Kontroversen om Zion

af Douglas Reed


p. 98 99 100 101 102 103 104

Kapitel 16



Den messianske længsel

Det talmudiske regime i ghettoernes snævre indelukker var af natur helt enkelt ledelse gennem terror, og det anvendte terrorens velkendte metoder: gensidig spionage, stikkere, angiveri, forbandelse, udstødelse og dødsstraf. Det hemmelige politi og koncentrationslejr-regimet i kommunistæraen tog tydeligt nok ved lære af denne model, som var velkendt for de talmudiske organisatorer.

I de mange århundreders talmudisk regering, og med de dogmer, som terroren indeholdt, havde den to væsentlige resultater. Det ene var tilbagevendende messianske udbrud, som udtrykte de fangnes længsel efter at undslippe terroren.Det andet var gentagne protester imod dogmerne, fra jøderne selv.

Dette var en nyere tids symptomer på de samme følelser, som kom til udtryk på den dag, for længe siden, da "folket græd" ved oplæsningen af Loven. Talmud forbød jøden næsten alt, undtagen at ophobe penge ("de gav kun folket lov til lige akkurat nok til at gøre deres økonomiske aktiviteter mulige"; dr. Kastein) og til at studere Talmud ("når Loven ikke kunne anvendes utvetydigt på livets forhold, bestræbte de sig på at finde ud af dens fortolkning"). ,

Folkets energi blev dirigeret i retning af at snøre sige selv endnu strammere ind i det net, de var filtret ind i: "De satte ikke kun et hegn op om Loven, men ved at afskære sig mere end nogen sinde fra den omgivende verden, og ved at binde sig endnu mere til en bestemt række love, satte de et hegn om sig selv". Ved hvert åndedrag, de drog, og ved hver en bevægelse, de gjorde, måtte de spørge sig selv, "Tillader Talmud dette eller ej" og den herskende sekt tog beslutningen om dette.

Selv de mest sløve stillede efterhånden spørgsmålstegn ved en sådan lov og spurgte, "Kan det virkelig være rigtigt, at hver eneste nyt påbud og forbud stammer direkte fra Gud's åbenbaring på Sinai?" Det var deres herskeres påstand: "ifølge det jødiske synspunkt havde Gud givet Moses både den mundtlige og den skriftlige lov, på Sinaibjerget , d.v.s. Loven med alle dens fortolkninger og anvendelser", siger Hr. Alfred Edersheim. Folk bøjede sig, men kunne ikke altid indadtil acceptere en så indlysende politisk påstand, og dette indre oprør imod noget udadtil erklæret, førte ofte til mærkelige hændelser.

For eksempel blev en portugisisk marrano (en omvendt, sommetider hemmelig, jøde) ved navn Uriel da Costa en gang genomvendt til judaismen, og blev derefter forfærdet over Talmud. I 1616 udgave han i Hamburg sin Thesis against Tradition, i hvilken han angreb "farisæerne", og anklagede dem for, at den talmudiske lov var deres skabning, og ikke af guddommelig oprindelse. Afhandlingen var henvendt til jøderne i Venedig, og den lokale rabbiner, en vis Leo Modena, kastede derfor den frygtede "forbandelse" på da Costa. Ved rabbiner Modenas død viste papirer, som blev fundet blandt hans efterladenskaber, at han havde haft nøjagtig den samme opfattelse som da Costa, men han havde ikke turdet stå ved dét, som han udstødte da Costa for.

99

Som kommunist ville Leo Modena være en velkendt skikkelse i vort århundrede. Faktisk dødsdømte han en mand, hvis synspunkter han delte. Da Costa svarede på angrebet i 1624 med sin Test of the Pharisaical Tradition by Comparing it with the Written Law. Talmudisterne i Amsterdam, hvor da Costa da opholdt sig, angav ham til de hollandske domstole på grundlag af, at hans afhandling var undergravede for den kristne tro, og den blev brændt efter ordre fra ikke-jødiske autoriteter, som således håndhævede den talmudiske lov!

Denne underkastelse under den herskende sekt forekommer igen og igen, hele vejen ned gennem historien, fra tiden i Babylon, frem til i dag. Da Costa blev bogstavelig talt plaget ihjel og han skød sig selv i 1640.

Jødisk historie opviser mange lignende episoder. Den, som studerer dette emne, føler rædsel, mens han vender bøgernes sider. "Den store forbandelse" var faktisk en dødsdom, og det var også meningen. Den nedkaldte alle de forbandelser over offeret, som opregnes i Femte Mosebog, og forbandelsen var (af de troende i denne sekt er den stadig) at regne for bogstaveligt virkningsfuld.

Under afsnittet om "forbandelse" i Encyklopædia Judaica står der: "Talmudisk litteratur afslører en tro, faktist ligefrem en overtro, på ordets magt … Ikke blot er en forbandelse, der udslynges af en lærd mand, uundgåeligt virkningsfuld, selv om den er ufortjent … Lærde forbandede sommetider ikke kun med munden, men ved et vredt, stirrende blik. De ufejlbarlige konsekvenser af et sådant blik var enten øjeblikkelig død, eller fattigdom.

Dette er genkendeligt som den praksis, der i dag kendes under betegnelsen, "onde øjne", om hvilket mit leksikon siger: "Denne overtro er af gammel dato, og har kunnet findes blandt alle racer, og findes stadig hos analfabetiske og vilde mennesker". Encyklopædia Judaica viser, at det er en foreskreven, lovlig straf under jødisk Lov, for denne samme autoritet (som før citeret) siger, at "selv Bibelen" er andenrangs, i forhold til Talmud. Endvidere siger hr. M.L. Rodkinson, den videnskabsmand, som var blevet udvalgt til at lave en engelsk oversættelse af Talmud, at "ikke en eneste linie i Talmud er blevet ændret. I dette tilfælde viderefører Talmud sådan set bare den lov om forbandelser, som blev nedfældet af leviterne i Femte Mosebog .

Den praksis, at forbande og kaste onde øjne, er således stadig en del af "Loven", som de ovenfor anførte citater viser. (Den, der studerer emnet, kan finde et nutidigt eksempel på det talmudiske "vrede, stirrende blik" i aktion, hvis han undersøger hr. Whittaker Chambers beskrivelse af hans konfrontation med hr. Alger Hiss' advokater. Og den, som studerer emnet, må danne sig sin egen mening om den kendsgerning, at snart efter følte hr. Chambers sig drevet til at begå selvmord, hvilket mislykkedes ved et rent tilfælde.

Så udstødelse var dødbringende. Hr. Rodkinson kommer med følgende bemærkelsesværdige reference:

"Vi kan forestille os deres" (det talmudiske rabbinat's) "frygtelige hævn over en almindelig mand, eller en lærd, som vovede at udtrykke meninger, som på nogen som helst måde afveg fra deres egne, eller vovede at forbryde sig mod sabbaten ved at bære på et

100

lommetørklæde eller drikke ikke-jødisk vin, hvilket efter deres mening er imod loven. Hvem kunne således modstå deres frygtelige våben, udstødelse, som de brugte til det formål, at gøre en mand til en rasende ulv, som alle mennesker flygtede fra, og skyede som pesten? Mange, som drak denne bitre kalk, blev drevet i døden og mange andre blev sindssyge".

Denne skæbne overgik mange af de, som protesterede. Moses Maimodides (født i det talmudiske centrum, Cordova, i 1135) udarbejdede en berømt oversigt over jødedommens grundsætninger og skrev, "Det er forbudt at bedrage eller snyde enhver i forretninger. Jøde og ikke-jøde skal behandles ens … Det, som nogen tror, at det er tilladt at snyde en ikke-jøde, er en fejltagelse, og stammer fra uvidenhed…. Bedrageri, tvetunget tale, snyderi og overlistelse, over for en ikke-jøde, er afskyelige for Herren, og "alle, som handler uretfærdigt, er en vederstyggelighed for Herren din Gud".

Talmudisterne anklagede Maimonides for Inkvisitionen og sagde, "Se, der er kættere og vantro iblandt os, for de er blevet vildledt af Moses Maimonides … I, som renser jeres samfund for kættere, rens også vort". På dette bud blev hans bøger brændt i Paris og Montpellier, hvorved bog-brændingsloven i Talmud blev fulgt. På hans grav blev indskrevet ordene, "Her ligger en udstødt jøde".

Lige som de ikke-jødiske herskere i tidligere tider, og ikke-jødiske politikere i vor tid, adlød inkvisitionen ofte den uhellige sekt. Forfalskningen af historien, med hensyn til dette emne, har efterladt det indtryk i ikke-jødiske sind, at inkvisitionen hovedsagelig var et middel til "jødeforfølgelser".

Dr. Kasteins præsentation er typisk: han siger, at inkvisitionen forfulgte "kættere og folk af anden tro" og tilføjer, "det vil sige, overvejende jøder", og derefter formidler han indtrykket af udelukkende forfølgelse af jøder. (På samme måde blev Hitlers forfølgelser, i vort århundrede, transformeret, i fire stadier af propagandistiske misfortolkninger, fra "politiske modstandere", til "politiske modstandere og jøder", til "jøder og politiske modstandere", og endelig til: "jøder").

Somme tider brændte inkvisitionen Talmud. Det ville have været bedre, hvis man havde oversat og offentliggjort de væsentlige dele, og det ville stadig være klogt. Men den brændte også modstandere af Talmud på den herskende sekts bud. I 1240, for eksempel, blev Talmud fordømt af en omvendt jøde, dominikaneren Nicholas Donin, i Paris, og intet blev gjort, men i 1232 havde inkvisitionen beordret Maimonides' anti-talmudiske værk brændt offentligt, som en følge af talmudisternes fordømmelse.

En anden, som gik stærkt i rette med Talmud, var Baruch Spiniza, født i Amsterdam i 632. Den forbandelse, der blev kastet på ham af rabbinatet i Amsterdam, stammer direkte fra "forbandelserne i Femte Mosebog:

"Ved englenes dom, ved helgenernes dekret, bandlyser, afskærer,

101

forbander og fordømmer vi Baruch Spinoza i tilstedeværelsen af disse hellige bøger med seks hundrede og tretten ordrer, som er skrevet deri, med den bandlysning, hvormed Joshua bandlyste Jericho; med den forbandelse, hvormed Elisha forbandede børnene; og med alle de forbandelser, som er nedskrevet i Torahen; måtte han være forbandet ved dag og ved nat; forbandet, når han går ud og forbandet, når han kommer ind; måtte Herren aldrig tilgive ham; måtte Herrens vrede brænde denne mand; og bringe over ham alle de forbandelser, som er skrevet i Torahen. Måtte Herren udslette hans navn under himlen. Måtte Herren sætte ham uden for alle Israels stammer for at ødelægge ham, med alle de firmamentets forbandelser, som er nedskrevet i Torahen. Der skal ikke være nogen, han kan tale med, ingen, som vil skrive til ham, ingen, som vil vise ham nogen venlighed, ingen, som vil være under samme tag, som han, ingen som vil komme i nærheden af ham".

Spinoza blev bortvist fra Amsterdam og udsat for "en forfølgelse, som truede han liv", som et leksikon udtrykker det. Faktisk kostede det ham hans liv, på den måde, som hr. Rodkinson fremstiller det (se ovenfor). Skyet af alle, og ludfattig, døde han, fireogfyrre år gammel, i en ikke-jødisk by, langt fra den talmudiske regerings centrum, men ikke langt nok ril af frelse ham.

To hundrede år senere, i emancipationens århundrede, proklamerede Moses Mendelsohn den kætterske tanke, at jøder, alt imens de beholdt deres tro, skulle blive integreret iblandt deres medmennesker. Det betød at frigøre sig fra Talmud og at vende tilbage til den ældgamle religiøse idé, som de israelske oprørere have skimtet. Hans kongstanke var, "Oh, mine brødre, følg kærlighedens eksempel, som I, indtil nu, har fulgt hadets". Mendelssohn var vokset op med studiet af Talmud. Han udarbejdede en tysk oversættelse af Bibelen til sine børn, som han så offentliggjorde til almindelig brug blandt jøder.

Det talmidiske rabbinat erklærede, at "den jødiske ungdom ville lære det tyske sprog af Mendelssohns oversættelse, mere end forståelse af Torahen" og bandlyste den: "Alle, som er tro mod jødedommen, forbydes, under udstødelsesstraf, at bruge oversættelsen". Så fik de oversættelsen offentlig brændt i Berlin.

Jødedommens store oprørere bragte altid uro blandt jøderne, men de tabte altid. Den herskende sekt vandt altid. Det var der to grunde til: den aldrig svigtende støtte til den herskende sekt og den dogmer, som blev givet af ikke-jødiske regeringer, og et element af selv-overgivelse blandt de jødiske folkemasser. Deri var de jødiske masser, eller pøbelen, ikke forskellige fra al anden pøbel, eller folkemasser, til alle tider. Masserne underkastede sig passivt den franske revolution, kommunismen i Rusland, eller nationalsocialismen i Tyskland, fordi dens inerti var stærkere end nogen modstandsvilje eller frygt for efterfølgende fare. Sådan har det altid været med jøderne, og med talmudisk terror.

I vort århundrede hævdede jøder, som gjorde modforestillinger, at terroren ikke længere virkede. I 1933 skrev hr. Bernard J. Brown: "udstødelsen har mistet sin brod … Rabbinerne og præsterne har mistet deres tag i

102

menneskers tanker, og mennesker er frie til uhindret at tro, hvad de vil. Og i 1946 udtalte rabbiner Elmer Berger: "Den almindelige jøde risikerer ikke længere straf i form af udstødelse".

Begge var de for tidligt ude. Årene, der fulgte disse udtalelser viste, at den herskende sekt stadig havde magt til at gennemtvinge jøders underkastelse verden over.

Ikke desto mindre affødte det talmudiske styres hårdhed ofte gråd og tænders gnidsel, og raslen med lænkerne i ghettoerne. Dette bekymrede talmudisterne så meget, at de introducerede noget, som kunne synes en formildende omstændighed. Omkring år 900 "blev diskussion af Talmud og religiøse dogmer tilladt" (dr. Kastein). For en overfladisk betragtning kunne dette synes at være en omvæltning i det dogme, hvorunder ikke så meget som ét eneste komma, i én eneste rabbiners bestemmelse, måtte betvivles, eller nogen tvivl udtrykkes angående oprindelsen fra Sinaibjerget.

Virkelig debat ville have lukket frisk luft ind i ghettoerne, men hvis nogen virkelig hensigt om at tillade dette havde eksisteret, ville Maimonides og Spinoza aldrig være blevet forfulgt. Det, som faktisk blev tilladt i synagogerne og skolerne, var en speciel form for dialektik, som var beregnet til at styrke lovens bogstav endnu mere. De diskuterende fik kun lov til at bevise, at hvad som helt var tilladt under Talmud. Én debattør fremsatte en påstand og en anden den modsatte, og hver af dem påviste, at Loven tillod det!

Denne praksis (brødrene Thoreau giver glimt af den i deres bøger) kaldtes "pilpulisme". Det giver nøglen til det, som ofte forbløffer ikke-jøder: den behændighed, med hvilken zionister ofte er i stand til at retfærdiggøre, for deres eget vedkommende, nøjagtig det samme, som de bebrejder andre. En polemiker,derer trænet i pilpulisme, kan snildt påvise, at den jødiske Lov, som tillader at holde ikke-jøder som slaver, er retfærdig, og at det romerske forbud imod at jøder holder kristne som slaver, er "forfølgelse". Det jødiske forbud imod blandede ægteskaber er "frivillig adskillelse", og ethvert lignende ikke-jødisk forbud er "diskrimination, baseret på fordomme" (dr. Kasteins formulering). En massakre på arabere er retfærdig under Loven, og en massakre på jøder er forkastelig under Loven.

Et eksempel på pilpulisme findes i dr. Kasteins egen beskrivelse af fænomenet: "En slags åndelig gymnastik, som ofte praktiseres, hvor menneskers intellekt, truet med kvælning af presset fra omgivelserne, ikke kan få afløb for skabende udtryk i det virkelige liv".

De fremhævede ord er pilpulistens egen tilføjelse. Disse debattører var ved at blive kvalt af presset indefra deres egne samfund, ikke fra den omgivende verden (som deres lov udelukkede).

Disse pilpulistiske "diskussioner" af Talmud har nok givet de lukkede samfund en let og illusorisk fornemmelse af at deltage i det despoti, som de blev regeret af, (lige som den stemme, der kun kan gives til ét parti i diktaturstater af i dag). Deres virkelige længsel, som var at undslippe deres fangenskab, fandt afløb i udbrud af messiansk karakter. Formodentlig blev tilladelsen til at "diskutere

103

Talmud" givet i håb om at modvirke disse.

Igen og igen løftede råbet sig fra de samfund, som var fastholdt inden for deres stammes palisader: "Vi gør alt, hvad loven foreskriver. Giv os nu den lovede, mirakuløse afslutning!" På denne måde dukkede en række Messias'er op og hver gang kogte samfundene over af forventning. De blev altid fordømt som "falske Messias'er" (de måtte nødvendigvis fordømmes således, for den herskende sekt kunne ikke effektuere den triumferende tronbestigelse i Jerusalem, som Loven stillede i udsigt), og folk i ghettoerne faldt tilbage i håbløshed.

Tidlige Messias'er var Abu Isa af Ispahan i det syvende, Zonarias af Syrien i det ottende og Saadya ben Joseph i det tiende århundrede. Den mest berømte var Sabbatai Zevi af Smyrna, som i 1648 udråbte, at tusindårsriget var kommet, ved at udtale det frygtede Guds navn i synagogen, hvorpå forbandelsen blev kastet over ham, og "for at undslippe dens virkninger" flygtede han og blev borte i mange år. Men hans virkning på det jødiske samfund, der længtes usigeligt efter den lovede udfrielse, var enorm. Man enedes om, at han var Messia. Så, i 1665, vendte han tilbage til Smyrn, på trods af talmudisterne, som i ham så den største trussel mod deres autoritet, i mange hundrede år.

Sabbatai Zevi erklærede sig dernæst for Messias. Ønsket om at udskifte Talmud's lænker med den triumferende indfrielse i Jerusalem var så stort, at menigheden i Smyrna, fulgt af jødiske folkemasser fra hele verden, fejede talmudisternes forbandelse til side, og hyldede ham. Så udråbte han, at 1666 skulle være det messianske år, uddelte verdslige kroner tilt sine venner og tog til Konstantinobel for at detronisere sultanen i Tyrkiet (som på det tidspunkt var hersker over Palæstina). Jøder begyndte over alt at sælge deres forretninger, hjem og løsøre, som forberedelse til deres "tilbagevenden" og verdensherredømme. I London (som Samuel Pepys berettede), blev der væddet, blandt jøder, om muligheden for, at han blev proklameret "Konge over Verden og den sande Messias".

Som forventeligt blev han arresteret, da han nåede Konstantinobel, og kastet i fængsel. Dette forøgede kun hans berømmelse og antallet af tilhængere. Fængslet blev belejret af larmende menneskemængder, så han blev overflyttet til fortet i Gallipoli, som til gengæld blev omdannet til en kongebolig, ved hjælp af gavmilde gaver fra jøder. Massernes følelser var fuldstændig i oprør. I en spredt nations forestillingsverden, en nation, som så længe havde været isoleret fra resten af menneskeheden, var han konge over verden, kommet for at befri dem, ved at sætte dem over hele menneskeheden.

På det tidspunkt havde Sabbatai Zevi gjort nøjagtig det samme, som sektens ældste havde gjort: han havde lovet noget, som han ikke kunne holde (det er den grundlæggende fejl i denne tro, som før eller siden må ødelægge den). Men i modsætning til de forsigtige ældste, havde han sat en tidsfrist: den sidste dag i året 1666! Da året nærmede sig sin afslutning (og den talmudiske regering i Polen, som nu var sikker på udfaldet, gennem en udsending til sultanen, fordømte ham som "en falsk Messias"), besluttede han sig i sit fængselspalads til at redde sig selv. Med stort ceremoniel

104

omvendte han sig til islam, og endte sine dage ved sultanens hof, som mange af nutidens zionisterer endt i New York. For en tid havde han rystet endog den talmudiske regering, som så kastede "den store forbandelse" over han tilhængere. En lille rest af dem har overlevet til vore dage. De tror på, at Sabbatai Zevi vil vende tilbage, og at hans eksempel skal følges, inklusive en omvendelse til islam.

Zionismen i vore dage er genkendelig som en ny form for messianisme, der vil føre til den samme uundgåelige skuffelse. Efter Sabbatai Zevis bortgang, og dermed det håb, han havde givet dem, sank de jødiske folkemasser tilbage i ghettoernes fangenskab. Berøvet håbet om befrielsen, vendte de, under deres herskere strenge blik, tilbage til studiet af Loven og dens destruktive budskab. De blev forberedte til en opgave.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside