Kontroversen om Zion

af Douglas Reed


S. 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243

Kapitel 29.

 

Hr. House's ambition

Mens hr. Balfour og hans kolleger i dette stadig meget hemmelige foretagende kom til magten i England, under den første verdenskrig, tog en lignende gruppe af mænd, i al hemmelighed, form i den amerikanske republik. Den politiske maskine, de byggede, fremstillede sit endelige produkt næsten halvtreds år senere, da præsident Truman faktisk etablerede den zionistiske stat i Palæstina.

I 1900 klyngede amerikanerne sig stadig til deres "amerikanske drøm" og essensen af den var, at undgå "udenlandske forviklinger". Faktisk havde Spaniens angreb på Cuba i 1898 allerede skilt dem fra denne sikre forankring, og denne lille krigs mystiske oprindelse er derfor stadig af interesse. Den amerikanske offentlighed eksploderede i krigerisk raseri på den sædvanlige måde, da det blev kendt, at skibet Maine var blevet sprængt i luften af en spansk mine. Da skibet blev hævet mange år senere, blev det opdaget, at det var blevet sprængt af en eksplosion indefra (men da havde "pøbelen" for længst mistet interessen for sagen).

Virkningen af den spansk-amerikanske krig (som fortsatte Amerikas" udenlandske forviklinger") gjorde det til et meget vigtigt spørgsmål at få afklaret: hvem skulle udøve den herskende magt i Amerika, for deraf afhang klart arten af "forviklingerne". Svaret på dette spørgsmål lå i virkningerne af en tidligere krig, den amerikanske borgerkrig 1861-1865. De vigtigste konsekvenser af denne krig (lidet forstået af de stridende nord- og sydstatsfolk) var mærkbart at ændre arten af først befolkningen, dernæst republikkens regering.

Før borgerkrigen var den amerikanske befolkning overvejende irsk, skotsk/irsk, skotsk, britisk, tysk og skandinavisk, og af denne sammensmeltning var der opstået en distinkt "amerikansk" identitet. Som en direkte konsekvens af denne krig, begyndte der en æra med uhæmmet emigration, som på nogle få årtier bragte mange millioner nye borgere til Amerika fra Øst- og Sydeuropa. Disse omfattede et stort antal jøder fra de talmudiske områder i Rusland og den russiske del af Polen. I Rusland havde rabbinatet stået imellem dem og "assimilation", og dette fortsatte, da de kom til Amerika. Så i begyndelsen af det tyvende århundrede rejste det spørgsmål sig, hvilke af deres ledere, der ville få den politiske kontrol med republikken og dens udenrigsanliggender. De senere begivenheder viste, at den østlige sammensværgelse, i begge dens former, trængte ind i Amerika, gennem denne masse-immigration. Den proces, at tilrive sig en stadig større politisk magt, begyndte bag kulisserne omkring 1900, og skulle blive et hovedtema i den amerikanske nations liv i de følgende halvtreds år.

Den mand, som først involverede Amerika i denne proces, var en hr. Edward Mandell House (populært kendt som oberst House, men han havde ikke udført militærtjeneste) - en gentleman fra Syden, af hovedsagelig hollandsk og engelsk afstamning, som voksede op i Texas i den bitre genopbygningsperiode, som fulgte borgerkrigen. Han er en bemærkelsesværdig skikkelse i denne fortælling. Som andre kendere kan nyde smagen

232

af en sjælden brandy, sådan nød han at udøve hemmelig magt gennem andre, og indrømmede dette åbent til sin dagbog. Han skyede offentliggørelse (siger hans udgiver, hr. Charles Seymour) "ud fra en sarkastisk sans for humor, som blev stimuleret ved tanken om, at han, uset og ofte, uden at nogen anede det, uden stor velstand eller en høj stilling, simpelthen gennem den magt, han havde i kraft af sin personlighed og sunde fornuft, faktisk ændrede historiens gang". Få mennesker har udøvet så stor magt, i fuldstændig uansvarlighed: "det er let nok for en person uden ansvar, at sætte sig ned med en cigar og et glas vin og beslutte, hvad der er bedst at gøre", skrev hr. House.

Hans udgivers ordvalg er nøjagtigt; hr. House førte ikke Amerikansk politik, men ændrede den hen imod zionisme, støtte til verdensrevolutionen og fremme af ambitionerne om verdensherredømme. Den kendsgerning, at han udøvede hemmelig magt, er der beviser for. Hans motiver for at udøve den i den retning, er svære at opdage, for hans tanker (som de afsløres i hans dagbog og hans roman) synes at have været så forvirrede og selvmodsigende, at der ikke fremkommer noget klart billede fra dem.

Hans enorme daglige beskrivelse af hans hemmelige regering (de private papirer) afslører fuldstændigt, hvordan han arbejdede. De besvarer ikke spørgsmålet om, hvad han i den sidste ende ønskede, eller om han overhovedet vidste, hvad han ønskede; hvad det angår, viser hans roman kun et sind fuldt af halvfærdige, demagogiske idéer, som aldrig er klart gennemtænkt. Den højtravende 'apostrof' på forsatsbladet er typisk: "Denne bog er dedikeret til de mange ulykkelige, som har levet og er døde med manglende muligheder, fordi den verdensomspændende sociale struktur var forkert fra begyndelsen"; tilsyneladende betyder dette, at hr. House, som anså sig selv for at være en religiøs mand, havde en ringe mening om en tidligere autoritets arbejde, som var beskrevet med ordene, "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden".

I efterforskningen efter oprindelsen til hr. House' politiske idéer (som først var beslægtede med kommunismen; senere i livet, da skaden var sket, blev han mere moderat) falder forskeren over forskellige spor. Hans udgiver finder blandt hans tidlige tanker et notat "der minder om Louis Blanc og de revolutionære fra 1848". Det var derfor, jeg tidligere henledte læserens opmærksomhed på Louis Blanc, den franske revolutionære, som i en kort periode i 1848 syntes at skulle spille Lenins rolle og sammenkaldte delegerede for arbejderne, hvad der var en forløber for sovjetterne i 1917.

Sådanne idéer i en mand fra Texas, sent i det nittende århundrede, er lige så lidt forventelige som buddhisme hos en eskimo. Ikke desto mindre fik hr. House i sin ungdom disse idéer; en eller anden havde indgivet ham dem. Hans mellemnavn, Mandell, var navnet på en jødisk købmand i Houston, som var en af hans fars nærmeste venner; den kendsgerning, at den ældre House gav sin søn et jødisk navn viser noget om familiens holdning til denne race" (Hr. Arthur D. Howden, hans levnedsbeskriver). I hr. House' roman afviser helten al avancement for at flytte ind i et beskedent værelse på East Side sammen med en jøde, som er kommet til Amerika efter anti-jødiske uroligheder i Warszawa, der var opstået efter et mord dér, begået af "en ung jøde, som er blevet tirret indtil det uudholdelige" af en søn af en højtstående embedsmand. Senere i livet

233

var hr. House' svoger og rådgiver en jøde, dr. Sidney Mezes, en af initiativtagerne til dette århundredes plan for en verdensregering i dens tidligste form (Ligaen til at gennemtvinge Fred).

Dette er omtrent alt, hvad der kan bringes for dagen angående den intellektuelle atmosfære i den periode, hvor hr. House' sind formedes. I en af hans mest afslørende passager kommenterer hr. House selv på det, at indgive andre idéer og viser, tilsyneladende uden selv at være klar over det, hvor magtesløs han i virkeligheden var, skønt han anså sig selv for almægtig: "Hos præsidenten, lige som hos alle andre mennesker, jeg søgte at påvirke, var det uvægerligt min hensigt at få ham til at tro, at idéer, han fik af mig, var hans egne For det meste stammede idéen, sandt at sige, ikke fra mig Det vanskeligste af alt er, at spore en idé til dens udspring Vi tror ofte, at en idé stammer fra os selv, skønt den i virkeligheden er ubevidst absorberet fra en anden".

Han begyndte at lære om politik i Texas, da han kun var atten, og han opdagede under et præsidentvalg (1876) at "to eller tre mænd i senatet og to eller tre i Huset ('House of Representatives') og præsidenten selv, ledede regeringen. De andre var bare frontfigurer Derfor havde jeg ingen ambition om at blive valgt, ej heller havde jeg nogen ambition om at holde tale". Han lægger den samme idé i munden på en politiker i sin roman af 1912:"i Washington opdagede jeg, at regeringen blev ledet af nogle få mennesker; at uden for denne lille kreds var der ingen, der var særlig vigtige. Det var min ambition, om muligt, at bryde ind i den, og min ambition strakte sig nu så langt, at jeg ikke kun ønskede at være en del af den (inderkredsen), men senere, at være DEN Præsidenten bad mig om at lede hans kampagne Han blev genvalgt med et overvældende flertal, og jeg var nu godt og vel inden for den magiske cirkel, og havde udsigt til at få mit ønske opfyldt, ikke at have nogen rivaler Jeg lukkede en næsten usynlig ring omkring folk, som holdt dem fast ")

I denne sindstilstand gik hr. House ind i politik i Texas: "Jeg begyndte i toppen snarere end i bunden jeg har haft for vane at sætte en anden foran nominelt, så jeg kunne gøre det virkelige arbejde uforstyrret af de krav, der stilles til en formand Hver formand i de kampagner, jeg førte, fik opmærksomheden og bifaldet, fra både pressen og offentligheden, under kampagnen de forsvandt ud af rampelyset i løbet af få måneder men når det blev tid for den næste kampagne, accepterede offentligheden og pressen med iver en anden frontfigur".

Hr. House brugte Texas omtrent som en skuespiller kan bruge provinsen. Han havde så megen succes som parti-organisator, at han ved århundredeskiftet var den virkelige leder i staten og dagligt sad i guvernørens kontor (som var udpeget af hr. House og for længst glemt) i staens parlamentsbygning, hvor han valgte senatorer og kongresmedlemmer, og håndterede anmodninger fra mange af de embedsmænd, der sædvanligvis belejrer en guvernør. Da tournéen i provinsen var gennemført, forberedte han sig på at indtage hovedstaden. I 1900 var han "træt af den stilling, jeg havde i Texas" og var "parat til at deltage i nationale anliggender". Efter endnu mere

234

forberedelse begyndte han, i 1910, mens den første verdenskrig nærmede sig, "at se mig om efter en egnet kandidat til den demokratiske nominering til præsident".

Så hr. House var præsident-mager i en alder af halvtreds. Indtil jeg havde læst hans Private Papirer, var jeg meget imponeret af den "overnaturlige viden", som udvistes af den ledende amerikanske zionist, rabbiner Stephen Wise, som i 1910 sagde til en flok tilhørere i New Jersey: "På tirsdag bliver hr. Woodrow Wilson valgt til guvernør i jeres stat; han vil ikke fuldende sin tid som guvernør; i november 1912 vil han blive valgt til præsident for De forenede Stater; han vil blive indsat én gang til som præsident". Dette var forudviden af den kvalitet, som var anvist i Protokollerne, af Leon Pinsker og af Max Nordau, men videre forskning viste, at rabbiner Wise havde det fra oberst House!

Hr. Wilson var tydeligt nok blevet studeret omhyggeligt af gruppen af hemmelighedsfulde personer, som var ved at forene sig, for hverken hr. House eller rabbiner Wise havde på det tidspunkt mødt ham! Men hr. House "blev overbevist om, at han havde fundet sin mand, skønt han aldrig havde mødt ham "Jeg vendte mig imod Woodrow Wilson som den eneste som på alle måder egnede sig til embedet." (Hr. Howden). Det benyttede standardmål beskrives i en senere passage: "Vanskeligheden ved at finde en kandidat til præsidentembedet er, at den mand, der er bedst egnet til stillingen, ikke kan nomineres og, hvis han kunne nomineres, kunne han ikke blive valgt. Folket tager sjældent den, som bedst egner sig til jobbet; derfor er det nødvendigt at arbejde for den bedste mand, som kan nomineres og vælges, og lige nu synes Wilson at være denne mand". (Denne beskrivelse uddybes igen yderligere i hr. House' roman, hvor der henvises til metoderne, hvorved en magtfuld gruppe udvælger "sin skabning" til præsidentembedet).

Den zionistiske idé kobledes sammen med den revolutionære idé, idet de, blandt den gruppe mænd, som i hemmelighed udvalgte hr. Woodrow Wilson til præsidentembedet blev personificeret i rabbineren, Stephen Wise' skikkelse (født i Budapest ligesom Herzl og Nordau). Han var den ledende zionist-organisator i Amerika, og var stadig noget af en kuriositet blandt de amerikanske jøder, som på det tidspunkt afviste zionismen og mistroede "østjøderne". Som rabbiner Wise siger, så var zionismen i Amerika indtil 1900 begrænset til immigrant-jøderne fra Rusland, der bragte den med sig fra de talmudiske ghettoer dér; størstedelen af de amerikanske jøder var af tysk oprindelse og ville ikke have noget med den at gøre. Mellem 1900 og 1919 kom der én million jødiske immigranter fra Rusland, og under zionistisk organisering begyndte de at danne en vigtig vælgergruppe; her var sammenkædningen mellem hr. House (hvis valg-strategi vil blive beskrevet) og rabbiner Wise. Rabbiner Wise, som mest var kendt som en militant taler, om ikke agitator, i arbejderspørgsmål, var ikke dengang en repræsentativ jødisk skikkelse, og alligevel var han (lige som dr. Weizmann i England) den mand, som politiske herskere hemmeligt gav adgang og lyttede til.

Denne hemmelige gruppes styrke ses i 1910 af, at da hr. House rent privat havde besluttet, at hr. Wilson skulle være den næste præsident,

235

udtalte rabbiner Wise offentligt, at han ville blive det, og i to perioder. Dette nødvendiggjorde en ændring i rabbinerens politik, for han havde altid støttet det republikanske parti; efter hr. House' hemmelige udvælgelse af hr. Wilson, gik han over til demokraterne. Således arriverede hr. House' forvirrede "revolutionære" idéer, og zionismens helt klare ditto, samtidigt på Det hvide hus' dørtrin. Gruppens enighed var hjertelig: hr. Wise erklærer, at (efter valget) "modtog vi varm og opmuntrende hjælp fra oberst House, en nær ven af præsidenten House tog sig ikke alene særligt af vor sag, men tjente også som forbindelsesled mellem Wilson-administrationen og den zionistiske bevægelse". Den nære parallel mellem forløbet af disse skjulte processer i Amerika og England viser sig her.

Hemmeligheden ved det hold, som hr. House havde på det demokratiske parti, lå i den strategi, han havde udarbejdet til at vinde valg. Det demokratiske parti havde ikke været ved magten i næsten halvtreds år i træk, og han havde udarbejdet en metode, som gjorde en sejr til næsten en matematisk sikkerhed. Det demokratiske parti havde faktisk hr. House' plan at takke for sine sejre i 1912 og 1916 - ligeledes præsident Roosevelts og præsident Trumans sejre i 1932, 1936, 1940, 1944 og 1948. I denne valgplan, som på sit område måske fortjener betegnelsen 'genial', ligger hr. House' vedvarende påvirkning af livet i Amerika. Hans politiske idéer blev aldrig klart udformet, og blev ofte ændret, så han havde skabt et instrument, hvorved andres idéer blev iværksat. Selve instrumentet var strålende udformet.

Det var essentielt en plan til massivt at vinde "de udenlandsk fødtes" stemmer, de nye immigranter, for det demokratiske parti, dels ved at appellere til deres racebevidsthed, og især deres følelsesmæssige reflekser. Planen var udarbejdet i mindste detalje, og var et produkt af en mesters hånd på dette specielle område af politisk videnskab.

Det unikke, fantastiske, ved denne plan er, at hr. House offentliggjorde den anonymt netop i året 1912, da hr. Wilson, hemmeligt "udvalgt", blev offentligt opstillet og valgt. I dette travle år fandt hr. House i løbet af tredive dage tid til at skrive en roman med titlen Philip Dru: Administrator (det usædvanlige udtryk leder tanken hen på hentydningen til "De administratorer, som vi vil udvælge ") i Protokollerne. Det kapitel, som hedder "At skabe en præsident", der tydeligt nok ikke er fiction, gør denne, næsten ulæselige, roman til et historisk dokument af største vigtighed.

I dette kapitel af romanen (som hr. House blev tilskyndet til at udgive af sin flittige mentor, dr. Sidney Mezes) fremstilles en amerikansk senator, ved navn Selwyn, som værende i færd med at "styre nationen, totalitært, uden dog at blive kendt som den styrende magt". Selwyn er hr. House. Tilsyneladende kunne han ikke modstå fristelsen til at give nøglen til sin identitet, og han fik "Selwyn" til at invitere den mand, han havde udvalgt til marionet-præsident ("Selwyn søger en kandidat") til at "dinere med mig i mine stuer i Mandell House".

Forud havde Selwyn lagt "en forbryderisk plan" sammen med en vis

236

John Thor, "finansvæsenets ypperstepræst", hvorved "en komplet og kompakt organisation", som brugte "de nedrigste bedragerier angående dens virkelige meninger og hensigter", kunne "vælge deres skabning til præsidentembedet". Finansieringen af denne hemmelige liga var "enkel". "Thors indflydelse i hele Amerikas forretningsverden var absolut Thor og Selwyn udvalgte de tusind" (millionærer) "som hver skulle give titusind dollars Thor skulle fortælle hver af dem, at der var et anliggende, vedrørende forretningsverdenens generelle velfærd, som der skulle bruges tyvetusind dollars til og at han, Thor, ville give ti og ville bede den anden om at give lige så meget Der var kun få forretningsmænd som ikke betragtede sig selv som heldige, når de blev kaldt til New York af Thor og blev bedt om at gå sammen med ham i en blind pulje for at fremme velstand". Pengene fra denne store "korruptionsfond" satte Thor i forskellige banker, Selwyn betalte dem videre til andre banker, og derfra blev de overført til Selwyns svigersøns private bank: "resultatet var, at offentligheden ikke havde en chance for at få kendskab til fonden, og til, hvordan pengene blev brugt".

På en finansiel baggrund udvælger Selwyn sin "håndlanger, (skabning)", en vis Rockland, (hr.Wilsion) som, mens hans dinerer med Selwyn i "Mandell House), får at vide, at hans ansvar som præsident vil være "diffust". "Mens en præsident har konstitutionel ret til at handle på egen hånd, har han ingen moralsk ret til at handle i modstrid med sit partis principper og traditioner eller i modstrid med rådgivning fra partiets ledere, for landet accepterer kandidaten, partiet og partiets rådgivere som en helhed, og ikke hver for sig" (ligheden mellem denne passage og hentydningerne i Protokollerne til "præsidenters ansvar" og deres "rådgiveres" ultimative autoritet er slående).

Rockland erklærer sig ydmygt enig heri. (Efter valget, "beruset af magt og spytslikkeres overdrevne smiger, hævdede Rockland sig én eller to gange, og handlede i vigtige anliggender, uden først at rådføre sig med Selwyn. Men efter at han var blevet skarpt irettesat af Selwyns papirer gjorde han ikke flere forsøg på at handle selvstændigt. Han følte, at han var fuldstændig hjælpeløs i denne stærke mands hænder, og det var han faktisk også". Denne passage i hr. House' roman af 1912, skrevet før hr. Wilsons indsættelse, kan sammenlignes med en anden i hr. House' Private Papirer af 1926, som beretter om hans faktiske forhold til kandidaten under valgkampen. De siger, at hr. House redigerede præsidentkandidatens taler og instruerede ham om ikke at lytte til råd fra andre, hvorpå hr. Wilson indrømmede at have været åbenmundet og lovede "ikke at handle selvstændigt fremover". I romanen fortælles det, at Selwyn fortæller Thor om Rocklands forsøg på at undslippe trældommen: Da han fortalte om, hvordan Rockland havde forsøgt at slippe fri, og hvordan han havde indfanget ham igen, mens han krympede sig under nederlaget, lo de muntert"; dette kapitel hedder "De triumferende sammensvorne").

Et andet kapitel viser, hvordan valget af håndlangeren, (skabningen), blev opnået.

237

Den beskrevne plan gør næsten valgkampe til en eksakt videnskab, og det er stadig sådan, valgkampe føres i Amerika. Den er baseret på hr. House' grundlæggende beregning, at omkring 80 procent af vælgerne, under alle omstændigheder, ville stemme på det ene af de to partier i nogenlunde samme proportioner og at penge og kræfter følgelig skal koncentreres om "de svingende 20 procent". Så analyserer den disse 20 procent i detaljer, indtil den lille rest er isoleret, på hvilken de yderste anstrengelser skal anvendes. Hver eneste gram eller øre, der spildes, skal fjernes, og en mængde energi skal frigøres for at blive rettet imod den lille vælgergruppe, som kan ændre resultatet. Denne plan har gjort så meget for at "afbøje" begivenhederne i Amerika og i verden, at den må opsummeres her i flere detaljer.

Selwyn begynder nominerings-kampagnen ved at udelukke alle de stater, hvor enten hans parti eller det andet, var sikre på at vinde. Derved bliver han frit stillet til at koncentrere sig helt om de tolv tvivlsomme stater, som vil kunne afgøre valget. Han deler dem op i enheder af fem tusind vælgere, og ansætter for hver enhed en mand på stedet, og en i det nationale hovedkvarter. Han kalkulerede, at ud af fem tusind, ville fire tusind, ligeligt fordelt mellem de to partier, nok ikke kunne bringes til at afvige fra hans eget eller det andet parti, og dette bragte hans analyse ned til et tusind tvivlende vælgere, i hver enhed på fem tusind, i tolv stater, som han ville koncentrere sig om. Manden på stedet fik besked på at skaffe så mange oplysninger, som muligt om deres "race, religion, beskæftigelse og tidligere partitilhørsforhold", og derefter sende dem til manden i det nationale hovedkvarter, som havde ansvaret for denne enhed, og som så var ansvarlig for at sætte sig i forbindelse med hver enkelt ved hjælp af litteratur, overtalelse eller måske med et eller flere subtile argumenter". De to agenter for hver enhed, én ude i marken og én i hovedkvarteret, var forpligtede til, i fællesskab, at "bringe et flertal af de ét tusind vælgere under deres kontrol".

I mellemtiden udsendte lederne af det andet parti "tonsvis af tryksager til deres staters hovedkvarterer, som så delte dem ud til landsorganisationerne, hvor de blev smidt i et hjørne og givet til besøgende, når der blev bedt om det. Selwyns komité brugte en fjerdedel tryksager, men de blev sendt i en lukket konvolut sammen med et hjerteligt brev til en vælger, som endnu ikke havde besluttet, hvordan han ville stemme. Modstanderne sendte, i dyre domme, talere fra den ene ende af landet til den anden Selwyn sendte folk ind i sine enheder for personligt at overtale hver enkelt af de tusind tøvende vælgere til at støtte Rocklands liste".

Ved hjælp af denne meget dygtige analyse, elimination og koncentration blev Rockland i romanen (og hr. Wilson i virkeligheden) valgt i 1912. Den koncentrerede appel til de "ét tusind tøvende vælgere" i hver enhed rettedes i særdeleshed imod deres "race, tro og farve"-følelser, og genstandene for opmærksomheden blev tydeligt nok udvalgt med dette in mente. "På den måde vandt Selwyn, og Rockland blev hovedhjørnestenen i den bygning, han havde sat sig for at bygge".

Resten af romanen er uvigtig, men indeholder nogle få andre væsentlige ting.

238

Dens undertitel er "En Historie om i Morgen, 1920-1935". Helten, Philip Dru, er en ung mand fra West Point, som er påvirket af Karl Marx, og som, med stort bifald, bliver valgt til leder af en massebevægelse ved et protestmøde, efter at Selwyns og Thors sammensværgelse er blevet kendt. Den måde, hvorpå det bliver afsløret, er også interessant; Thor har en mikrofon skjult i sit værelse (noget næsten ukendt i 1912, men i dag næsten lige så velkendt i politik som statsministerens årbog) og idet han glemmer at afbryde den, bliver hans "triumferende" samtale med Selwyn efter Rocklands valg overhørt af sekretæren, som giver den videre til pressen; en særdeles usandsynlig episode derved, at pressen offentliggjorde den! Så samler Dru en hær (som ved trylleri bliver bevæbnet med rifler og artilleri), slår regeringshæren i ét eneste slag, marcherer mod Washington og proklamerer sig selv "Administrator af Republikken". Hans første store handling (og præsident Wilsons) er at introducere "en gradueret indkomstskat uden fritagelse for nogen indkomst overhovedet" (Karl Marx's kommunistiske manifest forlangte "en tung progressiv eller gradueret indkomstskat"; Protokollerne: "en progressiv skat på ejendom").

Som det næste angriber Dru Mexico og De centralamerikanske Republikker, slår også dem i ét slag og forener dem derefter under det amerikanske flag, som i det næste kapitel også bliver "det ubestridte symbol for autoriteten" over Canada og de britiske, franske og andre besiddelser i Vestindien. Selwyn og Philip Dru er helt klart begge hr. House. Selwyn er den supereffektive partiorganisator og hemmelige udøver af magt. Dru er den forvirrede "utopiske drømmer" (Protokollerne), som ikke véd, hvad han skal gøre med magten, når han får den. Uundgåeligt vidste hr. House ikke til sidst, hvad han skulle gøre med to personer, som i virkeligheden var den samme, og blev nødt til at forene dem ved at gøre Selwyn, den oprindelige skurk i stykket, til Dru's fortrolige og nære ven. Derefter, og lige så uundgåeligt, vidste han ikke, hvad han skulle gøre med Dru, ud over at få ham jaget bort af bjørne. Derfor satte han ham om bord på et skib, på vej imod et ukendt bestemmelsessted, sammen med Gloria (en kærlighedshungrende pige, som i halvtreds kapitler havde været nødt til at høre på Dru's usammenhængende planer for at ommøblere verden) og konkluderer "Lykkelige Gloria! Lykkelige Philip! Hvor skulle de hen? Ville de komme tilbage? Dette var de spørgsmål alle stillede, men som ingen kendte svarene på".

Der er næppe ret mange, som kan have holdt ud til slutningen af denne roman, og ingen ville have bekymret sig om, hvor Philip og Gloria skulle hen med én undtagelse. Der var én eneste person i verden, for hvem historien havde en mening, lige så forfærdelig og sand som Dorian Grays portræt af Dorian: Hr. Woodrow Wilson. I dén henseende er Philip Dru: Administrator et enestående værk. Læste hr. Wilson det? Hvad (eller hvem) fik hr. House til at udgive dette nøjagtige billede af, hvad der foregik netop samtidig, da "skabningen" blev nomineret og valgt? Set i dette lys bliver bogen et værk af sadistisk hån, og læseren bliver klar over, at

239

gruppen af mænd, der omgav hr. House, må have været lige så ondartede, som de er fremstillet i kapitlet "De triumferende Sammensvorne".

Er det tænkeligt, at hr. Wilson ikke læste den? På et eller andet tidspunkt under valgkampen må nogen, bland venner ellerfjender, have givet ham den i hånden. Historikeren må nødvendigvis undre sig over, om gennemlæsning af den, enten dengang eller senere, kan have forårsaget den mentale og fysiske tilstand, som han hurtigt henfaldt i. Nogle få samtidige beskrivelser af ham kan gives til illustration (selv om de springer lidt i fortællingens kronologi). Hr. House skrev senere om den mand, han havde "udvalgt" og fået valgt ("den eneste, som på alle måder egnede sig til embedet"): "Jeg troede den gang (1914) "og ved flere andre lejligheder, at præsidenten ønskede at dø; hans holdning og hans mentale tilstand tydede på, at han ikke havde nogen lyst til livet". Da hr. Wilson havde været præsident i en kort tid, skrev Sir Horace Plunkett, den britiske ambassadør, til hr. House: "Jeg aflagde præsidenten besøg og blev chokeret over at se ham så hærget; forandringen siden januar er frygtelig". Seks år senere sagde Sir Willian Wiseman, en britisk regeringsudsending, til hr. House, "Jeg blev chokeret over hans udseende Hans ansigt var hærget og gråligt, og han havde ofte trækninger, som i en ynkelig anstrengelse for at kontrollere nerver, som var brudt sammen" (1919) [12].

Det er øjensynligt en sikker vej til at blive ulykkelig, at få en høj stilling som redskab for andre, som forbliver usete. Hr. Wilson ser unægtelig ud som et spøgelse efter denne beretning. Hr. House, rabbiner Wise og andre omkring ham, synes at have stirret på ham, som en insekt-samler kan stirre på et eksemplar, som er spiddet på en knappenål. Under omstændighederne må han have ladet sig lede af gætterier, snarere end af en åbenbaring, da han tyve år gammel besluttede, at han en dag ville være præsident. Dette var kendt, og rabbiner Wise spurgte ham en gang: "Hvornår var første gang, du tænkte på, eller drømte om præsidentembedet?" Da rabbineren vidste meget mere end præsidenten om, hvordan denne drøm var blevet til virkelighed, var han sikkert spændt på svaret, og blev tydeligt nok forbløffet ud af sin tilvante ærbødige holdning, da hr. Wilson svarede, "Der har aldrig været noget tidspunkt, efter min afsluttende eksamen ved Davidson College i South Carolina, hvor jeg ikke forventede at blive præsident", så rabbineren spurgte sarkastisk, "Selv, da du var lærer på en pigeskole!" Hr. Wilson, som tilsyneladende stadig var langt borte i sine egne tanker, gentog, "Der har aldrig været en tid, hvor jeg ikke forventede, og forberedte mig på at blive præsident".

I perioden mellem hr. House' hemmelige "valg" af hr. Wilson i 1910 og hans offentlige

240

udnævnelse til præsident i 1912, blev han tilskyndet til at gøre offentligt knæfald for zionismen. På det tidspunkt blev det amerikanske folk involveret på samme måde, som det britiske folk faktisk var blevet forpligtet af tilbudet om Uganda i 1903. Under indøvning til præsidentkampagnen holdt hr. Wilson en tale om "Jødernes rettigheder", i hvilken han sagde, "Jeg er her ikke for at udtrykke vores sympati med vore jødiske medborgere, men for at synliggøre vores følelse af at identificere os med dem. Dette er ikke deres sag; det er Amerikas".

Dette kunne kun have én betydning; det var en erklæring om én bestemt udenrigspolitik, hvis hr. Wilson blev valgt. Det var ikke nødvendigt at "klargøre følelsen af identitet" mellem amerikanere og amerikanere, og jøderne i Amerika var i alle måder frie og lige; kun en afvisning fra dem af at identificere sig selv med Amerika kunne ændre dette, og hr. Wilson proklamerede effektivt denne afvisning. Han sagde udtrykkeligt, at jødisk "identitet" var anderledes og isolere, og at Amerika under ham ville støtte denne selv-isolation som en sag.

For de indviede var det et løfte til zionismen. Det var også en indirekte hentydning til, og trussel imod, Rusland, for betydningen af hr. Wilsons ord var, at han anerkendte jøderne i Rusland (som på det tidspunkt var de eneste organiserede zionister) som værende repræsentative for alle jøder. Således tog han den balfour'ske rolle i den amerikanske produktion af dette drama.

På denne tid var al zionistpropaganda rettet imod Rusland. Der var gået omkring tredive år siden mordet på Zar Alexander II, som havde pådraget sig de revolutionæres fjendskab ved at forsøge at introducere en parlamentarisk forfatning (dr. Kastein bemærkede, at jødisk deltagelse i mordet var "naturlig"). Hans efterfølger, Alexander III, blev tvunget til at hellige sig kampen imod revolutionen. På hr. Wilsons tid genoptog zar Nicholas II Alexanders forsøg på at pacificere og forene sit land, ved at give folket ret til repræsentation i parlamentet, og mødte atter indædt modstand fra de talmudiske zionister.

Netop som hr. Wilson blindt angreb russisk "intolerance", blev attentat igen anvendt i Rusland for at ødelægge Nicholas II' værk. Under revolutionen i 1906 havde han udstedt et kejserligt dekret, som gjorde Rusland til et konstitutionelt monarki og i 1907 indførte han almindelig stemmeret. De revolutionære frygtede dette frigørende tiltag mere, end de frygtede nogen kosakker, og brugte det første møde i folkeforsamlingen til at lave optøjer, så forsamlingen måtte opløses. Så valgte zaren en oplyst statsmand til premierminister, grev Stolypin, som udformede en jordreform, fulgt af nye valg. Resultatet var, at han i den anden forsamling modtog stående klapsalver, og at de revolutionære blev smidt ud (omkring 3.000.000 jordløse bønder blev ejere af deres jord).

På det tidspunkt så Ruslands fremtid lysere ud end nogensinde før. Stolypin var en national helt og skrev, "Vort vigtigste mål er at styrke landbrugsbefolkningen. Hele vort lands styrke afhænger af den.

241

Giv dette land ti års intern ro og I vil ikke kunne kende Rusland igen".

Disse ti års intern ro ville have ændret historiens gang til det bedre; i stedet skred sammensværgelsen ind og skabte ti år, der rystede verden. I 1911 tog grev Stolypin til Kiev, hvor zaren skulle afsløre et monument for den myrdede befrier, Alexander II, og blev skudt ved en gallaforestilling i teatret, af en jødisk revolutionær, Bagroff (i 1917 opdagede en jødisk kommissær, at en pige blandt nogle flygtninge var grev Stolypins datter, og skød hende på stedet).

Dette skete i september 1911; i december 1911 holdt præsidentkandidaten, hr. Wilson, sin tale, hvori han udtrykte "en følelse af at identificere sig" med den jødiske "sag". I november 1911 havde hr. Wilson for første gang mødt den mand, hr. House, som havde "valgt" ham i 1910 (og som da allerede havde "samlet alle mine politiske venner og tilhængere" på hr. Wilsons vegne). Hr. House meddelte sin svoger, "Aldrig tidligere har jeg fundet både manden og lejligheden".

Før valget lavede hr. House en liste over kabinetsministre (se Philip Dru) i samråd med hr. Bernard Baruch, som nu kommer ind i billedet. Han er måske den vigtigste af alle de skikkelser, som vil dukke op i den i løbet af de næste halvtreds år, for han skulle blive kendt som "rådgiveren" for flere præsidenter, og i 1950'erne rådgav han stadig præsident Eisenhower og hr. Winston Churchill: I 1912 var han offentligt kun kendt som en meget succesrig financier. Hans levnedsskildrer oplyser, at han donerede 50.000 $ til hr. Wilsons kampagne.

Men så, under valgkampen, fik hr. Wilson bidslet at føle. Efter først at have begået visse overtrædelser, lovede han hr. House (som tidligere citeret og sammenlignet med Philip Dru) "ikke fremover at handle på egen hånd". Straks efter valget modtog han rabbiner Stephen Wise "i en lang samtale", hvor de diskuterede "Russiske anliggender, med særligt henblik på behandlingen af jøder" (hr. Wise). Samtidig spiste hr. House frokost med en hr. Louis Brandeis, en dygtig jurist og jøde, og noterede, at "hans og mit sind er i samklang i de fleste spørgsmål, som nu foreligger".

Således var tre af fire mænd omkring hr. Wilson jøder, og alle tre spillede på et eller andet tidspunkt en ledende rolle forl at fremme gen-adskillelsen af jøder, gennem zionismen og dens palæstinensiske ambition. På denne tid var hr. Brandeis og rabbiner Wise de ledende zionister i Amerika, og hr. Brandeis fortjener ved sin indtræden i historien en bemærkning.

Han udmærkede sig i udseende og intellekt, men hverken han selv eller nogen andet advokat kunne have defineret, hvad der gjorde ham til "en jøde". Han praktiserede ikke den jødiske tro, hverken i dens ortodokse eller reformerte version, og han skrev en gang: "Gennem det meste af mit liv har min kontakt med jøder og jødedommen været ringe, og jeg havde kun lidt tanke for deres problemer". Han omvendelse var af den irrationelle, romantiske slags (man mindes hr. Balfours): en dag i 1897 læste han ved

242

morgenbordet en rapport om dr. Herzl's tale ved den første zionistkongres, og sagde til sin kone, "Dér er en sag, som jeg kunne vie mit liv til".

Så den fuldt ud assimilerede amerikanske jøde blev forvandlet på et øjeblik. Han viste konvertittens begejstring i sine efterfølgende angreb på "assimilation": "Assimilation kan ikke afværges med mindre der i fædrelandet bliver etableret et centrum, hvorfra den jødiske ånd kan stråle". Zionisterne fra Rusland kom aldrig til at stole på dette produkt af assimilation, som nu ønskede at af-assimilere sig selv. De afskyede hans megen snak om "amerikanisme". Han sagde, "Min tilgang til zionisme gik gennem amerikanisme", og for talmudisterne var dette som at sige, at man kunne nærme sig zionismen gennem "russianisme", som de havde til hensigt at ødelægge. Det var faktisk ulogisk at tale for den strengeste form for raceadskillelse, mens man påstod at beundre amerikansk assimilationisme, og hr. Brandeis, synes, trods alle sine advokat-talenter, aldrig rigtigt at have forstået zionismens natur. Han blev de amerikanske zionisters Herzl (rabbiner Stephen Wise var deres Weizmann), og blev hensynsløst droppet, da han havde gjort sin nytte. Men i det afgørende øjeblik i 1917 spillede han en afgørende rolle.

Sådan var grupperingen omkring en fangen præsident, mens den amerikanske republik bevægede sig hen imod indblanding i den første verdenskrig og sådan var den sag, som skulle fremmes gennem ham og gennem hans lands indblanding. Efter hans valg overtog hr. House hans korrespondance, arrangerede hvem han skulle modtage, eller ikke, fortalte kabinetsmedlemmerne, hvad de skulle sige, eller ikke sige, og så videre. Da havde han også fået tid til at skrive og udgive den forbløffende roman. Han ville have magt og fik det, men hvad han ville med den, fandt han aldrig ud af. Så hans ambition var formålsløs og ser i tilbageblik ud som Savrola, helten i en anden politisk roman, om hvem dens forfatter, hr. Winston Churchill, sagde "Ambition var drivkraften og Savrola var ude af stand til at modstå den". Ved slutningen af sit liv var hr. House ensom og glemt, og kunne ikke fordrage Philip Dru.

Men imellem 1911 og 1919 var livet herligt for hr. House. Han elskede følelsen af magt for magtens egen skyld, og var desuden for venlig til at ville gøre Rockland i Det Hvide Hus ked af det:

"Det var altid min hensigt, med præsidenten, som med alle andre mennesker, jeg søgte at påvirke, at få dem til at tro, at de idéer, de fik fra mig, var deres egne. Ifølge sagens natur har jeg tænkt mere over mange ting, end præsidenten, og jeg havde haft mulighed for at diskutere dem mere indgående end han. Men ingen bryder sig i virkeligheden om, at en anden drager hans slutninger for ham. Vi er alle lidt forfængelige i så henseende. De fleste mennesker er ledet for meget af personlig forfængelighed i det, de gør. Det ligger sådan, at jeg ikke er. Det betyder ikke noget for mig, hvem der får æren for en idé, jeg har givet videre. Hovedsager er, at få idéen til at virke. For at sige det, som det er, så kom idéen for det meste ikke fra mig ." (og som oven for anført, fra hr. Howden).

Så nogen "styrede" hr. House, som atter styrede hr. Wilson til den

243

konklusion, at en gruppe mennesker i de talmudiske områder af Rusland burde sættes i besiddelse af Palæstina, med den indlysende konsekvens, at en permanent kilde til verdenskrig ville blive etableret dér, og at verdens jøder burde gen-adskilles fra menneskeheden. Det var også til at forudse, at denne plan ville indebære ødelæggelsen af Rusland og spredning af verdensrevolution.

I denne periode (1913) fandt en begivenhed sted, som syntes uvæsentlig dengang, men som må nævnes på grund af dens senere vidtrækkende konsekvenser. I Amerika var der en organisation, som hed B'nai B'rith (hebraisk for "Pagtens Børn"). Grundlagt i 1843 som en broderskabsloge udelukkende for jøder, kaldtes den en "rent amerikansk institution", men den havde afdelinger i mange lande, og hævder i dag at "repræsentere alle jøder i hele verden", så den synes at være en del af det arrangement, som dr. Kastein beskriver som "den jødiske internationale". I 1913 satte B'nai B'rith et lillebitte skud, "Anti-Defamation League". Det skulle vokse sig stort og stærkt. I den fik staten-i-staten en slags hemmeligt politi, og det dukker op igen senere i denne fortælling.

Med hr. Wilsons tiltrædelse, og gruppen bagved hans præsidentpost, var alt klappet og klart til at krigen kunne begynde. Amerikas funktion, at fremme den store overnationale "plan" gennem denne krig, skulle være en støttefunktion. I begyndelsen skulle England spille hovedrollen, og hovedformålet, kontrol over den britiske regering, var ikke helt opnået, da krigen brød ud.

Så nu vender historien tilbage over Atlanten til England, hvor hr. Balfour var ved at blive genvalgt. De ledende mænd var stadig imod det skjulte formål og den skjulte plan, og ønskede at udkæmpe krigen og vinde den, så hurtigt som muligt dér, hvor den var begyndt, i Europa. De skulle bringes på plads, hvis den proces, der var forudsagt af Max Nordau i 1903, skulle fuldføres. Derfor måtte de genstridige disciplineres eller fjernes.

Fra 1914 til 1916 handler historien således om kampen for at fjerne disse mænd i England og erstatte dem med andre der, ligesom hr. Wilson, ville falde til patten.

12. Der er en slående lighed i samtidige beskrivelser af hr. Roosevelt, som hr. House også troede, at han havde valgt til "kransekagefigur ('skabningen')". Hr. Robert E. Sherwood understreger, at hr. Roosevelt altid følte sig forfulgt "af Wilsons genfærd". Da hr. Roosevelt havde været præsident i to år, skrev hans partileder, hr. James Farley, "Præsidenten så dårlig ud hans ansigt var fortrukket og hans reaktioner langsomme" (1935) og to år senere var han "chokeret over præsidentens udseende" (1937). I 1943 var madame Chiang Kai-shek "chokeret over præsidentens udseende", i 1944 siger hr. Merriman Smith, "han så ældre ud, end jeg nogen sinde havde set ham, og han talte usammenhængende", og hr. John T. Flynn siger, at billeder af præsidenten "chokerede nationen". I 1945 kom frøken Frances Perkins, et medlem af hans regering, ud fra hans kontor med ordene, "Jeg kan ikke holde det ud. Præsidenten ser forfærdeligt ud". (tilbage)

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside