Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 303 304 305 306

Kapitel 35

 

Det Nationale Hjem

I ti år efter at "Mandatet" var blev prakket på det britiske folk, foregav man fortsat, at det "Jødiske Nationale Hjem" i Palæstina, under dets beskyttelse, alene ville være et "kulturelt center" for jødedommen, helt uskadeligt for araberne; et jødisk Mekka med universitet, bibliotek og landbrugs-bebyggelse. Araberne lod sig ikke på noget tidspunkt narre. De indså, at de var ofre for et forsøg på, i det 20. Århundrede, at gennemtrumfe den voldelige Lov om fordrivelse, som var blevet opstillet af leviterne i det 5. Århundrede f. Kr. De svarede igen med tumultagtige protester og krigslignende oprør, som derefter aldrig er ophørt, således, at "krigen, der skulle afslutte alle krige" blev indledningen til krig uden ende.

Det blev straks klart, at zionismen var blevet anbragt som en sprængladning under folkeslagenes liv og at en tidsindstillet lunte til en fremtidig verdenskonflikt var blevet plantet i et lille land (som kun lige var blevet "befriet" fra tyrkerne), et land "på størrelse med Wales eller Vermont". På trods heraf tog en britisk koloniminister, Leopold Amery, til Palæstina i 1925 og (som han sagde) "fortalte araberne lige ud, at " der var ikke nogen mulighed for ændring" i den britiske politik" (Jewish Telegraph Agency)

Disse ord indeholder (lige som Balfours tidligere udtalelse om, at britisk politik i denne sag var "endeligt afgjort") det centrale mysterium og den vigtigste udfordring. I hvilket andet spørgsmål historien igennem er en ændring af politik nogensinde blevet erklæret umulig? Denne politik var blevet påvist at være umulig at opfylde og katastrofal. Hvilken magt dikterede, at den skulle følges under sådanne omstændigheder, eller under alle omstændigheder? Ingen britisk eller amerikansk leder har nogensinde forklaret sine vælgere, Parlamentet eller Kongressen om denne hemmelige kapitulation (i 1950-erne blev udtalelser som disse fra Balfour og Amery ofte fremsat i Amerika, som det vil blive vist). I løbet af dette årti fortsatte de vestlige politikere med at lykønske sig selv med, hvad de havde gjort, når projektet "det nationale hjem" viste sig at være en fiasko. Lloyd George sagde under bifald til et zionistisk publikum i London: "Jeg voksede op med at lære mere i skolen om jødernes - end om mit eget lands historie". Hans tid var ved at løbe ud, men kandidater til hans post hastede med at erklære deres støtte til zionismen. En kommende premierminister, Ramsey Macdonald, der var forhindret i at komme til dette møde, sendte en eklæring om sin støtte til zionismen. Endnu en, Stanley Baldwin, tilsluttede sig kredsen af "venner" (Dr. Weizmann). I Sydafrika så general Smuts "berettigelsen for sit liv i arbejdet for jøderne".

Lord Balfour betragtede sin deklaration som den største bedrift i sit liv og i 1925 tog han af sted og så for første gang det land, han privat havde tuskhandlet for i tyve år. Han var (karakteristisk) en dårlig sømand og dukkede bleg frem fra sin kahyt ved ankomsten til Alexandria. I Tel Aviv sagde han (for at smigre), at drengene fra Herzliah gymnasiet "kunne have været fra Harrow" og at borgmesteren "snildt kunne have været borgmesteren fra Liverpool eller Manchester", og han "indviede" det endnu ikke byggede

304

Hebræiske Universitet. Han turnerede Palæstina under stærk bevogtning og sagde, at den hjertelige modtagelse mindede ham om et valg "med alle på samme side". Så fortsatte han til Syrien (imod dr. Weizmanns indtrængende råd), hvor han, i Victoria Hotel i Damaskus blev omringet af en arabisk menneskemængde, som ville slå ham ihjel, hvorefter han skyndsomst (og endnu søsyg) blev eskorteret til sit skib af en talstærk fransk kavaleristyrke, og rejste hjem til England.

J.M.N Jeffries fortæller, hvad der i løbet af dette tiår foregik i Palæstina. Zionisterne begyndte at opkøbe arabisk jord (som under Den talmudisk Lov ikke under nogen omstændigheder måtte sælges tilbage til araberne). Araberne solgte dem gladeligt noget jord, men kendte Toraen godt nok til ikke at overgive så meget, at Palæstina nogensinde kunne blive taget fra dem gennem simpelt opkøb (som den forenklende King-Crane kommission havde forudset). Ydermere formerede araberne sig hurtigt og gjorde det snart indlysende, at zionistisk immigration, under alle tænkelige normale forhold, ikke nogensinde ville kunne skabe en befolkning af tilnærmelsesvis samme størrelse. Fra starten var det klart, som også alle erfarne observatører havde udtalt, at araberne udelukkende kunne blive frarøvet landet under en ny verdenskrig.

Hensigten om at frarøve dem landet blev ikke indrømmet på det tidspunkt. Churchills Hvidbog fra 1922 forslog endda, at de skulle have lov at afholde valg i deres eget land! Dr. Weizmann forbød dette og blev således stillet "i den besynderlige situation, at det kunne synes som om han modsatte sig demokratiske rettigheder for araberne". Han besværede sig herefter over, at araberne, som drog de indlysende konklusioner fra hans nægtelse af at tillade valg, var ofre for "en bevidst fordrejning af zionistiske mål".

Opstandelsen i Palæstina fik den britiske regering til at udsende flere "undersøgere" (og man kan igen undre sig og spørge "hvorfor?", hvis der "ikke var nogen mulighed for ændring" af den britiske politik). Shaw- og Simpson-kommissionerne fulgte de tidligere King-Crane og Haycraft-kommissioner, og når de først havde set kendsgerningerne med egne øjne, producerede de stort set de samme rapporter. I denne anledning spørger Dr. Weizmann klagende, hvordan det kunne være, at "når som helst en kommission kom ud til Palæstina for at undersøge forholdene" så var det "en regel næsten uden undtagelse, at sådanne administratorer, som kom ud venligtsindet vendte sig imod os i løbet af nogle få måneder."

"Det nationale hjems" fiasko var så tydelig, at selv politikerne begyndte at hale i land. Lloyd George fortalte i 1925 offentligt zionisterne, at "enhver politik, der gik ud på ekspropriation eller noget der blot antydede det, kun ville sætte forhindringer i vejen for zionismen." Dr. Weizmann svarede straks: "Mr. Lloyd George vil tro mig, når jeg siger, at jøderne er det sidste folk i verden, der ville bygge deres hjem på ryggen af andre . Jøderne har lidt så meget under uretfærdighed, at de har lært deres lektie , og jeg kan forsikre Dem, at araberne ikke vil lide skade fra vores side ." Atter lægger "ordet" op til en sammenligning med "gerningen", der fulgte senere.

Men hvad der end skete i Palæstina i løbet af dette årti, var det underordnet det større formål at bevare kontrollen med politikerne i London og Washington, således at "politikken" dér fortsat skulle være "umulig at ændre". Dette og ikke succes eller fiasko for "det nationale hjem" i Palæstina, var det afgørende,

305

og Dr. Weizmann sejrede i sidste ende igen.

I denne periode måtte han tage sig af en større vanskelighed end nogen, der var forårsaget af de vestlige politikere: Opskræmtheden og fjendtligheden blandt den "Verdensjødedom", som han og hans kolleger fra Rusland hævdede at repræsentere. De frigjorte jøder kunne have ydet effektiv modstand mod zionisterne, hvis de havde dannet en anti-zionist organisation. De frygtede at gøre dette, og det blev deres ulykke. De ønskede ikke zionistisk nationalisme og en jødisk stat, men de ønskede det jødiske Mekka, det kulturelle og religiøse center og frygtede, at udtrykket "anti-zionist" ville forstås som fjendskab imod dette. Dr. Weizmann trængte uden at fejle igennem dette svage sted på deres brynje.

Hele hans forehavende i Palæstina var da på sammenbruddets rand. "Mandatet" bestemte, at den britiske regering ville anerkende hans Zionist Organisation som en "passende jødisk organisation for det formål at rådgive og samarbejde om administrationen af Palæstina" i sager, der vedrørte "etableringen af det nationale hjem." Der var imidlertid en betingelse: denne organisation skulle "sammen med den britiske regering tage skridt til at sikre samarbejde fra alle de jøder , der er villige til at assistere med oprettelsen af Det jødiske nationale Hjem."

Eftersom store mængder af jøder åbenlyst modsatte sig Dr. Weizmanns zionisme, kunne end ikke han foregive, at han talte på deres vegne. Derfor ændrede han sin husagitation fra kristne forgemakker til jødiske og fartede i otte år omkring i verden i sin jagt på en løsning af dette problem. Det store flertal af Vestens frigjorte jøder modsatte sig bestemt ethvert projekt, der kunne vise sig at være skabelsen af "en jødisk nation".

Så fandt Dr. Weizmann gådens løsning. Han sammensatte udtrykket "Ikke-zionistisk". Englands jøder holdt sig på afstand, men de amerikanske faldt i fælden. "Ikke-zionistisk" syntes at tilbyde det bedste fra begge verdener. Det ville gøre det muligt for dem at modsætte sig zionistisk nationalisme alt imens de støttede Jødisk-Mekka idéen. I 1928 annoncerede en gruppe jøder, at den repræsenterede "Ikke-zionisterne", og at den ville samarbejde med Dr. Weizmann om "opbygningen af Palæstina". På denne basis stiftede Dr. Weizmann i 1929 sit " Udvidede Jødiske Agentur (Jewish Agency)", idet han derefter påstod, at det ved at omfatte "ikke-zionister" levede op til alle kravene i "Mandatet", og at han nu igen repræsenterede "alle jøder". Det dilemma, Dr. Weizmann blev reddet fra, fremgår af hans egne ord: han siger, at han betragtede den zionistiske situation som " håbløs og hjælpeløs med mindre ikke-zionisterne kom til hjælp."

Araberne så straks, at dette "udvidede" Jødiske Agentur ville blive Palæstinas sande regering, og intensiverede deres modstand. Resultatet blev, at en britisk regering omsider følte sig tvunget til at indrømme fiaskoen, og i 1930 anbefalede Passfield Hvidbogen at suspendere zionistisk immigration og at indskrænke Jødisk Agenturs autoritet . Den "afgjorte" politik blev "ændret"! Dr. Weizmann, som nu havde fået sin autoritet styrket gennem hvervningen af "ikke-zionisterne", slog straks til. Han gav audiens til den britiske premierminister, som nu hed Ramsay Macdonald, og

306

denne opførte sig som en mand, der er truet med en pistol. Han ikke bare tilbagekaldte Hvidbogen, men spurgte underdanigt Dr. Weizmann, hvem han skulle udnævne til at være den næste Højkommissær i Palæstina.

Således fortsatte zionisterne med at lægge år til deres hærgen. Hvad disse politikere frygtede, kan ingen sige med sikkerhed. Deres selvbiografier er uden undtagelse tavse omkring dette centrale mysterium, og deres kapitulation er enestående i historien. Mr. Macdonalds overgivelse genetablerede det princip, at "politikken" i denne sag var "afgjort" og ikke stod til at forandre, og gennem de følgende tyve år blev dette det altoverskyggende princip i al britisk og amerikansk udenrigspolitik. Politikerne fra begge lande betragtede øjensynligt Dr. Weizmann som udsending fra en magt, som de ikke vovede at være ulydige imod. Deres adfærd mindede om den, man kunne observere hos den afrikanske indfødtes "rullende-øjne" -frygt for heksedoktoren.

Mr. Macdonalds underkastelse genetablerede situationen i London til den tidligere tilstand, men i Palæstina fortsatte "det nationale hjem", en kunstig gevækst, der var presset ind i fjendtligt land, med at visne. På ti år var den jødiske befolkning vokset med mindre end hundrede tusinde immigranter. I 1927 var der tre tusinde flere, der forlod landet end der kom immigranter. Der skete en lille vækst i immigrationen i 1928, men den gennemsnitlige årlige fraflytning udgjorde, frem til 1932, næsten en tredjedel af tilflytningen.

Det zionistiske eventyr var ved at styrte sammen, som alle kvalificerede parter havde forudsagt, at det ville. Overladt til sig selv, ville verdens jøder tydeligvis aldrig i noget større antal tage til Palæstina. Hvis begivenhederne fulgte deres naturlige forløb ville den arabiske befolkning ganske klart forøge sit overtal.

Men intet skulle følge et naturligt forløb. På netop dette tidspunkt dukkede den mystiske Hitler op i Tyskland (og på samme tid Roosevelt i Amerika), og Den Anden Verdenskrig nærmede sig truende.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside