

 I spørgsmålet om "forfølgelsen af jøderne" i Tyskland fandt jeg ud af, at en upartisk beskrivelse af kendsgerningerne gradvist kom til at vige for en, der var så partisk, at sandheden gik tabt. Denne transformation blev foretaget i tre diskrete skridt. Først blev der rapporteret om forfølgelse af "politiske modstandere og jøder"; så blev dette umærkeligt ændret til "jøder og politiske modstandere"; og til sidst talte pressen almindeligvis kun om "forfølgelsen af jøder." Ved denne metode blev et falsk billede indprentet i offentlighedens bevidsthed, og lidelserne blandt den helt overvældende majoritet af ofre blev tabt af sigte ved således at sætte projektør på en enkelt gruppe. Resultatet viste sig i 1945 da, på den ene side forfølgelsen af jøderne blev gjort til genstand for en formel anklage under Nürnberg-processen, og på den anden side det halve Europa og alle mennesker i det blev ladt i stikken og overladt til den selv samme forfølgelse, hvorunder jøderne også havde lidt med den lille andel, som de udgjorde af befolkningerne overalt.

I den periode havde jeg, som det er typisk for englændere fra min generation, aldrig tænkt på jøder som værende forskellige fra mig selv, og jeg ville heller ikke have været i stand til at sige, hvad der kunne få en jøde til selv at mene, at han var forskellig fra mig. Hvis jeg senere blev opmærksom på nogen forskellighed, eller på en magtfuld gruppes ønske om at hævde en sådan, var dette ikke som resultat af Hitlers gerninger men af den nye forhindring for upartisk reportage, som jeg da begyndte at observere.  Da den almindelige forfølgelse begyndte, rapporterede jeg om den, som jeg så den. Hvis jeg blev bekendt med en koncentrationslejr, der indeholdt tusind fanger, berettede jeg det; hvis jeg fandt ud af, at de tusind omfattede tredive eller halvtreds jøder, så berettede jeg det. Jeg så den første terror, talte med mange af ofrene , undersøgte deres skader, og blev advaret om, at jeg derved pådrog mig Gestapos fjendtlighed. Den altovervejende majoritet af ofrene var tyskere, helt sikkert langt over halvfems procent, og nogle få var jøder. Dette afspejlede befolknings-forholdet, i Tyskland og senere i landene, der blev løbet over ende af Hitler. Men den måde, der blev rapporteret på i verdens presse udelukkede med tiden den kæmpemæssige mængde af lidende mennesker, og lod kun tilfældet jøderne tilbage.

 Jeg vil illustrere dette med episoder og passager fra mine egne oplevelser og reportage. Rabbiner Stephen Wise gav, idet han skrev i 1949, følgende version af  begivenheder, som jeg personligt havde rapporteret om i 1933, og han leverede uden tvivl den samme version til kredsen af mennesker omkring præsidenten, som han i disse år havde nær forbindelse med: "Forholdsreglerne over for jøderne blev, i systematisk grusomhed og planlagt ødelæggelse, ved at overgå terroren rettet mod andre grupper.  Den 29. januar 1933 blev Hitler tilkaldt for at blive udnævnt til kansler……straks begyndte terrorregimet med tævning og fængsling af jøder….Vi planlagde en protestmarch i New York den 10. maj, dagen, hvor jødiske bøger var blevet beordret at skulle brændes i Tyskland……. Den værste del af angrebet blev båret af jøderne……koncentrationslejre blev oprettet

310

og fyldt med jøder."

Alle disse udtalelser er usande. Forholdsreglerne over for jøderne var ikke værre end over for andre grupper; terrorregimet begyndte ikke den 29. januar 1933, men natten, hvor Rigsdagen brændte, den 27. februar. Der blev ikke beordret nogen "afbrænding af jødiske bøger"; Jeg var til stede og rapporterede om denne afbrænding, og har fundet min reportage, som blev trykt i The Times, frem for at kontrollere min erindring. En stor mængde "marxistiske" bøger blev brændt, heriblandt bøger af mange tyske, engelske og andre ikke-jødiske forfattere (havde mine bøger været udgivet på det tidspunkt, ville de uden tvivl have været blandt dem); afbrændingen omfattede nogle jødiske bøger. "Den værste del" af terroren blev ikke båret af jøderne, ej heller var koncentrationslejrene "fyldt med jøder". Antallet af jøder svarede til deres andel af befolkningen.

Ikke desto mindre kom dette falske billede, gennem gentagelsen, til at dominere offentlighedens bevidsthed under Anden Verdenskrig. På tidspunktet for min opsigelse, der alene blev fremprovokeret af "appeasement"-politikken og den nært forestående "unødvendige krig", var denne anden hindring af sandfærdig journalistik kun et sekundært, mindre irritationsmoment. Senere opdagede jeg, at motivet bag den var af meget stor betydning for udformningen af Anden Verdenskrigs forløb og resultatet af den. Da jeg nåede frem til at studere Robert Wiltons historie, blev jeg klar over, at der også var en stor lighed mellem min erfaring og hans. Han forsøgte at beskrive karakteren af en begivenhed i Rusland og blev uundgåeligt ført ind i "det jødiske spørgsmål". Tyve år efter så jeg, at det faktisk var umuligt at drage offentlig opmærksomhed mod fejlrapporteringen af arten af Tysklands forfølgelse, og at forklare, at jøderne kun udgjorde en lille andel af ofrene.

 Dette problem havde intet med min opsigelse at gøre, men jeg var begyndt at blive opmærksom på det omkring det tidspunkt, og denne udvidede erkendelse er gengivet i de to bøger, jeg udgav efter at have givet afkald på journalistikken. Den første, Insanity Fair (da. "Galskabens Marked") var helt helliget truslen om krig. Jeg tænkte, noget forfængeligt, at en enkelt stemme endnu kunne forhindre den, og læseren af i dag vil stadig kunne mærke dette motiv. For at forstå dette overmål af iver i mig vil den overbærende læser, dersom han er gammel nok, måske kunne huske den følelse af rædsel, som tanken om en ny verdenskrig fremkaldte hos dem, der havde oplevet den første. Denne følelse vil aldrig helt kunne forstås af de senere generationer, der er blevet vænnet til tanken om en serie af krige, men den var overvældende på den tid.

 Den anden bog, Disgrace Abounding (da. "Grænseløs Skændsel"), skrevet lige før krigen, fortsatte advarsels-temaet, men i denne bog gav jeg for første gang "det jødiske spørgsmål" nogen opmærksomhed. Mit erfaringsgrundlag voksede og jeg var begyndt at erkende den meget store betydning, det ville få for udformningen af forløbet og begrundelsen for Anden Verdenskrig, som da tydeligvis var lige ved at gå i gang. Min tænkning beskæftigede sig fra da af meget med spørgsmålet; på den måde førte det med tiden til, at jeg skrev denne bog og det er i det lys, de resterende kapitler om optakten til-, forløbet af-, og eftervirkningen af Den Anden Verdenskrig, er skrevet.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside