Kontroversen om Zion

af Douglas Reed


p. 80 81 82 83 84 85 86 87

Kapitel 14


Den mobile regering

Farisæernes ældste, som flyttede til Jamnia fra Jerusalem, før denne blev ødelagt i 70 e.Kr., havde, lige som leviterne, tidligere, i Babylon, til hensigt at skabe et centrum for magt og fjernkontrol, fra hvorfra de kunne holde en stamme-organisation, som på det tidspunkt var spredt ud over jordeni underkastet. De tog den samlede erfaring fra Jerusalem og Babylon, og forgangne tiders oplagrede hemmeligheder, med sig til Jamnia, og det lykkedes dem at etablere en flytbar regering, som er vedblevet med at udøve autoritet over jøderne frem til i dag.

Før de sidste kampe mod Rom (siger dr. Kastein) "trak en gruppe lærere, videnskabsmænd og skolefolk sig tilbage til Jamnia, idet de tog deres folks skæbne på deres skuldre, så de kunne være ansvarlige for det gennem århundrederne… I Jamnia blev det jødiske folks centraladministration etableret … Når en nation er blevet så fuldstændig slået ned, som jøderne var blevet det ved denne lejlighed, går de helt til grunde. Men jøderne gik ikke til grunde … De havde allerede lært, hvordan de kunne ændre holdning, under det babyloniske fangenskab … og de fulgte en lignende vej nu".

I Jamnia blev den gamle Sanhedrin, kilden til al lovgivnings-, administrativ, og juridisk autoritet, etableret under et nyt navn. Desuden blev der skabt et akademi til at videreudvikle Loven. Her fortsatte de skriftkloge med at afsløre Jehovas hensigter, og med fortolkningen af Loven, som det så ofte var blevet påstået, nu havde fået sin endelig form. Faktisk kunne den ikke, og kan heller ikke, nogensinde, blive færdig, men må altid videreudvikles, da dogmet er, at Loven regulerer enhver menneskelig handling, under omstændigheder, som altid forandres.

Foruden denne permanente årsag til revision, var en ny faktor, kristendommen, opstået, og Lovens anvendelse på denne måtte defineres. Således begyndte Toraen (Loven) at få sit kæmpestore supplement, Talmud, som havde lige så stor, eller større, autoritet.

Fra Jamnia blev den Lov administreret, som "rejste en uovervindelig barriere imod omverdenen", som gennemtvang en disciplin, der var "dødeligt streng" og som "holdt proselytter borte, i arms længde". Målet var at "gøre en jødes liv fuldstændig forskelligt fra en ikke-jødes". Enhver lov, der fik et flertal af stemmer fra Sanhedrinen, trådte i kraft over alt i de spredte jødiske samfund. "Modstandere blev truet med bandlysning, som betød udstødelse af samfundet".

På denne måde "blev cirklens centrum endeligt fikseret, og cirklen selv blev fuldstændigt beskrevet i form af Loven og hegnet, som var rejst omkring folket". I denne periode (før kristendommen blev Roms religion) udgik der et edikt fra "centret" i Jamnia, som gav jøder lov til at lade, som om de fornægtede deres tro, og erklære sig omvendte til "hedenske religioner", hvis omstændighederne gjorde dette formålstjenligt.

81

Perioden, hvori der regeredes fra Jamnia, varede omkring et århundrede, og derefter blev regeringen overført til Usha i Galilæa, hvor Sanhedrinen blev genetableret. "Jødedommen satte begrænsninger omkring sig, og blev stadig mere eksklusiv". Ved denne tid blev den specielle forbandelse over jødiske kristne udtalt. I 320 blev den romerske kejser Konstantin omvendt til kristendommen, og han iværksatte love, som forbød ægteskab mellem kristne og jøder, og forbød jøder at holde kristne slaver. Dette var naturlige reaktioner på Loven om udelukkelse, og "fremmed"-slaveri, som det blev administreret af den talmudiske regering i Usha, men reaktionerne blev anset for at være "forfølgelse", og for at undslippe denne, blev "centret" flyttet tilbage til Babylon, hvor den jødiske koloni, som otte århundreder før havde foretrukket at blive der, frem for at "vende tilbage" til Jerusalem, "stadig var intakt". Den talmudiske regering blev etableret i Sura, og akademier blev etableret dér, i Pumbedita.

Talmud, som blev påbegyndt i Jamnia og Usha, blev gjort færdig i Sura og Pumbedita. "En ring af enorme proportioner og kolossal elasticitet" blev bygget rundt om jøder, over alt. Den mystiske cirkel af frygt og overtro blev strammet. Fra Sura regerede en eksilark (prins af fangenskabet, af Davids Hus) men med tiden blev han en kransekagefigur. Derefter "bestemte præsidenten for akademiet reglerne, ikke kun for de babyloniske jøder, men for hele jødedommen… Jøderne, over hele verden, anerkendte akademierne i Babylon som jødedommens autoritative centrum, og betragtede enhver lov, som de vedtog, som bindende".

Således blev nationen-i-nationerne, staten-i-staterne, slavebundet og regeret af den talmudiske regering i Babylon.

Kernen i dogmet forblev, som Ezekiel, Ezra og Nehemias have formet og påtvunget det. Men Talmud havde effektivt taget Toraens plads, som Torahen tidligere havde erstattet "de mundtlige traditioner". Lederne af akademierne i Sura og Pumbedita kaldtes gaonim, og de begyndte at udøve autokratisk magt over de spredte jøder. De skyggeagtige eksilarker (senere Nasim eller prinser) var afhængige af deres godkendelse, og Sanhedrinen måtte overgiv sine funktioner til dem, og ellers miste dem. Når der opstod tvivl blandt jøder, noget som helst sted i verden, angående fortolkningen, eller anvendelsen, af Loven, i daglige anliggender, blev spørgsmålet forelagt Gaonatet. Domsafsigelserne, som kom tilbage (i Jehovas navn) fra den fjerne regering, var de gaoniske svar eller love, der blev forvaltet fra Babylon, og som jøder overalt underkastede sig, da de ellers stod i fare for udstødelse.

På denne måde spredte den talmudiske trældom sig omkring, til de spredte jøder, hvor i verden de end levede, "som et finmasket net … over hverdag og fest, over deres handlinger og deres bønner, over hele deres liv og hvert et skridt, de tog … Intet i deres hverdagsliv måtte længere være overladt til tilfældigheder, eller skønsmæssige afgørelser". Dette er billedet på et absolut despoti, som kun er forskelligt fra andre despotier, ved afstanden mellem despoterne og deres undersåtter. Hvis de var blevet givet en godartet mission, ville et samfund, der blev så stærkt kontrolleret, kunne have været til umådelig gavn for folkene. Men givet en destruktiv mission, er deres tilstedeværelse blandt andre, som en ladning dynamit i en klippe, styret af en hånd på udløserhåndtaget, langt borte.

82

I seks hundrede år forblev den talmudiske regering i Jamnia, Usha og Sura i, eller nær ved, deres oprindelige, orientalske klima, hvor dens natur var forståelig for andre. De vidste, hvordan de skulle håndtere og imødegå den brutale stammetro, og så længe, de ikke blev forhindret af fremmede magter i deres håndtering af den, kunne de altid finde et hverdags-kompromis, som gjorde det muligt, i praksis, at leve venskabeligt side om side.

Så skete det, som har forårsaget så voldsomme begivenheder i vor tid: den talmudiske regering flyttede til det kristne Europa og etablerede sig blandt folkeslag, for hvem dens dogmers natur og metoder var fremmedartede, og endda uforståelige. I løbet af mange århundreder førte dette til de gentagne sammenstød mellem de fremmedes ambitioner og tro, og de indfødtes interesser, som vort århundrede atter oplever.

Vesterlændinges natur (især i de nordlige egne) er at sige tingene ligeud, at oplyse modparten om ens formål, og at bruge ord til at udtrykke hensigt, og kristendommen udviklede disse naturlige træk. Den kraft, der nu voksede frem iblandt dem, var af den modsatte natur, orientalsk, uendelig subtil, hemmelighedsfuld, konspiratorisk, og vel verseret i at bruge sproget til at skjule den egentlige hensigt. Deri lå dens største styrke i mødet med Vesten.

Flytningen til Europa blev foranlediget af de islamiske erobringer. Under profetens banner, fordrev araberne romerne fra Palæstina. På denne måde blev de oprindelige beboere af Palæstina, som havde boet der omkring to tusind år, inden de første hebræiske stammer ankom, herskere i deres eget land, og forblev det i ni hundrede år (indtil 1517, hvor tyrkerne erobrede det). En lærerig sammenligning kan drages mellem den islamiske og den jødiske behandling af fanger:

Kaliffens ordre til de arabiske erobrere i 637 e.Kr. lød: "I skal ikke handle forræderisk, uærligt, begå nogen overgreb eller lemlæstelser, dræbe børn eller gamle mænd. Fælde, eller brænde palmer eller frugttræer, dræbe får, køer eller kameler, og I skal lade dem i fred, som I finder bedende i deres værelser". Jehovas ordre, ifølge Femte Mosebog 20.16 lyder, "I disse folks byer, som Herren giver jer i arv, skal I ikke lade nogen levende tilbage, som drager ånde".

Fra Palæstina bredte islam sig over Nordafrika, så størstedelen af jøderne kom til at bo inden for grænserne af samme overordnede autoritet. Dernæst vendte islam sig imod Europa og invaderede Spanien. Dermed faldt skyggen af den talmudiske zionisme over Vesten. Den mauriske erobring blev "støttet med både mænd og penge" af jøderne, der som håndgangne mænd blev behandlet med forbløffende velvilje af erobrerne, by efter by blev undergivet deres kontrol! Selve Koranen sagde, "Deres mål vil være at tilskynde til uorden på jorden". De islamiske hære hjalp godt med til at nå dette mål.

83

Kristendommen blev således undertrykt i Spanien. Under disse gunstige omstændigheder blev den talmudiske regering forflyttet, fra Babylon til Spanien, og den proces, hvis resultater er blevet tydelige i vor generation, tog sin begyndelse. Dr. Kastein siger:

"Jødedommen søgte, spredt som den var ud over jorden, altid at etablere en fiktiv stat i stedet for den, som var gået tabt, og søgte derfor altid at få et fælles centrum for vejledning … Dette centrum ansås nu for at være beliggende i Spanien, hvortil det nationale overherredømme blev forflyttet fra Østen. Ganske som Babylon, ved forsynets styrelse, var kommet i stedet for Palæstina, således kom Spanien nu, lykkeligvis, i stedet for Babylon, der, som centrum for jødedommen, ikke længere kunne fungere. Alt, hvad dér kunne gøres, var allerede gjort. De lænker var smedet, med hvilke individet kunne binde sig selv, for at undgå at blive opslugt af sine omgivelser: nemlig Talmud".

Læseren vil observere beskrivelsen af hændelsesforløbet: "individer" binder almindeligvis ikke sig selv frivilligt med lænker, som er smedet til dem. Det jødiske fangenskab var i hvert fald så fastlåst som nogensinde, måske endda endnu mere. Det var noget, jøderne måtte spekulere over.

Hvad der blev af afgørende vigtighed for Vesten var, at den jødiske regering nu var i Europa. Det styrende centrum, og den destruktive idé var begge trængt ind i Vesten.

Den talmudiske regering af nationen-i-nationerne blev ført videre fra Spansk jord. Gaonaterne udstedte deres direktiver. Det talmudiske akademi blev etableret i Cordova. Og sommetider, i det mindste, regerede en skyggeagtig eksilark over jødedommen.

Dette skete under islams beskyttelse. Maurerne viste, som babylonerne og perserne før dem havde gjort det, bemærkelsesværdig velvilje over for magten midt iblandt dem. For spanierne kom indtrængerne mere og mere at virke jødiske, snarere end mauriske. Maurerne havde gennemført erobringen, men erobrerens magt gled mere og mere over på jødiske hænder. Det forløb, som verden tidligere havde set i Babylon, gentog sig nu i Spanien, og i de senere århundreder gentog det sig i hvert eneste store land i Vesten.

Maurerne blev i Spanien i næsten otte hundrede år. Da den spanske generobring var gennemført, i 1492, efter den lange skærsild, blev jøderne, lige som maurerne, smidt ud. De blev identificeret med besættelsesmagten, og blev smidt ud sammen med den, ganske som de havde fulgt med den ind.

"Centrum" for den talmudiske regering blev nu overført til Polen.

På dette tidspunkt, mindre end fire århundreder før vor egen generation, dukker der et væsentligt mysterium op i Zions historie: hvorfor blev regeringen sat op i Polen? Indtil da viser annaler intet spor af nogen stor indvandring af jøder til Polen. De jøder, der kom til Spanien, sammen med maurerne, kom fra Nordafrika, og da de drog bort, vendte de tilbage dertil, eller til Ægypten, de græske øer og Tyrkiet. Andre kolonier var opstået i Frankrig, Tyskland, Holland og England, og disse voksede, ved tilvandring af jøder fra den spanske halvø. Der er ingen optegnelser, der viser, at noget stort antal spanske jøder tog til Polen, eller at nogen masseindvandring af jøder til Polen havde fundet sted på noget tidligere tidspunkt.

84

Men i 1500-tallet, da "centret" blev etableret i Polen, "opstod der en jødisk millionbefolkning", ifølge dr. Kastein. Men millionbefolkninger "opstår" ikke lige pludseligt. Dr. Kastein viser, at han er opmærksom på, at der er noget, der behøver at forklares her, og han viser, at han helst ikke vil komme nærmere ind på det, for han affærdiger denne besynderlighed med en henkastet bemærkning om, at størrelsen af denne befolkning, som man ikke tidligere havde hørt noget om, "mere skyldtes immigration, tilsyneladende fra Frankrig, Tyskland og Bøhmen, end nogen anden årsag" . Han forklarer ikke, hvilken anden årsag, han tænker på, og af en opmærksom videnskabsmand at være, er han ved denne lejlighed mærkeligt nok tilfreds med en tilfældig gisning.

Men når en zionistisk historiker, på denne måde, skøjter hen over noget, så kan den, der søger faktuel viden, være temmelig sikker på, at den virkelige årsag kan findes, hvis man er vedholdende nok.

Sådan er det også i dette tilfælde. Bag dr. Kasteins uelegante gætteri skjuler der sig den vigtigste faktor i Zions senere historie. "Centret" for den jødiske regering blev på dette tidspunkt plantet i et stort samfund, som var ukendt for verden, som jøder, og som faktisk ikke var jøder i bogstavelig forstand. De havde intet jødisk blod i sig, overhovedet (judæisk blod måtte for dens sags skyld på dette tidspunkt have været næsten forsvundet blandt Vesteuropas jøder), og deres forfædre havde aldrig kendt Judæa eller nogen anden jord end Tatarstans.

Disse mennesker var khazarer, en tyrkisk-mongolsk race, som var blevet omvendt til jødedommen i midten af det ottende århundrede efter vor tidsregning. Dette er det eneste tilfælde af omvendelse af en stor gruppe mennesker af en helt anden afstamning end jødernes (idumæanerne var "brødre"). Grunden til, at de talmudiske ældste tillod, eller opmuntrede dertil, kan man kun gætte om. Men uden dette ville "det jødiske spørgsmål" på nuværende tidspunkt være blevet til et af de problemer, som tiden havde løst.

Denne udvikling (som vi skal komme nærmere ind på i et senere kapitel) var af vital, og måske endda fatal, vigtighed for Vesten. Europas naturlige instinkt havde altid været at vente den største trussel mod sin overlevelse fra Asien. Fra det øjeblik, da "centret" blev flyttet til Polen, begyndte disse asiater at flytte mod vest og senere at trænge ind i Vesten, forklædte som "jøder", og de bragte Europa ud i sin største krise. Skønt deres omvendelse havde fundet sted så længe før, var de så langt borte, at verden måske aldrig ville have lært dem at kende, hvis ikke det talmudiske centrum var blevet etableret iblandt dem, så at de grupperede sig omkring det.

Da de blev kendt som "østjøder", havde de fordel af den forvirrende virkning af, at ordet judahit eller judæer var blevet trukket sammen til "jøde". Ingen ville have troet på, at de var judahiter eller judæere. Fra den tid, da de overtog ledelsen af jødedommen, blev dogmet om "tilbagevenden" til Palæstina altså prædiket på vegne af mennesker, som ikke havde noget som helst semitisk blod i sig, eller noget som helst slægtskab med Palæstina!

85

Fra denne tid opererede den talmudiske regering med en masse de manoeuvre af en helt anden, asiatisk slags.

Igen blev en så godt som uafhængig stat dannet i den polske stat der, lige som så mange andre før den, vist stor velvilje over for den nation-i-nationen, der tog form inden for dens rammer. Som i tidligere, og senere tilfælde, mildnede denne velvilje ingenlunde de talmudiske jøders fjendtlighed, som var legendarisk.

Dr. Kastein giver et billede af denne uafhængige jødiske regering i den polske periode. Talmudisterne fik lov til at skrive en "grundlov" og i 1500- og 1600-tallet levede jøderne under "en selvstyrende regering". Denne administrerede "et jernhårdt selvstyre og en jernhård religiøs disciplin, som uvægerlig resulterede i dannelsen af et oligarki af administratorer, og udviklingen af en ekstrem form for mysticisme" (dette viser samtidig billedet af den træning, under stram disciplin, inden for snævre rammer, som skabte de kommunistiske og zionistiske revolutionære, i vort århundrede).

Den selvstyrende, talmudiske regering, kaldtes Kahal. På dens eget territorium var Kahal en selvstændig regering, under polsk overherredømme. Den havde selvstændig autoritet til at udskrive skatter i ghettoerne og fællesskaberne, og var ansvarlig for at betale en samlet sum til den polske regering. Den vedtog love, der regulerede alle handlinger og transaktioner, mand og mand imellem, og havde magt til at retsforfølge, dømme, straffe eller frikende.

Denne magt var kun nominelt afskåret fra at idømme dødsstraf: Professor Salo Baron siger, "I Polen, hvor den jødiske domstol ikke havde ret til at eksekvere dødsstraf, blev lynchning, som et ikke-retsligt, forebyggende middel, opmuntret af de rabbinske autoriteter, såsom Solomon Luria". (Dette citat afslører den dybere mening med dr. Kasteins ofte tilbagevendende, men forsigtige, hentydninger til "jernhård disciplin", "ubarmhjertig disciplin", "stram, dødbringrnde disciplin" og lignende.

Faktisk blev en jødisk stat, regeret med Talmud, skabt på polsk jord.

Som dr. Kastein siger, "Sådan var grundloven i den jødiske stat, plantet på fremmed jord, omgivet af en mur af fremmed lovgivning, med en struktur, der var delvis selvvalgt og delvis påtvunget … Den havde sin egen jødiske lov, sit eget præsteskab, sine egne skoler og sociale institutioner, og sine egne repræsentanter i den polske regering … faktisk havde den alle de elementer, der skal til, for at danne en stat". Opnåelsen af denne status skyldtes "i ikke ringe grad den polske regerings samarbejde".

Så, i 1772, blev Polen delt, og dette store samfund, bestående af "østjøder", der var organiseret som en stat-i-staten, blev delt af nationale grænser, hvor det meste kom under russisk styre. På dette tidspunkt, for første gang i 2500 år, og mindre end to hundrede år før vor tid, forsvinder "centret" for den jødiske regering sporløst. Op til 1772 havde der altid været en regering: i Polen, Spanien, Babylonien, Galilæa, Judæa, Babylon og Judæa.

86

Dr. Kastein siger, at "centret ophørte med at eksistere". Det antyder, at den centraliserede kontrol over jødedommen på dette tidspunkt ophørte, men længden og styrken i dets tidligere overlevelse, og de vigtige begivenheder i det følgende århundrede, modsiger dette. Dr. Kastein afslører selv sandheden i et senere afsnit, hvor han begejstret oplyser, at i det nittende århundrede "tog en international jødisk organisation form".

"Centret" forsatte helt klart med at eksistere, men fra 1772 i hemmelighed. Årsagen til, at man trak sig tilbage til ubemærkethed, kan man slutte sig til ud fra senere begivenheder.

Det århundrede, der fulgte, var den revolutionære sammensværgelses århundrede, kommunismens og zionismens, som kulminerede ved, at disse to bevægelser, der har domineret det indeværende århundrede, stod åbent frem. Det tamudiske "center" var også centrum for denne sammensværgelse. Var centret forblevet fremme, til skue, ville kilden til denne sammensværgelse have været klart synlig, og det ville have været indlysende, at den var identisk med de talmudiske østjøder.

Det blev først klart, da revolutionen i 1917 skabte en næsten gennemført jødisk regering i Rusland. Og på det tidspunkt var magten over regeringerne i Vesten så stor, at dette nye regimes natur blev meget lidt omtalt, eftersom en regulær lovgivning mod kætteri var trådt i kraft. Havde institutionen fortsat med at eksistere åbenlyst, ville masserne i Vesten i tide have opdaget, at jødedommens talmudiske regering, skønt den førte an i kravet om "emancipation", også var ved at organisere en revolution for at ødelægge alt, hvad folkene kunne vinde fra denne emancipation.

Russerne, blandt hvem dette største af de jødiske samfund levede på den tid, vidste, hvad der var sket. Dr. Kastein siger, "Russerne undrede sig over, hvordan det kunne være, at jøderne ikke smeltede sammen med den øvrige befolkning og konkulderede, at de havde en stærk reserve i deres hemmelige Kahal'er, og at der eksisterede en "Verdenskahal".

Dr. Kastein bekræfter senere det, som russerne troede, ved sine egne hentydninger til "den jødiske internationale" i det nittende århundrede.

Men andre ord, "regeringen" fortsatte, men i det skjulte, og sandsynligvis i en anden form, som antydet af dr. Kastein, med ordet "internationale". Det må stærkt formodes, at "centret" i dag ikke befinder sig i noget bestem land, og at det, skønt dets hovedsæde helt klart er i De forenede Stater, nu taget form af et direktorat, der er fordelt blandt nationerne, og som samarbejder hen over hovedet på regeringer og folkeslag.

Russerne, som, da "centret" forsvandt fra offentlighedens synsfelt, var bedre informeret end nogen andre i denne sag, havde fået ret.

Måden, hvorpå dette internationale direktorat opnår og udøver magt over ikke-jødiske regeringer, er ikke længere så mystisk;

87

der er kommet tilstrækkeligt med autentisk information ud i de sidste halvtreds år til at forklare det, som denne bog senere vil vise.

Mysteriet om dette ældgamle jerngreb om "jøder", er sværere af gennemskue. Hvordan har en sekt kunnet holde mennesker, der er spredt ud over jorden, fast i primitiv stammeovertro igennem femogtyve århundreder?

Det næste kapitel søger at give indsigt i de metoder, som blev brugt i den tredje og længste fase i Zions historie, den talmudiske periode, som varede fra År. 70 til omkring 1800. Disse metoder er så præget af Orienten og Asien, at de er forvirrende for vestlig tankegang og bedst kan forstås af mennesker, hvis egne erfaringer bragte dem i megen kontakt med "østjødiske" samfund før Anden Verdenskrig og ind i hemmelige politi-stater, hvor der også regeres med frygt og terror.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside