Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

s. 176 177 178 179 180 181

Kapitel 22

Direktørerne

Da den jødiske ledelse af verdensrevolutionen blev til at få øje på ved midten af det forrige århundrede (19. Årh., red.), var den anført af ashkenazi (østlige eller slaviske) jøder. De sefardiske (vestlige eller iberiske) jøder var for de flestes vedkommende stærkt imod dette. Den var rettet imod dem lige så meget som imod kristendommen, for emancipationen i Europa havde ført til en betragtelig grad af assimilation i deres tilfælde. De var ved at slippe ud af kløerne på judaismens (jødedommens) Ældste, som var ved at miste deres magt på grund af jødisk integration i menneskeheden. Adskillelse var vital for den talmudiske jødedom, og integration dødbringende for den.

Da kastede de "østjøderne" ind i kappestriden. Østjødernes opdukken falder sammen med begyndelsen af verdensrevolutionen. Før den tid kendte Vesten kun til "jøder", og det var sefardiske jøder. Dr. Kastein siger, idet han hentyder til den tidsperiode, hvor Disraeli begyndte at tale om et jødisk lederskab af revolutionen, "Fra da af er det muligt at tale om østlige og vestlige jøder". Faktisk havde de to forskellige racer eksisteret i omkring tusind år; det, dr. Kastein mener, er, at de østlige jøder på dette tidspunkt trådte frem som en distinkt gruppe, som var mobiliseret af den rabbinske regering imod de emanciperede sefardiske jøder i Vesten, og imod selve Vesten.

Indtil da havde de vestlige jøder kun været svagt bevidste om disse østlige jøder, og for det kristne Vesten var de ukendte. Deres sammenhængskraft og den energi, der havde hobet sig op i dem gennem mange århundreders rabbinsk absolutisme i ghettoerne skulle, da de trængte ind i Vesten, gøre dem til den stærkeste af alle de kræfter, der påvirkede det tyvende århundredes begivenheder. De var godt materiale til det formål, de fik udstukket. De var racemæssigt af barbarisk asiatisk oprindelse, og i århundreder havde de modtaget talmudisk træning, med en ensretning så streng som noget ældgammelt orientalsk despoti.

I den store strategi, som udfoldede sig i løbet af det nittende århundrede, blev de anvendt til et dobbelt formål, og med dygtighed blev de brugt til at opnå ting så selvmodsigende, at deres sideløbende præstationer ville være blevet anset for umulige af enhver rationel iagttager, før det faktisk skete. I selve Rusland blev de anvendt som gruppe til at ødelægge emancipationen (for der ville ikke have været noget håb om at få Vestens emanciperede jøder tilbage, hvis disse havde set, at også de østlige jøder blev emanciperede). For den omgivende verden blev de, endog mens de selv blokerede emancipationsprocessen i Rusland, fremstillet som ofre for en grusom, "antisemitisk" forfølgelse, som ganske meningsløst nægtede dem emancipation!

Med kontrol over de moderne medier til masse-propaganda og masse-påvirkning er det muligt at pådutte massernes sind en mængde falske indtryk af, hvad der foregår andre steder, og under sådanne falske forudsætningers fortryllelse at ophidse disse masser, endog til krig. I løbet af det forrige århundrede begyndte Vestens politikere regelmæssigt at holde bombastiske taler imod forfølgelse af jøder i Rusland, medens de selv samme jøder under

177

et jernhårdt lederskab, blev tilskyndet til at ødelægge emancipationen med alle midler.

Skulle læseren være i tvivl, kan jeg tilføje, at det billede, der her tegnes, er historisk autentisk og bekræftes af jødiske autoriteter. Blandt andre siger dr. Kastein, "Det store flertal af jøder ydede bitter, passiv modstand imod alle forsøg på "forbedringer". Denne modstand var imidlertid ikke kun "passiv", men antog også dødbringende former. Dr. Chaim Weizmann er sandsynligvis den bedste autoritet angående denne periode, og hans arbejde vil blive udførligt citeret i det følgende. De ghettoiserede ashkenazi-jøder blev (både i deres kommunistiske og deres zionistiske organisationer) inspireret til at obstruere emancipation på alle tænkelige måder (inklusive mord, som en sidste udvej) mens historien om forfølgelser af dem blev banket ind i de vestlige jøders bevidsthed, som en intimiderende advarsel, og ind i det kristne Vestens bevidsthed, som et retmæssigt krav om redning.

De ikke-jødiske politikere i Vesten præsenterede disse opdigtede historier for deres befolkninger, for de havde fundet ud af, at magtfulde jøder i alle lande kunne hjælpe partier, de satte pris på med penge, støtte fra pressen og stemmer. Det, de forlangte til gengæld, var støtte til den gode sag, at hjælpe de "forfulgte" jøder i Rusland og "tilbagevenden" til Palæstina. I realiteten betød dette, at politikere, som ville opnå disse tjenester, måtte underordne nationale interesser to formål, som i sidste ende var ødelæggende for alle nationalstater: revolutionen og ambitionen om at få landområder til den dominerende race. Det var gennem denne proces, sagde Disraeli i Lothair (1879), at "demokrati har degraderet statsmænd til politikere". Det var også på denne måde, at den særlige tilstand begyndte at opstå i massernes bevidsthed - og som ikke ville tåle nogen modsigelse, lige meget hvor godt denne var underbygget - med legenden om vedvarende forfølgelse af jøder og en iboende sygdom hos ikke-jøder (en epidemi, som rasede på den tid i Rusland, som hed "antisemitisme"). Den gang det var farligt at tro, at jorden var rund, var de fleste udadtil enige om, at den var flad; denne tilstand blev genskabt ved hjælp af den talmudiske jødedoms propaganda i det nittende århundrede, med resultater, som vi har set i dette århundrede.

De vestlige jøder var meget mindre modtagelige for disse to strømninger østfra, end de vestlige politikere. Disse oprindelige jøder, i hvem den sefardiske tradition og herkomst fortsatte, bevægede sig imod integration, eller i det mindste imod en medleven i menneskeheden, med færre gnidninger. De frygtede intuitivt det voksende pres fra Rusland, huskede den ulykkelige slutning på de lange, velstående århundreder i Spanien, og havde bange anelser om, hvad konsekvenserne kunne blive. Jeg husker fra min egen tid i Europa, hvordan de vestlige jøder mistroede og frygtede disse østlige jøder, i hvem de så spøgelset af en tvungen tilbagevende til ghettoerne og den rabbinske absolutisme. Den tyske jøde havde dengang for vane at referere til "diese Ostjuden" ('disse østjøder') med afsky; og da østjøderne efter Første Verdenskrig havde banet sig vej fra Rusland og Polen, ind i Tyskland, talte de med foragt om de jøder, som levede dér som "diese Berliner" ('disse berlinere!').

178

I sine utilgængelige tilholdssteder ovre østpå satte jødedommens rabbinske ledelse sig for at bruge disse judaiserede tartarer fra Rusland imod de emanciperede jøder vestpå, og imod Vesten selv. Jødedommens hemmelighedsfuldhed har altid gjort jødiske folketællinger umulige. Denne mangel på pålidelige tal for jødiske befolkninger satte den herskende sekt i stand til, for et århundrede siden, at påbegynde, og i vore dage næsten at færdiggøre en forbløffende biologisk operation: de har transformeret næsten alle jøder til ashkenazim!

Ved slutningen af det 18'ende århundrede var de jøder, Vesten kendte til, de sefardiske, som havde arvet i det mindste en svag tradition, en tynd tråd, som førte tilbage gennem Spanien til Afrika og som så fortabte sig i legender om kanaaitisk oprindelse. I midten af vort århundrede blev disse jøder, af jødedommens Ældste, erklæret for næsten uddøde! En rapport, som blev fremlagt på Den anden sefardiske Verdenskonference, som blev holdt i New York i 1954, erklærede, at verdens jødiske befolkning var på 11.763.491; at kun 1.744.883 (eller 15%) af disse jøder var sefardim; og at kun 52.000 af disse sefardim levede i Europa (som tidligere udelukkende kendte til sefardiske jøder) og i hele den vestlige hemisfære.

Normale fødsels- og dødsrater kunne ikke have udvirket denne magi. De sefardiske jøder er helt klart blevet erklæret for "forsvundet", lige som de ti israelske stammer, for næsten tre tusind år siden, fordi de "er holdt op med at tro på, at de har en skæbne, som er forskellig fra deres medmenneskers". Ashkenazim er blevet belønnet med arven fra Judæa, "en eksistens, som er fundamentalt forskellig fra andre menneskers … ingen assimilation med andre … absolut forskellighed"; og næsten alle jøder er nu blevet erklæret for ashkenazim! Således har jødedommens Ældste to gange udslettet folkemasser med et pennestrøg. Sefardim er blevet udstødt af samme grund som israeliterne blev det, men helt åbenbart lever de rent faktisk videre, nogle integreret i menneskeheden, nogle adskilt i oprindelig jødedom.

Østjødernes identifikation med verdensrevolutionen for et århundrede siden kan ikke være sket ved et tilfælde eller ved individuel oplæring, for de blev despotisk regeret. De østlige rabbineres regime var næsten absolut, og de ghettoiserede samfund adlød deres befalinger i alle hverdagslivets forhold, som værende lovgivere og øvrighedspersoner autoriserede af Gud. I 1930'erne, da jeg så ret meget til sådanne østjødiske samfund i Polen og Ruthenien, levede de stadig et liv i isolation, som det var umuligt for vesterlændinge at forestille sig, indtil man så det. En massebevægelse af disse østjøder ind i den revolutionære lejr (eller nogen anden lejr) kunne ikke have fundet sted uden rabbinsk ledelse, for straffen for ulydighed i disse talmudiske aflukker var frygtelig (jeg har citeret den jødiske autoritet, som bevidner, at rabbinerne somme tider tilskyndede til lynchning, hvis de lokale forhold afholdt dem fra åbenlyst at tildele den dødsstraf,

179

som loven foreskrev).[6]

Derfor må massebevægelsen ind i den revolutionære lejr anses for at have været ledet fra højeste sted i den jødiske regering, som var forflyttet til Polen efter udvisningen fra Spanien, og som forsvandt ud af syne ved delingen af Polen i 1772. Set i historisk perspektiv bliver den store plans tredobbelte formål klar, og tildragelser har demonstreret dette. Først blev der vendt op og ned på emancipationen (og dermed jødisk assimilation i Vesten) og den herskende sekts overherredømme inden for jødedommen forblev intakt. Dernæst kunne der gennem revolutionen tages hævn over kristendommen for udvisningen af Spanien og måske for selve kristendommens eksistens (for det er faktisk denne krænkelse, som Talmud er svaret på). For det tredje ville revolutionen fremme opfyldelsen af Loven, som påbød ødelæggelse af hedningene og det udvalgte folks triumf, eller i hvert fald triumf for den sekt, som anvendte denne forførende betegnelse.

En ambition, som måske ikke var helt hen i vejret blandt jøder i det nære Østen, i den relativt lille kendte verden i 500 f.Kr., blev således til storhedsvanvid i vor globale æra, som er vidne til et forsøg på at påtvinge hele verden en gammel stammelov, som er opstået af smålige stridigheder i små, forhistoriske lande. Ikke-jøden er tilbøjelig til at tro, at den lov, der styrer dette foretagende - er den, som man kan finde i Torahen eller Det gamle Testamente, som han deler med jøden, men det er ikke sandt. Det gamle Testamente indeholder en ophøjet lov om retfærdighed og medmenneskelig adfærd og inspirerede glimt af det universelle "alle menneskers bedehus". Denne lov blev afvist af Judæa, og Torahen indbefatter de indskud og annulleringer, som ophæver den. Den indeholder i hvert fald begge dele; der er to bøger og man kan vælge den, som man synes er Guds ord. Det er faktisk, hvad kristendommen gjorde; den tog fra Det gamle Testamente og anvendte de dele af Torahen på sig selv, som havde en universel anvendelighed, og ignorerede de levitiske indføjelser, som ophævede de moralske bud.

Men den Jødiske Lov, hvorunder det østlige rabbinat førte østjøderne

180

ind i den revolutionære lejr, er Talmuds, som "den moderne jøde er et produkt af" (citeret fra Hr. Rodkinson oven for). Talmud indeholder ikke nogen ophøjet lov om retfærdighed, som skal anvendes på alle mennesker, men frembærer troen på Molok, uden universelt sigte: det er en bog, ikke to. Det er det kompromisløse svar på kristendommen: rettesnorene for retfærdighed, for lighed eller barmhjertighed imod næsten, er ikke kun uanvendelige på den kristne, men udgør en forbrydelse for enhver, som gør noget andet. Talmud forbyder udtrykkeligt at redde en ikke-jøde fra døden … at tilbagegive mistet ejendom osv. til ham, at have medlidenhed med ham" ( citeret fra den tidligere rabbiner Drach, oven for). Dette var de slaviske Ashkenazim's lov i ghettoerne; disse ashkenazim blev, under streng ledelse, ophavsmænd til verdensrevolutionen; og ifølge de jødiske autoriteter er ashkenazim nu "jøderne", eller 85 % af dem.

Således uddannede en mægtig, hemmelig sekt, som næsten var ukendt for omverden, i dele af Rusland, en kompakt menneskemasse til angrebet på de kristne nationalstater og på Vesten, og i det nittende århundrede begyndte sekten at slippe den kraft løs, som den havde ophobet. I de næste hundrede og halvtreds år (indtil i dag) virkede den revolutionære kraft med stadig større virkning for at nedbryde Vesten, idet den altid fulgte den oprindelige plan, der blev afsløret i Weishaupts papirer, og "personer af jødisk race" blev konstant fundet som dens ledere. Resultaterne har vist sig: Europa, som en gang var en land-masse af velstående og virile nationalstater, er nu et sted, fuldt af forvirrede mennesker, som kæmper for at komme ud af den nye, mørkets tidsalder og tilbage i lyset. Virkningerne har bredt sig lang ud over Europas grænser. Disraelis "ødelæggelsens princip" banker i dag på over hele verden. Måske vil der gå endnu hundrede år, før den kraft, der er sluppet løs, er brugt op og ashkenazim (som sefardim før dem) finder tiltrækningen til resten af menneskeheden for stærk for dem, så kabalisternes drøm om verdensherredømme svinder bort.

Under Loven var denne ødelæggelse ikke et mål i sig selv; det var et middel til det mål, som Loven foreskrev. Udslettelsen af nationalstaterne skulle være forstadiet til etableringen af den triumferende nationalstat, den, som tilhørte det udvalgte folk i deres forjættede land. Derfor blev der i midten af det forrige århundrede sluppet endnu en kraft løs, i form af de samme østjøder i Talmud-regerede områder, hvor verdensrevolutionen fik sin form og drivkraft.

Det var zionismen, den kraft, som blev sat i gang for at opnå "tilbagevenden" og lægge grunden til nationalstaten over alle nationalstater, i Palæstina. Denne dominerende kraft holdt i hundrede år, skridt for skridt, trit med revolutionen, og den ene kune ikke have opnået, hvad den gjorde, uden den anden. Det opnåede er klart at se: "tilbagevenden" er blevet iværksat og det udvalgte folks nationalstat er blevet grundlagt; samtidig er andre folkeslags nationalstater, de racer, som er uden for Loven, blevet reduceret eller udslettet. Den dominerende kraft korrumperede disse landes regeringer på højeste niveau. Den revolutionære kraft undergravede deres fundamenter på nederste niveau.

181

Da dr. Kastein havde bekræftet, at den jødiske regering ("centret" med dets ubrudte, mere end to tusind år lange historie) "ophørte med at eksistere" efter delingen af Polen i 1772, noterede han, at ét hundrede år senere eksisterede der en "jødisk internationale". Han mente tydeligt nok, at den jødiske regering over jøder, havde givet plads til en jødisk regering over regeringer, og det er helt klart sandt i vor tid.

Disraeli talte om "et netværk" af revolutionære organisationer, der dækkede jorden som et system af jernbaner. Det er den perfekte beskrivelse af den destruktive mekanisme, som blev konstrueret. For at nå det overordnede mål skulle der være en anden slags netværk øverst, og skønt Disraeli ikke brugte ordet i dette tilfælde, hentydede han til det, da han sagde, "Verden regeres af helt andre personer, end de mennesker tror, som ikke kan se ind bag kulisserne". Dette er formodentlig den "jødiske internationale", dr. Kastein taler om, en liga af magtfulde og rige mennesker på toppen, og under hvis autoritet først konger og prinser, og siden præsidenter og politikere fandt sig selv.

Disse to maskiner arbejdede synkront, hver fremmede den andens målsætning. I deres håndtering af folkemasserne var de ikke-jødiske regenter tvunget af truslen om revolution nedefra, til at afgive stadig mere autoritet, indtil de faldt; i deres håndtering af andre lande, i de krige, som det førte til, var de tvunget af økonomiske hensyn til at støtte planen om den symbolske "tilbagevenden" til Palæstina. Ikke-jøder spørger ofte, hvorfor rige mennesker skulle støtte revolution. Disraeli stillede det samme spørgsmål for at give svaret: de ønsker at ødelægge kristendommen. Han vidste præcis, hvad han mente; for ikke-jøden bliver svaret måske mere forståeligt ved at sige, at de følger den talmudiske lov, som kræver ødelæggelsen af hedenske nationalstater, som forspillet til den triumferende "tilbagevenden".

Således udgør historien om fremkomsten af zionismen fra de russiske ghettoer, og det fine samspil mellem de to kræfter: den ene, som snor sig om Vestens regenter, og den anden, som underminerer nationalstaternes struktur, det næste kapitel i Kontroversen om Zion.

 

6. Denne rabbinske administration af Den Jødiske Lov, inden for jødiske samfund, fortsætter i dag i Amerika, England og andre vestlige lande. I 1955 var der en jødisk handelsmand i Leeds i England, som kom under jødisk mistanke for at have tilladt en del af 223 gamle, britiske tanks, som han havde skilt sig af med, at nå frem til Ægypten, en nabo til den zionistiske stat. Der blev ikke klaget over salg til nogen andre lande og transaktionen var, uden hensyn til bestemmelsessted, lovlig under britisk lov. Kun salget til Ægypten blev bragt for en jødisk domstol, hvis præsident udtalte til den engelske presse, at hvis manden blev frikendt, ville rettens dom "blive accepteret uden spørgsmål fra det jødiske samfund", men hvis han ikke blev det, "har vi som samfund måder at håndtere en lovbryder på".

Ordet "lovbryder" refererer til den jødiske rabbinerlov, så det var en åben trussel, at en mand, som havde "brudt loven" ville blive straffet uden hensyn til, om han var skyldig eller uskyldig under loven i det land, hvor han var borger.

I dette tilfælde gik denne handling på tværs af landets øverste love, både vedrørende udenrigspolitik og nationalt forsvar, for udenrigspolitik og nationalt forsvar kan ikke gennemføres i national interesse, hvis dele af samfundet kan ophæve regeringspolitik ved at diktere valget af andre lande, til hvilke våben kan sælges og straffe "lovbrydere". Dette tilfælde var imidlertid kun specielt ved den offentlige omtale, det fik. Så vidt jeg kunne bedømme, vakte det ikke megen opmærksomhed, og hvis det gjorde, så fik det ikke lov til at komme til udtryk i aviserne. Det var et eksempel på, i hvilken udstrækning offentlig diskussion eller kritik af skridt, taget af jødedommens ledende kræfter, var blevet bragt til tavshed i Vesten i 1955. (tilbage)

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside