Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

s. 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191

Kapitel 23

 

“Profeten"

Det nittende århundrede bevægede sig ubønhørligt hen imod afvisning af Sanhedrinens indrømmelser til Napoleon, hen mod atter at isolere jøderne, og hen mod genetablering af den teokratiske stat i staten, den fare, som Tiberius havde udmalet før den kristne æra begyndte. Kampen stod ikke mellem "jøderne" og "ikke-jøderne". Lige som den dag for længe siden, hvor perserkongens soldater havde sat Ezra og Nehemias i stand til at påtvinge judæerne "Den nye Lov", stod den atter mellem nogle jøder og nogle ikke-jøder og mellem andre jøder og andre ikke-jøder. Det mærkelige har altid været, at ikke-jødiske herskere, ved sådanne vendepunkter, allierede sig med jødedommens herskende sekt imod de jødiske masser, og således imod deres eget folk, blandt hvilket de fremelskede den ødelæggende kraft. Dette paradoks gentog sig i det nittende århundrede og blev årsagen til klimakset i vore dage, som alle nationer er stærkt involverede i.

Vestens emanciperede jøder blev dermed udslettet sammen med den store masse af ikke-jøder, af Vestens politikere, der som en svejtsergarde meldte sig i zionismens tjeneste. Derfor må denne fortælling standse op og se på "de liberale" i den nittende århundrede, som ved at tilslutte sig zionismen, satte den i stand til at nedbryde nationerne.

De kan bedst studeres ved at iagttage grundlæggeren af deres linie. "Profeten" (han gjorde krav på denne titel, som Amos vredt havde afvist) var Henry Wentworth Monk, kun husket af få i dag. Han var prototypen på det tyvende århundredes amerikanske præsident eller britiske premierminister, selve modellen for en vestlig politiker.

For at kunne beskrive denne mand, måtte man genoplive alle tanker og impulser fra det seneste århundrede (det 19., red.). Det er nutidigt nok til at gøre et rimeligt forsøg. En af virkningerne af emancipation var, at få enhver udisciplineret tænker til at tro, at han var en stor leder. Det trykte ord gjorde det muligt for demagoger at sprede forvirrede tanker: de forbedrede muligheder for at rejse hurtigt og langt, fik dem til at søge efter årsager langt fra deres hjemlige horisont. Ansvarsløshed kunne gælde for kristen barmhjertighed, når man beskyldte sin næste for ligegyldighed med etiopiske forældreløse børns skæbne, og hvem ville ulejlige sig med at undersøge kendsgerningerne? Dickens beskrev typen i Stiggins, med hans selskab, der skulle skaffe neger-spædbørn moralske lommetørklæder; Disraeli bemærkede, at kulminearbejdernes frygtelige forhold i Nordengland var "undgået Selskabet til Afskaffelse af Negerslaveriets" opmærksomhed".

Den nye måde at opnå offentlig anerkendelse var for let til, at sådanne irettesættelser skulle kunne afskrække dem, som var fristet af den forlokkende betegnelse "liberal", og snart fyldte det brændende ønske om reform den liberale luft, som ikke kunne døje et tomrum. "Menneskerettighederne" måtte bekræftes. Og den uret, som blev tilbage, var lettest at opdage blandt fjerne folkeslag (jo længere væk, jo bedre).

183

Det var selvretfærdighedens blomstringstid for dem, som kun ville andre det bedste og var ligeglade med, hvor meget ondt, de gjorde under dette banner. De gode grundlagde en generation og også en industri (for dette kald var ikke uden materiel belønning, ej heller uden klapsalver). I frihedens navn skulle disse mennesker i vore dage komme til at bifalde, og hjælpe med til at sørge for, at det halve Europas atter blev trælbundet.

Det var ind i en sådan tid, at Henry Wentworth Monk blev født (i 1827) på en nybyggerfarm ved den dengang fjerne Ottawaflod i Canada. Da han var syv år, blev han revet fra venner og slægt og transporteret til Bluecoat Skolen i London, den gang et strengt sted for et ensomt barn. Drengene bar den tids uniform (Edward VI), lang, blå frakke, præstetørklæde, gule strømper og sko med spænder. De levede som en sekt for sig, spiste som munke og meget lidt, spanskrøret blev ikke sparet og de blev strengt øvet i den hellige skrift.

Den unge Monk havde således mange følelsesmæssige behov, som skreg på at blive tilfredsstillet, og hans barnesind, som blev så flittigt fyldt op med Det gamle Testamente, begyndte at finde moderne anvendelse for det. Han regnede ud, at Esaias, (Esajas, Isaiah) med "hurtige dyr" mente jernbaner, og med "hurtige budbringere" mente dampskibe. Dernæst besluttede han, at han i denne tidlige alder havde fundet nøglen til "profetierne" og kunne fortolke Guds hensigt i overensstemmelse med nutiden. Han ignorerede de israelitiske profeters og Det ny Testamentes advarsler imod netop denne fristelse. Det, han fandt, var simpelthen det levitiske præsteskabs lære om, at en dag ville hedningene blive ødelagt og det udvalgte folk atter samles i dets ophøjede kongerige i det forjættede land.

Mænd af rang og indflydelse legede også med denne idé om , at tiden var kommet, hvor de skulle træffe Guds beslutning. Da Monk var elleve, foreslog en Lord Shaftesbury, at stormagterne skulle købe Palæstina af Sultanen og Tyrkiet og "give det tilbage til jøderne". England havde da en statsmand, Lord Palmerstone, som ikke lod sig forstyrre af sådanne påhit og intet blev gjort. Men den unge Monk havde fået en idé og profeten opstod. Derefter havde han ingen anden interesse i livet, indtil det sluttede, tres år senere!

Da han var fjorten, fik han en speciel orlov for at overvære en prædiken af "den første engelske biskop i Jerusalem" (hvis navn er gået over i historien som Solomon Alexander). Den lille dreng vendte tilbage til skolen med strålende øjne og dedikerede hele sit liv til det formål, at skaffe Palæstina, til en gruppe mennesker, som var ham fuldstændig ubekendt, uden hensyn til dem, der allerede boede der. Idéen tillod ham ikke at slå sig ned på hans fars canadiske farm, da han kom tilbage til den; den stod imellem ham og den kristne præstegerning, da han blev kandidat til denne. Han fordybede sig i Det gamle Testamente og fandt ud af, at det blot var en kode, som blev opklaret for hans øjne.

Således faldt han i den uærbødigheds fælde, som studiet af de levitiske skrifter sommetider forårsager hos de, der beskriver sig selv som kristne og dog ignorerer Det nye Testamente. Når de først accepterer den tanke, at forudsigelserne skal opfyldes bogstaveligt, underkaster de sig faktisk den jødiske Lov om en politisk kontrakt, som ikke overlader

184

nogen som helst handlefrihed til Gud, undtagen med hensyn til tiden for dens opfyldelse. Derfra går de, i ét spring, videre til den konklusion, at de kender tiden (som Gud formodentlig har glemt). På dette stadium tror sådanne mennesker, at de er Gud. Det er dertil denne proces nødvendigvis må føre dem: fornægtelse af kristendommen og af al guddommelighed. Det er denne bespottelse, som alle ledende politikere i Vesten i dette århundrede, er gået med på. Monk var den første blandt mange.

Selv i sit fjerne canadiske hjem fandt han andre profeter. En amerikansk jøde, en vis Mordecai Noah, prøvede at bygge en "tilflugtsby" på en ø i Niagara-floden, som en forberedelse til "tilbagevenden". Hvorfra de nordamerikanske jøder behøvede tilflugt, indtil de "vendte tilbage", vidste kun han. Ligeledes blev en hr. Warder Cresson den første konsul for De forenede Stater i Jerusalem, blev så ivrig efter "genrejsning" (af 'Zion', red.), at han konverterede til jødedommen og udgav en bog, Jerusalem, Centrum og Glæde for hele Verden. Da han kom tilbage til Amerika, forlod han sin ikke-jødiske kone, forandrede sit navn til Michael Boas Israel og tog til Palæstina, hvor han giftede sig med en jødisk pige, som han kun kunne kommunikere med ved hjælp af tegn og fagter.

Alt dette opflammede Monk endnu mere. Han besluttede, i gammeltestamentelig stil, at han ikke ville klippe sit hår eller smykke sig før "Zion er genrejst". Eftersom hans hår voksede frodigt, blev han meget hårfager; fordi han solgte sin lille ejendom og derefter aldrig arbejdede mere, var han resten af sine dage afhængig af andre. Da han blev seksogtyve, tog han til Jerusalem og nåede dertil efter mange strabadser. Som følge af, at han ikke havde andet end sin langhårethed og lurvethed til at bakke sit budskab op med, fik han kun få tilhængere.

Monk ville nok være forsvundet ud af historien på dette punkt, hvis det ikke havde været for et tilfældigt møde, som gjorde ham offentligt kendt. I dette verdenskrigenes århundrede med trans-kontinentale og trans-oceaniske projektiler og masseødelæggelses-eksplosiver, synes det nittende århundrede at have været en stabil og fredelig periode, uforstyrret af frygt for morgendagen. Den, som studerer især denne kontrovers om Zion, bliver forbavset over, hvor mange veluddannede mennesker, der syntes at have levet i frygt for udslettelse, og som besluttede, at de kun kunne finde frelse, hvis en gruppe af planetens indbyggere blev transporteret til Arabien. Profetens veje krydsedes med en anden af disse frygtsomme menneskers.

En ung, engelsk maler, Holman Hunt, dukkede op i Jerusalem. Han var også moden til en "sag", for han udkæmpede en ung kunstners typiske kamp mod akademikere, og det giver en letantændelig sindstilstand. Han havde et dårligt helbred og troede ofte, at han var døden nær (han blev treogfirs). Han havde lige malet The Light of the World ('Verdens Lys'), som forestillede Jesus med en lanterne i hånden, ved synderens dør, og det pludselige syn af den skæggede Monk talte til hans fantasi. Han greb ivrigt idéen om at true menneskeheden (inklusive akademikere) med udslettelse, hvis de ikke gjorde, som profetien foreskrev.

Så disse to, profeten og "Rafael-in-spe", bryggede en plan sammen, der skulle chokere

185

den ligeglade verden. Monk beskrev "syndebukken" for Holman Hunt som symbolet på menneskehedens forfølgelser af jøderne. De blev enige om, at Holman Hunt skulle male et billede af "syndebukken", og at Monk samtidig skulle skrive en bog, som forklarede, at tiden var inde til, at de forfulgte skulle restitueres (til Palæstina, red.), for at opfylde profetierne.

(Faktisk var syndebukken et sindrigt levitisk påfund, hvorved præsten fik magt til at tilgive menigheden dens synder ved at tage to gedekid, dræbe den ene som sonoffer, og drive den anden ud i vildmarken for at bøde med sine lidelser for "alle deres lovovertrædelser og alle deres synder … Og lade dem komme over gedens hoved". Profeten og Holman lavede meningen om til det modsatte. Syndebukken for jødernes synder blev til symbolet på jøderne selv; dens forfølgere, de levitiske præster, blev fremstillet som ikke-jødiske forfølgere.

Holman Hunt gik i gang; dette var en herlig fremgangsmåde, til både at lange ud efter det kongelige akademi ("problem-billeder") og at identificere sig selv med sagen. Hans billede ville sige mere end noget talt ord, og det ville blive fulgt op af Monks skrevne ord. Billedet og bogen, symbolet og fortolkningen. Herolden og profeten: når først verden så "Syndebukken", ville Monks åbenbaringens ord finde tilhørere, som blev opmærksomme på deres overtrædelser og ivrige efter at gøre bod.

Iført arabiske gevandter og medbringende staffeli og riffel, så en bedouin Hunt drive en hvid ged til Det døde Hav. Han malede et fremragende billede af en ged (faktisk af to geder, da den første ged på grund af hans kolossale nidkærhed døde og en substitut-ged måtte findes). For at gøre det hele mere effektfuldt blev der hentet et kamelskelet fra Sodoma, og man lånte et gedekranie - disse blev arrangeret i baggrunden. Billedet gav i høj grad det indtryk, at leviterne må have været grusomme (dyrets lidelse blev præsenteret grafisk) og onde, hvis de foregav, at de ved hjælp af dyrets lidelser kunne rense deres folk for lastefuldhed: Holman Hunt tog det med til England, efter først at have svoret sammen med Monk, at han ville vie sit live til "at genrejse templet, afskaffe krig blandt mennesker og sikre genkomsten af Guds Rige på jorden"; der er næppe nogen anden maler, der har haft så store formål i sinde, når han undfangede et billede.

Monk producerede så sit værk: Simple Interpretation of the Revelation ('Enkel Fortolkning af Åbenbaringen'), og det fælles foretagende var færdigt: nu skulle verden bare reagere. I denne første bog prøvede Monk stadig at sammenkæde levitisk politik med kristne doktriner. Historisk forblev han på sikker grund; han påpegede korrekt, at "de ti stammer" ikke kunne være forsvundet, men levede videre som en del af menneskeheden: dette førte ham til hans "fortolkning", som gik ud på, at "de sande israeliter", jøder og kristne, skulle emigrere til Palæstina og etablere en mønsterstat dér (her var han langt fra bogstavelig zionisme og løb risiko for at blive beskyldt for at være "antisemit"). Hans fremstilling af konsekvenserne var ren demagogi; hvis dette blev gjort, sagde han, ville krig ophøre. Men så kom den altafgørende idé

186

(og hvem ved, hvor Monk fik den fra?): en international regering skulle etableres i Jerusalem. Her ramte Monk zionismens virkelige hensigt. Monk kunne kun få sin bog trykt gennem en bekendt, han havde fået gennem Holman Hunt: John Ruskin, den berømte kunstkritiker, som overtalte forlæggeren Constable til at trykke den. Bogen skabte (lige som billedet) ikke den forventede effekt, men Ruskin hjalp profeten med penge og på andre måder, og reddede ham således fra glemslen.

Også Ruskin var et produkt af tidligt pres og indre skuffelser. Lige som Wilkie Collins (en fremragende håndværker, som ikke ville stille sig tilfreds med at skrive gode romaner og forgæves forsøgte at efterligne Dickens' talent for at skabe moralsk indignation) var han ikke tilfreds med at blive på det felt, hvor han var eminent, men var altid klar til at være forkæmper for, (og mindre klar til at undersøge) hvad som helst, der lignede et moralsk korstog. Lige som Monk havde han terpet Det gamle Testamente som barn (men sammen med en besiddende, puritansk mor) og han var gentagne gange ulykkelig i kærlighed, somme tider i ydmygende grad. Han søgte derfor altid efter afløb for ubrugte følelsesmæssige impulser. Han frygtede livet og fremtiden, så at profetens uophørlige advarsler om Herrens vrede gjorde ham nervøs og fik ham til at gribe i foret. Han havde mange tilhængere og kom til at ligge under for den samme ugudelighed, som Monk og Holman; som hans levnedsbeskriver (Hr. Besketh Pearson) siger, "han bukkede under for den illusion, som er fælles for alle Messias’er, at hans ord var Guds" og til sidst tabte han helt fornuften, men da havde han sat profeten i stand til bringe sit budskab videre.

Efter fiaskoen med Monks bog prøvede Holman Hunt igen. Han begyndte på et billede af Jesus i synagogen, i færd med at læse de messianske profetier og med at kundgøre, at de var opfyldt i og med ham selv. For at gøre meningen klar, brugte han Monk som model for Jesus, og de ældstes indignation skulle symbolisere verdens afvisning af profeten. Holman Hunts udkast til dette maleri findes i Det nationale Galleri i Ottawa og viser Monk, der holder Biblen i den ene hånd (åben ved Johannes’ Åbenbaring) og i den anden: et eksemplar af London Times. (Jeg arbejdede isoleret som en munk i Montreal, noget tynget af arten og vægten af min opgave, da jeg opdagede billedet, og mine naboer blev nu overraskede over de høje lyde af munterhed, der trængte ud fra det ellers så stille værelse, hvor en tidligere korrespondent ved The Times sad bøjet over sit arbejde).

Derefter fik menneskenaturen langsomt overtaget. Holman Hunt solgte et billede af The Finding of Christ in the Temple ('Kristus findes i Templet') for 5.500 engelske pund, og hans bitterhed over livet (og akademikere) mildnedes. Han kunne ikke tage den lurvede profet med til de fine huse som f.eks. Val Prinsep og Tennyson. Ruskin havde travlt med ulykkelig kærlighed og var også ved at blive skeptisk. Ikke desto mindre kunne disse to fastboende mænd ikke helt glemme Profetens advarsler om, at de ville blive udslettet, hvis de ikke snart iværksatte jødernes tilbagevenden til Palæstina. Han fortalte dem hele tiden, at "tiden var inde"

187

og påpegede en krigsepisode i Afrika eller Lilleasien eller på Balkan eller i Europa, som begyndelsen til enden; sammenstød og småkrige manglede der aldrig. Til sidst lagde Holman Hunt og Ruskin en plan, som syntes egnet til at dulme deres frygt og samvittighedsnag - og skaffe dem af med profeten; de tilskyndede ham til at tage til Jerusalem og (i lighed med Sabbatai Zevi) at proklamere Tusindårsriget!

Han var lige ved at tage af sted, da endnu en krig brød ud, som forvirrede ham totalt, fordi den ikke foregik nogen af de steder, hvor han i sine fortolkninger af profetierne havde forudsagt begyndelsen til enden. Det var lige i det område, hvorfra frelsen skulle komme, ifølge hans offentliggjorte fortolkninger: Amerika.

Efter at have kastet et blik på autoriteterne, meddelte Profeten, at han havde fundet fejlen i sine beregninger: borgerkrigen var i virkeligheden det store varsel. Nu måtte der gøres noget ved Palæstina med det samme! John Ruskin sagde fra. Hvis Profeten virkelig var profet, sagde han, så skulle han haste til Amerika, før han tog til Jerusalem og nedkalde et tegn fra himlen, der kunne stoppe borgerkrigen. Han, Ruskin, skulle nok betale rejsen. Og så tog Profeten af sted for at stoppe borgerkrigen.

Det var endnu den gang skik i Amerika, at en republikansk præsident skulle være tilgængelig for alle, og hr. Abraham Lincoln var således belejret tre dage om ugen. En dag, da præsidentens døre var åbne, blev Profeten fejet ind, sammen med en flok, bestående af protektions-ansøgere, bønskrift-bude og turister.

Hans udseende skaffe ham en kort samtale med præsidenten. Hr. Lincolns forpinte øjne standsede ved synet af noget, der tittede frem fra underskoven. Han spurgte, hvem den besøgende var, og fik at vide, at han var en canadier, som var kommet for at gøre en ende på krigen. Da han blev spurgt om, hvad han ville foreslå, tilskyndede Profeten til, at Syden skulle frigive sine slaver imod kompensation og Nordstaterne skulle acceptere Sydstaternes løsrivelse, et forslag, som (berettede Monk) "syntes at more præsidenten." Hr. Lincoln spurgte, "Synes I kanadiere ikke, at min Emancipationsproklamation er et stort skridt fremad i verdens sociale og moralske fremskridt?"

Monk sagde, at dette ikke var nok: "Hvorfor ikke følge emancipationen af negeren op med noget endnu vigtigere: emancipation af jøderne?" Hr. Lincoln blev forbavset (jøderne havde altid været emanciperet i Amerika) og spurgte forbløffet, "Jøderne, hvorfor jøderne?" Er de ikke allerede frie?"

Monk sagde, "Jo vist, hr. præsident, den amerikanske jøde er fri, og det er den britiske jøde også, men ikke den europæiske. I Amerika lever vi så langt væk, at vi er blinde for, hvad der foregår i Rusland og Prøjsen og Tyrkiet. Der kan ikke blive varig fred i verden, før de civiliserede nationer, anført, håber jeg, af Storbritannien og De forenede Stater, soner, hvad de har forbrudt mod jøderne, for deres to tusind års forfølgelse, ved at give dem deres nationale hjem i Palæstina tilbage og gøre Jerusalem til hovedstaden i en genforenet kristenhed".

188

Det var karakteristisk, at Monk aldrig havde været i "Rusland, Prøjsen eller Tyrkiet"; han var dén "liberale" type. I Rusland modsatte det talmudiske rabbinat sig emancipation med alle midler, og to år før Monk besøgte hr. Lincoln, var zar Alexander II blevet myrdet, da han udsendte meddelelse om en parlamentarisk forfatning; i Prøjsen var jøderne emanciperet og var af netop denne grund genstand for angreb fra jøderne i Rusland; jøderne under tyrkisk regering (der undertrykte alle undergivne nationaliteter, helt upartisk) var allerede i Palæstina, og kunne således ikke let bringes tilbage dertil.

På hr. Lincolns tid var den tanke ny, at alle krige, lige meget hvor de blev udkæmpet, og af hvilken grund, burde drejes i retning af at etablere en jødisk stat i Palæstina (i dag er dette generelt accepteret og praktiseres, som de to verdenskrige har vist) og præsidenten morede sig igen.

Han var midt i den grusomste krig i Vestens historie indtil da. Da han var en rådsnar mand og vant til at have med plageånder at gøre, skaffede han sig af med Profeten med en venlig spøg. "Min fodlæge er jøde", sagde han, "og han har så ofte fået mig på benene igen, at jeg ikke ville have noget imod at give hans landsmænd fast grund under fødderne". Så mindede han Monk om krigen, som var i gang og bad ham vente, til den var slut: "så kan vi igen begynde at se visioner og at have drømme". (Dette er også et interessant emne for diskussion: var brugen af denne frase tilfældig eller villet? Hr. Lincoln vidste helt sikkert, hvilken skæbne Det gamle Testamente bestemte for "falske profeter og drømmere".)

Monk vendte tilbage til London, og Ruskin betalte hans rejse til Palæstina. Da han kom dertil i 1864, blev hans straks deporteret som uønsket. Ludfattig tog han hyre på et skib, som skulle til Boston, led skibbrud og svømmede i land. Han blev kastet op på stranden, blødende og næsten nøgen, og da han lignede en bjørn, blev han skudt som en sådan i halvmørket, af en farmer. Han fik hukommelsestab og kom til sidst hjem i denne tilstand. Han kom sig i løbet af nogle år og genoptog straks sine tvangstanker. "Ulykkesdagen", som var blevet forudsagt for så længe siden, var endnu ikke kommet; planeten blev på sin vanlige plads. Han undersøgte profetien igen og besluttede, at han havde taget fejl, da han anbefalede foreningen af jøder og kristne i den verdensstat, der skulle etableres i Jerusalem. Nu kunne han se at dét, Gud skulle gøre, var først at sætte jøderne i besiddelse af Palæstina, og så etablere en verdensomspændende organisation med magt til at gennemtvinge nationernes underkastelse under dens lov.

Efter et langt liv var Monk således faldet over den fulde politiske plan for verdensherredømme, som er indeholdt i Det gamle Testamente og han troede stadig, at han fortolkede guddommelige profetier. Der er ingen tegn på, at han nogensinde kom i kontakt med de indviede og "de oplyste" ('illuminerede') i den store plan. De eneste jødiske penge, han vides nogen sinde at have modtaget, var en gave på fem pund, "hvis du er i personlig nød". Han foretog sig alt i selskab med - og på bekostning af, forvirrede ikke-jødiske "liberale".

Han var glemt i Ottawadalen, da hans håb (det ord er man nødt til at bruge) om, at "ulykkesdagen" endelig var kommet, blev genoplivet i 1870 af en kæmpe

189

skovbrand, som han tog som et tegn fra himlen om, at timen var kommet. På en eller anden måde lykkedes det ham at komme til London, til Hunt og Ruskin, som troede, han var død. Ruskin gjorde kur til Rose La Touche, så han var i denne periode uimodtagelig for advarsler om dommedag og skrev til Profeten, "Jeg anerkender det vidunderlige i meget af det, du fortæller, men jeg tror simpelthen ikke på, at du kan forstå så meget om Gud, når du forstår så lidt om mennesker … du synes for mig at være gal, men det kan også godt være, at jeg selv er det" (disse sidste ord var desværre forudseende).

Sådanne formaninger var ikke noget nyt for Profeten. Hans slægtninge og venner havde ustandseligt tigget og bedt ham om, at se sig om hjemme, hvis han følte trang til at forbedre menneskeheden: de canadiske indianeres, eller sågar canadiernes lod, kunne forbedres. For en mand, som havde nøglen til guddommelige åbenbaringer, var sådanne råd helligbrøde og Monk fik langt om længe, via forskellige pamfletter, idéen ud om en "Genrejsning af Palæstina Fond". Til det formål lånte han en af Ruskins idéer, oprindelig ment som en hjælp til Ruskins eget land; nemlig den, at rige mennesker skulle give en tiendedel af deres indtægt til det formål at inddæmme engelsk, uopdyrket land. Monk besluttede, at denne tiendedel skulle tjene et bedre formål: "tilbagevenden"!

På dette tidspunkt (1875) var Ruskin igen bragt fra koncepterne, først på grund af Rose La Touche’s død og dernæst på grund af udsigten til endnu en krig i det fjerne (denne gang en britisk-russisk). Profeten havde alligevel ret: "ulykkesdagen" var kommet. Ruskin underskrev Monks manifest og dedikerede en tiendedel af sin indtægt til Profetens fond til opkøb af Palæstina, mens de engelske ødemarker forblev uopdyrkede. Da dette var gjort, skulle der sammenkaldes en kongres af alle nationer, som skulle etablere en verdensføderation i Jerusalem.

Profeten, der således var kommet på fode igen, fik yderligere hjælp af Laurence Oliphant, en viktoriansk selskabsløve, som han fik lejlighed til at møde, mens han banede sig vej igennem Amerika som vagabond. Oliphant var en anden slags mand, en modig, kynisk eventyrer. Idéen om at købe Palæstina tiltalte ham, men han gjorde sig ingen illusioner. Han skrev til Monk, "Man kan rejse et hvilket som helst beløb til formålet, på grund af den tro, folk har på, at de derved ville opfylde profetierne og forårsage verdens ende. Jeg ved ikke, hvorfor de er så ivrige efter dette, men det gør spekulation i det let". Som vi ser, ulejligede Oliphant sig ikke med at skjule sin foragt for profetens budskab.[8]

I 1880 blev Holman Hunt, der igen led af svigtende helbred, så chokeret over små krigsepisoder i Egypten og Syd Afrika, at han troede, at enden var kommet

190

og sluttede sig til Monk m.h.t. at udsende et manifest, som kom planerne om den zionistiske verdensregering i dette århundrede i forkøbet. Det have titlen "Afskaffelse af national krigsførelse", og bad alle mennesker af god vilje om at give en tiendedel af deres indtægt til virkeliggørelsen af "Guds Rige" i form af en verdensregering etableret i Palæstina, som skulle hedde "De forenede Nationer" og anbefalede, at pengene skulle gives til hr. Monk til at købe Palæstina for.

Det blev afslutningen. Ruskin, som var ved at nå sit livs endepunkt, nægtede pure at have mere med fantasifosteret at gøre. Oliphant faldt fra. "Israels Bank" blev ikke til noget. Samuel Butler viste profeten døren. Selv Holman Hunt bad ham til sidst om at prædike, "at der findes en Gud i himlen, som vil dømme alle mennesker på jorden" og holde op med at lade, som om, han, Monk, var Gud. Jøderne sagde noget lignende: "én sagde til ham, at "Vore forfædres land er dødt, og Palæstina er dets grav … at forsøge at danne en nation af jødedommens mangesprogede folk i dag ville blive en total fiasko".

Monk var redningsløst fortabt. I 1884 vendte Bluecoat-drengen (Bluecoat= ca. 'politibetjent') tilbage til Ottawa for sidste gang og tilbragte sine sidste år med at agitere, uddele pamfletter, og prædike for medlemmer af det canadiske underhus, når de mellem møderne sad i deres haver ved Ottawafloden. De lyttede til ham med venlig overbærenhed; tres år senere skulle canadiske ministre i Ottawa og New York komme til at gentage alt, hvad Monk havde sagt, som ubestridelige principper for overordnet politik, og ingen medlemmer kom da med indsigelser.

Monks liv var elendigt og blev ikke formildet og nogen sand tro eller virkelig mission. Denne beretning er givet for at vise, hvor falsk og forløjet man anså det store projekt for at være, og hvor vildledte de mænd var, som tog det på sig, set på baggrund af det forrige århundrede (19. Årh., red.). Falskheden i hele idéen om zionismen som fører til en despotisk verdensregering, viser sig øjeblikkeligt, når den ses i denne sammenhæng, med Monk og hans venner, deklamerende fra scenen. Det hele bliver til en picaresk komedie; en farce, ikke bare fordi den ikke lykkedes, men fordi den aldrig var seriøs. Det, som blev foreslået, kunne ikke gennemføres i virkeligheden, fordi dets konsekvenser ikke var blevet taget i betragtning og, hvis de blev det, ville de straks vise sig katastrofale. Med baggrund i en tid, hvor debatten var fri og velinformerede meninger kunne påvirke sagen, spankulerer disse mænd fjollet rundt og efterlader kun et svagt ekko af klovneagtige lyde i tidens korridorer.

Ikke desto mindre er hele den naragtige plan uændret blevet bragt ind i folkeslagenes liv, i vort århundrede, som et seriøst og vigtigt foretagende, der er vigtigere end nationernes behov. Det er faktisk blevet gjort til en hellig sag, for en uskreven lov om kætteri blev sat til at værne om den, en lov, som forhindrede en offentlig diskussions antiseptiske virkning, og inden for denne palisade gjorde Vestens politikere et moralsk skuespil ud af Profetens højtravende sludder. John Ruskin og Holman Hunt kan nu se ned fra, hvor end de viktorianske venner af de undertrykte

191

opholder sig, på mange dødes grave og på en million levende begravede flygtninge, som det første resultat af deres store plan, der nu er under udførelse.

Havde Monk levet i dette århundrede, havde han kvalificeret sig til en høj politisk post, for støtte til denne sag er blevet den første betingelse for at få adgang til vor tids høje embeder. Hans liv gik med at forfølge en ekstrem fantasis lokken, og i det selv samme år, hvor han døde, 1896, blev den fantasi, som havde domineret hans liv, en politisk og praktisk realitet, som skulle komme til at dominere vor tid. Mens han gik sine ensomme veje mellem Ottawa, Washington, London og Jerusalem, opbyggede helt andre mennesker zionismens virkelige kraft. I 1896 kom den ind i folkeslagenes liv, og dens eksplosioner er blevet højere og mere ødelæggende, indtil i dag, hvor aviserne ofte henviser til den som den faktor, der kan udløse den tredje verdenskrig.

 

8. Oliphant berørte her et interessant punkt. En af fortolkningerne af de mangfoldige profetier er, at verdens ende vil følge jødernes "tilbagevenden" til Palæstina, så at folk, der fremmer denne migration mener at være med til at bestemme, hvornår Jehova vil gøre en ende på planeten. Samme forundring, som Oliphant gav udtryk for, føltes også af en fransk politiker ved Fredskonferencen i 1919, så han spurgte hr. Balfour, hvorfor han var så ivrig efter at skabe denne jødernes "tilbagevenden" til Palæstina; hvis det virkelig var opfyldelsen af profetien, så betød det jo, at verdens ende ville følge efter. Hr. Balfour svarede ligegyldigt, "Netop, det er det, som gør det så interessant". (tilbage)

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside