Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

s. 192 193 194 195 196 197

Kapitel 24


Zionismens komme

I sidste halvdel af det forrige århundrede, da kommunismen og zionismen begyndte deres samtidige angreb på Vesten, bestod Europa af stærke og selvsikre stater, som udmærket godt kunne modstå virkningerne af indre stridigheder og krige udadtil. Det revolutionære udbrud i 1848 var blevet overvundet uden store anstrengelser. Østrig-Ungarn var ikke blevet svækket ret meget af dets nederlag til Prøjsen i 1866 og 1871; staterne genoptog deres nationale eksistens som overvundne lande havde gjort det i århundreder, side om side med gårsdagens sejrherre og snart var alt roligt igen. Folkene på Balkan, som var kommet ud af fem århundreder under tyrkisk overherredømme, bevægede sig også i retning af velstand i det mildere klima af national frihed. Øst for Europa syntes Rusland, under kristent flag, at slutte sig til denne proces af national og individuel fremgang.

Dette var kun tilsyneladende, for de to orme var allerede i æblet og situationen i dag viser resultatet. De atten kristne århundreder, som på trods af op- og nedture, i det store og hele, opviser flere forbedringer af menneskelivet end nogen tidligere kendt epoke, kom til enten en afslutning eller en mellemperiode; hvilket af disse ved vi stadig ikke, skønt troende stadig ikke tvivler på, at den gode udvikling vil blive genoptaget på et eller andet tidspunkt (bogen er afsluttet i 1956, midt i sovjettiden, red.). Der var imidlertid en fremtrædende mand i denne periode, som man kunne have forventet, ville have tillid til udfaldet, der forudså, hvad vort århundrede ville bringe, og som mente, at det ville blive afslutningen, ikke kun en forbigående mørk tidsalder.

Det var Henry Edward Manning, den engelske gejstlige, som havde omvendt sig til Rom, var blevet katolsk kardinal-ærkebiskop af Westminster og som, hvis han havde accepteret sine medkardinalers udnævnelse, kunne være blevet pave. Edmund Burke, John Adams og Alexander Hamilton havde alle forstået revolutionens verdensomspændende perspektiver og forudsagt dens tiltagende udbrud. Disraeli, Bakunin og andre havde et halvt århundrede senere bevidnet og advaret imod jødernes overtagelse af den revolutionære ledelse. Manning kom med lignende advarsler, men forudså også zionismens komme og den rolle, den ville komme til at spille i den tosidede proces.

Om revolutionen sagde han, "De hemmelige selskaber i verden, som folk ler af og benægter i deres overmod; de hemmelige selskaber tvinger deres eksistens og deres virkelighed ind i bevidstheden på dem, som indtil i går ikke ville tro, at de eksisterede" (1861). Han forventede, at Weishaupts plan ville lykkes fuldt ud og troede, at den tid, han levede i, var "forspillet til den anti-kristne periode, hvor kristendommen ville blive endeligt detroniseret og der ville opstå et samfund uden Gud i verden". I dag har den anti-kristne revolution midlertidigt magten over halvdelen af Europa, det kristne kors er blevet fjernet fra alle de store europæiske nationers flag, undtagen det britiske og en del små nationer, og "et samfund uden Gud" er blevet etableret som en potentiel verdensregering, så at disse ord,

193

som blev ytret for halvfems år siden, synes at være en imponerende forudsigelse, der er blevet halvvejs opfyldt.

Så beskrev han den rolle, zionismen ville spille i denne proces (og heri overgik han de andre seere): "De, som har mistet troen på inkarnationen, så som humanister, rationalister og panteister, kan sagtens narres af enhver person med stor politisk magt og succes, som vil give jøderne deres land tilbage ... og der er intet i det politiske aspekt i verden, som gør en sådan kombination umulig".

Endelig sagde han, at han forventede antikrists personlige komme i skikkelse af en jøde. (Med disse ord bevægede han sig fra politiske betragtninger til fortolkning af profetier; han nævnte Sankt Peters brev til menigheden i Tessaloniki 2.1.iii-xi, om tiden, som skal komme og sagde, "Det er den hellige skrifts lov, at når personer bliver profeteret, kommer de til stede".)

Så mens Europa tilsyneladende bevægede sig langsomt imod en bedre fremtid på den vej, som havde tjent det godt i atten århundreder, sluttede zionismen sig i områder af Rusland til kommunismen, som den anden af de to kræfter, der skulle standse denne proces. Kommunisme var designet til at undergrave masserne; det var "den store folkebevægelse", som Disraeli havde forudset, hvormed "de hemmelige selskaber" skulle samarbejde, for at få Europa til at bryde sammen. Zionismen gik i gang med at undergrave lederne fra oven. Den ene kraft kunne ikke have bevæget sig fremad uden den anden, for ledere, som havde usvækket autoritet, ville have slået revolutionen ned, som den var blevet slået ned i 1848.

Zionismen var i hovedsagen svaret fra det talmudiske center i Rusland på emancipationen af jøder i Vesten. Det var kundgørelsen af, at de ikke måtte involvere sig i menneskeheden, men skulle holde sig for sig selv.

Aldrig siden Babylon havde den herskende sekt vovet at spille dette kort ud. Det kan aldrig spilles ud mere, hvis det nuværende forsøg ender med fiasko. Derfor undlod talmudisterne altid at bruge det, og gjorde det kun, da emancipationen konfronterede dem med en livstruende situation, tabet af deres magt over jødedommen. Faktisk havde de altid afvist dem som "falske Messias'er", som råbte op om, at opfyldelsens dag var kommet. Havde Sabbatai Zevi eller for den sags skyld Cromwell eller Napoleon været i stand til at give dem Palæstina, havde de nok udråbt en af dem til at være Messias. I den nuværende situation udråbte de sig selv til at være Messias, og dette vovede foretagende kan næppe gentages. Historisk bevæger vi os derfor nok imod enden på den destruktive plan, fordi løftet tydeligt nok ikke kan holdes, men den nulevende generation, og antagelig nogle generationer fremover har, efter alt at dømme, endnu en høj pris at betale, fordi de har opmuntret forsøget.

Dr. Chaim Weizmanns bog er den bedste, enkelte kilde til oplysninger om oprindelsen til tvillingerne: 'kommunisme' og 'zionisme' og deres fælles formål. Han var med ved zionismens opståen, han blev dens omrejsende befuldmægtigede minister, han var i fyrre år de vestlige hoffers, præsidentielle kontorers og regeringskontorers yndling,

194

han blev den første præsident i den zionistiske stat, og han har fortalt hele historien med forbavsende åbenhed.

Han viser hvordan den strategi tog form, i fjerne, talmudiske samfund, for næsten hundrede år siden, der i sin konsekvens skulle indfange alle Vestens folkeslag, som i en malstrøm. Amerikanere og briter, tyskere og franskmænd, italienere og polakker, skandinaver, baltere, folkene på Balkan, og alle andre skulle involveres. Vestens liv, blod og skatte skulle bruges på at fremme disse to komplementære formål som vand, der løber fra en vandhane.

Millioner, levende og døde, var under de to krige involverede i deres fremme. Mennesker, der fødes nu, arver en andel af de uroligheder, som de ubønhørligt vil føre med sig. Jøderne fik deres del af trængslerne i forhold til deres ringe antal. Dr. Weizmanns beretning sætter den, som studerer sagen i vor tid, i stand til at se begyndelsen til det hele; og nu når denne beretning frem til vor tid, der tager form efter det, som skete dengang.

Han forklarer, at jøderne i Rusland var delt i tre grupper. Den første gruppe var de jøder, som simpelthen ønskede at blive fredelige russiske borgere, idet de søgte "fred med byen", lige som jøderne i Vesten for størstedelens vedkommende, på det tidspunkt, var loyale tyskere, franskmænd eller andre borgere. Emancipation var for denne gruppe det endelige mål, og det omfattede hovedsagelig jøder, som ved hjælp af talent, flid eller frygt for talmudisk overherredømme, var undsluppet ghettoerne.

Dr. Weizmann affærdiger denne gruppe som værende lille, ikke repræsentativ og "frafaldne", og da den blev fejet bort, må den også forsvinde fra denne beretning, som drejer sig om de to andre grupper. Ved en forordning fra talmudisterne er de "forsvundet fra jordens overflade", eller er blevet udstødt.

De øvrige masser af jøder (d.v.s. de, som levede i ghettoerne under talmudisk styre) var delt i to grupper af en lodret linie, som opdelte husstande og familier, inklusive dr. Weizmanns eget hjem og egen familie. Begge grupper var revolutionære; det vil sige, at de var enige om at arbejde for Ruslands ødelæggelse. Uoverensstemmelsen drejede sig udelukkende om zionismen. Den "kommunistisk-revolutionære" gruppe holdt på, at fuld "emancipation" ville blive opnået, når verdensrevolutionen erstattede nationalstaterne overalt. Den "zionistisk-revolutionære" gruppe holdt på, at selv om verdensrevolutionen var uundværlig for processen, så ville fuld "emancipation" kun blive opnået, når en jødisk nation var etableret i en jødisk stat.

Af disse to grupper var den zionistiske klart overlegen i talmudisk ortodoksi, da ødelæggelse under Loven kun er et middel til at gøre en ende på et overherredømme, og den dominerende nation er den, som er bestemt til at blive etableret i Jerusalem. I hjemmene diskuteredes der voldsomt. Kommunisterne holdt på, at zionismen ville svække revolutionen, som afviste "race og tro"; zionisterne hævdede, at revolutionen skulle føre til genrejsningen af det udvalgte folk, for hvem race var troen. De enkelte medlemmer af disse familier troede sandsynligvis, at det, de diskuterede, var vigtigt, men det var det faktisk ikke.

195

Hverken den ene eller den anden gruppe kunne have taget form i disse strengt regulerede samfund imod rabbinatets vilje. Hvis rabbinerne havde ladet forstå, at kommunisme var "overtrædelse" og zionismen "lydighed" imod "Loven", så ville der ikke have været nogen kommunister i ghettoerne, men kun zionister.

Den herskende sekt, som så ind i fremtiden, hen over hovederne på de ensrettede masser, så tydeligt nok, at begge grupper var essentielle for formålet; og Disraeli nævnte motivet i en af de tekster, som er nævnt tidligere. Fra midten af forrige århundrede er revolutionens historie lig med historien om kommunismen og zionismen, ledet fra én kilde og i samarbejde mod et fælles mål.

Dr. Weizmann giver et oplysende glimt af denne tilsyneladende uoverensstemmelse blandt medlemmerne af en sammensvoren, men splittet, jødisk familie, hvor den overordnede strategi ikke var synlig, og spørgsmålet om "revolutionær kommunisme" og "revolutionær zionisme" blev diskuteret intenst. Han citerer sin mor, den jødiske matriark, som stridbart siger, at hvis den kommunistisk revolutionære søn får ret, vil hun være lykkelig i Rusland og hvis den zionistisk revolutionære søn får ret, så vil hun være lykkelig i Palæstina. De endte med begge at få ret; efter at have tilbragt nogle år i bolsjevik-Moskva, tog hun af sted for at ende sine dage i det zionistiske Palæstina. Det var efter, at de to sammensværgelser, som var vokset i hemmelighed, side om side, triumferede i den samme uge i 1917.

Kommunismen var allerede et organiseret, skønt stadig et hemmeligt og konspiratorisk, parti i ghettoerne, da zionismen fik organiseret (skønt ligeså hemmelig) form i Chibath Zion (kærlighed til Zion) bevægelsen. Den blev grundlagt i Pinsk, hvor dr. Weizmann gik i skole, så at han som dreng kom ind i den zionistisk-revolutionære fløj af den anti-russiske sammensværgelse. I hans barndom (1881) skete der noget, som truede med at ødelægge hele legenden om "forfølgelse i Rusland", hvorpå den talmudiske propaganda i omverdenen var baseret.

I 1861 havde zar Alexander II, den berømte befrier, sat 23.000.000 russiske livegne fri. Fra da af åbnede der sig nye perspektiver af frihed og forbedrede vilkår, efter Vestlig model, for russiske borgere af alle nationaliteter (Rusland havde omkring 160 nationaliteter, og jøderne udgjorde omkring 4 % af hele befolkningen). I de tyve år, der fulgte efter de livegnes befrielse, begyndte jøderne under talmudisk ledelse, at yde "forbitret modstand mod alle forsøg på forbedringer" (Dr. Kastein). I marts 1881 tog Alexander II skridtet fuldt ud for at fuldende sit livsværk, ved at proklamere en parlamentarisk forfatning. Dr. Kasteins kommentar taler for sig selv: "Det er ikke overraskende, at en jødinde deltog i den sammensværgelse, der førte til attentatet på Alexander II".

Denne begivenhed, den første af en række lignende hændelser, var den de revolutionæres første store succes med at forhindre emancipation. Denne succes genoprettede idealtilstanden,

196

som den beskrives af Moses Hess (en af de tidligste fortalere for zionismen) i året efter de livegne bønders befrielse: "Vi jøder vil altid forblive fremmede iblandt nationerne; det er sandt, at disse vil give os rettigheder ud fra følelser som menneskelighed og retfærdighed, men de vil aldrig respektere os, så længe vi sætter vore storslåede minder på andenpladsen og som vort første princip accepterer:"Dér, hvor jeg trives, dér er mit land".

I denne periode udgav Leon Pinsker, der var en anden fortaler for zionismen, sin bog Auto-Emancipation ('Selv-frigørelse'). Titlen var en trussel (for de indviede). Den betød:"Vi vil ikke acceptere nogen slags emancipation, der er givet os af andre; vi vil emancipere os selv og give begrebet "emancipation" vores egen fortolkning". Han sagde: "Der er en ubønhørlig og uafvendelig konflikt mellem mennesker, som kaldes jøder og andre mennesker", og han beskrev den overordnede plan, som skulle bruges til at skabe denne "selv-emancipation" og til at "genrejse den jødiske nation": kampen for at opnå dette, sagde han, "må føres sådan, at man udøver et vedvarende pres på nutidens internationale politik".

Disse ord fra 1882 er nogle af de vigtigste i hele denne historie. De viser den allerhøjeste grad af forudviden, som læseren vil kunne indse, hvis han f.eks. prøver at forestille sig, at en polsk eller ukrainsk eksil-patriot dengang eller nu taler om "at udøve uimodståeligt pres på international politik". Den, som udtaler sig politisk, er en bedrøvet mand, berøvet alt håb, en stamgæst på Café des Exiles (de landflygtiges café), der sædvanligvis er taknemmelig, hvis en eller anden undersekretær nedlader sig til at ofre en halv time på ham. Pinsker var en ukendt emigrant i Berlin, lidet kendt uden for revolutionære kredse, de han skrev disse ord, som ville synes latterligt indbildske, hvis ikke de næste halvfjerds år havde bevist, at han vidste præcist, hvad han mente. Han vidste, hvordan zionismen ville sejre. Sammensværgelsen havde helt klart magtfuld støtte langt uden for Ruslands grænser, længe før nogen ude i verden havde anelse om dens sande natur og de metoder, hvormed verdensordenen skulle laves om.

Sådan forholdt det sig med den to-hovedede sammensværgelse i Rusland, mens dr. Weizman voksede op og begyndte at spille sin rolle. Ordet "sammensværgelse", som ofte anvendes her, er ikke forfatterens; dr. Weizman anvender det åbenlyst. Da han ikke kunne fordrage Rusland, tog han (uhindret) til Tyskland. Synet af "emanciperede" jøder dér, frastødte ham i den grad, at han savnede ghettoerne i Rusland og vendte tilbage til dem, når han havde ferie, hvor han så genoptog sin andel i "sammensværgelsen", som han siger. Så fortsatte han sin "åbne kamp" for at af-emancipere Europas jøder ved forskellige universiteter i det emanciperede Vesten. De (Europas emanciperede jøder) erkendte faren og vendte sig med frygt og fjendtlighed imod disse Ostjuden ("østjøder").

Således sagde Gabriel Rieser i Tyskland til de zionistiske revolutionære fra Rusland, "Vi er ikke emigreret hertil, vi er født her og fordi vi er født her, gør vi ikke krav på et hjem noget andet sted; vi er enten tyskere eller vi er hjemløse". Ligeledes udtalte rabbinerne i den reformerte jødedom, at "idéen om Messias fortjener en central plads i vore bønner, men alle bønner om,

197

at vi må blive ført tilbage til vore forfædres land, og at den jødiske stat må blive genrejst, må udelades".

Disse jøder kæmpede for at holde sig til Sanhedrinens løfter. De havde sluttet fred med menneskeheden og det syntes umuligt, at talmudisterne nogen sinde skulle kunne føre dem tilbage til et 'Nehemiask' fangenskab. Dr. Kastein skriver om det forfærdelige faktum, at hen imod slutningen af det nittende århundrede giftede "én ud af fem jøder sig med en ikke-jøde" og med endnu større forfærdelse siger han, at i krig "stod jøder imod jøder på alle fronter; dette var en tragedie ... som vil gentage sig ... så længe jøder er tvunget til at opfylde deres forpligtelser som borgere i de lande, hvor de er adopteret".

Skyggen af et nyt talmudisk fangenskab var kommet meget nærmere Vestens jøder, end selv de kunne ane. De Ædste i Rusland var blevet organiseret i løbet af alle disse årtier, og ved slutningen af århundredet var de parate til at "udøve uimodståeligt pres på tidens internationale politik". Den mest succesrige specialist i denne udøvelse af pres, faktisk en omrejsende zionistisk premierminister, var den unge Chaim Weizmann, som i de sidste år af Monks liv bevægede sig rundt i de europæiske byer og universiteter fra Darmstadt til Berlin, og senere fra Berlin til Geneve, hvor han plantede fremtidens tidsindstillede bomber og forberedte sig på sin opgave i det tyvende århundrede.

Da århundredet gik mod sin afslutning kom der en pludselig hastighedsforøgelse i denne proces, som når en maskine, der længe har været under konstruktion, er færdig og begynder at køre i højt gear, og dens bankende pulsslag mærkedes straks gennem hele jødedommen, skønt de ikke-jødiske masser, der var mindre følsomme over for sådanne vibrationer, slet ikke bemærkede dem. Som en efterfølger til Moses Hess erklærede en anden jøde fra Rusland, Asher Ginsburg (Ahad Ha'am), at jøderne ikke bare var en nation, men at de måtte have en stat i Palæstina. Dette var imidlertid blot endnu en stemme fra det fjerne Rusland, og de vestlige jøders svaghed var, at de ikke forstod magten og styrken i de kompakte, organiserede masser i de østlige ghettoer, eller de kunne i hvert fald ikke se, hvordan den kunne påvirke Europa.

Advarslen til dem kom i 1896, det år profeten Monk døde, da Theodor Herzl udgav Jødestaten. Dermed klappede fælden. Deres rækker var splittet, for denne Theodor Herzl var ikke østjøde, ikke en jøde fra Rusland. Han var en af deres egne, eller de anså ham i det mindste for at være det. En forudanende skælven løb igennem jødedommen. Kristenheden, som havde lige så stor grund til bekymring, forblev i lykkelig uvidenhed i endnu tres år.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside