Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164

Kapitel 20

 

Planen

Dette bevis forelå, da Adam Weishaupts hemmelige selskab, “Illuminati" (eller 'Illuminaterne') , blev pågrebet af den bayerske regering i 1786 og afsløret offentligt i 1787. Det var på dette tidspunkt, at den originale plan for verdens-revolution, og eksistensen af en magtfuld organisations, med medlemmer på høje poster, blev afsløret. Fra da af var der ikke længere nogen tvivl om, at der i alle lande og i alle klasser var mænd, som havde sluttet sig sammen for at ødelægge alle lovlige regeringer og al religion. Sammensværgelsen gik under jorden igen efter afsløringen, men overlevede og forfulgte sit mål, for senere at bryde igennem i fuld offentlighed i 1917. Siden da har den åbenlyst forfulgt de mål, som blev afsløret af den bayerske regering i 1786, med metoder, som også den gang blev afsløret.

Offentliggørelsen af Weishaupt-dokumenterne skete ved et sammentræf, der var lige så mærkeligt som bevarelsen af hr. Whittaker Chambers dokumenter i 1948.[2] De var kun en rest, som var tilbage efter, at det meste var blevet ødelagt, for nogle af Illuminatis aktiviteter og planer var blevet kendt før 1786, delvist på grund af medlemmers pralerier, delvist ved afsløringer af nogen, som (i lighed med hr. Chambers, 160 år senere) gjorde oprør imod det selskab, de fandt sig selv i, når de opdagede dets sande natur. Derfor modtog Enkehertuginde Maria Anna af Bayern i 1783 oplysninger fra tidligere medlemmer af Illuminati om, at ordenen lærte, at religion skulle betragtes som nonsens, (Lenins "opium for folket") og patriotisme som barnagtigt, at selvmord kunne retfærdiggøres, at livet skulle styres af lidenskab snarere end af fornuft, at man gerne måtte forgive sine fjender og deslige. Som resultat af disse og andre oplysninger udstedte hertugen af Bayern i 1785 et forbud imod Illuminati. Ordenen blev tiltalt for at være en gren af Frimurerordenen og regeringsmedlemmer, medlemmer af hæren, professorer, lærere og studerende fik forbud imod at være medlemmer. Der blev udstedt et generelt forbud imod hemmelige selskaber (d.v.s. grupper, som sluttede sig sammen uden at være registreret, som loven krævede det).

139

Forbudet, (som selvfølgelig ikke kunne effektueres; hemmelige organisationer kan ikke undertrykkes ved lov) gjorde de sammensvorne forsigtige, så at "en betragtelig del af ordenens vigtigste papirer enten blev omhyggeligt skjult eller brændt" (som det fortælles af de to Illuminati-historikere, C.F. Forestier og Leopold Engel) og "få dokumenter har overlevet, for de fleste af dem blev ødelagte og relationer afbrudt udadtil for at undgå at vække mistanke"; med andre ord, ordenen gik dybt under jorden. Så de dokumenter, der blev fundet i 1786 repræsenterer et minimum. Forestier siger, at i 1784 (det sidste år, hvor ordenen ønskede at prale med sin magt snarere end at skjule den) var ordenen udbredt fra sin bayerske base "over hele Centraleuropa fra Rhinen til Weichsel og fra Alperne til Baltikum; dens medlemmer omfattede unge mennesker, som senere skulle anvende de principper, som var bibragt dem, alle slags embedsmænd, som stillede deres indflydelse til rådighed, gejstlige, som var inspirerede til at være "tolerante" og prinser, hvis beskyttelse ordenen kunne have nytte af, og som den håbede at kontrollere". Læseren vil se, at det er et billede af kommunismen i dag, med undtagelse af hentydningen til "prinser", da antallet af disse er formindsket til næsten ingen siden 1784.

Selv om de papirer, der blev fundet og offentliggjort, ikke viste hele omfanget af Illuminatis medlemsskare og forbindelser, især i Frankrig, England og Amerika, så viste de dog det hemmelige selskabs natur, med dets altødelæggende ambition. En Illuminati-udsending blev ramt af et lyn på en rejse til Schlesien i 1785. Papirer, der blev fundet på ham forårsagede, at to Illuminati-lederes huse blev gennemsøgt. Korrespondance mellem "Spartacus" (Adam Weishaupt) og flere "Areopagiter" (hans nærmeste forbindelser i ordenen) og andre papirer, der siden blev fundet, afslørede hele planen for verdensrevolution, hvis resultater vi i det tyvende århundrede har oplevet under betegnelsen "kommunisme".

Ingen kan i dag tro, at hele denne storladne plan om ødelæggelse opstod i en bayersk professors hjerne, eller undgå den konklusion (som Nesta Webster foreslår), at Weishaupt og hans sammensvorne ikke skabte den, men slap en levende og frygtelig kraft løs i verden, som havde ligget i dvale i mange århundreder.

Da Weishaupt grundlagde Illuminati, var han dekan ved fakultetet for jura ved Ingolstadt Universitetet (i vore dage findes professorer, som er hemmelige kommunister, ofte ved det juridiske fakultetet). Han var blevet opdraget af jesuitter, som han var kommet til at hade, og han havde lånt deres organisationshemmelighed fra dem og perverteret den til det modsatte formål. Denne hemmelighede var: den metode, der (som hans kollega, Mirabeau sagde) "under én leder fik mennesker, som var spredt over hele universet, til at stræbe efter det samme mål". Denne idé: at forene mennesker i en hemmelig sammensværgelse og bruge dem til at nå et mål, som de ikke forstår, gennemsyrer alle de breve og andre Illuminati- dokumenter, som den bayerske regering beslaglagde.

Iidéen præsenteres med stor iver, og de mange måder, at opnå dette på,

140

er meget opfindsomme. Der må være blevet draget fordel af den akkumulerede erfaring gennem tiderne, og i sin søgen efter kilden til denne sygelige og perverse doktrin, fandt Nesta Webster sig ført tilbage til begyndelsen af den kristne æra og længere endnu. For eksempel siger Silvestre de Sacy, at den metode, der anvendtes af ismailerne (en samfundsundergravende sekt inden for Islam i det 8'ende århundrede) var at hverve "partisaner alle vegne, og fra alle samfundslag" for at ødelægge deres tro og regering; den ismailiske leder, Abdulla ibn Maymum, havde som mål "at forene fritænkere, der betragtede religion som en lænke for folket, og blinde tilhængere fra alle sekter, i et stort hemmeligt selskab, med mange indvielsesgrader". Det, som Abdulla ibn Maymum præsterede, ifølge en anden autoritet, Reihart Dozy, var, at "ved sådanne metoder blev der opnået fremragende resultater, så et en mængde mennesker af forskellig tro alle arbejdede sammen, hen imod et mål, som kun få af dem kendte". Disse citater beskriver nøjagtig Adam Weishaupts og kommunismens mål, metoder og præstationer, og de kan følges op med mange flere eksempler fra kabbalister, gnostikere og manikæere.

Weishaupt-dokumenterne er indiskutabelt autentiske. Den bayerske regering forebyggede ubevidst ethvert forsøg på at råbe "forfalskning" (på en måde, som vi kender det fra vort århundrede) ved at invitere enhver, der var interesseret, til at inspicere de originale dokumenter i arkivet i München.

De afslørede hovedsagelig tre ting: for det første selskabets mål; for det andet organisationens metoder; og for det tredje medlemmerne, i hvert fald i begrænset omfang (hovedsagelig de sydtyske stater). Disse ting vil her blive diskuteret hver for sig.

Den grundlæggende idé, som blev gjort lysende klar i korrespondancen mellem "Spartacus" og hans pseudonyme medsammensvorne, var at ødelægge alle etablerede autoriteter, nationer og religioner og således bane vejen for en ny herskende klasse, illuminaterne. Selskabets mål, som opsummeret af Henri Martin, var afskaffelse af ejendomsret, social autoritet og nationalitet, og menneskeracens tilbagevenden til en lykkelig tilstand, hvor den udgjorde en eneste familie, uden kunstige behov, uden unyttige videnskaber, hvor enhver fader var præst og dommer. Præst for hvilken religion ved vi ikke, for på trods af deres ustandselige påberåbelse af naturens gud, er der meget, der tyder på, at Weishaupt ikke havde nogen anden gud end naturen selv".

Dette bekræftes af Weishaupt: "Prinser og nationer vil forsvinde … fornuften vil være menneskets eneste lov". I alle sine skrifter udelukkede han enhver idé om en guddommelig magt, uden for mennesket.

Angrebet på "konger og prinser" var kun "skalkeskjul" for det virkelige angreb på al nationalitet (som tiden har vist; nu, hvor antallet af konger og prinser er formindsket, ødelægger kommunismen upartisk proletariske statsministre og politikere); og hvad "præster" angår, var det kun skalkeskjul for det virkelige angreb på al religion. Det virkelige mål er i begge tilfælde afsløret i Weishaupts egen

141

korrespondance med hans medsammensvorne; det falske mål blev vist til ordenens underordnede agenter eller offentligheden, når denne en gang imellem blev opmærksom på Illuminatis aktiviteter. Weishaupts store dygtighed til at hverve vigtige personer, som sluttede sig til ham i den tro, at de på den måde beviste, at de var "fremskridtsvenlige" eller "liberale", fremgår af det antal prinser og præster, som befandt sig på hans hemmelige medlemsliste.

Det bedste eksempel på hans succes og hans hurtige tilpasningsevne er emnet 'religion'. Hans angreb på religion var langt mere dristigt og overraskende i hans tid end i vor - nu, da vi har levet længe nok med åben kommunisme til at have vænnet os til forslag, som på Weishaupts tid må have været nærmest utrolige: at mennesket efter, at det havde fundet vej til idéen om Gud, af egen vilje selv skulle forlade denne vej igen!

Weishaupts oprindelige idé var at gøre tilbedelse af ild til Illuminatis religion. Det ville næppe bringe deltagere fra præsteskabets rækker, og han fik derfor en bedre idé som bragte dem ind i stort tal. Han bedyrede, at Jesus havde haft en "hemmelig doktrin", som aldrig var blevet åbent afsløret, men som af den flittige kunne findes mellem linierne i evangeliet. Denne hemmelige doktrin gik ud på at afskaffe religion og sætte fornuften i stedet: "når fornuften endelig bliver menneskets religion, så vil problemet være løst". Den idé, at slutte sig til et hemmeligt selskab, som Jesus i virkeligheden havde grundlagt, og at følge Jesu eksempel i at bruge ord til at tilsløre en mening, viste sig at være uimodståelig for mange gejstlige, som derfor gik ind gennem de døre, som blev åbnet for dem. De varen ny type skikkelser på deres tid; i vor tid er kommunistpræster almindelige.

Privat hånede Illuminatis ledere dem. "Spartacus" chef kollaboratør, "Philo", (Baron von Knigge fra Hanover) skrev, "Vi siger til dem, at Jesus ikke ønskede at introducere en ny religion, men bare at genetablere naturlig religion og fornuft til deres rette stade … Der er mange passager i Bibelen, som kan bruges og forklares, så al strid mellem sekterne ophører, hvis man kan finde en fornuftig mening med Jesu lære, om det nu er sandt eller ej. Når folk så ser, at vi er de eneste sande kristne, kan vi bedre sige præster og prinser imod, men det er lykkedes mig, efter indledende prøver, nu at kunne optage højtstående gejstlige personer og konger i denne indvielsesgrad. I de højere Mysterier må vi så a) afsløre det hellige falskneri og b) afsløre oprindelsen til alle religiøse løgne og deres forbindelser fra alle skrifterne …"

"Spartacus" kommenterede veltilfreds, "I kan ikke forestille jer, hvilken sensation vores præsteuddannelse er. Det allerbedste er, at store protestantiske og reformerte teologer, som er medlemmer af Illuminati, stadig tror, at den religiøse lære deri indeholder den sande og ægte kristne religions ånd. Åh, menneske, hvad du kan bringes til at tro på! Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive grundlægger af en ny religion".

Gennem denne succes med at overbevise præsteskabet om, at irreligiøsitet var den sande tro, og antikrist den sande kristendom, gjorde Weishaupt store fremskridt i Bayern. Han noterede sig, at alle ikke-illuminati professorer var blevet fordrevet fra Ingolstadt-universitetet,

142

at selskabet havde skaffet sine gejstlige medlemmer "gode præstekald, sogne, stillinger ved hoffet", at skolerne var illuminati-kontrollerede, og at seminariet for unge præster snart ville være erobret, hvorpå "vi vil være i stand til at forsyne hele Bayern med ordentlige præster".

Weishaupts angreb på religion var det mest fremherskende træk i hans doktrin. Hans idéer om "fornuftens gud" og "naturens gud" bringer hans tankegang meget tæt på jødisk tankegang i dennes forhold til ikke-jøder, og eftersom illuminisme blev til kommunisme, og kommunismen kom under jødisk lederskab, kan dette være væsentligt. Den jødiske Lov siger også, at ikke-jøder (der som sådanne er udelukkede fra den verden, der skal komme) kun har ret til den natur- og fornuftsreligion, som Weishaupt underviste i. Moses Mendelssohn[3] siger i sine memoirer:

"Vore rabbinere lærer alle, at de skrevne og mundtlige love, som tilsammen udgør vor religion, kun gælder for vort folk: "Moses gav os loven som arven efter Jakobs menighed". Vi tror, at alle andre nationer på jorden er bestemt af Gud til at skulle lyde naturlovene … De, som indretter deres liv efter denne natur- og fornuftsreligion kaldes retfærdige mennesker, tilhørende andre nationaliteter …"

Ifølge dette autoritære synspunkt udelukkede Gud selv ikke-jøder fra sin menighed, og bød dem at leve udelukkende efter naturens og fornuftens love. Så Weishaupt anviste dem at gøre nøjagtigt, hvad den jødiske gud bød dem at gøre. Hvis de talmudiske rabbinere ikke havde været medvirkende til at inspirere illuminismen (og forskning har ikke kunnet påvise dette), så kan det forklare, hvorfor de senere tiltog sig

143

en ledende rolle i kommunismen.

Så vidt Illuminatis målsætning. Det er den samme som kommunismens i dag, uændret. Hvad angår metoderne, så var enhver nederdrægtighed, som mennesker er i stand til at opfinde, opregnet som muligheder, der kunne benyttes til rekruttering. Blandt papirerne blev der fundet to pakker, som især vakte bestyrtelse i datidens offentlighed. De indeholdt dokumenter, som beskrev ordenens ret til at udøve hånd- og halsret over medlemmerne, en lovprisning af ateismen, en beskrivelse af en maskine til destruktion af hemmelige papirer og en beskrivelse af, hvordan man udfører en abort, forfalsker segl, laver giftige parfumer og usynligt blæk og deslige. Nutidens kommunistiske laboratorier er velkendte for enhver, der har fulgt med i sådant, men i 1787 var virkningen af disse afsløringer i det katolske Bayern som et glimt af forgården til Hades.

Blandt Weishaupts papirer var der et diagram, der illustrerede, hvordan han udøvede kontrol over sin organisation. Det viser noget, som kunne være en del af et kædebrevs-system eller en underrgravende organisation, og som er identisk med det berømte "celle"-system, som kommunismen bygger på i dag. Det er produktet af den højeste intelligens (og helt klart af århundreders erfaring; sådanne metoder kan ikke udarbejdes uden en lang forsøgsproces). Hemmeligheden er, at beskadigelse af en sådan struktur ikke kan blive mere end lokal, hoveddelen forbliver altid uberørt og kan repareres. Hvis nogle få led eller celler bliver ødelagt kan de repareres i løbet af nogen tid, og imens fortsætter organisationen i det store og hele ubeskadiget.

I midten af dette spindelvæv sad Weishaupt og hold sammen på alle trådene. "Man må vise, hvor let det er for et lyst hoved at lede hundreder og tusinder af mænd", skrev han over diagrammet og nedenunder tilføjede han: "Jeg har to lige under mig, som jeg blæser min hele ånd ind i, og hver af disse to har igen to andre og så videre. På denne måde kan jeg sætte tusind mennesker i bevægelse og i brand på den enkleste måde, og på denne måde skal man udstede ordrer og udføre sin politik".

Først da Illuminati-papirerne blev offentliggjort, blev de fleste medlemmer klare over, at Weishaupt var lederen, for han var kun kendt af sine allernærmeste medarbejdere, og de fleste medlemmer vidste kun, at et eller andet sted oven over dem var en "elsket leder" eller en "storebror", et alvist væsen, venlig, men streng, som gennem dem ville forandre verden. Weishaupt havde faktisk opnået det "enestående resultat", som blev tilskrevet Abdulla ibn Maymun i Islam: under ham"arbejde en masse mennesker med forskellig tro sammen imod et mål, som kun få af dem kendte".

Den kendsgerning, at hvert godtroende fjols kun kendte sine to nabo-fjolser, ville ikke i sig selv have været nok til at opnå dette resultat. Hvordan blev der holdt sammen på illuminaterne? Svaret er, at Weishaupt opdagede, eller, fra en højere intelligens, modtog den hemmelighed, som verdensrevolutionens styrke afhænger i dag, under kommunismen: terror!

Alle illuminater tog "illuminerede" navne, som de brugte,

144

når de havde med hinanden at gøre, og i al korrespondance. Anvendelsen af disse alias eller "dæknavne" er fortsat frem til den dag i dag. Medlemmerne af de kommunistiske regeringer, som tilranede sig magten i Rusland i 1917 blev for første gang i historien kendt for verden under dæknavne (og kendes også under disse af eftertiden). Afsløringerne i 1945-1955 i Amerika, England, Canada og Australien viste, at de personer, der arbejdede som kommunistiske agenter i disse landes regeringer, brugte "dæknavne", på den måde, der var påbegyndt af Weishaupt.

Weishaupt organiserede sit samfund i grader eller cirkler, hvor de yderste ringe omfattede de nye rekrutter og mindre betydningsfulde, godtroende fjolser. Når man steg op gennem graderne, blev man efterhånden indviet i stadig flere af de centrale mysterier. Weishaupt foretrak at indrullere unge mænd i deres mest følsomme alder, mellem 15 og 30. (Denne praksis er fortsat til den dag i dag; Alger Hiss, Dexter White, Whittaker Chambers, Donald Maclean, Guy Burgess og andre blev alle "indfanget" i deres amerikanske eller engelske universiteter). Andre grader kom til, efterhånden som rekrutteringen spredte sig, eller særlige forhindringer for den blev opdaget. Eksemplet med 'religion' er allerede givet og i dette tilfælde også med 'kommunismen', ved at forlede folk til at tro, at Jesus var den første kommunist, hvor man har fulgt Weishaupts eksempel og blot ændret "illuminat" til "kommunist". På denne måde har invitationen til mulige medlemmer om at "komme inden for" ændret sig, for at imødekomme forskellige behov.

De unge mænd, som blev rekrutteret til sammensværgelsen, blev indviet ved et meget ydmygende ceremoniel, herunder en betydelig hån af det kristne sakramente. De skulle skaffe oplysninger om deres forældre, fortælle om deres "dominerende lidenskaber" og udspionere hinanden. Begge disse idéer er grundlæggende for kommunismen og en mulig oprindelse er "Moseloven", hvor forpligtelsen til at afsværge slægtninge, som kommer under mistanke for kætteri og til at "sætte en vagtpost ved min vagtpost" er indeholdt i "love og regler".

Det unge medlem af Illuminati skulle føle, at han aldrig vidste, hvor mange ukendte overordnedes øjne, der hvilede på ham (han kendte kun sine umiddelbart overordnede). Han fik lært at sladre om de mennesker, der omgav ham og kunne derfor regne ud, at de sladrede om ham. Dette er terrorens grundidé, idet terror aldrig fuldkomment kan etableres alene ved hjælp af mord, tortur eller fængsel. Kun den viden, at man ikke kan stole på nogen, ikke engang ens egen søn, far eller ven, reducerer det menneskelige offer til fuldstændig underkastelse. Siden Weishaupts tid har denne hemmelige terror redet Vesten som en mare. De, som ikke har nogen personlig erfaring med den, kan få dette, og forstå den magt, den udøver i dag, endog tusind mil fra sit hovedkvarter, ved at læse Whittaker Chambers beskrivelse af sin flugt, efter at han havde besluttet at bryde med sine kommunistiske overherrer.

Med hensyn til medlemskab af Illuminati viste de fundne papirer, at da dette havde eksisteret i ti år, havde det mange tusinde medlemmer, en stor del af dem i

145

vigtige offentlige stillinger, hvor de kunne udøve indflydelse på herskeres og regeringers handlinger. Blandt medlemmerne var der endog herskere: den samtidige marquis de Luchet fortæller, at omkring tredive regerende, og ikke-regerende, prinser fejt havde sluttet sig til ordenen, hvis ledere havde svoret at udslette dem! Det inkluderede hertugen af Brunswick, Gotha og Saxe-Weimar, prinser af Hesse og Saxe-Gotha, valgmanden i Mainz; Metternich, skolemanden Pestalozzi, ambassadører og politikere og professorer.

Frem for alt var der også den mand, som tyve år senere skulle skrive verdens berømteste mesterstykke over emnet, den unge mand, som solgte sin sjæl til djævelen. Den slutning, at Faust i virkeligheden var historien om Goethe selv og Illuminati, er svær at afvise; stykkets tema er i hovedsagen det samme som Witness ('Vidnet') og andre værker, som i vore dage er skrevet af mænd, der er undsluppet kommunismen.

Disse lister var helt klart ikke engang komplette, af den allerede angivne grund, at forholdsregler allerede var taget før de bayerske autoriteter gennemsøgte Weishaupts lederes boliger i 1786. Af samme grund viser de fundne dokumenter kun en del af de områder, Illuminati havde spredt sig over. Weishaupts eget diagram viste, at den hemmelige orden var konstrueret sådan, at man aldrig kunne opdage og ødelægge mere end en enkelt enhed. Derfor er det også muligt, at Weishaupt kun var en gruppe- eller områdeleder, og at den højeste ledelse af det, som beviseligt var en verdens-revolutionerende organisation, aldrig er blevet afsløret.

Hvad der er sikkert, er, at skønt Illiminati-dokumenterne ikke indeholdt navne eller andre tegn, der kunne vise dens magt i Frankrig, udviklede den franske revolution sig, da den begyndte tre år senere, til et angreb på al offentlig myndighed og al religion, nøjagtig som planlagt af Weishaupt og hans medsammensvorne. Fra da af er skribenter i verdensrevolutionens tjeneste (deres tal er legio i alle lande) aldrig ophørt med at benægte enhver forbindelse mellem Illuminati og den franske revolution. De hævder fantasiløst, at eftersom det hemmelig selskab blev forbudt i 1786, kan det ikke have haft nogen forbindelse med hændelser, som fandt sted i 1789.

Sandheden er, at Illuminati, skønt det var blevet forbudt, var lige så lidt udryddet, som kommunismen ville blive det ved et officielt forbud i dag, og sandheden eer videre, at ordenens agenter gav den franske revolution de kendetegn, der afslører den som de verdensrevolutionæres, ikke det utilfredse franske folks, værk. Rædselsherredømmets gerninger var af en sådan karakter, at de ville have været utænkelige i tiden før de faktisk blev begået, men de havde længe været tænkelige for medlemmer af Illuminati. Hvem andre kunne have fundet på at lade nadverens hellige kar bære i procession på et æsel igennem Paris' gader? Disse påfund var blevet næret af den gamle tradition for en sådan hån, og ordenens indviede blev givet adgang ved en ceremoni, der gjorde nar af sakramentet. I hvilken anden hjerne end Weishaupts kunne den idé opstå, at anbringe en skuespillerinde, som Fornuftens Gudinde, på en trone i Notre Dame kirken?

146

"For ar fremmane underverdenen … er det nødvendigt … at forhåne ceremonierne i den religion, som man selv tilhører, og at træde dens helligste symboler under fode"; dette er hr. A.E.Waite's beskrivelse af formularen for sort magi, og sort magi og satanisme var to af ingredienserne i Illuminatis bryg.

Weishaupt og hans nærmeste omgangskreds, eller måske hans overordnede, havde i sinde at trænge ind i Frankrig ved hjælp af deres agenter, hemmelige medlemmer af Illuminati i høje stillinger. I dette århundrede har vi set, hvor strålende resultater, der kan opnås på den måde: Anden Verdenskrigs mislykkede resultat og den væbnede våbenstilstand, som verden er blevet efterladt i, blev bragt til veje af mænd som Hiss, White og deres overordnede, som beskyttede dem. Weishaupt valgte den perfekte fremgangsmåde til at opnå en sådan magt og franske anliggender og hændelser: gennem et andet, meget magtfuldt hemmeligt selskab, som han trængte ind i og overtog ved hjælp af de metoder, der var beskrevet i hans papirer. Dette var Grand Orient Frimurerne.

Planen om at opnå kontrol over frimurerne gennem Illuminatis agenter, og det heldige resultat, er tydeligt forklaret i Weishaupts papirer. Først nævner han, at "det er lykkedes mig at få en dyb indsigt i frimurernes hemmeligheder; jeg kender deres målsætning og vil forklare det hele på rette tid på en af de højere grader". På et senere tidspunkt gav han en generel ordre til sine "areopagiter" om at gå ind i frimurerordenen: "Så får vi vor egen frimurerloge … vi vil betragte det som vor børnehave … ved enhver lejlighed vil vi dække os med den …" (d.v.s. frimurerlogen).

Denne fremgangmåde, at operere "under dække" (som stadig er grundlæggende i kommunismen i dag), var det ledende princip: "Når blot målet nås, er det lige meget under hvilket dække , det sker; og et dække er altid nødvendigt. For i dette, at skjule os, ligger en stor del af vor styrke. Derfor må vi altid dække os med en anden gruppes navn. De loger, der er under frimurerne, er indtil videre det bedste dække for vort høje mål … en sammenslutning, der er skjult på denne måde, kan ikke modarbejdes … I tilfælde af forfølgelse eller forræderi kan de overordnede ikke opdages … Vi vil være hyllet i uigennemtrængeligt mørke og dermed skjult for spioner og udsendinge fra andre sammenslutninger".

Nutidens kommunistiske metoder genkendes klart i disse ord. De kan anvendes om "overtagelsen" af partier, sammenslutninger og samfund i dag, uden at ændre et komma. Graden af Weishaupts succes fremgår tydeligt ved at citere beklagelser som, fem år efter den franske revolutions udbrud, blev ytret af hertugen af Brunswicks, stormester i de tyske frimurere, og som også havde været medlem af Illuminati. I 1794 opløste han ordenen med ord, der udtrykte såret overraskelse:

" … Vi ser vort bygningsværk (d.v.s. frimurerne) smuldre og dække jorden med ruiner; vi ser ødelæggelse, som vore hænder ikke længere kan standse… En stor sekt er opstået, som har taget det, som er godt og lykkeligt for mennesker, som sit motto, men som arbejder i sammensvorent mørke for at gøre menneskets lykke til et bytte for sig selv.

147

Denne sekt er kendt af alle; dens brødre er kendt såvel som dens navn. Det er dem, som har undermineret ordenens fundament, indtil de fuldstændig har overtaget den; det er af dem hele menneskeheden er blevet forgiftet og vildledt i flere generationer … De begyndte med at lægge religionen for had … den plan, de har udformet, at bryde alle sociale bånd og ødelægge al orden, er blevet afsløret i deres tale og handlinger … de har rekrutteret lærlinge af enhver rang og stand; de førte de mest klarsynede bag lyset ved at foregive forskellige hensigter … Deres herrer havde intet mindre til hensigt, end at jordens troner og nationers regeringer skulle styres fra deres natlige klubber. Det er, hvad der er blevet gjort og stadig bliver gjort. Men vi kan se, at prinser og folkeslag er uvidende om hvordan, og med hvilke midler, dette opnås. Derfor siger vi dem ærligt: misbruget af vor orden … er skyld i alle de politiske og moralske vanskeligheder, som opfylder verden i dag. I, som er blevet indviede, I må sammen med os løfte jeres røst, for at lære folkeslag og prinser, at de sekteriske, vor ordens frafaldne alene har været, og vil være årsagen til nutidige og fremtidige revolutioner … For at rykke misbrug og vildfarelser op med rode, må vi fra dette øjeblik opløse hele ordenen …"

Med dette citat er denne fortælling sprunget fem år frem i tiden for at vise, at en af de ledende frimurere i den generation, som selv var angrende, identificerede Illuminati som årsagen til den franske revolution og til fremtidige revolutioner. Weishaupts succes med hensyn til hans hensigt om at overtage frimurerne indefra og den rolle, Illuminati's agenter spillede inden for frimurerordenen, ved at lede revolutionen, kunne ikke have været attesteret af en bedre autoritet end stormesteren i den tyske frimurerorden selv.

Med denne indflydelse indpodet tog frimurerne i Frankrig, hvor denne orden var meget stærk, en ekstrem retning og etablerede de jacobinske klubber; og disse, under indflydelse af Illuminati, førte an i rædselsherredømmet, da de skjulte ophavsmænd til revolutionen afslørede dens sande natur gennem deres handlinger. Lige som den russiske revolution 130 år senere, viste den i Frankrig sit had til de fattige og forsvarsløse mere end til de rige, til bønderne mere end til deres formodede undertrykkere, til alt smukt som sådant, til kirker og religion, til alt, hvad der kunne løfte menneskets sjæl op over dyriske behov og begær.

Adam Weishaupt selv blev frimurer i 1777, året efter, at han havde grundlagt Illuminati, og blev medlem af en loge i München. Grev Mirabeau, den senere revolutionære leder i Frankrig, kendte til både Weishaupts hensigt om at blive medlem og den hemmelige årsag dertil, for hans Memoirs indholdt en skrivelse, dateret 1776, som beskriver et program, der var identisk med Illuminatis og i sin "Det preussiske monarkis Historie", refererer han til Weishaupt og til Illuminati ved navn og siger:

"Logen Theodore de Bon Conseil i München, hvor der var en del mænd

148

med hjerner og hjerter, var blevet trætte af at blive skubbet rundt med af tomme løfter og skænderier inden for frimurerordenen. Lederne besluttede at indpode en anden hemmelig sammenslutning på deres afdeling, som de gav navnet 'de oplyste' (Order of theIlluminés). De udformede den efter Jesu Samfund (jesuitterne, red.), mens de antog synspunkter, der var diametralt modsatte".

Dette er nøjagtig den hensigt og metode, som Weishaupt beskriver i sin egen korrespondance, og det beviser, at Mirabeau, den senere revolutionære leder, kendte til den på den tid, d.v.s. i 1776. Ydermere antyder hans ord, at det hemmelige selskab, Illuminati, var grundlagt med den specifikke hensigt, at få kontrol over frimurerne og at iværksætte og lede revolution derigennem. At Mirabeau var med helt fra begyndelsen fremgår af, at erindringerne, der er skrevet i 1776 (det år, Illuminati blev grundlagt) tilskriver ham 'dæknavnet' Arcesilas, så han må have været et af de grundlæggende medlemmer, sammen med Adam Weishaupt og derefter leder af Illuminati. Mirabeau som bindeled mellem Weishaupt og den franske revolution kan ikke ignoreres. Udgiveren af hans Memoirs , M. Barthou, bemærker, at den "reformplan" af 1776, der blev fundet i Mirabeau's papirer, "meget ligner visse dele af det arbejde, der senere blev udført af den konstituerende forsamling" (det revolutionære parlament af 1789). Med andre ord ligner den konstituerende forsamlings arbejde meget Adam Weishaupts plan af 1776, hvor han og Mirabeau sammen grundlagde Illuminati og planlagde at få kontrol over frimurerne.

De andre stadier af Weishaupts undergrundserobring af frimurerne er også klart beskrevet. På kongressen i 1782 (syv år før revolutionen) i Wilhelmsbad fik Illuminati så mange nye medlemmer, at ordenen Strict Observance, tidligere den mest magtfulde enhed inden for frimurerne, ophørte med at eksistere. Vejen til fuldstændig sejr inden for frimurerverdenen blev åbnet, da Illuminati som medlemmer fik de to vigtigste personligheder i tysk frimureri, hertug Ferdinand af Brunswick (den senere angrende) og prins Karl af Hesse.

I 1785 deltog Illuminati-udsendinge i en anden kongres i Paris, og fra da af synes den detaljerede planlægning af revolutionen at være blevet en særlig opgave for logen Amis Reunis's, som var "dække" for Illuminati. Sporenes utydelighed er et resultat af det vanry, ordenen havde fået i Bayern, forbudet det følgende år, 1786, og ødelæggelsen af bevismateriale. Alligevel besøgte de samme udsendinge Paris i 1787, efter invitation fra logens hemmelige kommitté.

Selv inden revolutionen var kommet rigtigt i gang, var det kendt og offentliggjort, at den var anstiftet og ledet af Illuminati. Anklagen og advarslen fra marquis de Luchet fremstår i dag som en forbløffende nøjagtig forudsigelse, ikke kun af det forløb, revolutionen ville få i Frankrig, men af verdens-revolutionens forløb helt frem til vor tid.

149

Så tidligt som i 1789 skrev han:

Vid, at der findes en sammensværgelse til fordel for despoti frem for frihed, for uduelighed frem for talent, lastefuldhed frem for dyd, uvidenhed frem for oplysning … Dette samfund stræber efter at regere verden … Dets formål er universel dominans … En så frygtelig ulykke har endnu aldrig ramt verden …"

De Luchet beskrev præcist den rolle, som monarken ville blive tvunget til at spille i girondiner-fasen ("se ham fordømt til at tjene lidenskaberne hos alle, der omgiver ham … at ophøje degraderede mennesker til magtpositioner, at prostituere sin dømmekraft ved valg, som nedværdiger hans klogskab") og den forfatning, som revolutionen ville efterlade Frankrig i ("Vi mener ikke, at det land, hvor Illuminati kommer til at regere, vil ophøre med at eksistere, men det vil henfalde i en sådan tilstand af ydmygelse, at det ikke længere vil spille nogen rolle i politik, at befolkningen vil formindskes …"). Hvis hans advarsler forblev upåagtet, udbrød de Luchet, ville der komme en række katastrofer, hvis ende fortaber sig i tidens mørke … en underjordisk ild, der evigt ulmer og periodisk bryder frem i voldsomme og ødelæggende eksplosioner".

De sidste 165 års begivenheder er ikke blevet beskrevet bedre end i disse ord af de Luchet, som forudsagde dette. Han forudsagde også revolutionens "liberale og progressive" beskytter, som ville være med til at frembringe de "voldsomme og ødelæggende eksplosioner" i disse 165 år: der er for mange lidenskaber, som har interesse i at støtte Illuminatis system, for mange vildledte herskere, der tror, de er oplyste, parate til at styrte deres eget folk i afgrunden". Han forudså sammensværgelsens fortsatte styrke og jerngreb: "ordenens ledere vil aldrig opgive den autoritet, de har opnået, eller de rigdomme, som er til deres disposition". De Luchet opfordrede frimurerne til at få renset ud, mens der endnu var tid: "ville det ikke være muligt at få frimurerne selv til at vende sig mod Illuminati'erne ved at vise dem, at mens de arbejder for at opretholde harmoni i samfundet, så sår disse andre overalt uenighedens sæd og forbereder den endelige ødelæggelse af deres orden?" 165 år senere anråbte mennesker, i England og Amerika, deres regeringer med netop sådanne ord, og lige så forgæves, om at rense ud i offentlige institutioner og tjenester for Illuminati'er, kun hed de nu 'kommunister'.

Omfanget af de Luchets forudséenhed ligger i, at han skrev i 1789, da den franske revolution næppe endnu var en revolution: den blev generelt opfattet som værende bare en mild, helsebringende reform, som ville lade monarken beholde så megen magt, som tilkom ham, rette op på indlysende dårligdomme og etablere retfærdighed og frihed for evigt, i et lykkeligt, genfødt Frankrig! Det var stadig den generelle opfattelse i 1790, da en anden mand, på den anden side af kanalen, så revolutionens sande natur og "forudsagde begivenhedsforløbet med uhyggelig nøjagtighed", for at citere hans levnedsskildrer mere end et århundrede senere, hr. John Morley.

Edmund Burke, en irlænder, var en af de største talere det engelske underhus nogensinde har haft. Tiden er beviset på en sådan mands kvalitet og som årene går, lyder de ord, hvormed han angreb den franske revolution, stadig mere ædle;

150

som i de Luchets tilfælde er det bemærkelsesværdige, at de blev offentliggjort i 1790, da navnene Robespierre og Danton endnu var næsten ukendte, før nogen havde hørt ordet "republik", da kongen så frem til mange års konstitutionel regering, da hele Frankrig glad fejrede de fredelige forbedringer, der var blevet iværksat. Hen over dette lykkelige sceneri faldt pludselig skyggen af Burkes udstrakte arm, idet han pegede "som en inspireret profet" på den kommende ulykke. Hans levnedsskildrer siger, "Det er ikke så mærkeligt, at da det brød løs og lykken skete, vendte folk sig til Burke, som de i gamle dag vendte sig til Ahitophel, hvis råd var som når mennesker spurgte Guds orakel" (red.: Gl. Testamente, 1. Sam. xv.,31-37, xvi.20-, xvii 14,23)

Ulykkeligvis er det ikke det sande billede af, hvad der skete, da Burkes advarsler gik i opfyldelse. Mange vendte sig imod Burke, fordi han havde sagt sandheden; faktisk viser den måde, hvorpå smiger af ham pludselig blev vendt til angreb og ærekrænkelser, efter at han havde offentliggjort sine Reflections over revolutionen, med al tydelighed den magt, som sammensværgelsen allerede den gang havde over pressen og den offentlige debat. Illuminaterne og de "liberale og progressive" organer og talere, kontrolleret af dem, havde i høj grad regnet med Edmund Burke, fordi han havde støttet de amerikanske kolonisters sag et årti tidligere. Hvordan kunne han støtte én revolution og angribe en anden, spurgte de vredt, og Burke kom under den slags generelle angreb, som den forenede presse i vor generation holder i beredskab for enhver, som offentligt forlanger en undersøgelse af 'kommunisme-i-regeringen'.

Havde Burke fulgt den "progressive" linie og foregivet, at den franske revolution ville hjælpe "almindelige mennesker", ville smigeren af ham være fortsat, men i så fald ville intet af, hvad han sagde have blivende værdi, eller være blevet husket i dag. Som situationen nu er, har de inspirerede ord i hans angreb på revolutionen et forgængeligt gyldent skær: "Den er borte, principfastheden, ærbarheden, der følte en skamplet som et sår … Ridderlighedens tid er forbi. Sofisterne, økonomerne og de beregnende har vundet; og Europas glans og herlighed er udslukt for evigt".

Hvis også disse ord var inspireret profeti (og i 1955 virker de sandere end de gjorde, selv i 1790), så har kristendommen og Vesten, i Edmund Burke, i det mindste fået en veltalende og ædel person, der sørger . For han kunne se forskel på "revolutioner" lige så klart, som han så den sande karakter af det, som skete i Frankrig. Han lod sig ikke narre af, at nogen fejlagtigt havde betegnet en kolonial krig om uafhængighed, som var anført af godsejere, som en "revolution". Som en virkelig ven af frihed, havde han støttet kolonisternes krav om at regere sig selv og være herrer i eget hus. Der var overhovedet ingen lighed mellem deres motiver og de hemmelighedsfulde mennesker, som Burke så, der stod bag revolutionen i Frankrig. Derfor rakte han sig anklagende hånd frem og var fuldstændig så ligeglad med de "liberales" og "progressives" bebrejdelser, som han havde været med deres smiger ved tidligere lejligheder (Edmund Burke var sikkert klar over, at deres ros den gang ikke udsprang af nogen sympati for handelsfolk i New England eller

151

Sydstaternes plantageejere).

I Amerika var den almindelige opfattelse af begivenhederne i Frankrig præget af selvbedrag, der udsprang af den begrebsforvirring, som Burke havde forkastet. Der herskede foreløbig den opfattelse, at endnu en godartet "revolution" havde fundet sted, nogenlunde i lighed med "den amerikanske revolution". Der var en forbigående "fransk ophidselse", hvor amerikanere bar kokarder og frihedshuer, dansede og festede og afholdt parader under de sammenflettede franske og amerikanske flag og råbte "Liberty, Equality, Fraternity". Med rædselsherredømmet blev denne fase af illusioner efterfulgt af afsky og rædsel.

De jacobinske ledere førte an i rædselsherredømmet, og som gode medlemmer af Illuminati brugte de klassiske pseudonymer på den måde, som "Spartacus" Weishaupt selv havde foreskrevet: Chaumette var Anaxagoras, Clootz (beskrevet som en preussisk baron) var Anarcharsis, Danton Horace, Lacroix Publicola og Ronsin Scaevola. Disse terrorister fulgte, da de med held havde gennemført Kerensky-fasen, trofast Illuminatis plan, og ved at dræbe en konge og vanhellige kirker, gav de udtryk for de to vigtigste idéer: ødelæggelsen af al lovlig regering og al religion. Dog var selv de tilsyneladende kun redskaber, for en samtidig, Lombard de Langres, skrev om den "yderst hemmelige kongres, som ledede alt efter den 31. maj, en okkult og frygtelig magt, som kongressen blev slave af, og som bestod af de øverste indviede i Illuminati. Denne magt stod over Robespierre og regeringskommitéerne… det var denne okkulte magt, som gav sig selv adgang til nationens rigdomme og fordelte dem blandt de brødre og venner, som havde hjulpet til med det store værk".

Det er dette billede af mænd i høje stillinger, som adlyder en skjult, men tydeligt ledende øverste sekt, der giver revolutionen sit aspekt af dæmonisk dukketeater på baggrund af luende flammer, blandet med lugten af svovl. Revolutionen, ikke den franske revolution; hvad end den engelske revolutions sande natur var, har der, siden 1789, kun været én, vedvarende revolution. Der har ikke været forbigående, af hinanden uafhængige, udbrud, i 1848 og 1905 og så videre, men disse gentagne udbrud af "en underjordisk ild, der altid ulmer", som de Luchet og Burke forudså før de fandt sted. Det, som imidlertid er af historisk værdi i den franske revolutions annaler, er det bevis, de giver på, at mennesker bruges til et formål, de ikke forstår. Det er det der, den gang som nu, giver revolutionen dens særlige og sataniske præg. Det er, som Lombard de Langres skrev, "Helvedes lov".

Da revolutionen ebbede ud, var der tre mænd, i Frankrig, England og Amerika, som klart så tre ting: at dens forløb havde fulgt beskrivelsen, som var afsløret i Illuminatis papirer i 1787; at dette hemmelige selskab havde været i stand til at iværksætte og lede den gennem frimurerne; og at de sammensvornes hemmelige liga med deres fortsatte planer om verdensrevolution havde overlevet og forberedte flere "voldsomme og ødelæggende eksplosioner", som forudsagt

152

af de Luchet. Disse tre mænd var abbed Barruel, en jesuit og øjenvidne til revolutionen; professor John Robinson, en skotsk videnskabsmand, som i over tyve år var generalsekretær i Royal Society i Edinburg; og pastor Jedediah Morse, en gejstlig og samtidig geograf i New England. De var alle meget anerkendte mænd. Abbed Barruels og professor Robinsons bøger og hr. Morse's offentliggjorte prædikener (alle 1797-8) udkom i mange udgaver, og er stadig uundværlige for de, som studerer den tidsperiode. Deres værker og ord fik megen offentlig opmærksomhed, og de fik støtte fra Philadelphia i Porcupine's Gazette af William Cobbett, der synes at være blevet drevet i eksil af den samme okkulte magt, som satte sig for at ødelægge Barruel, Robinson og Morse.

Abbed Barruels vurdering af det skete var identisk med de Luchets tidligere profeti og lord Actons meget senere analyse:

"… Vi vil påvise, at selv når det gælder de frygteligste gerninger, der blev begået under den franske revolution, var alt forudset og besluttet, samordnet og overlagt; at de udsprang af gennemtænkt ondskab, da de blev forberedt og iværksat af mænd, som alene havde nøglen til disse komplotter og sammensværgelser, og de lurede i hemmelige møder, hvor idéerne blev undfanget … Skønt begivenhederne fra dag til dag ikke synes at have haft nogen sammenhæng, var der ikke desto mindre en hemmelig agent (leder, én, der handler) og et hemmeligt formål, som var årsag til hver enkelt hændelse og som benyttede omstændighederne til et længe søgt formål … Revolutionens store sag, dens væsentligste træk, dens frygtelige forbrydelser, er og forbliver en sammenhængende kæde af dybtliggende og overlagt ondskab".

Disse tre mænd nåede til den samme konklusion: "En anti-kristen sammensværgelse … ikke kun imod konger, men mod al regering, mod alle civiliserede samfund, selv mod al ejendomsret overhovedet" (abbed Barruel); "En sammenslutning er blevet dannet med det specifikke formål, at rykke alle religiøse institutioner op med rode og vælte alle eksisterende regeringer i Europa" (prof. Robinson); "Det specifikke formål er, at udrydde og afskaffe kristendommen og omstyrte alle borgerlige regeringer." (hr. Morse). De var enige om, at det skete ikke blot var en episode i Frankrig, kun opstået af franske forhold, men var iværksat af en organisation, som havde en fortløbende plan i alle lande: en universel plan. De var enige om, at denne organisation var det hemmelige selskab, Illuminati, at det havde inspireret og kontrolleret terrorist-fasen i den franske revolution, at organisationen havde overlevet, og at den var veletableret og stærk i England og De forenede Stater. Især abbed Barruel advarede om dette sidste aspekt.

Disse tre mænds ord og skrifter blev støttet af deres tids offentlighed og er blevet så fuldgyldigt bekræftet af begivenhederne, især i vort århundrede, at de, historisk, tjener til at vise, at verdensrevolutionen blev erkendt af nogen, og at dens videre forløb blev forudsagt ved dens andet udbrud i Vesten. Disse tre mænds anstrengelser var forgæves, de forebyggede ikke den ravage, som sammensværgelsen senere lavede, og derfor er

153

Barruels, Robinsons og Morse's tilfælde af særlig interesse.

Det, som overgik dem, beviser bedre end deres egne ord netop det, som de søgte at slå fast: den fortsatte eksistens af et hemmeligt selskab, der arbejdede i alle lande på det ødelæggende formål, som de beskrev. Barruel, Robinson og Morse blev overdænget med tilsvining. På deres tid var pressen i sin spæde begyndelse og ejedes sædvanligvis af én mand, som også udgav dem. Det må derfor have været meget vanskeligere end det er i dag, at få kontrol over en stor del af dem. Det koncentrerede angreb, som blev rettet imod disse tre mænd fra det øjeblik, da de sagde, at Illuminati havde iværksat den franske revolution og stadig eksisterede, viser, at selv i 1797 havde Illuminatis medlemmer effektiv kontrol over pressen i Amerika og England.

Dette var en af de mest overraskende opdagelser, der blev gjort gennem den forskning, som producerede denne bog. Jeg er blevet tvunget til at erkende, at denne kontrol eksisterer i min egen tid, og at en skribent, som skriver om verdensrevolutionen efter samme retningslinier som Edmund Burke vil opdage, at alle veje lukker sig for ham for offentliggørelse. Fru Nesta Webster fortæller om lignende erfaringer. Da hun begyndte at skrive om revolution, tidligt i 1920'erne, sagde en kendt London forlægger til hende, "Husk, at hvis De tager en anti-revolutionær holdning, vil De få hele den litterære verden imod Dem". Hun siger, at hun fandt dette mærkværdigt, men gjorde den erfaring, at forlæggeren havde ret, og jeg har gjort samme iagttagelse. Men jeg troede, at det var en situation, der var opstået i de sidste tredive år, indtil jeg læste historien om Barruel, Robinson og Morse. Da så jeg, at "hele den litterære verden" faldt over dem som én mand i 1798, da rædselsherredømmet var nyligt overstået. Intet andet har vist mig så klart, at forbindelsen fra Illuminati i 1789 til kommunismen i dag er en arv; den samme organisation forfølger det samme mål med de samme metoder og endda med de samme ord.

Det var endnu en mærkværdighed ved angrebet på de tre, som valgte "en anti-revolutionær holdning". Snart efter, at de var kommet i offentlighedens søgelys, begyndte angrebene i aviserne; næsten altid anonyme. De havde nøjagtig det samme sprogbrug (dobbelttale), som anvendes i lignende overfald i dag. De tre mænd blev anklaget for at begynde en "heksejagt", at være fordomsfulde og sortseere, at forfølge "meningsfrihed" og "akademisk frihed", at misrepræsentere "liberale" og "progressive" tanker og lignende. Derfra gik angrebet videre til bagvaskelse og plumpe hentydninger, og jeg fandt ofte vendinger, som blev gentaget i kampagnen, der førtes imod et amerikansk regeringsmedlem, hr. James Forrestal, i 1947-49; deres privatliv sagdes at være umoralsk, og deres økonomiske vaner mistænkelige; og endelig kom det velkendte forslag, at de var "sindssyge". Dette forslag fremsættes ofte i dag ved kulminationen af en kampagne imod enhver anti-revolutionær skikkelse; det anses tydeligt nok for at være særlig stærk medicin i ærekrænkelse. Denne specielle

154

form for angreb har muligvis sin oprindelse i Talmud, som bruger den imod Jesus (den jødiske encyklopædi, i dens artikel om Jesus, refereres læseren til en jødisk skribent, som "er enig i, at der må have været unormale mentale processer involveret i Jesu ytringer og adfærd").

Kort fortalt, så gjorde disse angreb på Barruel, Robinson og Morse brug af et begrænset politisk ordforråd, der i dag er let genkendeligt som stammende fra revolutionen og dens agenter, og det er nu så fortærsket, at det må være videregivet til alle indviede fra et centralt sted i organisationen. Kampagnen imod dem var effektiv sådan, at deres advarsler, ligesom Burkes, blev glemt af masserne. Men det hemmelige forbund (som må nære samme frygt for sandheden, som djævelen nærer for korset) frygtede dem stadig, så æreskrænkelsen fortsatte længe efter, at de alle tre var døde! Så sent som i 1918 afsatte Columbia Universitetet i New York penge til et kostbart stykke forskningsarbejde for at påvise, at Illuminati virkelig døde, da de var blevet forbudt i 1786, og således ikke kunne have forårsaget eller overlevet den franske revolution, og i denne publikation blev alle de fortærskede fraser trukket frem og genbrugt, som om de tre afdøde var "heksejægere" i levende live!

I 1918 var den russiske revolution kun ét år gammel, og tidspunktet ansås tydeligvis for velegnet til at gøre endnu et forsøg på at påvise, at den franske revolution havde været en uafhængig foretéelse, som ikke havde efterladt sig rødder, der kunne være brudt frem i Rusland i 1917. Hvis de var i stand til at iagttage disse begivenheder fra det hinsides, lagde Barruel, Robinson og Morse uden tvivl mærke til, at kommunismen, i 1918 og de følgende år fandt, at Columbia Universitetet var en udmærket jagtmark. (Blandt de ulykkelige unge mænd, som blev indfanget af sagen, var dén hr. Whittaker Chambers, hvis anger og advarsel i 1939 som, hvis den var blevet lyttet til af præsident Franklin Roosevelt, kunne have ændret hele Den Anden Verdenskrigs og dette århundredes forløb til det bedre).

De første to præsidenter for Den Amerikanske Republik var, skønt de ikke effektivt tog forholdsregler imod det hemmelige selskab, dybt foruroligede over det og vidste meget vel, at det, som Barruel, Robinson og Morse sagde, var sandt. En af George Washingtons sidste handlinger var, i et brev til hr. Morse, at give udtryk for det håb, at hans arbejde ville "nå ud til videre kredse … for det indeholder vigtig information, som er lidet kendt uden for en snæver kreds, da udbredelsen af den ville være nyttig, hvis den blev spredt ud i samfundet". (General Washington ville nok ikke have bedt en mand som Whittaker Chambers om at "gå hen og hænge sig"). Nogen tid forinden havde Washington informeret en anden korrespondent om, at han var helt på det rene med, at "Illuminatis doktriner og jacobinismens principper" havde "bredt sig i De forenede Stater".

Det havde de uden tvivl, for hemmelige selskaber var opstået i De forenede Stater i 1793, altså inden for ti år efter republikkens fødsel, under dække af "demokratiske klubber". Deres sande natur blev gjort klar gennem den indstilling, den

155

franske minister, Genet, havde over for dem; han viste den åbne sympati for dem, for Sovjets ambassadører, i vor generation, viser over for kommunistiske organisationer eller måske mere præcist, for de, som tjener som "dække" for kommunismen (forholdet mellem de sovjetiske ambassader og det revolutionære parti i akkrediteringslandet blev bevist ved massiv dokumentation i de canadiske og australske undersøgelser i 1945-46 og 1954-55, respektive). George Washington anklagede, som præsident i 1794, disse "selvskabte samfund" for at have iværksat det oprør, som brød ud i Pennsylvania, og som blev kendt under navnet Whiskey Oprøret. Washingtons autoritet var for stor til, at han kunne angribes som heksejæger, og klubberne gik hastigt under jorden, men fra da af var tilstedeværelsen, på amerikansk jord, af en organisation til verdensrevolution kendt af alle, der ønskede at kende til det, og som kunne modstå pressens "hjernevask".

Den rolle, som Grand Orient Frimurerne, der var gennemtrængt af Illuminati, beviseligt havde spillet i den franske revolution gjorde, at de amerikanske frimurere også kom under mistanke, men åben debat om dette blev forhindret derved, at den store Washington selv var leder af frimurernes broderskab. De, som forsvarede frimurerne, lagde megen vægt på dette (tydeligt nok efter princippet "uskyldig gennem bekendtskab ") og ved Washingtons begravelse i 1799 gjorde de et stort nummer ud af deres samhørighed med den afdøde helt. Af respekt for ham, snarere end på grund af tilfredsstillet nysgerrighed, svandt den offentlige debat hen, men i det mindste to prominente frimurere, Amos Stoddard og pastor Seth Payson, udtalte offentligt, lige som hertugen af Brunswick i Europa havde gjort, at Illuminati havde gennemtrængt frimurerne og arbejdede under deres navn. Washingtons efterfølger, præsident John Adams udstedte i 1798 en alvorlig advarsel til frimurerne:

" … frimurerordenen har opdaget en regeringsvidenskab, eller en måde til at lede et samfund på, som er særegen for dem og ukendt for alle andre lovgivere og filosoffer i verden; Jeg tænker ikke kun på deres måde at genkende hinanden på, ved mærker og tegn, som andre ikke kan gætte sig til, men den underfulde magt, at sætte alle mænd, og jeg antager, alle kvinder, i stand til - og at tvinge dem til - til enhver tid at holde på en hemmelighed. Hvis denne kunstart kan anvendes til at tilsidesætte almindelige samfundsregler og introducere politik og ulydighed imod regeringen, alt imens der holdes på hemmeligheden, må det være indlysende, at en sådan videnskab og sådanne sammenslutninger kan perverteres til alle de dårlige formål, som man har haft dem mistænkt for …"

Efter denne offentlige irettesættelse kunne næppe noget andet end netop Washingtons død det følgende år have fået offentlighedens ønske om en grundig undersøgelse til at falde til ro. Som så ofte i disse sager, drog modstanderne af en undersøgelse fordel af en uvedkommende hændelse, som distraherede og afvæbnede offentlighedens opmærksomhed. Ikke desto mindre fortsatte offentlighedens mistænksomhed igennem tre årtier og førte til dannelsen af Anti-frimurer Partiet i 1827, som ved sin statskongres i Massachusetts i 1829 erklærede: "der er bevis for en nær forbindelse mellem frimurernes højere grader og fransk Illuminati". Det var næsten

156

undersøgelsespartiets sidste suk, for ved næste statskongres i Vermont i 1830, blev der nedfældet den fortsættelse, som er vort århundrede så bekendt: " … ønsket om en undersøgelse … blev hurtigt og uden påviselig grund neddæmpet; pressen var stum som den kvalte skildvagt, og menneskemængden holdt i uvidenhed om, at der nogen sinde var slået alarm om emnet: frimurerne".

Med andre ord: kravet om en undersøgelse var blevet druknet, ganske som i vor generation, med beskyldninger om "heksejagt" og lignende. Fra da af, og indtil i dag, er det aldrig lykkedes det amerikanske folk at bevæge nogen regering til en tilbundsgående undersøgelse, og den hemmelige infiltration af regeringen fortsatte med resultater, der kun til dels blev afsløret i 1948 og senere. Situationen i England har været meget lignende.

I de seneste afsnit er denne fortælling sprunget nogle få år for at følge forløbet af den amerikanske offentligheds bekymring angående frimureriet til dens slutning i 1830 (anti-frimurerpartiet døde i 1840). Nu vender vi tilbage til tiden lige efter den franske revolution og dens påvirkning af resten af verden.

Præsident Adams var, som hans Works viser, fuldt informeret, og overbevist, om eksistensen af en universel og fortløbende sammensværgelse imod al lovlig regering og religion. Han begik, som naturligt var, den fejl at tro, at det var en fransk plan, ganske som folk i dag, uden videre, taler om og tænker på russisk kommunisme, skønt revolutionens internationale karakter længe har været soleklar.

Ved sin lov om oprør af 1798 prøvede præsident Adams at beskytte republikkens fremtid, men tiden har vist, at lovgivning imod hemmelige selskaber og sammensværgelser (skønt de bør iværksættes for at gøre ulovligheden af et sådant foretagende tydelig og klar) er ubrugelige til det formål at standse dem, især fordi den hemmelige organisation har århundredelang erfaring med at undvige sådanne love. Den eneste effektive fremgangsmåde imod hemmelige sammensværgelser er undersøgelse, offentlig afsløring og retslige midler, og de er aldrig blevet bragt i anvendelse fuldt ud.

Dén amerikanske offentlige person, der klarest så, hvordan fremtiden tegnede sig, var præsident Washingtons fortrolige, Alexander Hamilton. Han efterlod blandt sine papirer et udateret memoir (sandsynligvis 1797-1800) som følger:

" … vor tid er blandt de mest bemærkelsesværdige år i menneskehedens historie. Gennem længere tid er holdninger vundet frem, som truer selve fundamentet for religion, moral og samfundet selv. Først kom et angreb på den kristne åbenbaring, og en naturreligion blev tilbudt i stedet … selve eksistensen af en guddom er blevet draget i tvivl, og i nogle tilfælde benægtet. Pligten til fromhed er blevet latterliggjort, man har insisteret på menneskets forgængelige natur, og dets håb bundet til dets korte jordiske liv. Døden er blevet erklæret for en evig søvn, dogmet om en udødelig sjæl erklæret som snyderi, der er blevet opfundet for at pine de levende til fordel for de døde … Et bånd er omsider blevet fæstnet mellem apostlene og disciplene af ikke-religion og anarki. Religion og regering er begge blevet

157

"stigmatiseret som misbrug … Den praktiske udvikling af dette skadelige system er blevet set i Frankrig. Det har tjent som tilskyndelse til at omstyrte alle dette lands gamle institutioner, borgerlige og religiøse, med alle de indbyggede bremser, som tjente til at mildne stive autoriteter; det har kastet landet hovedkulds ud i en række frygtelige revolutioner, som har lagt ejendomme øde, skab kaos inden for kunsten, ødelagt byer, tømt provinser for mennesker, affolket regioner, vædet landets jord med blod, og oversvømmet det med kriminalitet, fattigdom og elendighed; … Dette frygtelige system syntes for en tid at true med omstyrtelse af hele civilisationen og indførelse af generel uorden i hele menneskeheden. Og skønt de frygtelige onder, som har været dets første og eneste frugter, har bremset dets fremskridt, kan man frygte, at giften har spredt sig så vidt omkring og er trængt så dybt ned, at den nu ikke kan udryddes. Dets aktivitet er sat i bero, men elementerne er der stadig og brygger på nye muligheder for udbrud, når lejlighed byder sig. Det kan i høj grad frygtes, at menneskeheden ikke er nær ved enden på de ulykker, som dette system er beregnet til at skabe og at det stadig varsler en lang række omvæltninger, revolution, blodbad, ødelæggelse og elendighed. Symptomer på en alt for stor udbredelse af dette system i De forenede Stater er alarmerende synlige. Det var på grund af dets indflydelse, at det blev forsøgt at kaste dette land ud i en fælles sag med Frankrig tidligt i den nuværende krig; at få vor regering til at sanktionere og fremme Frankrigs modbydelige principper og synspunkter med vore borgeres blod og velstand. Det er ved dets indflydelse, at hver eneste efterfølgende revolution er blevet akcepteret og undskyldt; at alle de rædsler, der er blevet begået er retfærdiggjort og besmykket; selv den seneste uretmæssige magtovertagelse, som er i modstrid med alle tilsyneladende principper for revolution, er blevet betragtet med tilfredshed og den despotiske konstitution, den har affødt, bliver snedigt vist frem som en model, der ikke er uværdig for os at efterligne. Under dette system har ugudelighed og troløshed vundet frem med syvmileskridt. Vi ser uhyrlige forbrydelser, der hidtil var ukendte iblandt os …"

I 1950'erne er vi så bekendt med de her forudsete resultater, at vi næppe kan forstå, hvilke evner, der skulle til i 1790'erne for at forudse dem så tydeligt! Fra de Luchet før rædselsherredømmet ("en række ulykker, hvis afslutning fortaber sig i tidernes mørke … en underjordisk ild, der evigt ulmer og periodisk bryder frem i voldsomme og ødelæggende eksplosioner") til Alexander Hamilton efter det ("elementer er blevet tilbage, som brygger på nye udbrud som lejlighed byder sig … menneskeheden er slet ikke nær slutningen på de ulykker, som de er beregnet til at skabe. … en lang række omvæltninger, revolution, blodbad, ødelæggelse og elendighed") er forløbet af vort århundrede mest ligefremt og nøjagtigt forudsagt.

Det endelige resultat af al denne forudseenhed, for så vidt angår forholdsregler mod ulykkerne, var nul og niks.

Unødigt, men i massiv målestok, kom alt dette til at ske, som disse mænd og Burke og Barruel, Robinson og Morse havde forudsagt; som en søvngænger trådte Vesten på alle landminerne. De anti-revolutionære profeter blev bragt til tavshed; de revolutionære talere og skribenter overtog debatten og blev hyldet.

158

Napoleonskrigene hjalp med til at aflede offentlighedens opmærksomhed fra komplottet og den organisation, der var blevet opdaget. Ti år efter den franske revolution var Illuminatis dokumenter og den franske revolution ved at være glemt; de brede masser begyndte at tro, at det hemmelige selskab virkelig var dødt eller aldrig havde været en del af revolutionen, eller også var de ligeglade. Tyve år efter den franske revolution havde Illuminati så travlt som nogensinde. Intet var forandret bortset fra, at det var lykkedes sektens medlemmer i England og Amerika, ved hjælp af deres magt over offentlig information, at narre offentligheden og smæde enhver, der advarede.

Den senere viden om Illuminati er af nyere dato; Fru Nesta Websters forskning opdagede den. Den kommer fra Napoleons politis arkiver, som nu er blevet åbnet for studerende og historikere. Den viser, at Illuminati, to årtier efter revolutionen, og omtrent samtidig med napoleons fald, var sprællevende og ufravigeligt forfulgte sine mål.

Francois Charles de Berckheim var politidirektør i Mayence under imperiet og frimurer. Han rapporterede i 1810, at Illuminati havde medlemmer over hele Europa og arbejdede hårdt på at få indført deres principper i frimurerlogerne: "Illuminati er ved at blive en stor og frygtelig magt … konger og folkeslag vil komme til at lide meget derfor, medmindre forudseenhed og klogskab bryder dets forfærdelige mekanisme". En senere rapport fra 1814 bekræfter fuldt ud hovedpunkterne hos Barruel, Robinson og Morse i 1797-99 om selskabets fortsatte eksistens:

"Det ældste og farligste selskab, dét, som er almindeligt kendt under navnet Illuminati, og hvis grundlæggelse går tilbage til midten af forrige århundrede … Illuminatis doktrin er omstyrtelse af enhver form for monarki; ubegrænset frihed, fuldstændig udjævning, således er sektens fundamentale dogme; at bryde de bånd, der binder monarken til en borger i staten, det er målet for alle deres anstrengelser".

Tyve år efter den af hertugen af Brunswick offentligt udførte bodsøvelse, noterede Berckheim, at der blandt lederne … er mænd, som er fremtrædende på grund af deres formuer, deres fødsel og de æresbevisninger, de har modtaget". Han mente, at nogen af dem " ikke var lydige slaver af disse demagogiske drømme", men "håber, i de følelser, de opildner hos folk, at finde midler til at gribe magten eller i hvert fald at forøge deres rigdom og anséelse; men flertallet af de indviede tror religiøst på det … "

Det billede, der tegnes af disse ord (der minder om de Luchets ord, femogtyve år tidligere) er, eller burde være, velkendt i dag, for vor generation har vist, at grådighed efter magt stadig forleder velhavende eller velkendte mennesker til at involvere sig i bevægelser, der tilsyneladende er fjendtligt indstillede til deres velstand eller berømmelse, i den tro, at de derigennem kan blive endnu rigere eller mere berømte.

Berckheim giver så en beskrivelse af Illuminatis organisation og metoder, der svarer til Weishaupts korrespondance i 1786

159

og lige så godt kunne være en affotografering af kommunismen i arbejde i vort århundrede. De følgende uddrag viser en gruppe genkendelige personer fra tyvende århundrede, som enhver opmærksom studerende kunne sætte navne på, og dog er det skrevet i 1813:

"Da Illuminatis hovedstyrke ligger i magt over opinionen, har de fra begyndelsen satset på at få proselytter blandt dem, som via deres profession, udøver direkte indflydelse på sindet, så som litterater, lærde, og frem for alt, professorer. Defremfører sektens princippe, de sidstnævnte fra deres professorater, de første i deres skrifter, ved at tilsløre den gift, de udspreder på tusind måder. Disse smittekim, der som oftest er usynlige for almindelige øjne, videreudvikles senere af selskabets indviede, og de mest uforståelige udtryk klargøres for de mest uforstående. Det er frem for alt på universiteterne, at Illuminati altid har fundet, og altid vil finde, mange nye tilhængere; de professorer, som er medlemmer af selskabet, begynder først med at studere deres elevers karakter. Hvis en studerende virker livskraftig, har en livlig fantasi, får sekretærerne straks fat i ham; de lader ord som despoti, tyranni, folkets rettigheder osv., osv. lyde i hans ører. Før han overhovedet kan forbinde nogen mening med disse ord, og efterhånden som han bliver ældre, læser han værker, som er omhyggeligt udvalgt til ham, føres ind i samtaler, som er nøje arrangeret, og smittekilden udvikler sig i hans unge hjerne. Snart går hans forestillingsevne i gæring … Til sidst, når han er fuldstændig indfanget, og når adskillige år på prøve giver selskabet sikkerhed for ubrydelig hemmelighedsfuldhed og fuldstændig hengivenhed, får han at vide, at millioner af mennesker, som er fordelt over alle Europas lande, deler hans synspunkter og forhåbninger, at en hemmelig lænke binder alle de spredte medlemmer af denne enorme familie sammen, og at de reformer, han ønsker så brændende, før eller siden vil blive til virkelighed. Denne propaganda gøres nemmere ved de eksisterende studentersammenslutninger, hvor man mødes for at studere litteratur, fægte, spille eller simpelthen til udsvævelser. Illuminaterne sniger sig ind i alle disse kredse og laver dem om til rugekasser for udbredelsen af deres principper. Sådan har dette selskabs fremgangsmåde været fra dets spæde begyndelse og indtil nu: det er ved at snige giften ind fra barndommen af i de højere kredse, ved at indgive de studerende idéer, som er diametralt modsatte den tingenes orden, som de skal leve under, ved at bryde de bånd, der binder dem til deres overordnede (herskere), at illuminismen har rekrutteret det største antal indviede …"

Således har illuminismen overlevet og trivedes i mørke efter at dens "indviede" i redaktionskontorer, professorater og prædikestole havde kvalt offentlighedens krav om dens udryddelse. I omkring fem generationer har dette stået på: en del fremtrædende mænd, og en del unge mænd ved universiteterne, er i hver ny generation blevet lokket ind i dette net. Det eneste modtræk, som ville give de ældre en pause og åbne de yngres øjne, ville være fuldstændig offentlig information om verdensrevolutionen

160

og dens metoder, og det er blevet nægtet fra generation til generation, så at den hemmelige sekt har beholdt sin magt og sit jerngreb. Der kan kun være én forklaring på, at regeringer, fra generation til generation, har nægtet at undersøge og afsløre: nemlig den, at sekten, i dag, som på Weishaupts tid, har sine "indviede" i selve regeringerne; det har vort århundrede givet tilstrækkeligt bevis på.

Hvad med Weishaupt selv, tyve år eller mere efter, at han var blevet afsløret og hans organisation forbudt? I 1808 forespurgte han om en detalje i et frimurerritual, og hans forespørgsel nåede frem til et højtstående medlem af Grand Orient, marquis de Chefdebien, som derefter skrev i et brev til en ven, at illuminismen havde leveret de mænd, som havde "opildnet til oprør, ødelæggelse og mord". Da Weishaupt døde i 1830, var hans orden sandsynligvis større end nogensinde, men den var ved at skifte navn; den samme organisation, med de samme mål, skulle i 1840'erne komme til at fremstå som kommunisme. Denne historie hører de næste kapitler til, og på dette sted forlader den nuværende fortælling Adam Weishaupt, den mand, hvis navn for altid identificeres med opkomsten af verdensrevolution som en permanent idé og ambition - fremført af en permanent organisation, der består af hemmeligt sammensvorne i alle lande, og en ting, som ikke havde noget som helt at gøre med at råde bod på undertrykkelse og uret; disse onder var tværtimod ønsket for at forværre tilstandene og holde gryden i kog.

Hvem der end stod bag Adam Weishaupt, og hvad end oprindelsen måtte være til hans store kendskab til menneskelig svaghed, så "samlede han", som Nesta Webster siger, "alle sammensværgelsers tråde i sine hænder, og var i stand til at væve dem sammen til en gigantisk plan for at ødelægge Frankrig og verden". I hans hær var mænd af alle klasser svejset sammen med bånd af skændsel, som syntes lige så stærke som bånd af troskab og ære: "Weishaupts beundringsværdige system af vandtætte rum udelukkede dem fra viden om deres forskelligheder, og de marcherede alle, vidende eller uvidende, mod det samme mål".

Hvis der havde været mange understømme af utilfredshed før, så smeltede Weishaupt dem sammen til én. Med ham blev "vag, undergravende teori til aktiv revolution"; generalstaben var dannet, slagplanen lagt, formålet forklaret. I dag, næsten to hundrede år senere, står konsekvenserne også klart at skue: den alt-ødelæggende verdensrevolution må enten sejre over kristendommen og Vesten og reducere dem begge til ruiner, eller den må selv knuses. Der er nu ikke længere nogen tredje løsning, middelvej eller anden afslutning på den konflikt, som blev afsløret i 1786. Både ledende mænd og sektens hengivne så dette fra begyndelsen. I 1875 udtalte Mgr. Dillon kort og klart de uomstødelige kendsgerninger:

Havde Weishaupt ikke levet, ville frimureriet måske være ophørt med at være en magtfaktor efter reaktionerne på den franske revolution. Han gav det en form og en karakter, som gjorde, at det overlevede denne reaktion, gav bevægelsen energi indtil i dag og som gør, at det må have sit forløb indtil dets endelige konflikt med kristendommen må afgøre

161

om Kristus eller Satan skal herske på jorden til slut".

Denne bog er et studium af "det jødiske spørgsmål" som det vigtigste spørgsmål i verden i vor tid. Alligevel har nærværende kapitel (det længste indtil nu) om verdensrevolutionen slet ikke nævnt det jødiske spørgsmål eller jøder. Det er der en grund til. Halvtreds år efter den franske revolution var verdensrevolutionen under jødiske ledelse, men oprindelig jødisk anstiftelse kan ikke påvises i dens franske fase. Derfor er den mulighed åben, at verdensrevolutionen ikke fra starten var et jødisk foretagende, men et foretagende, hvori den regerende jødiske sekt senere blev den største aktionær. Det kan ikke afgøres for øjeblikket; at dække sine spor er det vigtigste princip i revolutionstaktik.

Tilsyneladende spillede jøder ringe eller ingen rolle i mester-sammensværgelsen (Weishaupts og hans Illuminati) og havde kun en rimelig andel, proportionalt med alle andre, i den franske revolution. Med hensyn til det første spørgsmål, siger den førende autoritet på området, fru Nesta Webster, "Jøder synes kun i sjældne tilfælde at have fået adgang til ordenen". Leopold Engel, en mystisk skikkelse, som omorganiserede ordenen i 1880, går et skridt videre og siger, at rekruttering af jøder var forbudt. Herimod står, at Mirabeau, en ledende illuminat og revolutionær, selv identificerede sig med jødiske krav og foregivender, så at et forbud imod faktisk tilstedeværelse af jøder i ordenen kan have været et "dække" af den slags, Weishaupt anså for at være yderst vigtige.

Tidens bedste autoriteter var enige om, at det var Illuminati, som anstiftede revolutionen og at der var mennesker fra alle lande involveret. Chevalier de Malet siger, "De, som startede revolutionen er ikke mere franske end tyske, italienske, engelske osv. De udgør en separat nation, som fødtes voksede frem i mørke, midt iblandt civiliserede nationer, med det formål at underkaste dem sin dominans". Det er også det billede, den studerende i nutiden får ved at studere litteratur om den franske revolution; det er et helt andet billede, end billedet af den russiske revolution i 1917, som disse ord ikke ville kunne anvendes på.

I selve den franske revolution (ikke at forveksle med den forudgående sammensværgelse) er den rolle, jøderne spiller, ret klar, men synes at have været, at "medvirke til uorden", som Koranen skriver om dem, snarere end at kontrollere eller lede den. Faktisk er det ofte vanskeligt at skelne jøder, som sådanne, i gamle optegnelser, for datidens skribenter skelnede ikke. Ydermere syntes revolutionen i sin franske fase, at være imod al religion og al nationalitet (i den russiske fase var dette ikke længere tilfældet). Så pøbelen, som bragte kors og alterkalke til den revolutionære forsamling, mens Paris' kirker blev overgivet til "Fornuftsfester", inkluderede også jøder, som bragte ornamenter fra synagogen til den vanhelligende udstilling. I "Frihedstemplet" var der en borger, der var "opdraget i den jødiske tros fordomme", som gik i gang med at bevise, at "alle former for tilbedelse er bedrageri,

162

der nedværdiger mennesket". Alexandre Lambert fils lagde derefter stemme til en protest imod Talmuds slaveri:

Den dårlige tro, som det jødiske folk beskyldes for, kommer ikke fra dem selv, men fra deres præster. Deres religion, som ikke engang tillader dem at låne ud til folk af deres egen nationalitet til 5 %, siger til dem, at de må tage alt, hvad de kan fra katolikker; det anses endda for en hellig skik, at bede i vores morgenbøn om at kunne snyde en kristen. Der er mere, borgere og det er højden af vederstyggelighed; hvis der bliver begået en fejltagelse i handel mellem jøder, så skal der betale tilbage: men hvis en kristen ud af 100 louis har betalt 25 for meget, så behøver man ikke give ham dem tilbage. Hvilken vederstyggelighed! Hvor frygteligt! Og hvor kommer alt det fra, om ikke fra rabbinerne? Hvem har ophidset til proskriptioner imod os? Vore præster! Ah, borgere, mere end noget andet i verden må vi afsværge en religion, som … ved at underkaste os besværlig og underdanig praksis, gør det umuligt for os at være gode borgere".[4]

Hvis jøder noget sted er identificeret som jøder (ikke bare som deltagere) i forbindelse med de værste handlinger i revolutionen, så er det jødisk praleri, ikke, her, ikke-jøders anklager. For eksempel gør en skribent som M. Leon Kahn et stort nummer ud af at sætte jøder, med navn nævnelse, i forbindelse med angrebet på kongen og på religion, og det hundrede år efter begivenhederne. Dette er et eksempel på de anstrengelser, som kan spores i meget jødisk litteratur, for at vise, at intet af den slags kan ske i verden uden ved Jehovas hånd, dvs. ved jøders. M. Leon Kahn kunne øjensynlig ikke forestille sig den franske revolution i nogen anden forbindelse end den med Daniel og Belsazzar. Havde det ikke været for den russiske revolution, havde M. Leon Kahn nok været glemt; endnu engang er det vor nutid, der giver fremstillingerne af gamle hændelser deres sandhedspræg.

I efterdønningerne af den franske revolution, synes jøderne, gennem deres ledere, simpelthen at have forsøgt at få det bedste ud af situationen, hvilket de var i deres gode ret til. Men set i lyset af, hvad der fulgte, er det interessant, at de, der drog mest fordel af situationen, var "øst-jøder", og at disse ikke-semitiske konvertitter på dette tidspunkt for første gang brød igennem Vestens mure.

De fleste af jøderne i Frankrig var sefardiske og nedstammede fra spanske og portugisiske jøder, som havde nogen spinkle traditioner, der forbandt dem med Palæstina. Alle begrænsninger, som disse for længst bosatte jøder måtte have lidt under, endte med loven af 1790, der gav dem alle rettigheder som franske statsborgere.

163

I Alsace var der dukket en gruppe ashkenazer, slaviske jøder, op, og disse besøgende fra Rusland var meget lidt vellidte, så at forslaget om at give dem statsborgerskab fremkaldte stormfulde debatter i den revolutionære forsamling, og et oprør blandt Alsaciske bønder. Ved denne lejlighed lød atter de advarsler, som tidligere århundreder havde gjort Vesten bekendt med. Abbed Maury sagde til de delegerede, "Jøderne har rejst gennem sytten århundreder uden at blande sig med andre nationer … De må ikke forfølges, de skal beskyttes som enkeltpersoner og ikke som franskmænd, da de ikke kan være statsborgere … Hvad man end gør, vil de altid være fremmede iblandt os". Biskoppen af Nancy samstemmede:"De skal gives beskyttelse, sikkerhed, frihed; men skulle vi indlemme en stamme i familien, som er fremmed for os, som stadig vender blikket mod et fælles land, som ønsker at forlade det land, der bærer det? Jødernes egen interesse gør denne protest nødvendig".

De sefardiske jøder protesterede også: "Vi tør tro, at vore forhold i Frankrig i dag ikke ville være til diskussion, hvis ikke der var blevet stillet visse krav fra jøder i Elsass, Lothringen og de tre bispedømmer, som har forårsaget forvirring, der falder tilbage på os … At dømme efter de offentlige papirer er de ret specielle, da disse jøder ønsker at leve i Frankrig under en særlig egen regering, at have deres egne love og at udgøre en klasse af borgere, som er adskilt fra alle andre".

Denne jødiske protest (en, som er gentaget gennem tiderne, lige til vore dage, og som altid tidligere var blevet ignoreret af ikke-jødiske ledere) var ligeså forgæves, som det havde været for de parisiske købmænd tredive år før at protestere imod at åbne deres sammenslutning for jøder:

"Den franske købmand passer sine forretninger alene; hvert handelshus er på sin vis isoleret; mens jøder er partikler af kviksølv, som det mindste stød får til at løbe sammen i en blok".

Trods al modstand blev loven om Elsass' jøders emancipation vedtaget i 1791. På den tid, da Napoleon kom til magten, var et jødisk problem af første grad blevet skabt for ham og - (efter hans fiasko med at løse det) for verden.

Fra da af rettede jødedommens herskende sekt alle sine anstrengelser imod det mål at reducere de oprindelige, sefardiske, jøders autoritet, og forøge den for deres kompakte masse af ashkenazi-jøder østpå; fra da af begyndte ashkenazi-jøder at flytte ind i Europa (og senere ind i Amerika) for at tage ledelse af verdensrevolutionen og for, over alt, at bære angrebet på al lovlig regering, religion og nationalitet med sig.

Den udvikling fulgte efter den franske revolution, eller første fase af verdensrevolutionen, det var som at åbne en dør eller bryde hul på et dige. På det tidspunkt var alt, hvad man med rimelighed kunne sige om jøder i forhold til revolutionen, at de havde været involveret i den, lige som andre mennesker, og havde draget forhold af den, temmelig meget mere end andre. Det følgende kastede nyt lys over alt dette og begyndte at vise jødisk ledelse, ikke bare meddelagtighed.

For i det halve århundrede, der fulgte afsløringen af en operationsplan for verdensrevolution og dens udbrud i Frankrig, var jødedommens historiske proces og verdensrevolutionens ikke længere adskilte eller forskellige; de arbejdede i retning af hinanden. Den fortsatte sammensværgelse og "jøderne" (i betydningen den dominerende sekt) blev identiske og kunne ikke længere betragtes adskilt. Fra midten af det nittende århundrede var verdensrevolutionen under jødisk lederskab. Hvad end kendsgerningerne havde været før, så var det nu overgået til deres hænder.

Det officielle vidne, hvis ord (som tidligere de Luchets, Alexander Hamiltons og Edmund Burkes) blev fuldt ud bekræftet af begivenhederne, var Benjamin Disraeli, premierminister i England.

 

2. Hr. Whittaker Chambers, en letpåvirkelig, temmelig sygelig ung amerikaner, blev "indfanget" af kommunister ved Columbia Universitetet, New York, i 1925, og blev agent og kurér, som, idet han arbejdede under dæknavn, viderebragte stjålne dokumenter til sine kommunistiske overordnede. I 1938 var han blevet dødtræt af sit fangenskab og forlod partiet. I 1939 prøvede han, oprørt over alliancen mellem kommunisme og hitlerisme, at informere præsident Roosevelt om, at regeringen var infiltreret af kommunistagenter, og at der foregik spionage, men blev brutalt afvist og fik at vide af en af præsidentens udsendinge, at han skulle "gå hen og hænge sig". Som sikkerhedsforanstaltning havde han skjult sine beviser (fotografier af hundreder af hemmelige officielle dokumenter) i en gammel elevatorskakt og havde efterhånden næsten glemt dem, for han hørte ikke mere før i 1948! Så blev hans navn nævnt i forbindelse med en undersøgelse af afsløringer, der var tilvejebragt af en anden tidligere kommunistagent, og han blev indkaldt som vidne. Han vidnede og blev omgående sagsøgt for bagvaskelse af et højtstående medlem af regeringen, hr. Alger Hiss, som han beskyldte for at stjæle tophemmelige papirer og videregive dem til kommunisterne via hr. Chambers. For at beskytte sig opsøgte han derefter en af sine slægtninge i New York og spurgte, om den pakke, han havde skjult i den gamle elevatorskakt ti år før, var der endnu. Det var den, dækket af støv, og dens enorme indhold overraskede hr. Chambers selv, da han undersøgte den igen ti år senere. Han skjulte pakken i et græskar på sit landsted, hvor den endelig kom for dagens lys, da han skulle forsvare sig imod anklagen for bagvaskelse. Det førte til domfældelse af hans anklager, hr. Hiss, og til delvis afsløring af en kommunistinfiltration i den amerikanske regering, så dyb og så vidt forgrenet, at den amerikanske politik helt klart under hele Anden Verdenskrig i høj grad havde været under indflydelse af verdensrevolutionens ledere i Moskva. (tilbage)

3. Moses Mendelssohn skrev dette næsten to hundrede år tidligere, og det definerer nøjagtigt den jødiske holdning til Kipling's "laverestående racer uden for Loven". I vore dage (1955) er der blevet fremsat et forslag inden for jødedommen, om formelt at bringe de laverestående racer ind i folden samtidig med, at deres lavere stade og eksklusion opretholdes. Som læseren vil erindre, søgte man proselytter i før-kristen tid, men fra begyndelsen af den kristne æra har jødedommen været (endog meget) fjendtligt stemt mod konvertitter (med undtagelse af masse-omvendelsen af de mongolske khazarer, fra hvem nutidens ashkenazi stammer) og Talmud siger, at "proselytter generer Israel som skurv".

I 1955 foreslog en ung reformert rabbiner, født i Tyskland, men bosat i Amerika, at det var på tide, at jødedommen begyndte at missionere blandt ikke-jøder. Den begrundelse, han gav, var identisk med Moses Mendelssohns udtalelse; denne rabbiner, hr. Jakob Petuchowski, foreslog imidlertid, at man skulle finde en løsning på det, som for Mendelssohn havde syntes et uløseligt problem ("Ifølge min religiøse overbevisning, bør jeg ikke forsøge at omvende nogen, som ikke er født under vore love; … den jødiske religion er direkte imod det" d.v.s. omvendelse).

Hr. Petuchowski foreslog faktisk, at omvendelse, der var resultatet af hans foreslåede mission, skulle give den omvendte en status i forhold til de egentlige jøder, der svarede til den, som amerikanske negre havde, under slaveriet, til deres hvide herrer på plantagerne. Det skulle forlanges af de omvendte (m.a.o. de skulle kun have lov til), at følge "Noahs syv Love" (der hentydes formodentlig til det niende kapitel i Første Mosebog) og ikke de hundredvis af påbud og forbud, der formodedes at være kommet fra Gud gennem "den mosaiske Lov". På denne måde ville "de laverestående racer" fra jødedommen modtage "en natur- og fornuftsreligion", som den, både Adam Weishaupt og Moses Mendelssohn anbefalede. Hvis de kaldte sig "jøder", ville dette svare nogenlunde til, at negrene tog deres ejeres familienavn.

Dette opfindsomme forslag kan være fremkommet ud fra den betragtning, at jødernes magt i verden nu var så stor, at en løsning på problemet om "de laverestående racers" status måtte findes, hvis "Loven" skulle "adlydes til punkt og prikke". Hr. Petuchowskis egne ord var: "Religiøse jøder tror, at Guds plan for sit rige på jorden påhviler dem … De ikke-jøder, hvem denne større frelse ligger på sinde, må gøres bekendt med, hvad jødedommen har at tilbyde, og må indbydes til at indtræde i Israels hus".

Det, som her blev "tilbudt" var faktisk "en natur- og fornuftsreligion". (tilbage)

4. Den fremhævede linie i dette citat giver passende anledning til at bemærke, at da Alexandre Lambert fils talte således, var den rabbinske periode i jødisk historie netop begyndt. Før 1772, da Polen var delt, havde der altid været en synlig, central, regerende og ledende autoritet for hele jødedommen. I begyndelsen var det det levitiske præsteskab, i Jerusalem og Babylon. Under Rom var det det dominerende politiske parti, farisæerne, som i praksis var regeringen. Efter Jerusalems fald og spredningen var det den talmudiske "flytbare regering" i Palæstina, Babylon, Spanien og Polen. Efter at denne forsvandt af syne i 1772, begyndte den "rabbinske" periode, hvor autoritet over hele den jødiske menighed, for så vidt som den blev udøvet, blev udøvet af rabbinere overalt. Blandt disse var naturligvis mænd af alle grader af tro og temperament, fra de mest ekstreme til de mest moderate; men det indeværende århundrede har vist, at flertallet af dem, som i alle tidligere perioder i jødisk historie, fulgte den bogstavelig jødiske "Lov", som fra et ikke-jødisk synspunkt, selvsagt, er det yderste i ekstremisme. (tilbage)

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside