Kontroversen om Zion

af Douglas Reed

p. 76 77 78 79

Kapitel 13


Hegnet om Loven

Zions historie, fra begyndelsen, falder i fem adskilte faser: leviternes, farisæernes, talmudisternes, mellemspillet "emancipationen", og zionismens. Denne fortælling har nu nået den tredje fase.

Den levitiske fase var det isolerede Judæa, "fangenskabet" i Babylon og "tilbagevenden", "Moseloven" blev skabt og gennemtvunget. Den farisæiske fase, som fulgte, og som faldt nogenlunde sammen med det romerske overherredømme i provinsen Judæa, endte med den anden ødelæggelse af Jerusalem, spredningen af de sidste judæere, farisæernes overherredømme og "regeringens" tilbagetrækning til dens nye "center" i Jamnia.

Den tredje, talmudiske fase, var den længste, for den varede sytten hundrede år, fra 70 e.Kr., til omkring 1800 e.Kr.. I dette tidsrum kom jøderne til Vesten, og fra en række centre arbejdede "regeringen" utrætteligt for at holde den spredte nation under kontrol, underkastet "Loven", og adskilt fra andre folkeslag.

Da tiden for den vestlige civilisations, og kristendommens, opståen var sammenfaldende, var det uundgåeligt, at kristendommen specifikt (og ikke bare "hedninge" i almindelighed, eller "fremmede", eller "andre guder") blev hovedmålet for Lovens ødelæggelsesbud.

For den herskende sekt og dennes tilhængere var denne periode, der synes så lang og så vigtig i vesterlændinges øjne, lige så uvæsentlig som den babyloniske periode. Den kendsgerning, at den ene varede i syttenhundrede år, og den anden i halvtreds, gjorde ingen egentlig forskel: begge var bare perioder "i eksil" for det udvalgte folk. Og under Loven var den lange vestlige periode, fuldstændig som den korte, babyloniske, forudbestemt til at ende i katastrofe for dem, "der havde taget dem (det udvalgte folk) til fange", derefter en jødisk triumf og en ny "tilbagevenden". Sådan ville en ny Daniel udlægge det.

De sytten århundreder repræsenterede et nyt "fangenskab" under Loven, som bestemte, at hvor som helst det udvalgte folk opholdt sig, uden for Jerusalem, var de i fangenskab og dette fangenskab var i sig selv "forfølgelse".

For en zionist, der tager dette bogstaveligt, som dr. Kastein, var de sytten århundreders kristendom således en del af historien, som var tømt for alt andet end "jødeforfølgelser". Resten var bare støj og larm, der intet betød. Det var et tidsrum, i hvilket Jehova brugte hedningene til at plage jøderne, mens han forberedte triumfen for sit udvalgte folk; og for det, de gjorde, må hedningene komme til at betale (klager han). Det eneste positive resultat af de sytten kristne århundreder er, at jøderne kom igennem dem, stadig adskilt fra menneskeheden, takket være deres talmudiske reegenter.

Og dette var i sandhed en forbløffende bedrift. Blandt alle historiens negative resultater, overgår intet Zions ældstes resultater. Med Talmud byggede de det "hegn omkring Loven", der, som en centrifugalkraft, i sytten hundrede år, sejrrigt, modstod den tiltrækning, som trak jøderne ind imod menneskeheden.

77

Medens de forstærkede deres barrikader, sled og slæbte europæerne, som havde antaget kristendommen, med at anvende dennes moralske love på deres daglige liv, ved at afskaffe livegenskab og slaveri, formindske privilegier og uligheder, og forbedre menneskeværdighed i almindelighed. Denne proces kaldtes "emancipation" og omkring år 1800 var den ved at få bugt med eneherskere og privilegerede kaster.

Under ledelse af deres talmudiske herskere, deltog jøderne aktivt i kampen for emancipation. Det, i sig selv, var rimeligt nok. Det store flertal af kristne var fra begyndelse af den opfattelse, at den frihed, der skulle vinde, i sidste endet måtte omfatte alle mennesker, uden hensyn til race, klasse eller tro. Det var selve kampens mening, og alt andet, eller mindre end det, ville have gjort kampen meningsløs.

Imidlertid var der i jødernes tilfælde et indlysende paradoks, som igen og igen forbløffede og oprørte de folkeslag, som de boede iblandt. Den jødiske Lov udtrykte teorien om herreracen på den mest arrogante og hævngerrige måde, som mennesker ville kunne forestille sig. Hvordan kunne jøderne så angribe dét, at andre folkeslag udgjorde nationer? Hvorfor forlangte jøderne, at barrierer blev nedbrudt mellem andre, når de samtidig byggede endnu stærkere barrierer mellem sig selv og andre mennesker? Hvordan kunne folk, der hævdede, at Gud havde skabt hele verden, så det kunne herske over den, og at han forbød dem at blande sig med de øvrige, mindreværdige racer, beklage sig over diskrimination?

Nu, hvor endnu ét hundrede og halvtreds år er gået, har begivenhederne givet svaret på sådanne spørgsmål.

Det var sandt, at de højlydte jødiske krav om emancipation ikke, i virkeligheden, drejede sig om den store sag: menneskers frihed. Den jødiske Lov afviste denne idé og dette princip. De jødiske, talmudiske, ledere så, at den hurtigste vej til at fjerne barriererne mellem sig selv og magten over nationerne, var at ødelægge disse nationers lovlige regeringer; og den hurtigste måde at gøre det på, var at råbe "emancipation".

Således kunne den dør, der åbnede sig ved emancipationen, bruges til at føre den revolutionære kraft ind i nationernes liv. Med ødelæggelsen af alle lovlige regeringer, kunne de revolutionære tilrive sig magten, og disse revolutionære ville være talmud-uddannede og talmud-kontrollerede. De ville altid handle i overensstemmelse med Moseloven, og på denne måde kunne Babylons endeligt gentages i Vesten.

Begivenhederne i det tyvende århundrede beviser nu, at det var dén plan, de talmudiske ældste arbejdede på i Zions histories tredje fase, fra År 70 e.Kr., til omkring 1800. Der var således den størst mulige forskel på den forståelse, de kristne, europæiske folkeslag, iblandt hvilke jøderne levede, havde af "emancipation", og forståelsen hos jødernes talmudiske ledere. For de store massers vedkommende, repræsenterede emancipationen ét formål: en ende på trældom. For den mægtige, hemmelige sekt, repræsenterede den et middel til det modsatte formål. At pålægge dem en ny og endnu hårdere trældom.

78

Der var én stor fare ved dette foretagende. Det var, at ødelæggelsen af barrierer mellem mennesker i almindelighed, også ville ødelægge barriererne mellem jøder og andre mennesker. Dette ville have ødelagt selve planen, for dén kraft, som skulle bruges til at "nedbryde og ødelægge nationerne, når først emancipationen var opnået, ville blive svækket.

Det var lige ved at ske i den fjerde fase af Zions historie: emancipationens århundrede (fra ca. 1800 til ca. 1900) medførte risiko for "assimilation". I "frihedens" århundrede levede der et stort antal jøder i Vesteuropa, og i det nye, oversøiske "Vesten", ytrede de ønske om at kaste den jødiske Lovs lænker af sig, og leve med i andre folkeslags liv. Derfor anser vor zionistiske historiker, dr. Kastein, det nittende århundrede for at være den mørkeste periode i hele det jødiske folks historie, med den dødeligt truende fare for at blive involveret i menneskeheden, hvilket lykkeligvis blev undgået. Han kan ikke, uden rædsel, tænke på ødelæggelsen af den jødiske barriere af race og tro, gennem assimilation. Derfor kalder han det nittende århundredes bevægelse mod emancipation "et tilbageskridt" og takker Gud for, at "den zionistiske ideologi" reddede jøderne fra den skæbne, at blive assimilerede.

Dette førte til den femte fase, som begyndte omkring år 1900, og i hvilken vi lever. Den talmudiske palisade holdt, og ved slutningen af den fjerde fase var jøderne, som nu var fuldt "emanciperede" i vestlig forstand, stadig adskilte under deres egen Lov. De, som var på vej til att undsippe, i retning af "assimilation", blev trukket tilbage til stammens indelukke, gennem nationalismens mystiske magt.

Gennem den magt, den herskende sekt havde fået over regeringerne ved hjælp af emancipation, opnåede den endnu en "tilbagevenden" til det hellige land, og fik således genetableret Loven af 458 f.Kr., med den destruktive og imperialistiske mission. En chauvinistisk feber, som nu må have sit forløb, blev sprøjtet ind i verdensjødedommens blodårer. Den vældige magt, sekten havde fået over Vestens regeringer, blev brugt til et koordineret formål. Og det ødelæggelsens helvede, som det tyvende århundrede udartede til i Vesten, havde relation til, og var domineret af, Zions gamle ambition, der var genoplivet fra fortiden, for at blive ukritisk antagne læresætninger for Vestlig politik.

Den femte fase er omkring fem og halvtreds år gammel, da denne bog bliver skrevet, og dens resultater er formidable. "Moseloven" er blevet påklistret de vestlige folkeslags liv, som faktisk styres af denne lov, og ikke af deres egne. To verdenskriges politiske og militære operationer er blevet omdirigeret for at fremme zionismens ambitioner og Vestens liv og velstand er blevet ødslet bort for at støtte dem.

Fyrre års blodsudgydelser i Palæstina er tydeligvis kun en forsmag på, hvad der endnu vil komme. En tredje verdenskrig kan begynde med, og sprede sig ud fra Palæstina, og hvis den begynder et andet sted, så er det til at forudse, at den, i sit forløb, vil dreje sig om Zions ambition, som ikke vil blive tilfredsstillet,

79

før en meget større del af Mellemøsten er blevet erobret, "andre guder" er blevet styrtet, og "alle folkeslag" er blevet gjort til slaver.

Dr. Kastein ser i denne femte fase den gyldne tidsalder, hvor "historien kan fortsætte" (efter det meningsløse mellemspil, der er kendt som den kristne æra), og Zionismen "som har en verdensmission", vil genvinde i sin forudbestemte arv, der vil kulminere i det verdensherredømme, som blev den frarøvet, på forbryderisk vis, i År 70 (da "historien" blev afbrudt).

Denne beretning har nu nået den tredje af disse fem faser, den langeaf dem, hvor de talmudiske skriftkloge i Jamnia, med uendelig flid, begyndte at spinde Loven til et meget større netværk, med endeløse forgreninger, som en jøde ikke kunne undslippe, uden frygtelige følger. Derved blev det tilsyneladende umulige opnået: en gruppe mennesker, der var spredt ud over jorden igennem sytten hundrede år, blev holdt adskilt fra resten af menneskeheden, og uddannet til en ødelæggelsesopgave, i den kristne tidsregnings tyvende århundrede .

Det er på sin plads, her, at fortælle lidt om den bemærkelsesværdige periode, med forberedelser og organisering, hvor et hegn blev bygget rundt om den jødiske lov, så at "frihed" ikke skulle opsluge det udvalgte folk, eller svække dets ødelæggende kraft.

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside