Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

s. 198 199 200 201

Kapitel 25

 

Den zionistiske verdensorganisation

Hvis tilfældet nu og da kan skabe mænd som Karl Marx og dr. Theodor Herzl på tidspunkter, hvor deres handlinger kan medføre ødelæggende konsekvenser, helt ude af proportioner med disse mænds betydning, så har tilfældet i det forrige århundrede været inddraget i sammensværgelsen mod Vesten. En mere sandsynlig forklaring er, at højere magter allerede styrede disse hændelser, og at de valgte, eller i hvert fald brugte Herzl til den rolle, han spillede. Hans korte vej over himmelhvælvet (som et stjerneskud), den foragtelige måde, hvorpå han blev smidt til side, da hans opgave var fuldført, og hans ulykkelige endeligt ville alt sammen understøtte denne forklaring.

De som har oplevet Wien og dens atmosfære i vort århundrede, vil forstå Herzl og hans virkning. Et monarki i forfald og en vaklende adel: en jødeklasse, som pludseligt og hurtigt stiger op til de højeste niveauer; disse ting gjorde et stærkt indtryk på de jødiske masser. Dr. Herzl og ikke Neue Freie Presse ('Den nye, frie Presse') fortalte dem nu om verdens gang og instruerede politikere i, hvad de skulle gøre. Krybende Obers (tjenere) på de myldrende caféer hastede med at servere for "hr. doktoren!" Det var alt sammen nyt og spændende. Det steg Herzl'erne og Blowitz'erne til hovedet, og da dr. Herzl trådte frem som den selvudråbte budbringer om Zion, blev de vestlige jøder benovede og usikre. Hvis dr. Herzl kunne tale sådan til de høje herrer, så havde han måske ret, og Napoleons Sanhedrin uret.

Kunne det være sandt, at politik blev til i dr. Herzl's kontor, ikke i Ballhausplatz? Havde en jøde fra Rusland skrevet Jødestaten eller forsøgt at etablere en zionistisk verdensorganisation, ville de vestlige jøder have ignoreret ham, for de frygtede sammensværgelsen østfra, og var i det mindste mistænksomme overfor, hvad den indebar. Men hvis dr. Herzl, en fuldt emanciperet vestlig jøde mente, at jøderne skulle skille sig ud igen, så var sagen ved at blive alvorlig.

Herzl hævdede, at Dreyfuss-sagen havde overbevist ham om eksistensen af "antisemitisme". Udtrykket var på det tidspunkt af nyere dato, skønt dr. Kastein søger at påvise, at denne sindstilstand altid har eksisteret, idet han siger, at "den har eksisteret siden jødedommen kom i kontakt med andre folkeslag, i form af noget mere end nabo-fjendskab". (Efter denne definition er modstand i krig "antisemitisme", og "naboerne" i tidligere tiders stammekrige, som han refererer til, var selv semiter. Imidlertid giver ordene "kontakt ud over nabo-fjendskab" et godt eksempel på zionistisk rabbinerdialektik.)

Hvorom alting er, så erklærede dr. Herzl, at "Dreyfuss-processen gjorde mig til zionist", og ordene er lige så tomme, som Lloyd Georges' senere: "acetone omvendte mig til zionismen" (hvilket var beviseligt usandt). Dreyfuss-sagen gav jøderne fuldgyldigt bevis for det rigtige i emancipation og den upartiske retfærdighed som fulgte med. Aldrig var en mand blevet forsvaret så åbent, af så mange, og så fuldstændig retfærdiggjort. I dag har hele nationer øst for Berlin ingen adgang til

199

lov og ret og Vesten, som underskrev aftalen om deres lovløshed, er ligeglad med deres skæbne. De kan blive fængslet eller blive myrdet, uden lov og dom. Og dog citeres Dreyfuss-sagen i Vesten i dag stadig som et afskrækkende eksempel på u-retfærdighed, skønt den tværtimod er et klassisk eksempel på retfærdighed. Hvis spørgsmålet om for-eller-imod zionismen stod og faldt med Dreyfuss-sagen, burde ordet være forsvundet ud af historien på dette tidspunkt.

Ikke desto mindre forlangte dr. Hertzl, at "der bliver givet os suverænitet over en del af jorden, som er stor nok til at opfylde en nations behov" (han specificerede ikke noget specielt territorium og hældede ikke specielt imod Palæstina). For første gang kom idéen om at genrejse en jødisk stat under livlig debat blandt vestlige jøder. [9] Jewish Chronicle i London beskrev bogen som "en af de mest forbløffende udtalelser, der nogen sinde er blevet fremsat". Således opmuntret tog Herzl til London, datidens magtcentrum, for at drøfte sin idé. Efter vellykkede møder i Londons East End besluttede han at sammenkalde en jødisk kongres for at få støtte til den.

Så blev jøder "fra hele verden" i marts 1897 inviteret til at sende delegerede til en "Zionistkongres", en mod-Sanhedrin, i München, i august. De vestlige jøder var indædt imod dette. De tyske rabbinere og jøderne i München protesterede, og mødestedet blev ændret til Basel i Svejts. De reformerte jøder i Amerika havde to år før erklæret, at de forventede "hverken en tilbagevenden til Palæstina ... eller genindførelsen af nogen love angående den jødiske stat". (Det er mærkeligt at sammenligne med situationen i dag, at da rabbiner Stephen Wise i 1899 foreslog en bog om zionismen til det jødiske forlag i Amerika, svarede dets sekretær "Forlaget kan ikke risikere en bog om zionisme").

Da Herzls kongres mødtes, kom de fleste delegerede fra Østeuropa. Denne gruppe mænd etablerede så en "Zionistisk Verdensorganisation", som proklamerede jøderne som en nation og "et lovligt sikret hjemland" som deres mål, og Herzl erklærede "Den jødiske stat eksisterer". Rent faktisk havde nogle få jøder, som hævdede at tale for alle jøder, men som havde lidenskabelige modstandere blandt mange grupper af vestlige jøder, holdt et møde i Basel - og det var det hele.

Ikke desto mindre var forslaget, for hvad det nu var værd under disse omstændigheder, endelig på bordet blandt internationale anliggender. Kongressen var faktisk en Sanhedrin, som var sammenkaldt for at annullere løfterne fra Napoleons Sanhedrin for firs år siden. Den tidligere Sanhedrin afviste separat nationalitet og enhver ambition om at skabe en jødisk stat; denne nye proklamerede tværtimod separat nationalitet og ambitioner om en stat. I tilbageblik bemærkede rabbiner Elmer Berger halvtreds år senere, "Her blev jødisk nationalisme drevet ind som en kile mellem jøder og andre mennesker. Her var den ghettoens støbeform,

200

i hvilken jødisk liv skulle forblive i de ikke-emanciperede nationer, så at den selvforstærkende effekt af emancipation og integration ikke kunne komme til at virke".

Napoleons Ssanhedrin havde en grundlæggende fejl, som nu blev afsløret, og som Napoleon meget vel kan have været uvidende om. Den repræsenterede de vestlige jøder, og Napoleon kunne ikke med rimelighed forventes at være opmærksom på styrken i den kompakte, talmudisk styrede masse af jøder i Rusland, for dr. Herzl, som helt sikkert burde have vidst det, var uvidende om det! Han opdagede det ved den første zionistiske verdenskongres, som han havde sammenkaldt i fuld tillid til, at han ville få massiv støtte: "og så ... rejste der sig for vore øjne en russisk jødedom, hvis styrke vi ikke havde haft den ringeste anelse om. Halvfjerds af vore delegerede kom fra Rusland og det var åbenbart for os alle, at de repræsenterede de synspunkter og følelser, som de fem millioner jøder i dette land havde. Hvilken ydmygelse for os, som havde taget vores overlegenhed for givet!"

Dr. Herzl befandt sig ansigt til ansigt med sine overmænd og med den sammensværgelse, som gennem ham var ved at trænge ind i Vesten. Han havde erklæret emancipationen krig og var, som mange af sine efterfølgere, uvidende om karakteren af de kræfter, som han havde sluppet løs. Han blev snart ladt tilbage, som en hornblæser, hvis mission er opfyldt, mens de virkelige "generaler" overtager ledelsen.

Han havde skabt det instrument, som de skulle bruge til deres angreb på Vesten. Dr. Weizmann, som blev den virkelige leder, ser det klart: "Det var dr. Herzl's udødelige bidrag til zionismen, at han skabte en central, parlamentarisk autoritet for zionismen ... Dette var første gang i jødernes eksilhistorie, at en stærk regering officielt havde forhandlet med de valgte repræsentanter for det jødiske folk. Det jødiske folks identitet og dets juridiske person var blevet genetableret".

Dr. Weizmann har nok smilet for sig selv, da han inkluderede ordene "parlamentarisk" og "valgt". Den vigtige kendsgerning står midt i sætningen. De jøder, som mødtes i Basel, som blev skyet af de fleste vestlige jøder, og ligeledes deres erklæringer, kunne kun gives autoritet af én eneste ting, som dengang var utænkelig; nemlig, at de blev anerkendt af en stormagt. Dette utænkelige skete få år senere, de den britiske regering tilbød dr. Herzl Uganda, og det er denne begivenhed, dr. Weizmann refererer til. Fra da af akcepterede alle Vestens stormagter faktisk talmudisterne fra Rusland, som repræsentant for alle jøder, og fra da af trængte den zionistiske revolution ind i Vesten.

Således endte emancipationens århundrede, som var begyndt med så lyse udsigter til fællesskab mellem jøder og ikke-jøder, og Hr. Houston Stewart Chamberlains forudseende ord (skrevet lige før dr. Herzls kongres i Basel) blev dermed til sandhed og levende virkelighed. Når man ser tilbage på Gottfried von Herders ord, der er skrevet hundrede år før, "de mere uciviliserede europæiske nationer er villige slaver af jødisk åger", så skrev Chamberlain, at i løbet af det nittende århundrede "er der sket en stor forandring ... i dag kunne Herder sige det samme om størstedelen

201

af vor civiliserede verden ... Jødedommens direkte indflydelse på det nittende århundrede bliver således ét af nutidens mest brændende emner. Vi har her at gøre med et spørgsmål, som påvirker ikke bare nutiden, men også verdens fremtid".

Med dannelsen af Den zionistiske Verdensorganisation, som Vestens stormagter faktisk kom til at behandle som en autoritet, som var overordnet dem selv, begyndte det brændende spørgsmålet at påvirke alle andre begivenheder. At det kom til at påvirke "verdens fremtid" ses tydeligt i 1956, hvor denne bog er afsluttet. Fra begyndelsen af dette år observerede de politiske ledere i de tilbageblevne vestlige stormagter, England og Amerika med bedrøvet forbavselse, at den næste verdenskrig kunne bryde ud når som helst netop dér, hvor de havde etableret "den jødiske stat", og de hastede frem og tilbage over havet for at finde på en udvej for at forhindre denne fuldbyrdelse.

9. På dette tidspunkt trængte det næppe ind i bevidstheden på de ikke-jødiske masser. I 1841 havde en oberst Churchill, engelsk konsul i Smyrna, på en konference mellem centraleuropæiske stater, der skulle afgøre Syriens fremtid, fremsat et forslag om at etablere en jødisk stat i Palæstina, men det blev tilsyneladende afvist med ringe eller ingen interesse. (tilbage)

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside