Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

S. 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302

Kapitel 34

 

Lord Northcliffes endeligt

 

I de tre år som fulgte Fredskonferencen i 1919, måtte der findes udvej for at holde de britiske hære i Palæstina, få det til at se ud som om de udførte en retskaffen pligt dér og bruge dem til at dække over en handling, som faktisk havde karakter af et politisk mord. Dette problem, som var uendeligt indviklet, blev løst effektivt. Frem fra arkiverne stiger et imponerende billede, der viser hemmelig manipulation af store regeringers med et forbryderisk formål; metoden med at udøve "uimodståeligt pres på international politik" blev hele tid forbedret ved øvelse.

Efter at fredskonferencen havde godkendt zionisternes krav på Palæstina (og derved slået hånden af den store mængde emanciperede jøder i Vesten, som personificeret af M. Sylvain Levi), blev det næste skridt taget på San Remo Konferencen i 1920, hvor de sejrende magter mødtes for at partere det erobrede tyrkiske imperium. Denne konference godkendte det snilde bedrag, som var opfundet af dr. Weizmann i 1915 og godkendte, at England skulle administrere Palæstina under "et mandat".

Protesterne imod dette foretagende blev efterhånden højere og højere, fordi dets sande natur var ved at gå op for folk, men hr. Balfour forsikrede dr. Weizmann om, at "de blev betragtet som værende uden betydning og ville med sikkerhed ikke påvirke den førte politik, som var endeligt afgjort".

Her er den gådefulde erklæring, som vil blive gentaget ofte senere, at politikken i dette ene spørgsmål ikke må, ikke kan og aldrig vil ændres, således, at nationale interesser, ære og alle andre betragtninger er irrelevante. Jeg kender ikke noget andet tilfælde, hvor et uforanderligt princip, i en stats politik er blevet fastlåst, uden hensyn til statens interesser eller den offentlige mening, på noget stadium. I San Remo var hr. Lloyd George bekymret for, at fredens "frost" skulle sætte ind, før det hemmelige formål var blevet opfyldt, og han sagde til dr. Weizmann, "Der er ingen tid at spilde. I dag er verden ligesom Østersøen før en frost. I øjeblikket er den stadig i bevægelse. Men hvis den fryser fast, må man slå løs med hænderne på isblokke, og vente på tøvejr igen". Havde hr. Lloyd George sagt "krig igen", ville han have haft ret, og det var muligvis også, hvad han mente med "tøvejr". Under disse omstændigheder "bekræftede San Remo Konferencen Balfour-erklæringen og beslutningen om at give mandatet til England". Derefter var der kun ét skridt tilbage mellem zionisterne og deres mål; Folkeforbundet skulle opfinde "mandater", give sig selv ret til at uddele disse mandater og endelig "ratificere" dette Mandat.

Dette skete i 1922, som vi skal se, men i mellemtiden kom der protester imod dokumentet fra alle ansvarlige autoriteter og samfund, som var direkte berørt. De kræfter, som støttede det, var tre: de ledende zionister fra Rusland, "philo-semiterne" på høje poster, som dr. Weizmann "hadede" altimens han brugte dem og, blandt masserne, den del af de sentimentale liberale, som fremstilles i sarkastiske vendinger i Protokollerne. Imod det rejste sig folk med autoritet

292

og praktisk erfaring, i så overvældende et antal, at havde det drejet sig om noget som helst andet end netop dette spørgsmål, som "administratorerne" var hemmeligt forpligtede til, ville det være faldet til jorden. Mængden af protester var så stor, at de skal opregnes her, for at de kan sammennholdes med det følgende referat. De kom fra 1) de palæstinensiske arabere; 2) de palæstinensiske jøder 3) den vigtigste zionistiske leder i Amerika, så vel som de anti-zionistiske jøder i Amerika og England; 4) de britiske embedsmænd og soldater i Palæstina; 5) britiske og amerikanske officielle forskere; 6) en stor del af pressen, som på det tidspunkt stadig var fri for okkult kontrol i denne sag.

1) Araberne så fra starten, hvad der ventede dem, for de kendte Torahen. Dr. Weizmann havde sagt til fredskonferencen, "Bibelen er vort mandat", og de kendte, udmærket, "jødernes Gud" og hans løfter om pogrom og belønning: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig … syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem; da skal du fuldstændigt udslette dem; du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed" (Femte Mosebog 7, 1-3).

Så zionismen og Vestens støtte til den, betød udslettelse for dem, under en 2.500 år gammel lov (og begivenhederne i 1948 beviste dette). I 1945 sagde kong Ibn Saoud til præsident Roosevelt, "De har udkæmpet to verdenskrige for at opdage, hvad vi har vidst i to tusind år" og i 1948 blev det bevist, i gerning, at hensigten var, bogstaveligt at opfylde den oven for citerede "lov og befaling". Det er væsentligt at bemærke, at selv anti-zionistiske jøder ikke kunne tro, før det fandt sted, at denne bogstavelige "opfyldelse", rent faktisk var hensigten. I 1933 citerede hr. Bernard J. Brown, helt korrekt, den ovennævnte tekst som grunden til arabernes frygt og sagde, "Selvfølgelig forstår de ukultiverede arabere ikke, at den moderne jøde ikke tager sin bibel bogstaveligt og ikke ville være så grusom imod sine medmennesker, men han frygter, at hvis jøderne baserer deres krav på Palæstina på betydningen af deres historiske rettigheder til dette land, da kan de kun gøre det i kraft af Bibelens autoritet, og araberne nægter at se bort fra nogen del af Bibelen". (NB: Hr. Brown fra Chicago kendte ikke khazarerne).

Araberne, i 1920, lod sig ikke narre af hr. Balfours offentlige løfte (i Erklæringen) om, at deres "civile og religiøse rettigheder" ville blive beskyttet, eller af hr. Wilsons offentlige løfte (de fjorten punkter) om, at de ville få "en sikkerhed for deres liv, der ikke kunne betvivles" og "absolut uafhængig mulighed for selvstyrende udvikling". Hvis de ikke vidste det, så gættede de sig til, at hr. Balfour, hr. Lloyd George og hr. Wilson, i hemmelighed, havde lovet zionisterne Palæstina. Idet de kendte Torahen, troede de heller ikke på hr. Winston Churchills offentlige erklæring af 1922, da han var koloniminister), "Uautoriserede erklæringer er blevet fremsat, gående ud på, at formålet er at skabe et fuldstændigt jødisk Palæstina. Der er blevet brugt udtryk som, at "Palæstina skal blive lige så jødisk, som England er engelsk" (det var en direkte irettesættelse til dr. Weizmann) "Hans Majestæts regering anser ethvert sådant forslag for at være umuligt at praktisere og har intet sådant formål.

293

Ej heller har de på noget tidspunkt overvejet at få den arabiske befolkning, det arabiske sprog eller kultur til at forsvinde i Palæstina" (under Den anden Verdenskrig gav hr. Churchill, som premierminister, efter krigen, som oppositionsleder, sin støtte til netop den proces, som her benægtes).

2) Det oprindelige jødiske samfund i Palæstina (som aldrig blev taget i betragtning, på noget stadium af alle disse forhandlinger) var voldsomt anti-zionistisk. Dr. Weizmann var næsten den eneste, blandt sine med-zionister, samt de vestlige politikere, der var forbundet med dem, som havde en smule kendskab til disse oprindelige jøder, idet han havde aflagt ét, eller to, korte besøg i Palæstina; han siger om sine med-zionister fra Rusland, at de var "fuldstændig uvidende" om dem. Først i perioden 1919-1922 hørte zionistlederne, at Palæstinas jøder anså dem for at være "hedninge, ugudelige, hjerteløse, uvidende og ondsindede". Dr. Weizmann (hvis holdning er den sædvanlige, at han kun ville dem deres eget bedste: "vi ønskede blot at gøre forholdene lidt mere moderne og behagelige for dem") blev "ganske forfærdet over at opdage hvor fremmede, for dem, vi var og forblev." Han affærdiger dem som stokkonservative som, irriterende nok, bombarderede de jødiske organisationer, i Amerika, med beklagelser over zionisterne, "godt og vel halvfems procent" af deres breve var voldsomt fjendtlige. (Det er typisk, at dr. Weizmann fik kendskab til disse breve gennem en britisk censor, som forsømte sin tavshedspligt og viste ham dem). Disse protester fra de indfødte arabere og jøder i Palæstina blev ignoreret af politikerne i Paris og San Remo.

3) Hr. Louis Brandeis besøgte i 1919 landet, som da i tyve år havde været genstand for hans genopblussede interesse for jødedommen. Han blev straks desillusioneret ved at få reelt kendskab til det ukendte land, og besluttede, at "det ville være forkert at tilskynde til immigration." Han opfordrede til, at Verdenszionistorganisationen skulle formindskes betydeligt, om ikke helt nedlægges, og at fremtidig aktivitet skulle begrænses til den beskedne opgave, at opbygge et "jødisk hjemland" ved hjælp af separate zionistforeninger i de forskellige lande. Faktisk ville dette, blot, have været et "kulturcentrum" i Palæstina, som bestod af måske et universitet og nogle akademier og lidt flere landbrug, med rimelige muligheder for immigration for det ringe antal jøder som, af deres egen frie vilje, måtte ønske at tage til Palæstina.

Dette var ensbetydende med at opgive idéen om en særskilt jødisk nation symboliseret af en jødisk stat, og det var forræderi. Det var (som dr. Weizmann siger) en genopståen af det gamle skel mellem "Øst" og "Vest"; mellem "Ostjuden" og emanciperede, vestlige, jøder; mellem "Washington" og "Pinsk" (navnet på opfinderen af udtrykket "internationalt pres" var her væsentligt, ikke tilfældigt).

Zionisterne fra Rusland væltede Hr. Brandeis lige so let som de havde væltet dr. Herzl i 1903-4. Hr. Brandeis stillede den ovennævnte forslag på Cleveland Kongressen for amerikanske zionister i 1921. Dr. Weizmann, som opponerede, insisterede på "en national fond" (d.v.s. statsindtægter, som skulle komme fra en selvudråbt regering af

294

en jødisk nation, gennem tvungne tiende-betalinger fra medlemmer af zionistorganisationen) og "et nationalt budget". Hr. Brandeis’ svaghed var præcis den samme, som dr. Herzl’s i 1903; de store, vestlige, regeringer var forpligtet over for zionisterne fra Rusland. Kongressen som, hvis den på nogen måde var "valgt", kun var valgt af omkring en tiendedel af jøderne i Amerika, holdt på dr. Weizmann og dr. Brandeis faldt ned fra sin høje position.

4) I Palæstina kunne de britiske soldater og embedsmænd se, at en umulig opgave nu skulle pålægges dem. De var ud af en race, som havde opnået mere erfaring i administrationen af oversøiske områder, end nogen anden, i historien, og erfaring, såvel som instinkt, advarede dem. De kunne administrere et land, retfærdigt, på vegne af dets indfødte befolkning, og havde ofte gjort det. Og de vidste, at intet land kan administreres retfærdigt, eller overhovedet holdes i ro, hvis fremmed immigration skulle påtvinges det, og den indfødte befolkning skulle tvinges til at tillade det. Også deres protester begyndte at strømme ind imod London, og de blev lige til slutningen, tredive år senere, fuldstændig ignoreret. Araberne så, lige fra starten, den bitre sandhed i øjnene, og begyndte (i 1920) at gøre modstand ved optøjer, opstand og alle til rådighed stående midler; de er aldrig siden holdt op, og vil, helt klart, heller ikke gøre det, før der er blevet rettet op på mishandlingen af dem, eller de alle er blevet sat i permanent fangenskab, under væbnet bevogtning.

5) Da de betydeligste politikere ("front-rank politicians", var dr. Weizmanns udtryk) i London og Washington var fast besluttede på, for enhver pris, at plante zionisterne i Palæstina, uden hensyn til nogen protester, meninger, eller rådgivning overhovedet, kan den studerende i dag undre sig over, hvorfor præsident Wilson og hr. Lloyd George sendte kommissioner af sted for at undersøge det land, de drev tuskhandel med. Hvis de håbede at modtage opmuntrende rapporter (i stil med sir Henry Wilsons råd om "mudder-måneder"), blev de skuffede, for disse undersøgere bekræftede blot, hvad araberne, jøderne og briterne i Palæstina alle sagde. Præsident Wilsons King-Crane kommission (1919) rapporterede, at "zionisterne ser frem til en, praktisk taget, fuldstændig fordrivelse af de nuværende, ikke-jødiske, indbyggere i Palæstina". Denne kommission tilføjede, "ved forskellige former for opkøb"; de mere erfarne britiske officerer, som spurgte, informerede den, gansk korrekt om, at "det zionistiske program ikke kunne gennemføres uden ved våbenmagt". Hr. Lloyd George’s Haycraft Kommission (1921) rapporterede, at den egentlige årsag til den uro, som da var ved at opstå i Palæstina, lå i den velbegrundede opfattelse, araberne havde, at zionisterne havde til hensigt at dominere i Palæstina.

6) Langt den største forhindring for zionismens ambitioner kom fra faktuelle rapporter i pressen om, hvad der foregik i Palæstina og fra ledere, som var ugunstigt indstillede til zionismen. På et hvilken som helst tidspunkt, indtil krigen 1914-1918, måtte den amerikanske og britiske regering, inden de gik for vidt, regne med offentlighedens mening, præcist informeret af aviserne. Korruptionen af pressen (forudsagt i Protokollerne) begyndte med den censur, som blev indført under Den første Verdenskrig; den styrende magts opstigen, bag kulisserne, fremgik af tilfældene oberst Repington, hr. H.A. Gwynne og

295

hr. Robert Wilton i 1917-1918; erfarne korrespondenter blev nødt til at sige op, eller skrive bøger, fordi deres rapporter blev ignoreret, kvalt eller undertrykt; en redaktør, som offentliggjorde den nøjagtige rapport uden at underkaste sig censuren, blev retsforfulgt.

I 1919-1922 ophørte censuren, og aviserne vendte, som oftest, helt naturligt, tilbage til den praksis, at rapportere sandfærdigt og komme med upartiske kommentarer til de rapporterede kendsgerninger. Dette genetablerede den tidligere udøvede kontrol med regeringspolitik, og hvis denne tilstand var fortsat, ville det utvivlsomt have spændt ben for det zionistiske projekt, som ikke kunne opretholdes, hvis det lå åbent for offentlig ransagelse. Derfor afhang fremtiden, for zionisterne, på dette kritiske tidspunkt, hvor "Mandatet" stadig ikke var "ratificeret" fuldstændigt, helt af undertrykkelsen af ugunstige nyhedsinformationer og kommentarer. På dette skæbnesvangre tidspunkt skete der noget, som gjorde udslaget, i så henseende. På grund af den store påvirkning, hændelsen havde af fremtiden, og på grund af hændelsens enestående art, fortjener den (som også angivet ved nærværende kapitels overskrift) at blive beskrevet i detaljer her.

På dette stadium i sagens udvikling var England af største vigtighed for de sammensvorne (jeg har påvist, at dr. Weizmann og hr. House begge anvendte netop dette ord), og i England var den energiske Lord Northcliffe en magtfuld mand. Den tidligere Alfred Harmsworth, af udseende voluminøs og med en klam Napoleon-agtig pandelok, ejede de to mest læste aviser, flere andre magasiner og tidsskrifter, og havde dertil aktiemajoriteten i verdens mest indflydelsesrige avis på den tid, The Times i London. Han havde således adgang til millioner af mennesker, hver dag og, på trods af sin forretningssans, var han af naturen en stor avisredaktør, modig, kampberedt og patriotisk. Han havde sommetider ret og sommetider uret i de sager, han søsatte, eller påtog sig, men han var uafhængig og kunne ikke købes. Han lignede noget hr. Randolph Hearst og oberst McCormick i Amerika, hvilket betød, at han ville gøre meget for at forøge sine oplag, men kun inden for rammerne af nationale interesser; han ville ikke faldbyde blasfemi, uanstændigheder, bagvaskelse eller tilskyndelse til oprør. Han kunne ikke kujoneres og var en magt i landet.

Lord Northcliffe gjorde sig til modstander af sammensværgelsen fra Rusland på to måder. I maj 1920 sørgede han for, at den før nævnte artikel om Protokollerne blev trykt i The Times. Den havde overskriften, "Den jødiske Fare, En rystende pamflet, Krav om Undersøgelse." Den konkluderede, "En upartisk undersøgelse af disse såkaldte dokumenter og deres historie er meget ønskelig … skal vi affærdige hele sagen, uden undersøgelse, og lade indflydelsen af en bog som denne ukontrolleret?"

Så besøgte Lord Northcliffe, i 1922, Palæstina ledsaget af en journalist, hr. J.M.N. Jeffries (hvis efterfølgende bog, Palæstina: Virkeligheden, er og forbliver det klassiske referenceværk for perioden). Dette var en anden sammensætning end den slags, som skabtes af redaktører for The Times og Manchester Guardian, som skrev deres ledende artikler om Palæstina i England og i samråd med

296

zionisthøvdingen, dr. Weizmann. Lord Northcliffe, der nu opholdt sig på selve stedet for undersøgelserne, nåede frem til den samme konklusion, som alle andre upartiske undersøgere og skrev, "Efter min mening har vi, uden tilstrækkelig eftertanke, garanteret Palæstina, som et hjem for jøder til trods for, at 700.000 arabiske muslimer lever her og ejer det … Jøderne synes at have det indtryk, at hele England var den zionistiske sag hengiven, ja ligefrem begejstret for den; og jeg fortalte dem, at sådan var det ikke og at de skal passe på, at vort folk ikke bliver trætte af dem, når de hemmeligt importerer våben for at bekæmpe 700.000 arabere … Der vil blive ballade i Palæstina … folk tør ikke fortælle jøderne sandheden hér. De har fået noget af den fra mig".

Ved at fremsætte denne sandhed fornærmede Lord Northcliffe dobbelt. Han var allerede kommet ind på forbudt område ved at kræve "undersøgelse" af oprindelsen til Protokollerne. Endvidere var han i stand til at udgive denne sandhed i de store aviser, han ejede, sådan, at han blev en farlig mand for de sammensvorne. Han stødte på modstand i form af hr. Wickham Steed, som var redaltør for The Times og hvis begejstring for zionismen dr. Weizmann skriver om.

I denne kappestrid havde Lord Northcliffe en akilleshæl. Han ønskede især at få sandheden om Palæstina ind i The Times, men han var ikke eneejer af denne avis, kun hovedejer. Så hans egne aviser offentliggjorde hans artikelserier om Palæstina, men The Times nægtede faktisk at gøre det. Hr. Wickham Steed nægtede, skønt han havde fremsat så store planer angående Palæstina, selv at rejse dertil, og han nægtede at give den antizionistiske sag spalteplads.

Disse kendsgerninger og alt, hvad der nu følger, fortælles (igen med forbløffende åbenhed) i den Officielle Historie om The Times (1952). Det fortælles, at hr. Wickham Steed "undgik" at besøge Palæstina, da lord Northcliffe bad ham om det; der fortælles også om hr. Wickham Steeds "inaktivitet" ved opfølgning af Lord Northcliffes telegraferede ønske "om en ledende artikel, der angreb Balfours holdning til zionismen".

I det følgende henledes læserens opmærksomhed fortrinsvis på datoer.

I maj 1920 havde lord Northcliffe fået offentliggjort artiklen om Protokollerne i The Times. Tidligt i 1922 besøgte han Palæstina og producerede den oven for nævnte række artikler. Den 26. februar 1922 forlod han Palæstina, efter at hans anmodning til redaktøren for The Times var blevet ignoreret. Han var oprørt over den ulydige redaktør og fik en besked, som var stærkt kritisk m.h.t. dennes redaktionspolitik, læst op på en redaktionel konference, den 2. marts 1922. Lord Northcliffe ønskede, at hr. Wickham Steed skulle sige op og var forbløffet over, at han allligevel forblev i sin stilling, efter denne åbne irettesættelse. Redaktøren besluttede, i stedet for at sige op, at "sikre sig en sagførers mening om, hvilken grad af provokation, der skulle til, for at udgøre en ulovlig opsigelse." Til dette formål henvendte han sig til Lord Northcliffes egen særlige rådgiver (7. marts 1922), som oplyste hr. Wickham Steed om, at Lord Northcliffe var "unormal", "ude af stand til at drive forretning" og, efter hans udseende at dømme, "nok ikke ville leve længe", og han rådede redaktøren til at forblive i sin stilling! Redaktøren tog herefter til Pau i Frankrig for at besøge lord Northcliffe,

297

og så besluttede også han, at lord Northcliffe var "unormal" (31. marts 1922) og han fortalte direktøren for The Times, at lord Northcliffe var "ved at blive sindssyg".

Påstanden om sindssyge var således fremsat af en redaktør, som lord Northcliffe ønskede at fjerne og derfor er andre menneskers indtryk indlysende relevant. Den 3. marts, 1922, deltog lord Northcliffe i en afskedsfrokost, i London, i anledning af, at en redaktør for en af hans egne aviser skulle pensioneres og "var i fin form" her. Den 11. maj, 1922 holdt han en "fremragende og effektiv tale" for Imperiets Presseunion og "de fleste, som havde troet, at han var "unormal", mente, at de havde taget fejl". Få dage senere telegraferede Lord Northcliffe instruktioner til den administrerende direktør for The Times om at ordne redaktørens afskedigelse. Den administrerende direktør så intet "unormalt" i en sådan instruktion og var ikke "i mindste måde bekymret for Lord Northcliffes helbred". En anden direktør, som så ham på det tidspunkt, "mente, at han var lige så sund og rask, som han selv"; han "bemærkede intet usædvanligt i Lord Northcliffes optræden eller udseende" (24. maj 1922).

Den 8. juni, 1922 bad Lord Northcliffe, fra Boulogne, hvor han opholdt sig, hr. Wickham Steed om at mødes med ham i Paris. De mødtes dér, den 11. juni 1922 og Lord Northcliffe sagde til sin gæst, at han, Lord Northcliffe, ville overtage redaktionen af The Times. Den 12. juni 1922 tog hele selskabet af sted til Evian-les-Bains, en læge blev, i hemmelighed, taget med i toget, af hr. Wickham Steed, så langt som til den schweiziske grænse. Ved ankomsten til Schweiz, blev "en strålende, fransk, nervespecialist" (unavngiven) tilkaldt, og samme aften erklærede han Lord Northcliffe sindssyg. På denne basis telegraferede hr. Wickham Steed til The Times, at man skulle se bort fra, og ikke offentliggøre noget, der blev modtaget fra Lord Northcliffe, og den 13. juni 1922 rejste han tilbage, og kom aldrig til at se Lord Northcliffe mere. Den 18. juni 1922 kom lord Northcliffe tilbage til London og blev faktisk fjernet fra al kontrol over, og endda kommunikation med, samtlige sine foretagender (især The Times; hans telefonlinie blev kappet). Direktøren fik politi anbragt ved døren for at forhindre ham i at komme ind i The Times’s kontor, hvis han skulle komme dertil. Alt dette var ifølge Den Officielle Historie baseret på et udsagn fra et fremmed land (Sshweiz), afgivet af en unavngiven (fransk) læge. Den 14. august 1922 døde Lord Northcliffe. Den dødsårsag, som blev opgivet, var ulcerøs hjertehindebetændelse og hans alder var syvoghalvtreds. Han blev begravet efter en gudstjeneste i Westminster Abbey, fulgt af en stor skare sørgende redaktører.

Dette er historien, som jeg har taget den fra de officielle udgivelser. Intet af dette var kendt uden for en snæver kreds, dengang. Det kom først frem i Den Officielle Historie, efter tre årtier, og hvis alt dette var blevet offentliggjort i 1922, ville det utvivlsomt have rejst mange spørgsmål. Jeg tvivler på, at en lignende afsættelse af en magtfuld, og velhavende, mand kan findes, i hvert fald under så mystiske omstændigheder.

For første gang kommer jeg nu ind i denne historie, som et personligt vidne til begivenhederne. I krigen 1914-1918 var jeg en af deltagerne i denne, en af de uforstående millioner, og jeg begyndte først at se de virkelige omrids længe efter. I 1922 var jeg, i en kort periode, inden for, om end ikke tilhørende inderkredsen. I tilbageblik ser jeg mig selv, sammen med

298

Lord Nortcliffe (som er døende) og selv fuldstændig uvidende om zionismen, Palæstina, Protokollerne og alt det andet, som han havde udtalt sig om. Mit vidnesbyrd kan være af nogen interesse; jeg kan ikke selv vurdere dets værdi.

I 1922 var jeg en ung mand, som lige var kommet hjem fra krigen og som kæmpede for at finde en plads i verden, og jeg var blevet ansat, som kontorist, på The Times' kontor. Jeg blev tilkaldt i denne første uge af juni, da Lord Northcliffe var ved at fjerne hr. Wickham Steed og selv ville overtage posten som chefredaktør for The Times, for at blive sekretær for Llord Northcliffe, som opholdt sig i Boulogne. Jeg blev, på forhånd, advaret om, at han var en usædvanlig mand, som måtte adlydes øjeblikkeligt. Måske var det derfor, at alt, hvad han foretog sig, for mig syntes at være et udtryk for hans udsædvanlige natur. Jeg fik ingen mistanke om, at der lå mere i det, en uge før han blev "attesteret" (som sindssyg, red.) og rent faktisk, sat i fangenskab.

Jeg var fuldstændig uvidende om "unormale" tilstande, så en ekspert vil måske underkende mit vidnesbyrd. Imidlertid var den opførsel, jeg observerede, netop hvad jeg havde fået at vide af folk, som havde arbejdet for ham i mange år, at man kunne vente. Der var én undtagelse. Lord Northcliffe var overbevist om, at hans liv var i fare, og sagde det adskillige gange. Især sagde han, at han var blevet forgiftet. Hvis det, i sig selv, er sindssyge, så var han sindssyg, men i så fald er mange ofre for forgiftning døde af sindssyge, og ikke af, hvad de havde fået at spise. Hvis det på den anden side var sandt, så var han ikke sindssyg. Jeg husker, at jeg tænkte, at det var sandsynligt, at en sådan mand havde farlige fjender, selv om jeg, på tidspunktet, ikke havde nogen anelse om, hvilken speciel fjendtlighed, han kunne have pådraget sig. Hans opfattelse gjorde ham, naturligvis, mistænksom over for sine omgivelser, men hvis han havde grund til det, så var det jo igen ikke sindssyge; hvis alt dette var sket i dagslys, kunne sådan noget have været gennemdrøftet.

Jeg kan ikke bedømme det, og kan kun gengive, hvad jeg så og tænkte den gang, som en ung mand, der ikke havde mere viden om, hvad der foregik omkring ham, end et spædbarn har om verdens gang. Da jeg vendte tilbage til London, blev jeg udspurgt angående Lord Northcliffe, af hans bror, Lord Rothermere, og en af hans nærmeste medarbejdere, sir George Sutton. De må på dette tidspunkt have tænkt på sindssyge ("attesten" var kommet) og det har derfor ligget til grund for deres spørgsmål, men ikke engang da fik jeg nogen mistanke, skønt jeg havde været en af de sidste, der så ham, inden han blev attesteret sindssyg og fjernet fra kontrollen over sine aviser. Jeg vidste ikke noget om det, da jeg talte med dem og heller ikke længe efter. Alt dette skete i en sådan hemmelighedsfuldhed, at skønt jeg fortsatte i ansættelsen på The Times i seksten år, hørte jeg først om "sindssygen", og "attesten", tredive år senere, fra Den Officielle Historie. Da var jeg i stand til at indse, hvilke store konsekvenser den sag , som jeg var en uindviet tilskuer til, den gang, i en alder af syvogtyve, havde haft.

Lord Northcliffe var således ude af billedet og uden for kontrol over sine aviser i den afgørende periode, som gik forud for Folkeforbundets ratificering af "mandatet", som afsluttede den palæstinensiske transaktion

299

og lod virkningerne af den gå i arv til den nulevende generation: Modstand fra en række tidsskrifter, med en stor læserskare, i denne periode, kunne have ændret hele hændelsesforløbet. Efter Lord Northcliffes død forsvandt muligheden for ledere i The Times, der "angreb Balfours holdning til zionismen." Fra da af blev pressens underkastelse, som det er beskrevet i Protokollerne, stadig mere tydelig og nåede efterhånden den tilstand, som råder i dag, hvor troværdige rapporter, og upartiske kommentarer i dette spørgsmål, længe har fraværende.

Lord Northcliffe blev fjernet fra kontrol over sine aviser og sat i fangenskab, den 18. juni 1922; Den 24. juli 1922 mødtes Folkeforbundets Råd i London, i sikkerhed mod enhver mulighed for højlydte, offentlige, protester fra Lord Northcliffe, for at tildele England et "mandat" til at forblive i Palæstina og til, med våbenmagt, at installere zionisterne dér (jeg beskriver, hvad hændelsesforløbet har vist, var kendsgerningerne; sådan blev sagen selvfølgelig ikke fremstillet for offentligheden).

Denne handling, at "ratificere" "mandatet" var, under sådanne omstændigheder, en ren formalitet. Det virkelige arbejde, der havde bestået i at udarbejde dokumenterne og sikre, at de blev accepteret, var blevet gjort på forhånd, for det første punkts vedkommende, af skrivere, der var inspireret af dr. Weizmann og, for det andets vedkommende, af dr. Weizmann selv i venteværelserne, i mange hovedstæder. Medlemmerne af hr. House’ "Undersøgelseskommission" ('Inquiry'), havde udformet pagten med Folkeforbundet; dr. Weizmann, hr. Brandeis, rabbi Stephen Wise og deres medarbejdere, havde udformet Balfour-erklæringen. Nu skulle det tredje, afgørende, dokument udformes, et dokument, hvis lige historien aldrig før havde set. Dr. Weizmann giver lord Curzon (daværende britisk udenrigsminister) den formelle kompliment, at sige, at han var "leder af den egentlige udformning af mandatet", men tilføjer "på vor side havde vi værdifuld assistance fra hr. Ben V. Cohen … en af de dygtigste til sådant arbejde i Amerika". Så en zionist fra Amerika (hr. Cohen skulle komme til at spille en vigtig rolle på et meget senere punkt i denne proces) udformede faktisk et dokument, under hvilket "den nye verdensorden" skulle diktere britisk politik, brugen af britiske tropper, og Palæstinas fremtid.

Lord Curzons andel var blot at moderere "mandatets" betingelser, hvis han kunne, og han opnåede faktisk nogle mindre modifikationer, skønt disse havde ringe indflydelse på begivenhederne, i det lange løb. Han var en dygtig statsmand (ikke politiker), lignede en romersk kejser, han var "fuldstændig loyal over for den førte politik og agtede at vedstå Balfour-erklæringen" (dr.Weizmann), men var kendt for, personligt, at misbillige det projekt, som han var forpligtet til at fremme (det var måske grunden til, at han aldrig blev premierminister, et embede, han var højt kvalificeret til). Det lykkedes ham at få fjernet ét ord fra udkastet. Dr. Weizmann og hr. Cohen ønskede, at det skulle begynde sådan:"I erkendelse af jødernes historiske ret til Palæstina …" Lord Curzon sagde, "Hvis man formuleret det sådan, kan jeg se Weizmann komme til mig, dag og nat, og sige, at han har ret til at gøre det ene og det andet i Palæstina! Jeg vil ikke have det". Så "historisk ret" blev til "historisk tilknytning", en forkert udtalelse af mindre omfang; lord Curzon, som var veluddannet, troede så vist ikke på,

300

at khazarerne, fra Rusland, havde nogen historisk tilknytning til den arabiske halvø.

Mens udkastet således var ved at blive udarbejdet, tog dr. Weizmann på endnu en international rundrejse for at sikre sig, at alle medlemmer af Folkeforbundet ville indvi "den nye verdensorden" ved at stemme for "Mandatet". Han henvendte sig først til den italienske udenrigsminister, en vis signor Schanzer, som sagde, at Vatikanet var bekymret for fremtiden, under zionismen, for det værelse, i Jerusalem, hvor den sidste nadver havde fundet sted. Dr. Weizmann siger i den tone, han og hans ligesindede sædvanligvis anvendte, når de talte om ting, der var hellige for andre, "Da min uddannelse i kirkehistorie er utilstrækkelig, vidste jeg ikke, hvorfor italienerne lagde så stor vægt på det værelse, hvor den sidste nadver havde fundet sted".[17]

Dr. Weizmann kunne berolige signor Schanzer og forlod Rom, sikker på Italiens støtte. Derefter gik det, slag i slag, og fra da af blev "stemmerne" i Folkeforbundet (og senere i "De forenede Nationer") altid ordnet på forhånd, på denne måde, ved hemmelig opsøgningsvirksomhed, lobbyisme og "uimodståeligt pres" i al almindelighed. Dr. Weizmann tog til Berlin og fandt, at en berømt, jødisk, minister dér, dr. Walter Rathenau, var stærkt imod zionismen. Han "beklagede ethvert forsøg på at gøre de tyske jøder til en flok fremmede på Mark Brandenburgs jord": det var alt, hvad han kunne se i zionismen". Dr. Rathenau blev snart efter myrdet, således, at de emanciperede, vestlige, jøders sag havde mistet endnu en markant forkæmper.

Ved sine rejser og besøg sikrede dr. Weizmann sig, forud for mødet, alle stemmer, undtagen to, Spaniens og Brasiliens. Så tog han til London, til den spanske dignitar, som skulle repræsentere Spanien og sagde, "Her er Spaniens mulighed for, delvist, at tilbagebetale den gamle gæld, som det skylder jøderne. Det onde, som jeres forfædre gjorde sig skyldige i, imod os, kan I delvist slette".

Dr. Weizmann var forsigtig nok til, to gange, at bruge ordet "delvist". Hans vært, hvis pligt jo var over for det nutidige Spanien, blev lokket med den forledelse, som tidligere havde fascineret hr. Balfour; at Spanien havde en ubestemmelig "gæld" til "jøderne," som hans gæst påstod at repræsentere, og at han, ved at udslette arabernes håb i Palæstina, (delvist) kunne udslette denne gæld, som det blev påstået, at Spanien havde pådraget sig. Hvis man anvender almindelig sund fornuft på disse samtaler, ser de ud som noget fra den gale kanins the-selskab i "Alice i Eventyrland". Hvorom alting er, så lovede den spanske repræsentant Spaniens stemme og, for at få det hele med, også

301

Brasiliens, sådan, at rækken af ja’er var komplet. Selv dr. Weizmann kunne ikke sige, om denne lykkelige afslutning på hans besøg var resultatet af hans egen veltalenhed eller af pres, som stammede højere oppe fra (den spanske delegeredes overordnede i Madrid).

I England blev der, alt som tiden nærmede sig, gjort et sidste forsøg på at undgå britisk indblanding i dette foretagende. Lorderne Sydenham, Islington og Raglan førte an i et angreb på "mandatet" i overhuset og fik et stort flertal for et forslag om at tilbagekalde Balfour-erklæringen. Men overhuset, som havde mistet sin tidligere magt, kunne på dette tidspunkt kun protestere og hr. Balfour (som snart skulle blive lord) forsikrede straks dr. Weizmann: "Hvad gør det, at nogle få, fjollede, lord’er fremlægger sådan et forslag?"

Efter alle disse hemmelige forberedelser var alt klappet og klart til Folkeforbundets møde i London 24. juli 1922 og "alt gik glat, da hr. Balfour introducerede sagen om ratificering af Palæstina-mandatet". Uden nogen indsigelser fik England foræret "mandatet" til at forblive i Palæstina og at til at stille væbnede styrker til rådighed for zionisterne, når de ankom.[18]

Således blev den britiske fremtid, i 1922, belemret med et foretagende, som aldrig var blevet underkastet offentlighedens søgelys, og i de næste tre årtier begyndte de voksende regninger at strømme ind. Tidligt i processen blev også Amerika atter inddraget, skønt offentligheden, dér, ikke blev klar over dette, før tredive år senere.

Præsident Wilson var død og hans Demokratiske Parti var ude af regeringen. Præsident Harding var kommet i Det hvide Hus og republikanerne var igen ved magten. De var blevet båret ind, påny, af en bølge af skuffelse over resultatet af krigen, og et instinktivt ønske om at blive fri for oversøiske "forviklinger". Landet følte sig vel ude af Folkeforbundet, og dets mystiske aktiviteter, rundt om i verden.

Så førte det Republikanske Parti republikken tilbage, ind i de forviklinger, som det Demokratiske Parti oprindelig havde trukket den ind i. Tilsyneladende ville partilederne, disse arkitekter af folkelig ulykke, konkurrere med det andet parti om disse magtfulde gruppers gunst, og om de "fluktuerende stemmer," som de kontrollerede, som det er beskrevet i hr. House’ roman.

I juni 1922, og lige før Folkeforbundet forærede England det palæstinensiske "Mandat", vedtog De forenede Staters Kongres en fælles resolution for begge huse, hvis ordlyd var næsten identisk med Balfour-erklæringen af 1917. Derefter var det zionistiske reb bundet fast rundt

302

om halsen på Amerikansk politik og skønt den amerikanske vælger kun blev klar over dette, var det herefter uden betydning for ham, hvilket af partierne, der vandt ved valgene.

[17] I 1950 havde zionisterne åbnet en "Katastrofekælder" i underetagen af den samme bygning, som et pilgrimssted for jøder. En tekst, ved indgangen, sagde, "Adgang forbudt for folk med svage nerver". Overrabbineren for Sydafrika skrev, efter at have inspiceret stedet, "Der gøres alt for at udvikle og fostre denne nye kult, Zionbjerget; for at skabe en erstatning for Grædemuren og et følelsesmæssigt afløb for folket. Der syntes for mig at være noget ujødisk i det, noget, som hørte under overtro, snarere end sand religiøs tro … Jeg skælver ved at tænke på virkningerne af disse fuldstændig apokryfe historier" (om mirakuløse helbredelser) "for de enfoldige, fromme og overtroiske jøder fra Yemen. Er der ved at opstå et jødisk Lourdes? Det håber jeg ikke, men tegnene er ildevarslende". (tilbage)

[18] "Mandaterne", som England fik for Irak og Transjordan og som Frankrig fik for Syrien, blev snart trukket tilbage, idet disse territorier blev uafhængige stater. Andre lande fik "mandater" over forskellige kolonier og oceaniske territorier, som med tiden faktisk blev deres ejendom. Disse andre "mandater" var fra starten fingerede og tjente som anstandsdamer, der skulle dække over tvivlsomme aktiviteter, der havde brug for respektabelt selskab. Af hele dette fidusforetagende opretholdtes kun Palæstina-"mandatet", indtil zionisterne var talrige nok, og havde tilstrækkeligt med våben, så blev det opgivet og landet overladt til den indtrængende fjende, som da var i stand til at tage, og holde det, med magt. Det senere "De forenede Nationer", lod af indlysende grunde, ikke betegnelsen "mandat" genopstå. Man fandt på et andet ord, "formynderskab" ('trusteeship') for den samme idé, som gennemskueligt går ud på, at overføre territorier fra ét ejerskab til et andet, ved hjælp af en simuleret proces, der skal give udseende af "international lov", og lovlighed. (tilbage)

 
 

Næste

Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne
Forside