Kontroversen om Zion

af Douglas Reed


S. 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260

Kapitel 30

 

Det afgørende slag

Krigen 1914-1918 var den første krig mellem hele nationer, som modsætning til krig mellem hære; de hænder, der dirigerede den, nåede ind i hvert eneste hjem i de fleste europæiske, og i mange ikke-europæiske lande. Det var en ny ting i verden, men den var forudsagt af kommunismens og zionismens sammensvorne. Protokollerne fra 1905 sagde, at modstand mod den plan, som var fremsat i dem, ville blive mødt med ”universel krig”; Max Nordau sagde i 1903, at den zionistiske ambition i Palæstina ville blive opfyldt af ”den kommende verdenskrig”.

Hvis sådanne ord skulle kunne gå i opfyldelse og således opnå status af ”overnaturlig viden”, som eksisterede forud for de faktiske hændelser, måtte sammensværgelsen få kontrol over de involverede regeringer, så at deres stats politik, og følgelig deres militære operationer, kunne afledes for at tjene sammensværgelsens formål, og ikke nationale interesser. Den amerikanske præsident var allerede (d.v.s. fra 1912) hemmelige ”rådgiveres” fange, som det er blevet vist; og hvis hr. House' fremstilling af ham (fremstillingerne ligner hinanden i den anonyme roman og i de anerkendte Private Papirer) er korrekt, passer han til den beskrivelse, der er givet i de tidligere Protokoller, ” … vi erstattede herskeren med en karikatur af en præsident, der var taget ud af pøbelen, blandt vore marionetter, vore slaver”.

Hr. Wilson behøvede imidlertid ikke at tage ret stor aktiv del for at fremme den store ”plan” i de tidlige stadier af Den førsteVerdenskrig; han kom til at opfylde sin funktion senere. I begyndelsen var det vigtigste at opnå kontrol over den britiske regering. Kampen for at opnå dette varede i to år og endte med sejr for de intrigerende, hvis aktiviteter var ukendte for de store masser. Denne kamp, som udkæmpedes i ”den internationale politiks labyrint”, var Den første Verdenskrigs afgørende slag. Det vil sige (eftersom ingen beslutning nogen sinde er endelig og altid kan ændres af en senere beslutning), at den skabte de største og mest varige virkninger på Det tyvende Århundredes videre forløb; disse virkninger fortsatte med at dominere hændelserne imellem krigene og under Den anden Verdenskrig, og i 1956 (hvor Douglas Reed's beretning slutter, overs. anm.), ser den ud til at udgøre den mest sandsynlige årsag til en tredje ”universel krig”. Intet væbnet sammenstød i løbet af krigen 1914-1918 kom til at indvirke så meget på fremtiden, som erobringen af den britiske regering i 1916. Denne proces var skjult fra de forvirrede masser. Fra start til slut troede briterne, at de kun havde at gøre med en fremfusende teutonisk krigsherre og amerikanerne, at de europæiske folkeslag uforbederlige stridbarhed var den egentlige årsag til alt postyret.

I England eksisterede, i 1914, den situation, der var opstået ved præsident Wilsons hemmelige fangenskab, ikke. De ledende politiske og militære poster var beklædt med mænd, som satte ethvert forslag om politisk og militær handling på én prøve: ville det hjælpe til at vinde krigen, og var det i deres lands interesse. Zionismen bestod ikke denne prøve. Historien om de første to år af den fire år lange krig, er historien om kampen for at vælte disse generende mænd og erstatte dem med andre, der var mere medgørlige.

245

Før 1914 var sammensværgelsen kun trængt ind i forgemakkerne (bortset fra Balfour regeringens fatale handling i 1903). Efter 1914 sluttede stadig flere ledende mænd sig til denne afledningsmanøvre, zionismen. I dag er ”de praktiske overvejelser” (om popularitet eller ej i offentligheden, om stemmer, om økonomisk støtte eller embede), som påvirker politikere, velkendte, for de er blevet påvist af mange troværdige skrevne beretninger. Men på den tid, i England, skulle en politiker være usædvanlig kløgtig eller fremsynet for et se zionisterne som nøglen til politisk fremgang. Derfor har den balfour'ske romantiske betagelse måske drevet dem; annalerne er uklare om den periode og forklarer ikke det uforklarlige*. Endvidere har englændere altid haft en tendens til at give deres handlinger et slør af højt moralsk formål og til at overtale sig selv til at tro på det; dette fik Macaulay til at bemærke, at ”vi kender ikke noget syn så latterligt, som den britiske offentlighed i en af dens periodiske moralske anfald”. Det er muligt, at nogen af de mænd, som dengang tilsluttede sig denne intrige (hvad det utvivlsomt var) troede, at de gjorde det rigtige. Dette selvbedrag viser sig i den eneste udtalelse, jeg har kunnet finde, som klart identificerer en gruppe pro-zionister på høje poster i England, på denne tid, og antyder en slags motiv, som det, der ovenfor er fremstillet satirisk af lord Macaulay.

Den udtalelse stammer fra en hr. Oliver Locker-Lampson, som var medlem af det konservative parti tidligt i dette århundrede. Han spillede ikke nogen fremtrædende rolle og var kun bemærkelsesværdig, om overhovedet, på grund af sin senere, fanatiske støtte til zionismen, i og uden for parlamentet, men han var en personlig ven af de ledende mænd, som påduttede det britiske folk zionismen. I 1952 skrev han i en ugeavis i London:

”Winston, Lloyd George, Balfour og jeg var opdraget "livskraftigt protestantisk"(nu kendt som kristne zionister, overs. anm.), og tror på en ny frelser, som skal komme, når Palæstina gives tilbage til jøderne”. Dette er den messianske idé, som de Cromwell'ske tilhængere af tusindårsriget troede på, her prakket på det tyvende århundrede. Kun de, som nævnes, kunne sige, om dette passer, og kun én af dem er i live. Hvorvidt det er den sande basis for protestantismen, livskraftig eller ikke, må læseren selv vurdere. Ingen vil hævde, at det er en fornuftig basis for en stats politik eller militære operationer i krig. Den udtrykker selvfølgelig også den samme ugudelige idé, som bevægede profeten Monk og alle sådanne mænd: at Gud har glemt sin pligt, og da han har fejlet, må nogen gøre det rigtige for ham. Hvorom alting er, en gruppe var blevet dannet, og vi kan lige så godt bruge det navn, som denne mand gav den: de Livskraftige Protestanter.

Den første Verdenskrig begyndte, og disse Livskraftige Protestanter var ivrige efter at få magt, så at de kunne aflede militære operationer i Europa til det formål at levere Palæstina til zionisterne. Dr. Weizmann, som ikke havde ligget på den lade side siden vi sidst så ham, i hyggeligt samvær med hr. Balfour, i Manchester i 1906, gik straks i aktion: ”nu er det tid … de politiske perspektiver vil være favorable”, skrev han i oktober 1914. Han udvalgte sig hr. C.P. Scott, redaktør af Manchester Guardian, der den gang, som nu, var meget optaget af enhver ikke-hjemlig sag.

*Det er senere kommet frem, at den egentlige ophavsmand til Balfourdeklarationen var Lord Amery, som var hemmelig jøde, overs. anm.

246

Hr. Scott var henrykt over at erfare, at hans gæst var ”en jøde, som hadede Rusland” (Rusland, Englands allierede, var på selv samme tid ved at redde de britiske og franske hære i Vest ved at angribe fra Øst) og tog ham straks med til morgenmad med hr. Lloyd George, som da var finansminister. Hr. Lloyd George (som dr. Weizmann fandt ”usædvanligt respektløs” angående krigen i Europa) var ”varm og opmuntrende” med hensyn til zionismen og foreslog endnu et møde med hr. Balfour. Dette fulgte den 14. december 1914. Hr. Balfour, som huskede samtalen i 1906, spurgte ”ganske nonchalant”, om han kunne hjælpe dr. Weizmann i nogen praktisk henseende, men fik det svar, ”Ikke mens kanonerne drøner; når den militære situation bliver mere afklaret, kommer jeg igen” (Fru Dugdale, hvis beretning stemmer overens med Dr. Weizmanns egen:”Jeg fulgte ikke op på denne åbning, tid og sted var ikke gunstige”. Det var ved dette møde, at hr. Balfour uopfordret sagde, at ”når kanonerne tier, får De nok Deres Jerusalem”).

Dr. Weizmann tog ikke ivrigt imod hr. Balfours ”ganske nonchalante” tilbud af én god grund. Zionismens hovedkvarter var i dette øjeblik i Berlin og dr. Weizmanns kolleger dér var overbevist om, at Tyskland ville vinde krigen. Før de lagde nogen kort på bordet, ville de være sikre på dette. Da de senere besluttede at spille på det allierede kort, ”drønede kanonerne” stadig. Det var ikke myrderierne i Europa, der havde afskrækket Dr. Weizmann fra at ”følge op på åbningen”. Som han sandfærdigt fortalte hr. Balfour (og hr. Balfour forstod bestemt ikke, hvad hans gæst havde i tankerne), ”tidspunktet … var ikke gunstigt”, og dr. Weizmann havde til hensigt at vente ”indtil den militære situation blev mere afklaret”.

Det er påfaldende, at nogle af de mænd, der var involveret i disse offentligt ukendte interviews, synes at have prøvet på at skjule deres datoer; på denne tid burde Englands skæbne være det eneste, de var optaget af. Jeg har allerede nævnt ét tilsyneladende tilfælde: forvirring omkring datoen for lord Balfours andet møde med dr. Weizmann, som lige beskrevet. Ligeledes skrev hr. Lloyd George, at hans første møde med dr. Weizmann fandt sted i 1917, da han var premierminister og han kaldte det ”tilfældigt”. Dr. Weizmann rettede det foragteligt: ”faktisk begyndte hr. Lloyd George' støtte til det jødiske hjemland længe inden han blev premierminister, og vi havde flere møder i de mellemliggende år”.

Et tredje møde med hr. Balfour fulgte, ”en vældig samtale, som varede flere timer” og gik ”usædvanligt godt”. Dr. Weizmann gav endnu en gang udtryk for sit ”had til Rusland”, Englands hårdt pressede allierede. Hr. Balfour undrede sig mildt over, ”hvordan en ven af England kunne være så anti-russisk, når Rusland gjorde så meget for at hjælpe England i krigen”. Som ved den tidligere lejlighed, da han hentydede til britiske jøders anti-zionistiske overbevisning, synes han ikke at have haft nogen virkelig hensigt om at protestere og konkluderede:”Det er en stor sag, De arbejder for; De må komme igen og igen”.

247

Hr. Lloyd George advarede også Dr. Weizmann om, at ”der utvivlsomst ville være stærk modstand fra visse jødiske kredse” og dr. Weizmann gav sit stereotype svar, at ”rige og mægtige jøder er for det meste imod os”. Mærkværdigvis synes dette svar at have gjort et dybt indtryk på de Livskraftige Protestanter, som for det meste var rige og magtfulde mænd, og de blev snart lige så fjendtlige over for deres landsmænd, Englands jøder, som deres plageånd, Dr. Weizmann fra Rusland.

Modstand imod zionismen kom et andet sted fra. På de højeste poster var der stadig mænd, som kun tænkte på den nationale pligt og på at vinde krigen. De ville ikke tolerere ”had” til en militær allieret eller gå ind for en ødsel ”ekstraforestilling” i Palæstina. Disse mænd var hr. Herbert Asquith (premierminister), lord Kitchener (krigsminister), sir Douglas Haig (som blev hærchef i Frankrig) og sir William Robertson (hærchef i Frankrig, senere chef for imperiets generalstab).

Hr. Asquith var den sidste liberale leder i England, som søgte at give ”liberalismen” en betydning i overensstemmelse med nationale interesser og religiøs overbevisning, i modsætning til den betydning, som udtrykket er blevet givet i de seneste fire årtier (som givet i protokollerne: ”Da vi bragte liberalismens gift ind i statslegemet, undergik hele dets politiske temperament en forandring; stater er blevet angrebet af en dødelig sygdom, blodforgiftning …”). Da han senere blev styrtet, døde liberalismen, i dennes egentlige betydning, i England; selve partiet gik i forfald og faldt sammen, og efterlod kun et navn, som mest blev brugt til ”dække” for kommunisme og dens myriader af ”utopiske drømmere”.

Hr. Asquith hørte først om den intrige, der var ved at blive brygget sammen, da han modtog et forslag om en jødisk stat i Palæstina fra en jødisk minister, hr. Herbert Samuel, som havde været til stede ved Weizmann-Lloyd George morgenmaden i december 1914; disse to var blevet informeret om den på forhånd. Hr. Asquith skrev, ” … Samuels forslag om britisk anneksion af Palæstina, et land på størrelse med Wales, meget af det ufrugtbare bjerge, og en del af det uden vand. Han mener, vi i dette lidet lovende område kan plante omkring tre eller fire millioner jøder … Jeg synes ikke om dette forslag om at forøge vort ansvarsområde … Den eneste anden tilhænger af dette forslag er Lloyd George og jeg behøver vel ikke at sige, at han er revnende ligeglad med jøderne og deres andel i fremtiden …”

Hr. Asquith (som ramte hr. Lloyd George på kornet) forblev af samme mening til det sidste. Ti år senere, længe efter, at han havde fratrådt sit embede, besøgte han Palæstina og skrev, ”Denne snak om at gøre Palæstina til et jødisk nationalt hjem synes mig lige så fantastisk som altid”. I 1915 gjorde han, ved sit afvisende svar, sig selv og sin afgang fra embedet til intrigens mål. Så længe han kunne, holdt han sit land uden for Palæstina-eventyret; han accepterede de militære lederes vurdering, at krigen kun kunne vindes (om overhovedet) på den vigtigste slagmark, i Europa.

248

Lord Kitchner, som var af samme mening, havde stor autoritet og nød enorm popularitet. Det overordnede militære mål, på dette stadium var, sagde han, at få Rusland til at blive i krigen (zionisterne ønskede Ruslands ødelæggelse og informerede de Livskraftige Protestanter derom). Lord Kitchener blev sendt til Rusland af hr. Asquith i juni 1916. Krydseren Hampshire, og med den lord Kitchener, forsvandt. Gode autoriteter er enige om, at han var den eneste, som kunne have fastholdt Rusland i krigen. En formidabel forhindring, både for verdensrevolutionen dér og det zionistiske foretagende, forsvandt dermed. Sandsynligvis kunne zionismen ikke være blevet påtvunget Vesten, hvis han havde levet. Jeg husker, at da soldaterne på vestfronten hørte nyheden, følte de, at de havde tabt et stort slag. Deres intuition var rigtigere, end de vidste.

Derefter stod kun Asquith, Robertson, Haig og Englands jøder mellem zionismen og dens mål. Intrigens område udvidedes. Times og Sunday Times sluttede sig til Manchester Guardian i deres begejstring for zionismen, og i og omkring kabinettet sluttede stadig flere sig til Balfour og Lloyd George. Lord Milner (som var ved at tilslutte sig) meddelte, at ”hvis araberne tror, at Palæstina vil blive et arabisk land, så tager de meget fejl”; samtidig var oberst Lawrence ved at samle araberne til oprør imod en fjende af de allierede, nemlig tyrkerne. Hr. Philip Kerr (senere lord Lothian, ved den tid hr. Lloyd George's amanuensis) besluttede, at der skulle opstå ”et jødisk Palæstina” af tugtelsen af ”den gale hund i Berlin” (som kejseren blev fremstillet for ”pøbelen”). Sir Mark Sykes, leder af krigskabinettet, var ”et af vore største fund” (Dr. Weizmann) og han udvidede idéen, så den skulle blive til ”befrielsen af jøderne, araberne og armenierne”.

Ved hjælp af sådanne falske påvirkninger bliver mængden atter og atter ”overbevist”. Araberne og armenierne var, hvor de altid havde været, og havde ingen ambitioner om at flytte andetsteds hen. Jøderne i Europa var så frie eller ufrie, som andre mennesker; Jøderne i Palæstina havde demonstreret deres iver efter at tage til Uganda, jøderne i Europa og Amerika ville blive, hvor de var, og kun de judaiserede khazarer i Rusland, som var underlagt deres talmudiske ledere, ønskede at komme i besiddelse af Palæstina. Sir Marks' opfindelse af denne formulering var endnu en ulykke for eftertiden, for den antydede, at Palæstina-eventyret kun skulle være ét af flere lignende. Til forskel fra de øvrige Livskraftige Protestanter, var han ekspert i Mellemøstlige anliggender og må have vidst bedre.

En anden ny tilhænger, lord Robert Cecil, brugte også denne bedrageriske formulering, ”Arabien for arabere, Judea for jøder, Armenien for armeniere” (Armeniernes befrielse blev ganske glemt i de efterfølgende begivenheder) og hans tilfælde var også mærkeligt, for statsmandskunst var medfødt i slægten Cecil. Zionismen havde en mærkelig magt til at skabe vanvid hos vise mænd. Hr. Balfour (halvt Cecil) besad slægten Cecils visdom i andre anliggender; han udgav et skrift om reorganiseringen af Europa efter krigen, som i dag står som model for klog statsmandskunst, hvorimod han i spørgsmålet om zionismen var som bedøvet.

249

Lord Cecils tilfælde er lige så uforklarligt. Jeg husker et foredrag, han gav i Berlin (i 1930'erne) om Folkeforbundet. Høj, duknakket, med skarpe træk, arveligt begavet, ytrede han varsler om fremtiden, som fra en åbenbaringernes bjergtop, og påberåbte sig med gravrøst ”de hebraiske profeter”. Som ung journalist var jeg meget imponeret uden at forstå, hvad han mente. I dag, hvor jeg har lært lidt, er det stadig et mysterium for mig; hvis profeten Jeremias, for eksempel var noget, så var det anti-zionist.

Men dr. Weizmann siger specifikt om lord Robert, ”For ham var genetableringen af et jødisk hjemland i Palæstina, og organiseringen af verden i en stor føderation, komplementære træk i det næste skridt på vejen til at få bragt orden i menneskelige forhold … Som en af grundlæggerne af Folkeforbundet, betragtede han det jødiske hjemland som lige så vigtig som selve forbundet”.

Her slipper den store hemmelighed ud; men erkendte sir Robert det? Erobringen af Palæstina til zionisterne fra Rusland, var blot ”det næste skridt” på vejen til ”at få bragt orden i menneskelige forhold” (Lord Actons udtalelse om ”planen” og ”lederne” bringes i erindring). ”Verdensføderationen” fremstilles som en medvirkende omstændighed i den samme plan. Dette forbunds grundlæggende teori, i dens forskellige former, har vist sig at være, at nationer bør afgive deres suverænitet , så at separate nationer vil forsvinde (dette er selvfølgelig også det grundlæggende princip i Protokollerne). Men hvis nationer skal forsvinde, hvorfor skal deres udslettelse så begynde med skabelsen af en ny nation, medmindre det er for at den skal være den øverste autoritet til at ”bringe orden i menneskelige forhold” (denne idé med en øverste nation går som en rød tråd gennem Det gamle Testamente, Talmud, Protokollerne og ortodoks zionisme).

Således forbliver lord Roberts støtte til zionismen uforståelig, for hans nedarvede visdom gjorde ham meget bevidst om farerne ved et verdensdespoti, og i denne periode skrev han til hr. House i Amerika:

”At vi bør gøre en virkelig indsats for at få etableret et fredsmaskineri, når denne krig er forbi, er jeg ikke i tvivl om … En fare mener jeg er, at man vil søge at opnå for meget … Intet gjorde mere skade for fredens sag end sammenbruddet af anstrengelserne i denne retning efter Waterloo. Det er nu generelt glemt, at Den hellige Alliance oprindeligt blev indgået som en Liga til at gennemtvinge fred. Desværre tillod den sine energier at blive afledt på en sådan måde, at den i virkeligheden blev en liga til at opretholde tyranni, med det resultat, at den generelt kom i miskredit, foruden at gøre umådelig skade på andre måder… Eksemplet viser, hvor let de mest velmente planer ender med at mislykkes”.

Citatet viser, at lord Cecil burde have været opmærksom på faren ved at ”aflede energier”; det viser også, at han misforstår zionismens natur, hvis den mening, Dr. Weizmann tillægger ham, er korrekt. Da han skrev disse ord, var en ny ”Liga til at gennemtvinge Fred” ved at blive organiseret i Amerika af hr. House's egen svoger, Dr. Mezes; det var forgængeren for forskellige verdensregeringsdannelser, som siden er fulgt efter, i hvilke magtfulde gruppers hensigt om at

250

danne ”en liga til at opretholde tyranni” i verden er blevet klart afsløret.

Så da det andet år af Den første Verdenskrig gik til ende, var de Livskraftige Protestanter, som havde blikket rettet mod Palæstina, ikke Europa, blevet et talrigt broderskab, der omgav den russisk-zionistiske kerne. Herrerne Leopold Amery, Ormsby-Gore og Ronald Graham sluttede sig til de ovennævnte ”venner”. Zionismen havde en fod inden for i alle afdelinger, undtagen i krigsministeriet. Hvad end grunden til deres oprindelige entusiasme havde været, lokkede materielle goder nu ubestrideligt; intrigen sigtede på at fjerne mænd fra officielle poster og tage deres pladser.

Den obstruerende premierminister, hr. Asquith, blev fjernet ved slutningen af 1916. Gårsdagens optegnelser viser nu, hvordan det blev gjort, og tidens gang gør det muligt at vurdere resultaterne. Det motiv, der blev givet til masserne var, at hr. Asquith var ineffektiv i krigsførelsen. Oprigtigheden i denne påstand kan måles ved det, som fulgte; hans efterfølgeres første handling var at sende styrker til Palæstina og, som følge heraf, var hr. Lloyd George næsten ved at tabe krigen helt og aldeles.

Den 25. november 1916 anbefalede hr. Lloyd George sin chef at trække sig tilbage fra formandskabet i krigsrådet til fordel for hr. Lloyd George. Normalt ville et sådant forlangende have været det rene selvmord, men dette var en koalitionsregering, og den liberale hr. Lloyd George fik støtte til sit forlangende af de konservative ledere, hr. Bonar Law og Sir Edward Carson, så det blev et ultimatum. (Disse to troede antagelig oprigtigt på hr. Lloyd Georges overlegne evner; de kan ikke mistænkes for tilstrækkelig dyb konservativ dobbelthed til at kunne forudse, at han i den sidste ende ville ødelægge det liberale parti!)

Hr. Lloyd George forlangte også, at den inkompetente (og konservative) Balfour skulle afsættes fra posten som leder af admiralitetet. Den liberale premierminister afviste indigneret at overgive krigsrådet eller afsætte hr. Balfour (4. december) . Så modtog han hr. Balfours opsigelse, hvorpå han straks sendte hr. Balfour en kopi af sit eget brev, hvori han nægtede at afskedige hr. Balfour. Derpå fandt hr. Balfour, som var holdt inden døre af en slem forkølelse, styrke til at sende endnu et brev, hvori han insisterede på at sige op, som Lloyd George havde forlangt, og hr. Lloyd George sagde også op:

Hr. Asquith var så alene tilbage. Den 6. december havde hr. Balfour (som var blevet afskediget efter hr. Lloyd Georges diktat) det godt nok til at modtage hr. Lloyd George. Den eftermiddag mødtes partilederne og erklærede, at de med glæde ville stå til tjeneste under hr. Balfour. Hr. Balfour sagde nej tak, men tilbød, at han med glæde ville stå til tjeneste under hr. Lloyd George . Hr. Lloyd George blev så premierminister og ansatte den inkompetente hr. Balfour som udenrigsminister. Så de to mænd, som privat var engagerede i at støtte zionismen, flyttede ind på de højeste officielle poster, og fra da af var den britiske regerings kræfter rettet imod at skaffe Palæstina til zionisterne over alle andre formål. (I 1952 læste jeg et brev i det jødiske blad,

251

Commentary i New York, som lod forstå, at jøderne i det nordlige Wales, med deres stemmer, havde spillet den afgørende rolle i valget af hr. Lloyd George. Jeg har også troværdige oplysninger om, at han i sin advokatpraksis gjorde mange forretninger med zionister, men det kan jeg ikke selv stå inde for. I hans tilfælde kan, efter min mening, et korrupt formål ikke udelukkes; det understøttes af unøjagtigheden i hans udtalelser om zionismen, som dr. Weizmann to gange retter på).

Således omgrupperede de centrale figurer på scenen sig. Hr. Lloyd George, en lille smart advokat i jaket, blandt større kolleger, mange stadig iført den gammeldags skødefrakke, lignede en spurv blandt krager (en spurv i tranedans). Ved siden af ham stod hr. Balfour, høj og ranglet, altid parat med et træt, kynisk svar på et ærligt spørgsmål, glad for lidt blid tennis; jeg kan se ham for mig nu, slentrende drømmende gennem Saint James Park, hen imod regeringsbygningen. Rundt om disse to et græsk kor af kabinetsministre og højtstående embedsmænd, som havde opdaget deres "livskraftige protestantisme". Nogle af disse Zions medrejsende har måske ærligt og redeligt ladet sig narre, eller ikke været klar over, hvem de var kommet op at køre med. Hr. Lloyd George var den første af en lang række skikkelser, som kunne kende en god fidus, når han så én. Gennem disse mænd fik de uskyldige ord ”tyvende århundredes politiker” en uheldsvanger betydning, og århundredet kan takke dem mange af dets ulykker.

Med hensyn til afledning af de britisk militære styrker til fremmede formål, var der kun én stærk modstander tilbage efter lord Kitcheners død og fjernelsen af hr. Asquith. Sir William Robertsons robuste skikkelse gjorde front mod gruppen omkring hr. Lloyd George. Havde han sluttet sig til den, kunne han have fået titler, receptioner, privilegier, ordener, forgyldte skrin, kors og bånd og stjerner helt ned på maven; han kunne have fået formuer for ”rettighederne” til hvad som helst, han skrev (selv eller sammen med en assistent)); han kunne have fået boulevarder opkaldt efter sig og kunne have draget i triumftog gennem jublende byer i Europa og Amerika; han kunne have fået kongressen og underhuset til at rejse sig i ærbødighed, og være draget ind i Jerusalem på en hvid hest. Han kom ikke en gang i adelskalenderen, hvilket er usædvanligt for en britisk feltmarskal.

Han var den eneste, der nogen sinde var steget til den højeste rang helt fra rekrut. I England, som havde en lille, professionel hær, var dette en stor præstation. Han var ligetil, ærlig, tung, med grove træk; han var af folket og lignede en flot ældste sergent. Den eneste, der støttede ham i hans kamp, var kommandøren i Frankrig, sir Douglas Haig, som var af kavaleriofficersslægt, en flot soldat, den almindelige soldats ideal af, hvordan en officer skulle være. Robertson, den brøsige, gamle soldat, var (modvilligt) gået ind på at deltage i en fest til indsamling af penge, som overklassedamer beskæftiger sig med i krigstider, og ved en sådan lejlighed så han Lady Constance Stewart Richardson, som følte sig foranlediget til at danse i stil og gevandter som Isadora Duncan. En general, der bemærkede Robertsons utålmodighed, sagde, ”De må da indrømme, at hun har flotte ben”. ”Umph, som alle andre ben”, knurrede Robertson.

Det faldt i denne sidste mands lod at forhindre overflytning af britiske hære til

252

Palæstina, hvis han kunne. Han betragtede alle forslag udelukkende ud fra deres militære betydning for krigen og sejren; hvis det kunne hjælpe til at vinde krigen, var motivet ham ligegyldigt; hvis ikke, var han imod det, uden hensyn til noget andet. På dette grundlag besluttede hen, at det zionistiske forslag var et farligt svinkeærinde, som kun kunne forhale sejren eller bringe den i fare. Han diskuterede aldrig og havde måske ikke engang mistanke om nogen politiske implikationer; de var irrelevante for ham.

Han havde sagt til hr. Asquith i 1915, ”Den mest effektive metode (til at slå centralmagterne) er helt klart at vinde en endegyldig sejr over de tyske hære, som stadig er på Vestfronten”. Derfor frarådede han indtrængende imod, ”hjælpekampagner i uvæsentlige områder og mod at svække styrkerne i Frankrig … Den eneste målestok for alle planer og forslag er deres betydning for krigen”.

Folk, der er i krig, er heldige, hvis deres ledere ræsonnerer sådan og uheldige, hvis de fraviger dette ræsonnement. Ifølge denne afgørende logik var Palæstina-foretagendet (et politisk projekt) udelukket. Da hr. Lloyd George blev premierminister, rettede han straks alle sine kræfter i retning af at aflede styrker til en større kampagne i Palæstina: ”Da jeg dannede regering, bragte jeg det straks på bane i krigsministeriet, at føre en kampagne ind i Palæstina. Sir William Robertson, som var ivrig efter at afværge faren for, at for mange tropper blev sendt fra Frankrig til Palæstina … var stærkt imod dette og vandt indtil videre”.

Sir Willian Robertson bekræfter: ” Indtil december 1916” (hvor hr. Lloyd George blev premierminister) ”har operationer længere væk end Suezkanalen i hovedsagen været af defensiv art, regeringen såvel som generalstaben … erkender den overvældende vigtighed af kampen i Europa og nødvendigheden af at give hærene størst mulig støtte. Denne énstemmighed mellem ministre og soldater kunne ikke opretholdes efter, at regeringen skiftede ledelse… Den fundamentale meningsforskel var især påtrængende i tilfældet Palæstina … Det nye krigskabinet havde kun eksisteret nogle få dage, da det gav generalstaben ordre til at undersøge muligheden for at udvide operationerne i Palæstina … generalstaben bad om tre divisioner mere og disse kunne kun tages fra hærene på Vestfronten … Generalstaben sagde, at projektet ville blive en betydelig kilde til problemer og skade vore muligheder for succes i Frankrig… Disse konklusioner var en skuffelse for ministrene, … som ønskede at se Palæstina besat med det samme, men de kunne ikke afvises … I februar henvendte krigskabinettet sig igen til chefen for generalstaben og spurgte, hvilke fremskridt, der blev gjort med forberedelser til en efterårskampagne i Palæstina”.

Disse passager viser, hvordan statens politik og militære operationer i en krig kan ”afbøjes” af politisk pression bag kulisserne. I det aktuelle tilfælde kom stridens æble mellem politikere og soldater til at dreje sig om liv eller død for nationerne helt frem til i dag, i 1950'erne (bogens afslutning, overs. anm.).

253

Hr. Lloyd George skaffede sig forøget magt ved en manøvre, som endnu engang viser den fremsynede tankegang, som må være lagt i forberedelsen af dette (zionistiske) foretagende, og i den omhyggelige udvælgelse af ”administratorer” til at følge op på det, som må være gået forud. Han foreslog, at krigskabinettet "skulle tage Englands "Dominions" (magtområderne) med på råd i langt større udstrækning end hidtil, med hensyn til krigen”. Udtrykt på den måde tiltalte idéen i høj grad masserne i England. Soldater fra Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika kæmpede skulder ved skulder med deres egne sønner. De oversøiske landes øjeblikkelige reaktion på, at ”det gamle land” var i fare, havde rørt den indfødte brites hjerte, og han var meget glad for, at deres ledere skulle inddrages mere i ”at føre krigen”.

Men ”diplomatens ord” (og hans hensigt) var en ganske anden end hans handling; hr. Lloyd George's forslag var blot et ”dække” for at bringe general Smuts til London fra Sydafrika, han blev af zionisterne anset for deres mest værdifulde ”ven” uden for Europa og Amerika, og general Smuts blev bragt dertil for at foreslå erobring af Palæstina.

Vælgerbefolkningen i Sydafrika er så ligeligt delt mellem afrikaanere og engelsktalende sydafrikanere, at de ”svingende 20 procent”, om muligt, var endnu mere afgørende dér end i Amerika. Zionisterne følte sig i stand til, og muligvis troede general Smuts også, at de var i stand til, at ”levere” en valgsejr. En af hans kolleger, en hr. B.K. Long (et Smuts parlamentsmedlem og tidligere ansat ved London Times ) skrev, at ”den betydelige jødiske stemmeblok, som var stærkt loyal over for Smuts og hans parti”, hjalp ham meget til sådanne valgsejre. Hans biografi nævner en stor arv fra ”en rig og magtfuld jøde” (et eksempel på falskheden i Dr. Weizmann's anklage imod rige og magtfulde jøder; den samme sir Henry Strakosch testamenterede i øvrigt en lignende gave til Winston Churchill) og nævner gaver fra unavngivne kilder, i form af hus og bil. Således var de partipolitiske betragtninger, som hvilede på ham af samme art som hr. Lloyd Georges, hr. House' og senere andre, og materielle faktorer er rimeligt tydelige i hans tilfælde.

Imidlertid er religiøse (eller pseudo-religiøse) motiver ofte nævnt i hans biografier (som det også undertiden hævdedes af hr. Lloyd George). De siger, at han foretrak Det gamle Testamente for Det Nye og de citerer han for at have sagt, ”Jo ældre jeg bliver, jo mere hebræer bliver jeg”. Jeg mødte ham mange år senere, da jeg vidste hvor vigtig en rolle han havde spillet i denne tidligere historie. Han var da (1948) meget bekymret over forfaldet i verdenssituationen og den eksplosive rolle, Palæstina spillede i den. Han så godt ud, sund og rank som næsten firsårig, med klare øjne og et lille skæg. Han kunne lejlighedsvis være hensynsløs og kunne have været fremstillet i et grusomt lys (hvis masse-aviserne havde været imod ham snarere end for ham) og hans politiske kløgt var på linie med Lloyd George's. Propagandaen fremstillede ham som den store arkitekt af anglo-boer forsoning;

254

da han døde på sin ensomme Transvaal farm, var de to racer mere uenige end nogensinde, så virkelig forsoning måtte overlades til senere generationer. I Sydafrika var han splittende kraft og alle vidste, at den virkelige magt bag hans parti var guld og diamant gruppens, ikke Englands; Johannesburg var basen for hans politiske styrke. I 1948, da det kom an på en prøve, var han den første til at støtte zionismen imod en hårdt presset engelsk regering.

Den 17. marts 1917 nåede general Smuts frem til London og blev modtaget med bifaldsjubel uden fortilfælde, og omstyrtelsen af Sir William Robertsons var nær. General Smut's modtagelse i triumf var et tidligt eksempel på det, som senere blev kendt som en fjernstyret presses ”opbygning” af en udvalgt topfigur. Metoden kendes i en anden form i hans hjemlige Sydafrika, hvor ”M'Bongo, lovpriseren, spankulerer frem og tilbage foran høvdingen og udråber ham til ”Den store elefant, jordryster, himmelstormer” og lignende.

General Smuts blev præsenteret for imperiets krigsministerium som ”en af krigens mest geniale generaler” (hr. Lloyd George). I virkeligheden havde general Smuts ført en lille kolonial kampagne i Sydvestafrika, og da han blev kaldt til London, var han midt i en ufærdig kampagne i Østafrika imod ”en lille, men effektivt bush-uddannet hær på 2.000 tyske officerer og 20.000 indfødte askarier” (hans søn, hr. J.C. Smuts). Så hyldesten var generøs (Lloyd George's tanker om professionelle soldater var ikke store: ”Der er ingen profession, hvor erfaring og uddannelse tæller mindre i sammenligning med dømmekraft og flair”).

For bedre at kunne isolere sig fra ”generalerne” (undtagen general Smuts), havde Lloyd George og hans lille krigsførende komité lejet et privat hus ”hvor de sidder to gange om dagen og bruger al deres tid på militærpolitik, som er mit arbejde; en lille gruppe politikere, som er ganske uvidende om krig og alt, hvad dertil hører, prøver at føre krigen selv” (Sir William Robertson). I april 1917 præsenterede general Smuts, effter invitation, sine forslag til, hvordan krigen kunne vindes, for denne isolerede gruppe. De blev indhyllet i følgende sprog: ”Palæstina-kampagnen præsenterer meget interessante militære og endog politiske muligheder … Det langt vigtigere og mere komplicerede spørgsmål om Vestfronten må også tages i betragtning. Jeg har altid betragtet det som uheldigt … at de britiske styrker er blevet helt og holdent bundet på denne front”. (Da dette råd blev givet, var Rusland ved at bryde sammen, overførsel af tyske hære til Vestfronten var en indlysende og øjeblikkelig kendsgerning, og truslen imod denne front var pludselig blevet forøget til størrelsesordenen: dødelig).

Denne anbefaling gav hr. Lloyd George den højtstående militære støtte, han behøvede (fra Østafrika) og han fik omgående krigsministeriet til at give ordre til den militære kommandant i Egypten om at angribe mod Jerusalem. General Murray indvendte, at hans styrker var utilstrækkelige, og blev afsat. Derpå blev kommandoen tilbudt til general Smuts, som hr. Lloyd George mente, ”sikkert ville lede en kampagne i det område med stor beslutsomhed”.

255

Nu vandt Sir William Robertson sin største sejr i krigen. Han havde en samtale med general Smuts. Hans gæsts egenskaber som general kan aldrig vurderes, for han fik aldrig lejlighed til at vise dem i de smår kampagne, han havde anført. Hans egenskaber som politiker er imidlertid hævet over enhver tvivl; han var en meget forsigtig mand og meget uvillig til at bytte triumferne i London for at risikere fiasko på slagmarken, som kunne ødelægge hans politiske fremtid i Sydafrika. Derfor afslog han, efter sin samtale med Sir William Robertson, hr. Lloyd Georges tilbud. (Som tiden skulle vise, ville han være blevet sparet for en fiasko, men det var ikke til at forudse, og således gik endnu en erobrer glip af chancen for at drage ind i Jerusalem på en stridshest. Da politikere sædvanligvis elsker sådanne øjeblikke, til trods for det komiske skær, tiden ofte kaster over dem, fortrød han senere dette: ”Tænk, at være draget ind i Jerusalem! Hvilket minde!”) Men på daværende tidspunktet sagde han til hr. Lloyd George, ”Det er min faste overbevisning, at vor øjeblikkelige militære situation ikke virkelig kan retfærdiggøre en offensiv kampagne for at erobre Jerusalem og besætte Palæstina”.

Hr. Lloyd George lod sig ikke afskrække selv af denne 180 graders vending, eller af Ruslands sammenbrud og den nye fare i Vest. I september 1917 besluttede han, at de nødvendige tropper til en stor kampagne i Palæstina kunne undværes på Vestfronten i vinteren 1917-1918 og kunne færdiggøre opgaven i Palæstina tidsnok til at være tilbage i Frankrig ved begyndelsen af det aktive arbejde i foråret”.

Kun Gud kan have sparet hr. Lloyd Georges landsmænd fra den fulde konsekvens af denne beslutning. Krigen kunne ikke vindes i Palæstina; den kunne stadig tabes i Frankrig, og faren var alvorlig. Men hr. Lloyd George, som var blevet afvist selv af general Smuts, havde endelig fundet militær støtte, for i dette øjeblik dukkede en anden skikkelse frem fra kulisserne og råbte ”mudder-måneder”.

Det var en vis sir Henry Wilson, som på følgende måde beskriver sig selv på en krigsmission til Rusland i januar 1917: ”Gallamiddag i udenrigsministeriet … Jeg var klædt som officer af æreslegionen, stjerne og halskæde af Bath, også russiske skulderstropper og grå astrakhan-hue, og jeg var i det hele taget en flot mand. Jeg vakte megen opsigt ved udenrigsministeriets middag og den efterfølgende reception. Jeg var meget højere end storhertug Serge og i det hele taget ”iøjnefaldende”, som jeg fik at vide. Superb!”

Det var denne mand, der førte sig frem på den tragiske russiske baggrund, som hr. Lloyd George og zionismen skyldte deres gyldne mulighed, som endelig var kommet, og som England var meget tæt på at kunne takke for en katastrofe. Sir Henry Wilson var meget høj, tynd, åleglat og smilende; en af disse sirlige, læderindbundne og polerede lapse af staben, med kravedistinktioner og messingkanter, og som tog modet fra de mudrede, skyttegravstrætte soldater i Frankrig. Han talte flydende fransk (fordi han tilfældigvis havde haft en fransk guvernante) og på den konto var ”Henri” elsket af de franske generaler, som syntes, at han var forfriskende fri for engelsk stivhed (faktisk var han irlænder og i irske spørgsmål uenig med de fleste andre irlændere, to af disse skød ham på hans dørtrin i London i 1922, hvorpå de blev hængt).

256

Sir Henry havde tidligere været enig med alle andre militære ledere om den altoverskyggende vigtighed af hovedfronten og vanviddet ved ødsle ”sidespring”, og overgik andre i den iver, hvormed han erklærede dette princip: ”Måden at vinde krigen på, er ved at dræbe tyskere, ikke tyrkere… Stedet, hvor vi kan dræbe flest tyskere, er her ” (Frankrig) ”og derfor skal hvert pund ammunition, vi ejer og har, bringes hertil. Al historisk erfaring viser, at operation på en anden, uvæsentlig og ineffektiv krigsskueplads, ikke har nogen betydning for hovedoperationerne, ud over at svække styrkerne dér” (1915).

Ingen stabskandidat eller rekrut ville betvivle dette. Sir Henry kan ikke i 1917 have opdaget nogen militær grund til at forlade dette grundlæggende princip for krigsførelse til fordel for det modsatte. Forklaringen på hans kovending kan kun være den, som er indlysende. Han havde observeret Zions opstigen og arten af Hr. Lloyd Georges uenighed med hans egen chef, sir William Robertson. Sir Henry så en mulighed for at komme i sir Williams sko. Deraf kommer det, at dr. Weizmanns beretning om hans ”opdagelse af venner” i den periode omfatter en hentydning til General Wilsons ”sympati”, ”en god ven af Lloyd George”. Den 23. august 1917 rapporterede sir Henry til hr. Lloyd George ”den faste tro, at hvis en virkelig god plan blev udarbejdet, kunne vi udrense tyrkerne af Palæstina og sandsynligvis slå dem fuldstændig i løbet af vintermånederne, uden at det på nogen måde kom i vejen for Haigs operationer næste forår og vinter” (i Frankrig).

I denne rapport fandt hr. Lloyd George endelig den støtte, han behøvede til sin ordre i september 1917, citeret seks afsnit tilbage. Han greb det besnærende udtryk:”mudder-måneder”; det gav ham et militært argument! General Wilson forklarede ham, at disse ”mudder-måneder” i Frankrig, som ved at fastholde hærene i skyttegravene, ville forhindre et større tysk angreb, så længe de varede, bestod af ”fem måneders mudder og sne fra midten af november til midten af april” 1918. På dette råd baserede hr. Lloyd George sin beslutning om at tage ”de nødvendige tropper til en stor kampagne i Palæstina” fra Frankrig og få dem tilbage til Frankrig, tidsnok til at imødegå en nødsituation dér. Som ene mand blandt de militære ledere hævdede general Wilson over for hr. Lloyd George, at det store tyske angreb sandsynligvis aldrig ville komme (det kom i midten af marts).

Sir William Robertson påpegede forgæves, at tidsplanen var illusorisk; flytning af hære medførte store problemer med transport og forsendelser, og når de sidste divisioner gik i land i Palæstina, ville de første være ved at tage bort igen! I oktober advarede han igen om, at tropper, som blev taget fra Frankrig, ikke kunne nå tilbage dertil, tidsnok til sommerkampene: ”den rigtige militære fremgangsmåde at følge er, at forsvare Palæstina … og fortsætte med at søge en afgørelse i Vesten … alle reserver bør sendes til Vestfronten”.

I dette skæbnesvangre øjeblik slog tilfældet, den største medsammensvorne i denne historie, atter til, med fordel for zionisterne. Kabinetsministre i London (som øjensynlig næsten havde glemt Vestfronten) plagede sir William Robertson om at ”give os Jerusalem som julegave” (udtrykket synes igen at afsløre den

257

”bemærkelsesværdige respektløshed” med hensyn til krigen, som dr. Weizmann tidligere tilskrev hr. Lloyd George). I Palæstina gjorde general Allenby, som var under et tilsvarende pres, et forsøgsvis fremstød, og opdagede til sin overraskelse, at tyrkerne kun gjorde ringe modstand, hvorefter han, uden store vanskeligheder, marcherede ind i Jerusalem.

Sejren var af ringe militær værdi i krigen, samlet set, men hr. Lloyd George var derefter ikke til at stoppe. Tropper blev taget fra Frankrig uden hensyn til forholdene dér. Den 6. januar 1918 beklagede sir Douglas Haig sig over svækkelsen af hans hære i Frankrig, lige inden det største slag; han "manglede 114.000 infanterister". Den 10. januar 1918 var krigsministeriet nødt til at udstede ordrer om at reducere alle divisioner fra 12 til 9 bataljoner infanteri.

En fri presse kunne i denne periode have givet sir Willian Robertson den støtte, han havde brug for i offentligheden for at forhindre alt dette. Dette var ham dog heller ikke forundt, for på det tidspunkt var tilstandene som forudsagt i Protokollerne i 1905: ”Vi må tvinge regeringer … til at handle i overensstemmelse med vor omfattende plan … ved at fremstille dét som den offentlige mening, som er hemmeligt fremkaldt af os, ved hjælp af den såkaldte ”store magt”, pressen, der med få undtagelser, som man kan se bort fra, allerede er helt og holdent i vore hænder”. Skribenter med et glimrende ry var parate til at informere offentligheden om den overhængende fare; det fik de ikke lov til.

Oberst Repington ved The Times var den bedst kendte militære skribent i sin tid; hans ry på dette område var det bedste i verden. Han bemærkede i sin dagbog, ”Dette er frygteligt og vil betyde reduktion med en fjerdedel af vort infanteri i Frankrig, og total forvirring, netop som en krise er på vej. Jeg har ikke følt mig så elendig siden krigen begyndte … Jeg kan kun sige meget lidt, for redaktøren af The times manipulerer ofte min kritik eller undlader at offentliggøre dem … Hvis The Times ikke vender tilbage til sin uafhængige linie og handler som vagthund for offentligheden, vasker jeg mine hænder”.

Da sir William Robertsons advarsler gik i opfyldelse, blev han fjernet. Hr. Lloyd George, som var besluttet på at få autorisation til sit Palæstina-eventyr, forelagde, i Versailles, sin plan for de allieredes krigsråd , hvis tekniske rådgivere i januar 1918 godkendte den, ”på betingelse af, at Vestfronten bliver sikret”. På Clemenceaus opfordring gentog sir William Robertson sin advarsel om, at det ville være en dødelig fare for Vestfronten. Da mødet sluttede, irettesatte hr. Lloyd George ham vredt og han blev straks erstattet af sir Henry Wilson.

Før han forlod sin post, brugte han sin sidste tid på at gøre endnu et forsøg på at afværge den kommende katastrofe. Han tog til Paris (også i januar) for at bede general Pershing, den amerikanske kommandør, om hjælp til udfylde den halvtomme front (kun fire og en halv division havde på det tidspunkt nået Frankrig). General Pershing, en pligttro soldat, svarede det, som sir William Robertson havde ventet, og selv ville have gjort i general Pershings sted: ”Han observerede skarpsindigt,

258

at det var vanskeligt at forene min anmodning om hjælp til at forsvare Vestfronten med hr. Georges ønske om en offensiv i Palæstina. Der var desværre ikke noget at sige til dette argument udover, at hvis det stod til mig, ville ikke én mand eller kanon blive sendt til Palæstina nogen steder fra.

Derefter ”vedrørte” det ikke længere sir William Robertson. Hans beretning adskiller sig fra hr. Lloyd George's og andre politikeres derved, at den ikke viser noget nag; hans eneste tema er pligt. Om den måde, hvorpå han er blevet behandlet, siger han, ”Det har ofte været min ubehagelige pligt, i løbet af 1917, at modsætte mig militære foretagender, som premierministeren ville have hæren til at udføre, og denne modstand har utvivlsomt fået ham til at beslutte sig til at prøve med en anden leder for imperiets generalstab... Så da jeg blev afløst, var der intet at sige, og jeg sagde intet”. Således forsvinder en beundringsværdig mand ud af denne historie om mange ringere mænd, men hans værk varede ved, for indtil tidspunktet, hvor han blev afløst, reddede han måske lige nok mænd og kanoner til, at den smuldrende linie holdt, i den sidste, yderste nød, i marts, som en bristende line kan holde sammen ved en enkelt tråd.

Da han var borte, var der to mænd, uden for regeringen og hæren, som fortsatte kampen, og deres anstrengelser fortjener at nævnes, for de erblandt de sidste, som gjorde anstrengelser for at bibeholde fri, uafhængig og årvågen journalistik. Oberst Repington var en tidligere kaveleriofficer, en beundrer af smukke kvinder, han elskede gode samtaler, var en riddersmand (beau sabreur). Hans dagbøger giver et godt billede af det intetsigende liv, som førtes i salonerne, mens hærene kæmpede i Frankrig, og der i London udspilledes intriger i de politiske venteværelser. Han nød dette liv, og skønt han følte dets urimelighed, var han klar over, at forstemthed ikke var noget lægemiddel. Han var lige så ærlig og patriotisk som Robertson og ubestikkelig; rundhåndede tilbud (som kunne have lokket ham til tavshed og sikkert også var ment sådan) havde ingen virkning på ham.

Han skrev, ”Vi sender over en million mænd ud på en sidelinie i krigen og reducerer vore styrker i Frankrig på et tidspunkt, hvor alle de tyske styrker fra Rusland kan komme imod os … Jeg er ude af stand til at få den støtte fra redaktøren for The Times, som jeg behøver for at vække landet, og jeg tror ikke, jeg kan fortsætte med ham meget længere”. (Jeg opdagede oberst Repingtons dagbøger gennem mit arbejde med denne bog og blev da klar over, at hans erfaring var identisk med min, med den samme redaktør, bare tyve år før). En måned senere skrev han, ”I en stormfuld samtale fortalte jeg hr. Geoffrey Dawson, at hans underdanighed over for krigsministeriet i dette år var den væsentligste årsag til vor hærs farlige situation … Jeg ville ikke have mere med The Times at gøre”.

Så var der kun én mand tilbage i England, som var i stand til, og villig til, at offentliggøre sandheden. Hr. H.A. Gwynne ved Morning Post trykte oberst Repingtons artikel, som afslørede svækkelsen af den franske front da den blev angrebet, uden at udsætte artiklen for censur. Han og oberst Repington blev så anklaget, retsforfulgt og idømt bøder (den offentlige mening var tilsyneladende for meget på deres side til, at man kunne idømme dem hårdere straffe).

259

Sir William Robertson skrev til oberst Repington, ”Ligesom De selv, gjorde jeg det, som var bedst i landets generelle interesse og resultatet har være nøjagtig, hvad jeg forventede … Men det vigtigste er at holde sig til sagen og så kan man være forvisset om, at noget godt før eller siden vil komme at dét, som nu synes ondt”. [13]

Hr. Lloyd George's to krigsår som leder i England var således betydningsfulde i deres virkning på samtiden, og jeg tror, at jeg har påvist, hvordan han kom til magten, og hvilket overordnet mål han forfulgte i hele perioden. Efter atten måneder havde han overvundet enhver modstand, overført en mængde mænd fra Frankrig til Palæstina og var endelig parat til det store eventyr.

Den 7. marts 1918 gav han ordre til ”en afgørende kampagne” for at erobre Palæstina og sendte general Smuts dertil for at instruere general Allenby i overensstemmelse hermed.

Den 21. marts 1918 begyndte det længe ventede tyske angreb i Frankrig, med alle de mænd, kanoner og flyvemaskiner, som var blevet frigjort fra den russiske front.

”Den afgørende kampagne” i Palæstina blev øjeblikkeligt afblæst og hver eneste mand, som kunne klemmes ud af Palæstina, blev i hast bragt til Frankrig. Det samlede antal mænd som, indtil oktober 1918, var blevet anvendt i Palæstina, var 1.192.511 (general Robertson).

Den 27. marts 1918 skrev oberst Repington, ”Dette er det værste nederlag i hærens historie”. 6. juni havde tyskerne i alt taget 175.000 fanger og over 2.000 kanoner.

På dette tidspunkt viste det sig endelig, hvor sande de ord var, som er citeret efter sir William Robertsons brev til oberst Repington, og de er fortsat et håbefuldt varsel til mennesker af god vilje i dag. Ved at holde sig til sagen havde han reddet nok til, at fronten kunne holde, om end den var nær ved at bryde sammen, indtil amerikanerne begyndte at ankomme i stort tal. Dermed var krigen praktisk taget slut. Hvis Rusland var forblevet i krigen, hvis udflugten til Palæstina var undgået, og styrken koncentreret i Frankrig, var den afgjort sluttet før, og sikkert uden ”indblanding” fra Amerika. Men det ville ikke have fremmet den store plan om at ”bringe orden i menneskelige forhold”.

På dette punkt i historien skriver jeg med en følelse af at være deltager, og det påvirker sandsynligvis det, jeg har skrevet i hele den foregående historie, for virkningerne, som jeg har set i min generation, ser for mig ud til at være skadelige. Jeg husker det store tyske angreb, den 21 marts 1918; jeg så det fra luften og fra landjorden og var med i kampene i den første måned, indtil jeg blev båret væk på en båre. Jeg husker sir Douglas Haigs ordre om, at hver mand måtte kæmpe og dø, der hvor han stod; det var slået op på væggen i min eskadrons messe. Jeg skal ikke klage

260

over oplevelsen og ville ikke slette den fra mit liv, hvis jeg kunne. Nu, da jeg er blevet klar over, ved hvilke skjulte midler og motiver det alt sammen skete, tror jeg, at kommende generationer vil være bedre i stand til at ”holde sig til sagen” og således sikre, at noget godt til sidst vil komme af noget, som synes ondt, hvis de ved lidt mere om, hvad der foregik dengang og er foregået lige siden. Det er derfor, jeg skriver denne bog.

Som resultat af sejren i Europa, blev det begærede territorium i Palæstina langt om længe opnået. Men det er én ting at opnå land og en anden, at bygge noget på det. I dette land skulle et zionistisk ”hjemland” oprettes, så en ”stat” (og endelig et ”statsforbund” ("Commonwealth")?). Ingen af disse ting kunne gøres af England alene. Der var ingen præcedens for, at en europæisk erobrer gav arabisk territorium til en asiatisk begunstiget. Til en sådan transaktion måtte andre nationer tvangsindlægges, mange nationer, og et selskab stiftes, så det kunne komme til at se ud som ærlig forretning. Faktisk behøvedes et ”folkeforbund”, og frem for alt måtte Amerika ”inddrages”. Denne anden del af planen var også under forberedelse; mens britiske hære satte sig i besiddelse af det begærede land, søgte smarte advokater efter måder til at få skrevet et troværdigt skøde på overdragelsen, søsætte et selskab og generelt fremme foretagendet.

Hr. Lloyd George var udtjent, og hans tid var næsten forbi. Læseren må nu vende blikket mod den anden side af Atlanten og se, hvad hr. House, hr. Brandeis og rabbiner Stephen Wise havde for. En hr. Woodrow Wilson spiller en skummel rolle i disse foranstaltninger.

 

[13]I fortsættelse af alt dette, fratrådte sir Edward Carson som, uden at vide det, havde hjulpet hr. Lloyd George til at blive premierminister, sin stilling i regeringen og fortalte redaktøren af The Times , at bladet blot var talerør for hr. Lloyd George, og at The Morning Post var det virkeligt uafhængige blad. Hr. Gwynne sagde til oberts Repington, at regeringen ønskede at ødelægge The Morning Post ”da det er en af de få uafhængige aviser, der er tilbage”. Før den næste krig kom, var den ”ødelagt”, som allerede beskrevet. Derefter overlevede kun en ugeavis i England, som efter min mening, i mange år søgte at opretholde princippet om upartisk og uafhængig journalistik, men i 1953 blev Truth også, ved hjælp af ændret ejerskab banket på plads. (tilbage)

 

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside