Kontroversen om Zion

af Douglas Reed


p. 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97

Kapitel 15

 

Talmud og ghettoerne

Hvad end man ellers kan diskutere, er én ting ubestridelig: at der må være stor magt i en Lov, som i nitten århundreder kan aftvinge mennesker, der er spredt ud over jorden, lydighed, når de kunne undslippe dens trældom ved en viljesakt. Talmud var (og er) en sådan lov, og den eneste af sin art.

"Talmud blev anset for den højeste autoritet af flertallet af jøder Selv bibelen var forvist til andenpladsen" (Encyklopædia Judaica). Talmuds absolutte overlegenhed over Moses' bibel må anerkendes af alle" (De israelske Arkiver, citat af Mgr. Landrieux). "De ældstes ord er vigtigere end profeternes" (Talmud Afhandling Berachoth, i.4.).

Samlingen af Talmud begyndte i Jamnia, hvor den rolle, som Ezekiel og Ezra havde spillet i Babylon, i denne nye revision af Loven, blev spillet af Judah den Hellige, eller Prinsen.

Det var i virkeligheden en massiv tilføjelse til "lovene og reglerne" i Femte Mosebog , Tredje- og Fjerde Mosebog. Alle de love, som "centret" iværksatte, blev hæftet på Toraen, som "den mundtlige Tora" og den var lige så vel af guddommelig oprindelse. Så blev de skrevet ned i Mishna'en. Senere endnu (under det ofte anvendte påskud, at arbejdet skulle "færdiggøres"), blev enorme mængder rabbiner-diskussioner og regler tilføjet i Gemara, men da de i Gemara var et produkt, der stammede fra to helt forskellige jødiske samfund, det i Jerusalem i det femte-, og i Babylon, i det syvende århundrede, er der to Talmud'er, der er kendt som den palæstinensiske og den babyloniske.

Talmud, der således blev til i kristen tid, er anti-kristen. Det siges at stamme fra sammeoriginale kilde som Toraen. De gejstlige skrivere, som samlede den, hævdede igen, at de reviderede eller udvidede i henhold til en myndighed, der var givet dem "mundtligt" på Sinaibjerget.

I mit eksemplar af den kristne bibel står der, at "alle kirker modtager og accepterer" Det gamle Testamente som "inspiration fra Gud, derfor er det en guddommelig lov, eller trosvejledning og praksis", hvilket er en dom, som stammer fra Tridenterkoncilet. Der rejser sig derfor det spørgsmål: på hvilken måde var inspirationen i Talmud forskellig fra den i Toraen? Hvis den ikke var forskellig, hvorfor skulle den anti-kristne Talmud så ikke føjes til den kristne bibel?

Hvis det blev gjort, ville hele værket fylde adskillige hylder i et bibliotek og Det ny Testamente ville være et lille hefte, som ville drukne i-, og blive udstødt af den talmudiske mængde, hvis lære bliver opsummeret således af den talmudiske lærde Drach: "Forskrifterne om retfærdighed, lighed, barmhjertighed mod ens næste er ikke blot ikke-anvendelige med hensyn til kristne, men udgør en forbrydelse for enhver, som ville handle anderledes Talmud forbyder udtrykkeligt at redde en ikke-jøde fra døden at give mistede ejendele m.v. tilbage til ham, at have medlidenhed med ham".

89

Den teologiske beslutning om at give Toraen "samme guddommelige autoritet" som Det ny Testamente, synes at have bragt et element af forvirring ind i den kristne lære, som kristendommen selv måske ikke vil kunne overleve.

De talmudiske forskrifter, som er citeret ovenfor, adskiller sig ikke, i deres grundlæggende natur, fra dem i Femte Mosebog, da denne "anden Lov" blev offentliggjort, tusind år før Den palæstinensiske Talmud blev færdig. De er bare blevet givet en specifikt anti-kristen anvendelse.

Hvorfor var Talmud overhovedet nødvendig? Grunden synes indlysende. Judæerne (jøderne) var blevet endegyldigt spredt ud over verden, i hvert fald indtil den tid, hvor disse "landflygtige" skulle "indsamles" og atter forsamle sig om templet. Den verden, i hvilken de var spredt, indeholdt en ny "fjende" i form af en religion, der var opstået, netop med erklæringen om, at farisærismen var kætteri: "Ve jer, I skriftkloge og farisæere, hyklere!" Endvidere var den jødiske Lov, gennem oversættelser, blevet kendt af den hedenske verden, som oven i købet havde fundet noget i den, som den kunne bruge. Derfor måtte det udvalgte folk, hvis det skulle holdes adskilt, have en ny lov, som kunne holdes borte fra ikke-jøders øjne. Toraen behøvede "et hegn" omkring sig, der var stærk nok til at bevare de landflygtige, såvel fra at blive opslugt af andre folk, og fra at "have andre guder".

Talmud var i bund og grund det fjendtlige svar på kristendommen, kampråbet, som var blevet revideret i lyset af "fjendens" nye opstilling. Leksika for lægfolk, (som i vor generation er blevet upålidelige m.h.t. emner, der angår jødedommen), skjuler denne kendsgerning fra ikke-jødiske læsere. Den, jeg lige nu har foran mig, siger for eksempel, "Talmud er til tider blevet angrebet af kristne som anti-kristen ganske uden grund". Indskuddet af de tre meget sigende ord, udført af en eller anden forudintaget (jødisk-drejet) skribent, får dette værk til at viderebringe en beviselig usandhed, til at fordreje en faktuel oplysning til at blive et stykke propaganda. Angrebet på kristendommen gav Talmud dets specielle tone, og dette er faktisk det eneste nye i Talmud. Resten af dens lære er stadig det samme som Ezekiels og farisæernes.

Encyklopædia Judaica siger, "Det er tendensen i de jødiske legender i Talmud, Midrash" (prædikerne i synagogen) "og i Jesu Kristi Liv (Toledoth Jeshua), som opstod i middelalderen, at nedgøre personen Jesus ved at tilskrive ham uægte fødsel, magi og en skamfuld død". Der refereres generelt til ham som "en anonym person", "løgner", "bedrager" eller "bastard" (at tillægge ham uægte fødsel skal bringe ham under loven, som den er udtrykt i Femte Mosebog 23:2: "En bastard må ikke komme ind i Herrens menighed"). At nævne Jesu navn er forbudt i jødiske hjem.

90

Det værk, som citeres i Encyklopædia Judaica som "opstået i middelalderen", er ikke blot en vanærende beretning fra en fjern fortid, som henvisningen antyder. Det bruges i hebræiske skoler den dag i dag. Det var en rabbinsk gentagelse fra den talmudiske periode, og det gentog alle hånsordene fra Golgatha i en anden form. Jesus fremstilles som uægte søn af Maria, der var en frisørs kone, og en romersk soldat ved navn Panthera. Jesus selv refereres der til med et navn, som kan oversættes til "Joey Virgo" (ca. "Brian horeunge",overs. anm.). Det fortælles, at hans stedfar tog ham med til Ægypten, hvor han lærte trolddom.

Det væsentlige ved denne falske livshistorie (den eneste information om Jesus, som jøder måtte læse) er, at Jesus ikke bliver korsfæstet af romerne. Efter at han dukker op i Jerusalem og efter hans arrestation dér, som agitator og troldmand, bliver han overgivet til Sanhedrinen og tilbringer fyrre dage i gabestokken, inden han bliver stenet og hængt under påskefesten. Denne dødsmåde opfylder nøjagtigt Loven, som der er fastlagt i Femte Mosebog 21:22 og 17:5, hvorimod korsfæstelse ikke ville have været i overensstemmelse med denne jødiske Lov. Bogen fortæller så, at han i helvede lider den tortur, at blive kogt i kogende mudder (faktisk i kogende ekskrementer, overs. anm.).

Talmud refererer også til Jesus som "fjols", "troldmand", "profan person", "afgudsdyrker", "hund", "barn af lyst" og mere af samme slags. Virkningen af denne lære, over en periode på flere hundrede år, ses i bogen af den spanske jøde, Moshe ben Shemtov de Léon, genudgivet i 1880, der omtaler Jesus som "en død hund", der ligger "begravet i en mødding". Den originale hebraiske tekst med disse talmudiske hentydninger, findes i Laible's Jesus Kristus i Talmud. Denne lærde siger, at i den talmudiske periode blev had til Jesus "det mest fremherskende nationale træk i jødedommen", at "ved kontakten med kristendommen blev jøder grebet igen og igen af et raseri og had, der var som galskab", at "jødernes had og foragt altid først og fremmet var rettet mod personen Jesus", og at "jødernes Jesus-had er en veletableret kendsgerning, men at de ønsker at vise det så lidt som muligt".

Dette ønske om at skjule for omverdenen, hvad der blev lært bag det talmudiske hegn, førte til censur af de ovennævnte tekster i det syttende årundrede. Kendskab til Talmud blev ret udbredt på den tid (den blev regelmæssigt fordømt af protesterende jøder) og den forlegenhed, det satte de talmudiske ældste i, førte til det følgemde edikt (citeret, i det originale hebræiske, og i oversættelse af P.L.B. Drach, som blev opdraget i en talmudisk skole og som senere blev omvendt til kristendommen):

"Dette er grunden til, at vi, under trussel om total udstødelse, påbyder jer, i fremtiden ikke at udgive flere bøger, hvad enten det er Mishna eller Gemara, der handler om Jesus nazaræerens handlinger, hvad enten det er gode eller onde, og i stedet at sætte en cirkel, som denne: O, der vil advare rabbinere og skolelærere om, at de kun må undervise de unge i dette mundtligt . Ved hjælp af denne forholdsregel vil de lærde tilhængere af nazaræeren ikke have yderligere grund til at angribe os på grund af dette emne" (dekret af den Jødiske Synode, som mødtes i Polen i 1631. I nutiden, hvor offentlige undersøgelser af sådanne ting, eller protester imod dem, er blevet praktisk taget forbudt, af ikke-jødiske regeringer, er disse passager, ifølge rapporter, blevet genindsat i de hebræiske udgaver af Talmud).

91

Denne bagvaskelse af grundlæggeren af en anden religion adskiller jødedommen fra andre trosretninger, og Talmud fra anden litteratur, som er skrevet i religioners navn. Muhammedanere, buddhister, kongfutzi- tilhængere, kristne og andre, hader ikke andre trosretninger, eller deres grundlæggere, som sådan. De er tilfredse med at være anderledes, og medat tro på, at deres veje måske en dag mødes med Guds vilje.

For eksempel beskriver Koranen Jesus som "styrket af den hellige ånd", og jøderne bebrejdes at have afvist "Guds apostel", som var blevet givet "evangeliet, med dets vejledning og lys". Om hans mor siger Koranen, "Oh, Maria! Sandelig har Gud udvalgt dig og renset dig og valgt dig over jordens kvinder" og, "Jesus, søn af Maria, berømmelig i denne verden og i den næste og en af dem, som er nær Gud".

Det centrale budskab i Talmud, den nyeste "Nye Lov", er tydeligt: den er specifikt udvidet med henblik på kristendommen, og lader ingen tvivl om en jødes forpligtelser i den retning.

Et andet motiv til det nye kompendium var det problem, der var opstået for inderkredsen derved, at ikke-jøder havde fundet meget i den oversatte Torah, som appellerede til dem (til trods for det indlysende faktum, at den var dræbende rettet imod dem). De tidligere levitiske skribenter kunne ikke have forudset dette (fordi de ikke kunne forudse selve oversættelsen). Den herskende sekt havde brug for en ny lov, som var deres egen, og som "fremmede" øjne ikke kunne se og den havde brug for at få jøderne til at forstå, at skønt hedningene af uforklarlige årsager havde indlemmet den race-religiøse lov i den kristne bibel, så var denne lov stadig jødernes alene, og ubønhørligt i kraft.

Så Talmud sigtede imod at forøge afstanden, og forhøje barrieren, mellem jøderne og andre. Et eksempel på det anderledes sprog, som Torahen anvendte for respektivt jøder og ikke-jøder, er tidligere nævnt: den dunkle og tilsyneladende harmløse hentydning til "en tåbelig nation" (Femte Mosebog, 32:21). Ifølge artiklen om Diskrimination af ikke-jøder i Encyklopædia Judaica, er hentydningen i det originale hebræiske, til "usle og ondskabsfulde ikke-jøder", så at jøder og ikke-jøder fik meget forskellige betydninger af den samme tekst i originalen og i oversættelsen. Men Talmud, som kun var beregnet for jødiske øjne, fjernede enhver tvivl, som måtte være opstået i jødiske sind, ved at gennemlæsning af den mildere oversættelse. Den sammenkædede specifikt teksten i FemteMosebog med Ezekiel 23:20, og definerede derved ikke-jøder som sådanne, "hvis kød er som kødet af æsler og hvis udstrømningsåbning er som udstrømningsåbningen hos heste"! I denne ånd blev "fortolkningen" af Loven fortsat af talmudisterne.

De talmudiske edikter var alle af samme slags. Loven (som nedskrevet i Talmud) tillod at give en mistet ting tilbage til ejeren, hvis denne var "en broder eller nabo", men ikke, hvis det var en ikke-jøde. Bogbrænding (af ikke-jødiske bøger) anbefaledes (bogbrænding er en talmudisk opfindelse, lige som heksejagt var foreskrevet i Torahen). Velsignelsen, "Velsignet være du som ikke har skabt mig som ikke-jøde", skulle reciteres dagligt. Solformørkelser var kun dårlige varsler for ikke-jøder. Rabbiner Levi fastslog, at påbudet om ikke at tage hævn (Tredje Mosebog 19:18) ikke gjaldt ikke-jøder, og syntes at påberåbe sig Prædikerens Bog 8:4 til at understøtte sin afgørelse (en diskriminerende fortolkning blev således givet en tekst, hvor ikke-jøder ikke kunne have mistanke om en sådan hensigt).

92

Den jøde, der sælger jord, som grænser op til en anden jødes jord til en ikke-jøde, skal udstødes. En ikke-jøde kan man ikke stole på som vidne i en kriminalsag, eller civil retssag, for man kan ikke regne med, at han holder sit ord, som en jøde. En jøde, der vidner imod en anden jøde, i en ikke-jødisk civilret som enkeltvidne, skal udstødes. Ægteskabsbrud, begået med en ikke-jødisk kvinde, er ikke ægteskabsbrud, "for hedninge har ikke lovlige hustruer, det er ikke virkelig deres hustruer". Og ikke-jøder er ganske enkelt udelukket fra en fremtidig verden.

Endelig er den talmudiske fortolkning af det oprindelig moralske bud, "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte", at "mennesket skal beskæftige sig med studiet af Den hellige Skrift og Mishna'en og have samkvem med lærde og vise mænd". Med andre ord, den mand, der bedst beviser sin kærlighed til Gud, er ham, der studerer Talmud og skyer sine ikke-jødiske medmennesker.

Et illustrerende glimt fra nutiden viser undertiden bedst, hvilken virkning århundreder af talmudisk påvirkning har på menneskesindet. I 1952 offentliggjorde en hr. Frank Chodorov følgende anekdote: "En meget kold aften kom rabbineren vaklende ind i vores hus i en elendig forfatning. Der skulle adskillige glas skoldhed te til at tø ham op. Så fortalte han, hvordan en medfølende ikke-jøde havde tilbudt ham et par handsker, og hvorfor han havde sagt nej tak: en jøde må ikke være årsag til at bringe mitvah eller velsignelse til en ikke-troende. Jeg tror, det var første gang, jeg løb hovedkuls ind i doktrinen om "det udvalgte folk", og den slog mig som værende dum og ond".

Så vidt det "hegn", som Talmud satte op mellem jøderne og menneskeheden og så vidt den følelse af had og foragt for "fremmede", som det indgav jøderne. Hvad gjorde det ved jøderne selv? Derom siger Encyklopædia Judaica, "Talmudisterne lavede Torahen om til et strafferet". For en gangs skyld er meningen, i dette pinligt nøjagtige værk, ikke ganske klar. Torahen var allerede en strafferet (som en omhyggelig gennemlæsning i nutiden vil vise) og straffene var undertiden blevet bragt i anvendelse (af Ezra og Nehemias imod jøderne. Og for den sags skyld af romerne også, på Sanhedrinens befaling, imod "profeten og drømmeren af drømme", Jesus). Måske er meningen den, at denne strafferet, under talmudisterne, blev regelmæssigt gennemtvunget og dens status styrket.

Det er sikkert og vist. Rabbinernes praksis, som oven for citeret, med at "opmuntre til lynchning som et forebyggende middel, uden for loven", fordi de ikke havde tilladelse, fra deres værtsregeringer, til at udstede dødsdomme, viser, i hvilken meget virkelig forstand Talmud kunne anvendes som "strafferet". Der var meget lang vej fra de få moralske bud i en fjern tradition, til de mangfoldige love og regler i Talmud, som ofte forbød moralsk adfærd, og pålagde drastiske straffe for "overtrædelse". Lydighed mod disse love, ikke moralsk opførsel, forblev grundlaget.

93

Den talmudiske lov herskede over enhver handling i en jødes liv, overalt i verden: ægteskab, skilsmisse, ejendomshandler, handel, ned til mindste detalje af påklædning og toilette. Da uforudsete ting ofte dukker op i hverdagen, måtte spørgsmålet om, hvad der var lovligt eller ulovligt (ikke hvad der var rigtigt eller forkert) under alle mulige nye omstændigheder, ustandseligt debatteres, og dette producerede de enorme optegnelser af rabbinerdiskussioner, og -beslutninger, som Talmud indeholder i overflod.

Var det lige så stor en forbrydelse at knuse en flue, som at dræbe en kamel, på helligdagen? En lærd rabbiner tillod, at fluen gerne måtte klemmes forsigtigt, og en anden mente, at dens fødder endda gerne måtte skæres af. Hvor mange hvide hår måtte en rød offerko have, og stadig være en rød ko? Hvilke former for fnat krævede den eller den form for renselse? I hvilken ende af et dyr skulle slagtningen udføres? Burde ypperstepræsten tage skjorte eller bukser på først? Dødsmåder for frafaldne blev debatteret: De skulle stranguleres, sagde de ældste, indtil de åbnede munden, hvorefter der skulle hældes kogende bly ind i den. Derpå tilskyndede en from rabbiner til, at offerets mund skulle holdes åben med en tang, så at han ikke blev kvalt før det smeltede bly trængte ind og fortærede hans sjæl, sammen med hans legeme. Ordet "from" er ikke anvendt sarkastisk her. Denne lærde prøvede at finde ud af den nøjagtige hensigt med "Loven".

Var dr. Johnson bekendt med, eller uvidende om Talmud? Emnet ville være fascinerende for et litterært diskussionsselskab. Han gav et argument nådestødet ved at erklære, "Der er ingen afgørelse, der skaber præcedens mellem en lus og en flue". Præcis dette punkt var blevet debatteret og afgjort blandt de talmudiske lærde. Måtte en lus eller en flue dræbes på sabbatten? Det talmudiske svar var, at det første var tilladt og det andet var en dødssynd.

"Talmud blev det ubrydelige hegn rundt om en kerne, der var fast besluttet på at overleve. Den omsluttede jødens hjerte med en spiritualitet som, skønt kold som is, var stærk som stål, der beskyttede . Talmud, som de tog med sig overalt, blev deres hjem", et hjem skabt af is og stål, omgivet af murværk, med alle vinduer dækket til og dørene blokeret. Billedet er dr. Kasteins.

I dette hjem kunne jøderne "takket være det, at de accepterede idéen om det udvalgte folk og om frelsen fortolke alt, hvad der skete, udelukkende med udgangspunkt i dem selv som centrum". Planeten svævede i rummet, blandt myriader af stjerner, udelukkende som en trone for dem, på et bjerg af guld i et tempel, omgivet af døde hedninge. "Loven dannede en uoverstigelig barriere mod den omgivende verden".

94

Ingen jøde, med undtagelse af en talmudisk lærd, kunne kende hele denne enorme samling. Sandsynligvis kunne ingen ikke-jøde få adgang til en uredigeret udgave. Et helt universitet, fuldt af specialister, og et langt livs arbejde, ville være nødvendigt for at sammenligne de oversættelser, der blevet lavet, med originalerne, hvis disse blev stillet til disposition. Mange studerende fandt, indtil for nylig, fraværet af oversættelser væsentlig, men denne forfatter kan ikke se, at det er vigtigt. Der vides nok om Talmud til, at dens idéindhold står klart (og meget af det hidrører fra jøder eller omvendte jøder), og der er intet vundet ved at blive ved med at stable beviser oven på hinanden. Der kan hentes oplysninger nok i Encyklopædia Judaica, den tyske oversættelse af Talmud fra Jerusalem og Babylon (Zürich 1880 og Leipzig 1889), William Rubens Der alte und der neue Glaube im Judentum, Strack's Einleitung in den Talmud, Laibles Jesus Christus im Talmud, Drachs De l'Harmonie entre l'Eglise et la Synagogue , og Graetzs History of the Jews.

Det indrømmes, at Talmud er menneskeskabt. Torahen blev tilskrevet Jehovahs stemme, nedskrevet af Moses. Dette er af stor vigtighed.

Grunden til denne forskel er indlysende: Mosaiske manuskripter, der er "grå af ælde", kunne der ikke findes flere af, i det uendelige. Skribenterne måtte tage ansvaret, idet de simpelthen erklærede, at de gjorde det med autorisation fra den "mundtlige" fortolkning, der var blevet givet til den første af deres forfædre. Således afslørede de sandheden: at de og ingen andre var Gud!

Dr. Kastein sagde det meget præcist, "Det var ikke Gud, der ville disse mennesker og deres betydning; det var disse mennesker, som ville Gud og denne betydning", eller han ville have udtrykt sig mere præcist, hvis han havde sagt, "disse skribenter" i stedet for "disse mennesker". Den tidligere generation af skribenter havde viljeskabt åbenbaringen, der er givet i Femte Mosebog. Den senere viljeskabte den talmudiske Gud og forlangte, at "disse mennesker" skulle acceptere Talmud som en fortsættelse af den åbenbaring, som tidligere var "villet".

Da Talmud var færdig, opstod det spørgsmål, som fremtiden måtte svare på, hvorvidt den centrale sekt kunne få held til at påtvinge de spredte jøder denne Nye Lov, sådan som Ezra og Nehemias, med persisk hjælp, havde påtvunget Judahiterne i Jerusalem Den nye Pagt i 444 f.Kr.

Det lykkedes. I 1898, på den Anden zionistiske Verdenskongres i Basel, erklærede en zionist fra Rusland, dr. Mandelstamm fra Kieff, "Jøderne afviser energisk tanken om at blande sig med andre nationaliteter, og klynger sig fast til deres historiske håb om et verdensimperium".

Det tyvende århundrede er vidne til forsøgte på af fuldbyrde dette håb. Sandsynligvis hjalp først og fremmest ghetto-institutionen talmudisterne frem til denne succes.

I det tyvende århundrede er folkemasserne blevet vildledt til at tænke på "ghettoen" som en slags koncentrationslejr for jøder, etableret af ikke-jødiske forfølgere. Den samme fordrejning af kendsgerninger er blevet gennemført på hele Vestens historie: i det tyvende århundrede er alt andet blevet skyllet væk, indtil alt, hvad der er tilbage, er fremstillet udelukkende som "jødeforfølgelser".

De mange forfølgelser af mennesker, i de sidste 1900 år, har involveret jøder, i forhold til deres antal, så deres del af summen af lidelser er lille (i det mest fremtrædende tilfælde i dette århundrede i Rusland, var de undertrykkerne, og ikke de undertrykte). Jeg ved ikke, om jeg nogensinde ville have fået bragt dette for dagens lys, hvis ikke mine egne oplevelser havde konfronteret mig så skarpt med det.

95

Ghettoen var ikke noget, ikke-jøder havde påtvunget jøder. Den var det logiske resultat af den talmudiske lov, og stammede direkte fra eksperimentet i Babylon. Dr. Kastein beskriver Talmud som "hjemmet", hvilket jøderne tog med sig overalt. Men til deres fysiske overlevelse havde de også brug for fire vægge og et tag. Talmud foreskrev, at ikke-jøder ikke var "naboer", og at en jøde ikke måtte sælge jord, der tilhørte en jøde, til en ikke-jøde. Det udtrykkelige formål med sådanne foranstaltninger var at adskille jøderne fra andre, og isolere dem i ghettoer.

Den første ghetto var den, som de babyloniske herskere tillod leviterne at etablere i Babylon. Den næste var det Jerusalem, om hvilket Nehemias, støttet af den persiske konges soldater, byggede nye mure, hvorpå han fordrev alle ikke-judæere. Efter disse modeller tog den europæiske ghetto form. Denne institution er sandsynligvis den mest byrdefulde del af den moderne jødes åndelige arv:

"Ghettoen, ven, ghettoen, hvor alle håb visner ved fødslen".

Jøder, som aldrig har set en ghetto, bærer en halvt bevidst erindring om den i sig, som en nagende frygt, og dog var det i bund og grund en talmudisk idé, som deres forfædre gav sig ind under. Det var den perfekte måde at holde sammen på en spredt menighed på, at skabe et åndeligt fængsel og få magt over dem.

Kravet om en ghetto kom ofte fra talmudisterne (dvs., uden for Polen, hvor alt jødisk liv selvfølgelig var ghetto-liv). Den moderne forestilling om, at ghettoen betød mindreværd, er en del af legenden om "forfølgelse", hvis hovedformål er at intimidere jøder, så at de altid er bange for at vove sig uden for folden. Hensigten med nutidens myte om "antisemitisme" er at skabe den samme effekt på dem.

I det gamle Alexandria (New York af i dag), og i det middelalderlige Kairo og Kordova, blev de jødiske kvarterer etableret på rabbinernes forlangende, fordi de ville holde deres menigheder isoleret fra omverden. I 1084 indsendte jøderne i Speyer en begæring til den herskende tyske prins om at måtte etablere en ghetto. I 1412 blev en ghettolov gennemført i hele Portugal, efter jødisk anmodning. Bygningen af ghettomure i Verona og Mantua blev, i århundreder, fejret årligt af jøderne ved deres sejrsfest (Purim). Ghettoerne i Rusland og Polen var en grundlæggende og integreret del af den talmudiske organisation, og ethvert forsøg på at afskaffe dem ville være blevet fordømt som forfølgelse.

Da ghettoen i Rom blev ødelagt efter Mussolinis ordre tidligt i 1930’erne jamrede den jødiske presse (som hr. Bernard J. Brown beretter) over begivenheden i ord som disse:

96

"Et af de mest enestående fænomener fra det jødiske liv i Goluth er borte. Hvor der for kun få måneder siden var blomstrende jødisk liv, er der nu kun nogle få halvt ødelagte bygninger, som de sidste spor af den fordums ghetto. Den er blevet offer for racistisk lidenskab for skønhed, og efter Mussolini’s ordre er ghettoen blevet udraderet."

Hvad der ligger heri er, at udraderingen af ghettoen var "fascisme", ligesom den oprindelige etablering af ghettoer (efter jødisk begæring) af de zionistiske historikere af i dag fremstilles som forfølgelse .

Med emancipationen forsvandt ghettoen. Dens opretholdelse ville alt for tydeligt have vist, at jødedommens herskere ikke havde nogen virkelige hensigter om at deltage i emanciperingen på lige fod.

Encyklopædia Judaica beretter, i sin 1903-udgave, at "i hele den civiliserede verden er der nu ikke en eneste ghetto i ordets oprindelige betydning: Denne modifikation er vigtig, for mange steder, og på mange måder, fortsætter jøderne med at leve i nære samfund, dog uden de identificerende mure, og Loven, som forbyder salg af nabojord til ikke-jøder uden tilladelse, er ikke faldet bort (for at give et eksempel, som vil være illustrerende for dem, der kender byen: i Montreal er et helt distrikt, øst for bjergene, ved sådanne metoder blevet gjort næsten lige så rent jødisk, som hvis det havde været en ghetto).

Ghettoens bortfald, i løbet af emancipationens århundrede, var et hårdt slag for den talmudiske magts vigtigste fundament. En erstatning måtte findes, hvis ikke ghetto-ånden (til forskel fra den fysiske ghetto) skulle gå helt i opløsning, og man fandt én i zionismen, som blev den nye måde, at holde sammen på samfundene på:

"Der er mange, som ønsker, at jøder skal have mere kontrol over jøder, og som er imod bortfaldet af denne kontrol i Rusland, hvor ghettoen engang gjorde sådan kontrol let og absolut" (Rabbiner Elmer Berger) "Kun den intellektuelt blinde kan undgå at bemærke, at dette, at fremme sameksistens i grupper, centreret omkring gamle religiøse traditioner og kulturer, er en tilbagevenden til ghettoen…Der er ingen ære ved, at en gruppe mennesker stræber efter at bevare ghettotilværelsen …Selv overfladisk læsning af historien viser, at jøden byggede sin egen ghetto" (Hr. Bernard J. Brown).

Zionismen er den sande genskabelse af den talmudiske ghettoisme, som disse to jødiske autoriteter siger det. Det er meningen at omgøre emancipationsarbejdet, igen at udskille jøderne, og at genindføre trosbekendelsen om "adskillelse" af dem med fuld kraft. Den militante appel om erobring og imperium i Mellemøsten bruges til at tilsløre processens virkelige formål.

Den retning, jøderne gik i, før zionismen satte sig for at genindfange dem, kan ses i følgende citat fra artiklen om Den moderne Jødedoms Holdning i Encyklopædia Judaica, 1916:

"Den moderne judaisme, som den indskærpes i katekismen, og forklares i erklæringerne fra forskellige rabbinerkonferencer, og som den fortolkes i moderne rabbineres prædikener, er baseret på anerkendelsen af menneskeracernes énhed. Loven om sandhed og ret står over alle mennesker, uden forskel i race eller tro, og dens opfyldelse er mulig for alle.

97

Retfærdighed er ikke betinget af fødsel. Ikke-jøder kan opnå lige så fuldkommen retfærdighed som jøder …. I den moderne synagoge, "skal du elske din næste, som dig selv" (Tredje Mosebog, 29) hvilket omfatter alle mennesker".

Meget har ændret sig siden 1916, og i 1955 er disse ord blot en afglans af, hvad der kunne have været. Uden tvivl er der rabbinere, som stadig "fortolker deres prædikener" på denne måde, men med mindre de er gjort af materialet til helte og martyrer, kan de ikke ret længe modstå deres menigheder, og disse er blevet ført århundreder tilbage af zionismen.

Zionisterne har opnået kontrol over ikke-jødiske regeringer, såvel som over de jødiske folkemasser, så hvad den enkelte protesterende siger, er af ringe betydning. Zionisterne har genetableret den levitiske Lov, i farisæernes og talmudisternes fortolkning, med fuld styrke. Deres gerninger mod andre i fortiden har været styret af denne, og vil også være det i fremtiden, og ikke af, hvad "den moderne jødedoms holdning" var i 1916.

Den store forandring kom i året 1917, det år, der kom straks efter udgivelsen af ovenstående citat. Den talmudiske tradition og ghettoerne var stadig for stærke iblandt jødedommens masser til, at "den moderne jødedoms holdning" kunne modstå de fanatiske ældste, som på dette tidspunkt trådte frem.

Næste

Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside