Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

s. 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175

Kapitel 21

 


Disraelis advarsler

Benjamin Disrael, senere lord Beaconsfield, advarede atter og atter kristenheden imod verdensrevolutionen. Lige som de Luchet, Alexander Hamilton og Edmund Burke halvtreds år tidligere, så han "planen" bagved den. I modsætning til lord Achton, som halvtreds år senere kun talte om anonyme "ledere", identificerede Disraeli disse organisatorer som jøder. Det århundrede, der er gået, siden han ytrede sine tydeligste advarsler, har retfærdiggjort ham; hvordan end dens oprindelse så ud, var den organiserede verdensrevolution under jødisk ledelse ved midten af det nittende århundrede, og fortsatte under jødisk ledelse, i det mindste indtil 1920'erne (efter nærværende forfatters mening fortsatte den med at være det, og er det stadig).

Hvorfor den talmudiske sekt overtog ledelsen af den revolutionære organisation, som Weishaupt havde etableret, eller om den fra begyndelsen iværksatte det revolutionære foretagende, er to spørgsmål, som ikke kan besvares i dag.

Hvis ambitionen om jødisk verdensdominans, som var indpodet århundreder igennem af Talmud og endnu mere af Kabbala[5], nogensinde skal blive til virkelighed, må Den hellige Nations undertvingelse af "hedningene" gennemføres ved hjælp af en ødelæggende organisation som den, der var etableret af Weishaupt. Den kendsgerning, at Weishaupt grundlagde sin Illuminati netop samtidig med, at det jødiske "centrum" i Polen forsvandt af syne, efter at have eksisteret, vedvarende, i mere end to tusind år, kan være mere end et tilfældigt sammentræf. På den anden side er det lige så muligt, at den dominerende sekt overtog kontrollen af en destruktiv organisation, som allerede var etableret af ikke-jøder med et andet formål, for at opfylde spådommene i Talmud.

Disraelis to vigtigste advarsler kom før og efter de udbrud af revolutioner, som fandt sted i mange dele af Europa i 1848. Baseret på erfaringerne i Frankrig, et halvt århundrede tidligere, repræsenterede disse det andet af de "udbrud, som er brygget sammen eftersom forholdene tillader det" og "de periodiske eksplosioner", som den verdensrevolutionære organisation skulle skabe (som de Luchet og Alexander Hamilton havde forudsagt). De slog fejl overalt, muligvis fordi erindringen om den franske revolution var frisk nok til, at regeringer og befolkninger håndterede dem beslutsomt. Undertrykkelsen af dem efterlod ingen illusioner hos Disraeli med hensyn til fremtiden. Han beskrev, hvad der ville ske, før det skete; bagefter forudsagde han fortsættelsen af sammensværgelsen og de fortsatte, voldsomme udbrud.

Disraeli skrev romaner (med større held end to, der senere efterlignede ham, oberst House fra Texas og Winston Churchill, da denne var ung), og beskrev i dem sig selv som den højt hævede, kultiverede, alvidende, let hånlige impresario i menneskelige anliggender. I Coningsby er han hovedpersonen, Sidonia, en spansk-muslimsk jøde, penge-magnat, magten bag al magt, og den lidenskabsløse manipulator af

166

begivenhederne, én som er "hjulpet af den absolutte frihed fra fordomme, som en mand uden et land ejer, som sin kompensation ".

Sidonia bemærkede i 1846 (det år, Coningsby udkom): "Den vældige revolution, som i dette øjeblik er ved at blive forberedt i Tyskland og om hvilken så lidt vides i England, udvikles helt og aldeles under jødiske auspicier".

Efter udbruddet i 1848 vendte Disraeli tilbage til emnet og fortalte underhuset i 1852: " Den jødiske indflydelse kan spores i det seneste udbrud af det destruktive princip i Europa. Der finder et oprør sted imod traditioner og aristokrati, mod religion og ejendom Menneskers naturlige lighed og afskaffelse af ejendomsret proklameres af de hemmelige selskaber, som har dannet provisoriske regeringer og mænd af jødisk race står i spidsen for hver eneste af dem" (nøjagtig det samme, som skete i Rusland i 1917, d.v.s. halvfjerds år efter udbruddene i 1848).

Disraeli tilføjede, "De dygtigste manipulatorer af ejendom allierer sig med kommunister; det særlige og udvalgte folk styrer al afskum og underklasse i Europa". Dette, sagde han, var fordi de ønskede at ødelægge kristendommen.

Forskning i et emne som dette er vanskelig og giver ringe belønning, men bekendtskabet med Disraeli var en trøst. Læseren har allerede på denne rejse gennem århundrederne mødt nogle sande profeter blandt de mange falske, men han ville ikke møde nogen helt som Benjamin Disraeli, hvis befrielse fra talmudiske bånd gav ham hans "absolutte frihed fra fordomme". Hans navn var vigtigt, for han var af samme race som de israelitiske profeter, som fordømte Judæa. Han var stolt af sin afstamning og var dog ved sin frigørelse i stand til at føle en kærlighed til England, som de indfødte sjældent kan overgå. Hans ironiske kommentarer om offentlige anliggender og menneskelige hændelser er forfriskende at læse i dag, hvor politikere skyer sandheden, som djævelen ville sky vievand.

Han sagde åbent, at "verden regeres af helt andre personer, end dem, man tror, hvis man ikke selv er med bag kulisserne", og med disse ord bekræftede han offentligt, at den virkelige regering er af Den skjulte Hånd. Alle velinformerede observatører ved, at det er tingenes sande tilstand, men enhver nutidig amerikansk præsident eller britisk premierminister ville afvise en sådan udtalelse som "heksejagt". "Jeg tror", sagde Sidonia, "at der ikke er nogen fejl så vulgær, som den at tro, at revolutioner har økonomiske årsager". Således talte Disraeli; i vor tid har folk som Lloyd Georges og Woodrow Wilson, Roosevelt og Truman foregivet, at revolutionerne i Frankrig og Rusland og andre steder var spontane masse-udbrud af "folket", som var rasede imod "tyranni".

Disraeli praktiserede den kristne lære; han var ikke bare "en døbt jøde".

167

Han ville ikke have sat sige selv eller sit lands navn i forbindelse med den gammeltestamentlige hævn i Nürnberg, for dette er, hvad han sagde efter mytteriet i Indien i 1857, da hævntørsten hærgede landet: "Jeg erklærer uden mindste tøven min ydmyge misbilligelse af personer af høj autoritet, som erklærer, at Englands høje standard skal påtrykkes "hævn" og ikke "retfærdighed". Jeg protesterer imod at møde grusomhed med grusomhed. Jeg har hørt udtalelser og set ting skrevet i den sidste tid, som næsten får mig til at tro, at det engelske folks religiøse overbevisning har undergået en pludselig forandring og at vi, i stedet for at bøje os for Jesu navn, er vi ved at berede os til at genoplive tilbedelsen af Molok. Jeg kan ikke tro, at vi er forpligtede til at give efter for sådanne stemninger".

Disse ord rummer en hentydning, som rammer både jøder og ikke-jøder. Talmudisk judaisme (jødedom) er "tilbedelse af Molok" og Disraeli vidste det, da han valgte disse ord. Hele meningskampen mellem det gamle Israel og leviternes Judæa rasede omkring denne falske guddom og hans krav, og Israel vendte sig bort fra Judæa af netop denne grund; dette er oprindelsen til Kontroversen om Zion for tre tusind år siden og nu.

Det afspejler sig i de to vigtigste passager i Det gamle Testamente: Jeremias' anklage om, at Gud aldrig har forlangt af Israels børn, at de skulle "sende deres sønner og døtre gennem ilden til Molok. ej heller er det faldet mig ind, at de skulle udøve denne vederstyggelighed, og få Judæa til at synde"; og Ezekiels svar, at Gud havde givet Israel disse "love, som ikke er gode" og at de skulle ofre deres førstefødte. Kærlighedens og barmhjertighedens Gud. Hadets, hævnens og menneskeofringernes gud: dette var helt fra starten stridsspørgsmålet og er det også i dag, og hvis Disraeli havde levet hundrede år senere, ville kristenheden gennem denne søn af jødedommen måske være blevet sparet for den talmudiske hævns brændemærke i Nürnberg.

Ligeledes kan man ikke forestille sig, at Disraeli havde stillet sig selv, sin stilling og sit lands styrke til disposition for at støtte og sprede verdensrevolutionen, som Englands og Amerikas ledere stillede sig til disposition i den første og anden verdenskrig; hele hans offentlige liv brugte han på at advare sit land imod den ødelæggende sammensværgelse, som deres handlinger var med til at styrke.

I 1955 udtalte en vis lord Samuel (som i liberalismens blomstringstid steg i graderne, fra simpelthen hr. Herbert Samuel, gennem diverse politiske poster, til at blive adlet) med stolthed, at han var den første jøde, der nogensinde havde været minister i England. Det var formodentlig en spydig hentydning til Disraelis omvendelse; ikke desto mindre ville verden i det 20'ende århundrede sikkert have været et bedre sted, hvis der havde været flere Disraeli'er. Det slående ved Disraeli, når man studerer ham med et århundredes afstand, er, at han har for vane at tale absolut sandhed, også hans præcise forudsigelser, hans store instinktive og tilegnede viden, hans dybe, men lidenskabsløse kærlighed til England og hans kristne barmhjertighed. Med hensyn til kendsgerninger havde han altid ret; med hensyn til meninger, var han altid på englenes side. Hans foragt for "liberale" var stor, om end nænsomt formuleret

168

("spædbørnsmord praktiseres i lige så stort omfang i England som ved Ganges' bredder, en omstændighed, som tilsyneladende endnu ikke har fanget Samfundet til Evangeliets Udbredelses' opmærksomhed"). Nærværende skribent mener, at han tog fejl på ét punkt, nemlig dét, at han mente, at Jesu doktriner var fuldkommengørelsen, ikke fornægtelsen af jødedommen. Det modsatte synes at være tilfældet, nemlig at jødedommen er selve kætteriet ("tilbedelsen af Molok"), som Disraeli skyede og som Jesus kom for at ændre på.

Disraeli var et produkt både af sefardiske jøder og af England i den pågældende periode; han kunne ikke uden begge disse påvirkninger have opnået den "absolutte frihed fra fordomme". Hans far, Isaac D'Israeli, skrev, "En religion, som tillader ikke-tolerance kan man ikke risikere at tolerere, hvis der er mulighed for, at den kan opnå politisk indflydelse", og Encyclopaedia Britannica siger, at Isaac's begrundelse for at trække sig ud af synagogen var, at den talmudiske jødedom med dens strenge love "afskærer jøderne fra menneskehedens familie". Hans søns levnedsskildrer, hr. Hesketh Pearson, siger, at De Ældste idømte Isaac D'Israeli en bøde på fyrre pund, da han afviste at modtage valg til Menighedsværge, idet han sagde, at han aldrig ville kunne deltage i deres åbne gudstjenester, for "som det nu foregår, forstyrrer det, snarere end opildner til religiøse følelser". Isaac ville ikke have kunnet udfordre de ældste således, hvis han havde levet i et talmudisk samfund i Rusland eller Polen; han ville være blevet fordømt, muligvis dræbt.

Således blev faderen og sønnen (som blev medlem af den engelske kirke i en alder af tolv år) påvirket af Englands frie luft på denne tid. Benjamin Disraeli skulle opnå at blive befriet for de sidste bånd, der var lagt på jøder i England, for derefter offentligt at erklære (lige i kølvandet på emancipationen), at jøder var ved at overtage kontrollen med verdensrevolutionen overalt. For en mand, der havde "absolut frihed fra fordomme", var kampagnen imod begrænsninger for jøder og det, åbent at give oplysninger om resultatet af denne politik lige ufravigelige forpligtelser, selv om denne udvikling betød, at modstanderne af jødisk emancipation fik ret.

Før vi afslutter fortællingen om Disraelis egne advarsler, må vi følge verdensrevolutionens forløb i hans tid, altså i det århundrede, der fulgte efter udbruddet i Frankrig. Da Weishaupt døde i 1830 og efterlod sig en plan og den organisation, der første gang blev afsløret ved opdagelsen af Illuminatis dokumenter i 1786, var Disraeli 26 år gammel. I de næste halvtreds år var der megen konkurrence om, hvem der skulle være Weishaupts efterfølger. I denne periode kom Disraeli med sine mange advarsler. Da perioden endte, var jødisk kontrol blevet slået fast og havde fået sit præg af østjøder, de mongolide khazarer, under deres talmudiske rabbinere.

Resultatet kunne være blevet anderledes, for mænd af forskellig slags kæmpede om at efterfølge Weishaupt, og mange af dem var ikke-jøder. I begyndelsen var der ikke nogen enkelt, forenet revolutionær organisation; der var revolutionære hemmelige

169

selskaber, som endnu ikke var smeltet sammen, i forskellige lande. Det vigtigste af dem, og det, som tydeligst nedstammede fra Weishaupts Illuminati, var Alta Vendita i Italien, hvis papirer, som blev beslaglagt og offentliggjort af den pavelige regering, afslørede en målsætning og metode meget lig Illuminatis, et halvt århundrede tidligere (som fru Nesta Webster har fastslået ud fra Cretineau Jolys værker.)

I Frankrig fortsatte frimurerne med at tjene til dække for revolutionen, og i Tyskland blev "Dydens Liga" (Tugendbund) ledet af Weishaupts stedfortrædere.

Forskellige mennesker arbejdede på at sammensmelte disse tilsyneladende forskellige nationale bevægelser til én, og på at tage ledelsen efter Adam Weishaupt. Blandt dem var en franskmand, Louis Blanc, (hvis navn læseren bedes notere sig, af grunde, som vil fremgå senere; på et tidspunkt syntes han at være lige ved at spille Lenins rolle, endnu før Lenin var født), en russer, Michel Bakunin, og en jøde, født i Tyskland, Karl Marx.

Slaget udkæmpedes mellem de to sidste, for Louis Blanc forsvandt snart ud af billedet. Michel Bakunin og Karl Marx var som dag og nat. Bakunin, "anarkiets fader", var "en discipel af Weishaupt", ifølge den franske revolutionære socialist, Benoît Malon. Han repræsenterede den tidlige slags idealistiske revolutionære, som troede, at de i revolutionen havde fundet et instrument til at ødelægge tyranni. Han så faren ved, at staten, oprettet på ruinerne af den private ejendomsret, simpelthen ville genskabe de private kapitalisters tyranniske egenskaber i kæmpeudgave; derfor søgte han efter måder til at forene den fælles ejendomsret til jord og kapital med mindst mulig statsmagt og ultimativt endda, den fuldstændige nedlæggelse af staten. Han var således en direkte modsætning til Karl Marx, hvis tilsvarende forslag angående fælles ejendomsret til jord og kapital stilede imod simpelthen at etablere et supertyranni, i stedet for småtyrannier.

Den altoverskyggende lidenskab (og det oprindelige motiv) i alle Bakunins værker var afsky for despoti; Marx planlagde at ødelægge en herskende klasse for at erstatte den med et despoti, som verden aldrig havde set magen til. Dette var den fundamentale forskel mellem de to mænd, og det rejser et spørgsmål, som aldrig vil blive besvaret: hvad ville virkningen på verden have været, hvis Bakunins anarki havde fået ledelsen af verdensrevolutionen, i stedet for Marx's kommunisme? For anarkisme var imod enhver form for tvungen regering og imod staten som legemliggørelsen af den magt, som regeringen anvendte i samfundet; kommunismen var guddommeliggørelse af magt, udøvet af staten.

Alt vedrørende Bakunin er ægte: hans kampe, lidelser og død. Alt vedrørende Marx er forlorent: hans tredive års inspiration fra British Museums læsesal, hans bekvemme liv for Friedrich Engels regning, hans tydeligvis beregnede ægteskab med en "von", hans fornemme begravelse med højtidelige taler ved graven; alt er typisk for det smålige spidsborgerskab, som så højlydt protesterede mod

170

bourgeoisiet. Det mest forløjede af det hele var hans Kommunistiske Manifest, som stillede en diagnose over sygdommen ("Proletaren er uden ejendom") og foreskrev selvmord som kuren ("Den kommunistiske teori kan opsummeres i den ene sætning: afskaffelse af privat ejendomsret").

Dette var en klar trussel til proletariatet om, at det intet andet havde at vinde end kommunismens lænker, og hvis revolutionære udbrud over hele Europa fulgte efter udgivelsen af Manifestet i januar 1848, så kan de undertrykte masser ikke have været opildnet af det på grund af dets logik. Få uger efter offentliggørelsen blev der oprør over alt i Tyskland, i Østrig, Ungarn, Italien, Frankrig og Danmark. Dette var bevis for, at de enkelte "hemmelige selskaber" i de forskellige lande var ved at smelte sammen, at midler var blevet fundet til at samordne og synkronisere deres udbrud og således, for første gang, at demonstrere verdens-revolution i aktion ved samtidige udbrud i adskillige lande.

Sandsynligvis var der kun én organisation, som allerede eksisterede på den tid, som havde det internationale netværk til disposition, som kunne gøre denne synkronisering og koordinering mulig, og det var det talmudiske rabbinat i Østeuropa. Teoretisk set kunne den katolske kirkes enorme organisation være brugt til det samme formål, men kirken så revolutionen som sin mest dødelige fjende og blev ikke brugt på den måde. På det punkt er historien klar. Det, som Disraeli vidste, og havde udtalt to år før, blev en historisk kendsgerning: "den vældige revolution, som i dette øjeblik er under forberedelse i Tyskland udvikler sig udelukkende under jødiske auspicier (protektion, red.) ". Karl Marx og hans Kommunistiske Manifest var det ydre, synlige tegn på en vigtig, historisk begivenhed: talmudisk jødedom havde overtaget verdensrevolutionen.

Af de tre mænd, som på den tid syntes at konkurrere om ledelsen af revolutionen, faldt Louis Blanc hurtigt ud af løbet. Han var medlem af den provisoriske regering, som blev etableret i Paris efter 1848-revolten, og i sin egenskab af minister syntes han at have mulighed for at omsætte sine teorier til praksis. Han mente, at individualisme og konkurrence var kræft i samfundslegemet og ønskede, lige som Marx, at etablere den al-despotiske stat (om end af den slags med "velfærd", som de britiske socialister foretrak et århundrede senere). Han forkyndte "retten til arbejde", som i Rusland i vort århundrede viste sig at være statens ret til at påtvinge arbejde. I hans korte regeringstid påtog han sig "at garantere arbejderne et levebrød ved arbejde" og blev autoriseret til at sammenkalde arbejdernes repræsentanter for at forberede en plan for "fuld beskæftigelse". Denne forsamling var i sin form en forgænger for sovjetterne, og det er den væsentligste grund til at huske Louis Blanc. Efter at revolten var blevet slået ned, flygtede han til England og kom først tilbage treogtyve år senere, berøvet al indflydelse.

Så var der kun Marx og Bakunin tilbage. Udvist af Preussen og Frankrig efter 1848, slog Karl Marx sig typisk nok bekvemt ned i London, hvor han levede, indtil han døde, fireogtredive år senere.

171

Kun Bakunin løb afsted for at bemande "barrikaderne". Bakunin var russisk aristokrat af fødsel og havde opgivet sin rang i et af zarens regimenter i 1832 efter undertrykkelsen af det polske oprør i 1830; synet af det terroriserede Polen fremkaldte en afsky for despoti i den unge officers hjerte, hvilket derefter dominerede hans liv. Han mødte Marx før 1848 og efterlod sig en beskrivelse af forskellen mellem dem: "Marx kaldte mig en sentimental idealist og han havde ret; jeg kaldte ham en forfængelig mand, svigefuld og udspekuleret, og jeg havde også ret".

Bakunin deltog i kampene i Paris i 1848, og i maj 1849 var han medlem af den provisoriske regering, som blev etableret af de revolutionære i Sachsen, han anførte forsvaret af Dresden, indtil de preussiske tropper sejrede, og blev taget til fange under et forsøg på at flygte (sammen med Richard Wagner). Han blev dødsdømt og benådet først af den sachsiske, så af den østriske regering. "Han blev holdt i fodjern og lænket til en mur i et år, så overgav han sig til den russiske regering. Efter seks års fangenskab blev han sendt tandløs, lidende af skørbug og ældet før tiden til "den forholdsvise frihed i Siberien", hvorfra han efter tolv års fangenskab undslap til Japan, Amerika og endelig til England. Ikke knækket af sine oplevelser genoptog han straks sin forkyndelse af den anarkistiske revolutions ånd, og i 1864 grundlagde han i Svejts sin Internationale ( Alliance Internationale Sociale Democratique).

Samtidig grundlagde Karl Marx sin Internationale (the International Working Men's Association) i London, og de følgende år gik med de afgørende kampe mellem Bakunin og Marx og om revolutionens sjæl. Under Bakunins lange fravær i sachsiske, østrigske og russiske fængsler og i Siberien, havde Marx i London etableret sit greb om den internationale revolutionære organisation (i flere lande havde han svigersønner som stedfortrædere efter Napoleons model), men Bakunins berømmelse var stor, og han blev kun snydt for lederskabet på grund af en række fiduser, som Marx gennem sin kontrol over hovedbestyrelsen, kunne bruge imod sin rival. I 1872 indkaldte hovedbestyrelsen til kongres for Internationalen i Haag, hvor Bakunin og hans venner ikke kunne komme på grund af regeringens fjendtlighed. På den kongres blev der fremsat anklager imod Bakunin (ikke ulig dem, som tres år senere blev rejst imod enhver kommunistleder, som Stalin ønskede at komme af med) og han (Bakunin) blev udelukket fra Internationalen ved de stemmer i forsamlingen, som bestod af Marx's håndplukkede mænd.

På grund af sit nu ødelagte helbred døde Bakunin få år senere og det siges, at han selv gjorde en ende på sit liv ved at nægte at tage føde til sig. Med ham døde ethvert håb (hvis et sådant håb nogen sinde havde eksisteret) om, at den organiserede verdensrevolution ville blive brugt til at omstyrte tyranni og frigøre menneskene; fra det øjeblik, da den kom "helt og holdent under jødiske auspicier" (Disraeli), var dens formål at gøre mennesket til slave og etablere et uforgængeligt tyranni. Bakunins idé var, at organisere magt imod undertrykkelse, og den værste af alle undertrykkere, var i hans øjne staten. Disse er ordene: "Staten er ikke

172

samfundet, det er kun en historisk form af det, lige så brutal, som den er abstrakt. Den blev født historisk i ægteskabet mellem vold, plyndring, udbytning, med andre ord: krig og erobring Den har fra begyndelsen været, og er stadig en guddommelig sanktion af brutal magt og triumferende ulighed. Staten er autoritet; den er magt; den er pragtudfoldelse og forgabelse i magt "

Det var præcis sådan en stat, Karl Marx ville etablere gennem sin internationale revolutionære bevægelse, og det skulle være en verdens-stat. I 1869, da hans kappestrid med Karl Marx var på sit højeste, identificerede Bakunin ledelsen af verdensrevolutionen som jødisk, ganske som Disraeli i 1846 og 1852, og deri så han årsagen til det, han betragtede som perversion af den revolutionære idé. Hans Polemik mod Jøderne (Polemique contre les Juifs), skrevet i 1869, var hovedsagelig rettet imod jøderne i Internationalen, og fra, hvad vi siden har set til denne sag, må vi gå ud fra, at hans udstødelse fra den marxistiske hovedbestyrelse i 1872 var sikker i og med udgivelsen i 1869.

Da Disraeli døde i 1881 havde han gennem tredive fyrre år advaret sine landsmænd og verden imod "de hemmelige selskaber":

"Det var ikke parlamenter, ej heller befolkninger, ej heller naturens gang eller begivenhedernes udvikling, der omstyrtede Ludvig-Filips trone (Louis Philippe) Tronen blev overrumplet af de hemmelige selskaber, som altid er parate til at skabe kaos i Europa I samarbejde med en stor folkebevægelse kan de ødelægge samfundet " (1852). "Der er i Italien en magt, som vi sjældent nævner i denne forsamling jeg tænker på de hemmelige selskaber. Det er nytteløst at benægte det, for det er umuligt at skjule, at en stor del af Europa er dækket af et netværk af disse hemmelige selskaber, ganske som jordens overflade nu er ved at blive dækket af jernbaner De ønsker ikke konstitutionelle regeringer; de ønsker ikke bedre institutioner de ønsker at ændre ejendomsretten til jord, at uddrive de nuværende jordejere og gøre en ende på kirkelige etablissementer (1856).

Disraeli så klart, og var måske den første, som erkendte liberalismens falske navn og natur: "det er en manøvre, disse mænd udfører, i deres kamp imod ejendomsret og Kristus, som de gode mennesker i dette land, der er så flittige og sparsommelige og så religiøse, anerkender og tiljubler som den liberale sags fremgang".

Hvis det var menneskeligt muligt at forhindre katastrofale hændelser ved velinformerede advarsler, så ville de gentagne advarsler fra denne enestående autoritet have forhindret de trængsler, som revolutionen bragte over millioner af mennesker i det følgende århundrede. Men "ved et guddommeligt instinkt, mistror menneskesindet efterfølgende farer"; forsømmelsen af Disraelis advarsler viste det, som alle foregående århundreder havde vist: mennesker kan ikke afholdes fra et farligt foretagende eller vækkes fra en risikabel sløvhed gennem mundtlige advarsler. Erfaring, alene, kan med tiden få dem til at handle, og på erfaring har det tyvende århundrede gjort dem rige.

I midten af det forrige århundrede talte Disraeli forgæves. Han kunne ikke bare smædes som "heksejæger" og blev derfor hånet

173

med kærlig foragt: "man mente generelt (siger hr. Hesketh Pearson) "at han havde en skrue løs med hensyn til hemmelige selskaber, hvis eksistens man benægtede; men vi kan nu se dem som begyndelsen til en bevægelse som, da man havde fundet frem til en formular, smeltede sammen med og forrådnede til kommunisme". Denne dom i 1951 er tydeligt nok sand og samstemmer med den samtidige dom fra det revolutionære øjenvidne, Benoît Malon: "Kommunismen blev videregivet i det nittende århundrede, i mørke, gennem de hemmelige selskaber, ".

Så da Disraeli døde, var netop dét sket, som han havde stræbt efter at forhindre: de "hemmelige selskaber" var blevet svejset sammen til én verdensrevolutionerende bevægelse, under jødisk kontrol, og forberedte sig nu på at sprænge grundlaget for det tyvende århundrede i luften. Han fandt den perfekte beskrivelse for denne organisation: "et netværk", som dækkede Europa "lige som jordens overflade nu er ved at blive dækket af jernbaner". Velinformerede mennesker begyndte mere og mere at bruge dette udtryk, "netværket" og at tale om "den skjulte hånd", som styrede regeringer. I årene før revolutionen i 1848 offentliggjorde rabbiner Drach, som i lighed med Disraeli forudså, hvad der ville komme, sit anklageskrift imod Talmud, som kilden til denne ødelæggende proces. De efterfølgende forfølgelser af ham blev beskrevet af en jødisk forfatter ved navn Morel. Han sagde blandt andet, at "hvad kan selv autoriteternes klogeste forholdsregler gøre imod den enorme og permanente sammensværgelse, der som et netværk, lige så stort, som det er stærkt, og udstrakt over hele kloden, bruger sin magt hvor som helst der sker noget, som interesserer navnet Israel".

Begivenhedernes rækkefølge er væsentlig. I 1772 blev Polen delt, og efter mere end 2.500 år "ophørte" centret for den jødiske regering "med at eksistere" (ifølge dr. Kastein), eller blev til en hemmelig jødisk regering (som de russiske autoriteter mente). I 1776 grundlagde Adam Weishaupt sit Illuminati. I 1846 skrev Disraeli, at "revolutionen udvikler sig helt og holdent under jødiske auspicier". I 1869 angreb Michel Bakunin, Weishaupts discipel, jøderne i den revolutionære bevægelse. I 1872 blev Bakunin udstødt, og den forenede kommunistiske bevægelse blev klart synlig, under Karl Marx (i 1917 dannede den en næsten udelukkende jødisk regering).

Således blev resultatet, som det var forudsagt af Disraeli, af at fjerne alle begrænsninger for jøder, og af nogle få årtiers jødisk emancipation. At fjerne barriererne havde ikke formået at få jøderne til at indgå i nationernes venskabelige samkvem; konsekvenserne havde været, at give "den mest frygtindgydende sekt " (Bakunins ord) frihed til at arbejde for ødelæggelsen af disse folkeslag ved revolution. De svar, som Sanhedrinen gav på Napoleons spørgsmål ved århundredets begyndelse, havde vist sig at være værdiløse. Jøder ville ikke fremover få lov til at involvere sig med andre mennesker og i de landes nationaliteter og lovgivninger, hvor de levede; tværtimod satte identifikationen med verdensrevolutionen dem mere uden for fællesskabet, end de nogensinde før havde været. Emancipationens århundrede var blevet til et bedrag, endnu før det sluttede.

174

I løbet af det nittende århundrede (igen ifølge dr. Kastein) opstod udtrykket "antisemitisme". Da forfølgelse ikke længere kunne siges at finde sted, måtte der findes et nyt ord, som kunne intimidere ikke-jøder og skræmme jøder, idet det andet formål var vigtigere end det første, og "antisemitisme" blev opfundet. "Abrakadabra" ville have været lige så godt, for udtrykket "antisemitisme" er åbenlyst absurd i forhold til folk, som beviseligt ikke er semitter, og hvis lov befaler udryddelse af semitter (de arabiske folkeslag i Palæstina; ethvert udtryk for sympati med de semitiske arabere, som blev udstødt af deres fædreland, af de zionistiske indtrængere i 1948, er med tiden blevet angrebet som "antisemitisme").

Formodentlig har ophavsmændene til dette udtryk ønsket at holde ord som jøde, jødisk og anti-jødisk ude af den offentlige debat og regnet med at kunne intimidere masserne ved at introducere et uforståeligt mørkemands-udtryk. Hvad den dominerende sekt mente med "antisemitisme" var i realiteten en kombination af majestætsfornærmelse (fornærmelse imod den øverste magts værdighed) og kætteri (modstand imod den øverste religiøse doktrin); og i midten af det indeværende århundrede har masserne i vid udstrækning underkastet sig denne idé. De mange, som i tidligere tider ville have revet huen af, når herremandens foged nærmede sig eller have korset sig, når præsten rettede blikket imod dem, holdt mund og så respektfulde ud, når et eller andet jødisk anliggende blev nævnt.

Ordet "antisemitisme" blev dannet på en tid, hvor "mænd af jødisk race", som Disraeli og Bakunin påpegede det, overtog ledelsen af verdensrevolutionen, og hovedformålet med at opfinde det, var at afskrække offentlig debat om denne bemærkelsesværdige udvikling; dette århundredes hændelser har til fulde bevist dette, hvilket denne bog vil vise. For nylig har en jødisk autoritet, hr. Bernard Lazare, foreslået en definition på "antisemitisme" i en bog, som havde dette ord som titel. Denne definition har intet som helst at gøre med profeten Shem og hans stamme, med semitisk blod, tale eller afstamning, eller med noget semitisk overhovedet. Hr. Lazare relaterede udelukkende "antisemitisme" til dette, at have en negativ mening om den jødiske rolle i revolutionen. Han skrev:

"Det er dette, som må adskille den upartiske historiker fra antisemitisme. Antisemitten siger: "Det er jøden som forbereder, smeder rænker og er hovedanstifter af revolutioner; den upartiske historiker begrænser sig til at studere den andel, som jøden, i betragtning af hans ånd og karakter, hans filosofis natur, og hans religion, måtte have i revolutionære processer og bevægelser".

Hvad hr. Lazare helt klart mente var, at ikke mere end "en del" af revolutionære processer kan tilskrives jøder, og at en mand, som sagde, at "Jøden er den, som forbereder, smeder rænker og er hovedanstifter af revolutioner", begik majestætsfornærmelse og kætteri.

Det er imidlertid rent faktisk, hvad Disraeli sagde (han kan endda have haft et par dråber semitisk blod i årene, og derved adskilte han sig fra østjøderne, som han sigtede til): "den vældige revolution .. udvikler sig udelukkende under jødiske auspicier",

175

"mænd af jødisk race er at finde i toppen af hver eneste af dem" (d.v.s. de hemmelige selskaber).

Da han selv var af jødisk race, følte Disraeli det næppe nødvendigt at understrege, at mange jøder var lige så meget modstandere, som han selv, af "den vældig revolution" og af "det destruktive princip". På hans egen tid ville dette have været indlysende, og han behøvede ikke at pansre sine ord imod de propagandister, som i dag ville anklage ham for at belaste alle jøder ved sine henvisninger til "jødiske auspicier" og Jødernes indflydelse (hvilket efter hr. Lazares definition ville gøre ham til antisemit"!)

Fra tiden omkring den franske revolution, (hvor de jøder, som havde boet længe i Frankrig, advarede imod de nyankomne østfra, der skabte vanskeligheder i Elsass (Alsace)) modsatte de sefardiske jøder sig kraftigt det frø af ugræs, der blæste imod dem fra øst. Emancipationen havde løst deres lænker; de havde nu udsigt til at miste alt, hvad de havde opnået, hvis "det ødelæggende princip" "arrangeret" af den talmudiske sekt og ashkenazi-jøderne i øst, skulle sejre over Vesten.

Disraelis advarsler henvendte sig til denne, den daværende dominerende sekt inden for jødedommen, lige så meget som om ikke-jøder; måske endda mere. De sefardiske jøder må også siges at have lyttet bedre efter end de ikke-jødiske masser omkring dem. Deres straf var udstødelse. Gennem en af de mest bemærkelsesværdige operationer, der nogen sinde er udført af statistikere, på en gruppe mennesker, blev sefardiske jøder, i løbet af hundrede år, erklæret praktisk taget uddøde (som de "to forsvundne stammer" mange århundreder før).

 

5. Den jødiske Encyklopædi ('Encyclopaedia Judaica') siger, at kabbala (den mundtlige tradition, i modsætning til den skrevne, eller Torahen) fra det 13'ende århundrede, er udbredt i omfattende litteratur, sideløbende med, og i modsætning til, Talmud, idet den kun er betroet nogle få udvalgte. Men fru Nesta Webster citerer en anden passage fra Den jødiske Encyklopædi, som siger, at "kabbala er ikke i virkeligheden i modsætningsforhold til Talmud". (tilbage)

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside