Kontroversen om Zion

af Douglas Reed


p. 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68

Kapitel 10

 

Manden fra Galilæa

Da Jesus blev født herskede der blandt jøderne en sitrende forventning om, at et vidunderligt menneske snart ville dukke op. De længtes efter et sådant bevis på, at Jehova havde til hensigt at opfylde pagten med sit udvalgte folk, og de skriftkloge havde, som reaktion på denne folkelige forventning, gradvist indført idéen om den salvede, Messias, som skulle komme og opfylde aftalen, i skrifterne.

Targam, rabbinernes kommentarer til loven, sagde: "Hvor er han smuk, Messias, kongen, som skal opstå af Judas hus. Han vil spænde sværd om lænd og drage i kamp mod sine fjender og mange konger vil blive ihjelslået".

Denne tekst viser, hvad jøderne var blevet stillet i udsigt. De forventede en militant, hævnende Messias (i stil med "alle Ægyptens førstefødte" og ødelæggelsen af Babylon), som ville knuse jødernes fjender "med en jernstang" og "slå dem i stykker som en lervase". Som ville bringe dem herredømme over denne verden og den bogstavelige opfyldelse af stammens love. For dét var, hvad generationer af farisæere og leviter havde forudsagt.

Tanken om en ydmyg Messias, som ville sige "elsk jeres fjender" og blive "foragtet og afvist af mennesker, en sorgernes mand", var overhovedet ikke til stede i folks bevidsthed, og ville være blevet "foragtet og afvist", hvis nogen havde gjort opmærksom på disse ord af Esajas (som først fik betydning efter Jesus havde levet og var død).

Og ikke desto mindre, erklærede den mand, som stod frem, skønt han var ydmyg og lærte om kærlighed, sig for denne Messias, og blev accepteret af mange som sådan.

Med få ord fejede han hele den mængde af racistisk politik, som den herskende sekt havde stablet oven på den tidligere moralske lov, til side, og som en gravko genfandt han det, som var blevet begravet. Farisæerne genkendte strakt en meget farlig "profet og drømmer".

At han fik så mange tilhængere blandt jøderne viser, at selv om flertallet ønskede en militant, nationalistisk Messias, som ville befri dem fra romerne, må mange af den ubevidst have følt, at de var fanget mere i åndelig forstand, og af farisæerne, end af romerne. Ikke desto mindre reagerede flertallet mekanisk pål farisæer-politikernes anklage, at manden var blasfemiker og en falsk Messias.

Ved denne reaktion gav de alle fremtidige generationer af jøder en pinefuld tvivlen i arv, som ikke blev mindre standhaftig af, at den ikke måtte omtales (for navnet Jesus må end ikke nævnes i et fromt jødisk hjem): Kom Messias, blot for at blive afvist af jødern, og i så fald, hvad er deres fremtid efter Loven?

Hvilken slags mand var han? Endnu et paradoks i Zions historie er det, at vor generation af kristne gejstlige og teologer ofte insisterer på at "Jesus var jøde", mens jødernes ældste benægter dette (de zionistiske rabbinere, der sommetider fortæller politiske eller "tværreligiøse" forsamlinger, at Jesus var jøde, er ikke virkelige undtagelser fra denne regel.

60

De ville ikke sige det blandt jøder, og søger blot at gøre indtryk på deres ikke-jødiske lyttere af politiske grunde.1

Denne påstand over for offentligheden, at "Jesus var jøde", bruges altid i dette århundrede til politiske formål. Det bruges ofte til at kvæle indvendinger imod den zionistiske indflydelse i international politik, eller imod den zionistiske invasion i Palæstina, ud fra den forudsætning, at eftersom Jesus var jøde, så bør man ikke have noget imod noget, som bliver gjort af jøder. Det er helt klart irrelevant, men masser påvirkes af sådanne fraser, og det paradoksale resultat er så atter, at en påstand, som er yderst fornærmende for rettroende jøder, ofte fremsættes af ikke-jødiske politikere og gejstlige, som søger at opnå jøders gunst.

Den engelske forkortelse "Jew" (jøde) er af nyere dato og svarer ikke til nogen af de betegnelser, der bruges i aramæisk, græsk eller romersk for "judahit" eller "judæer", som var i almindeligt brug på Jesu tid. Faktisk kan det engelske navneord "Jew" ikke defineres (så ordbøger, som er omhyggelige med alle andre ord, nøjes med så åbenlyse absurditeter, som "en person af hebræisk race"). Oog den zionistiske stat har ingen juridisk gyldig definition af ordet (hvilket er meget naturligt, da toraen, som er Loven, kræver ren judæisk afstamning, og eftersom en sådan person næppe findes i hele verden).

Hvis det skal give nogen mening, at "Jesus var jøde", må det dreje sig om de tilstande, som var gældende på hans tid. I så fald ville det betyde én af tre ting, eller dem alle tre: At Jesus var af Juda stamme (derfor judahit). At han boede i Judæa (og derfor var judæer). At han var jøde (Jew) af religiøs overbevisning, hvis nogen religion af det navn eksisterede på hans tid.

Altså: race, hjemsted, religion.

Denne bog er ikke stedet til at diskutere spørgsmålet om Jesu racemæssige tilhørsforhold, og det er overraskende, at kristne gejstlige tillader sig nogen af de udtalelser, de kommer med. Læseren bør danne sig sin egen mening, hvis han ønsker at have en sådan i dette spørgsmål.

Marias afstamning er ikke givet i Det ny Testamente, men tre passager antyder, at hun nedstammede fra David: Mattæus og Lukas sporer Josefs afstamning fra David og Judæa, men Josef var ikke Jesu biologiske far. De jødiske autoriteter afviser alle disse henvisninger til afstamning, idet de hævder, at de blev indføjet for at bringe historien i overensstemmelse med profetierne.

Hvad angår hjemsted, hævder Johannes, at Jesus var født i Betlehem i Judæa fordi hans mor netop skulle dertil fra Galilæa for at blive registreret;

61

de jødiske autoriteter hævder, at dette blev indføjet for at få historien til at stemme overens med Micah's profeti om, at en hersker ville "komme fra Betlehem".

Encyklopædia Judaica hævder, at Nazareth var Jesu fødeby og der hersker generel enighed om, at han var galilæer, hvor end hans egentlige fødested måtte have været. Galilæa, hvor han tilbragte næsten hele sit liv, var politisk helt adskilt fra Judæa, under sin egen romerske tetrark, og var i forhold til Judæa "udlandet" (Graetz). Ægteskab mellem en judæer og en galilæer var forbudt, og endnu før Jesu fødsel var alle judæere, der boede i Galilæa blevet tvunget, af Simon Tharsi, en makkabæisk prins, til at udvandre til Judæa.

Galilæere var således racemæssigt og politisk forskellige fra judæere.

Var denne galilæer af religion dét, som i dag ville blive kaldt "en jøde"? De jødiske autoriteter afviser naturligvis denne påstand på det bestemteste. Skønt den ofte høres fra talerstole og prædikestole, ville den kunne forårsage oprør i en synagoge.

Det er svært at se, hvad ansvarlige personer med et officielt embede kan mene med dette udtryk. Der var på Jesu tid ingen "jødisk" (end ikke nogen judahistisk eller judæisk) religion. Der var jehovaisme og der var forskellige sekter, farisæere, saddukæere og essenere, som diskuterede voldsomt indbyrdes og konkurrerede rundt om templet om magt over folket. De var ikke bare sekter, men også politiske partier, og det mægtigste af dem var farisæerne med deres "mundtlige overleveringer" af, hvad Gud havde sagt til Moses.

Hvis nutidens zionister er "jøderne" (og det er denne påstand, som er accepteret af alle vestlige nationer), så er det parti, som i Judæa, på Jesu tid, svarede til zionisterne, farisæerne. Jesus rettede sit angreb mod farisæerne med fuld styrke. Han rettede også bebrejdelser imod saddukæerne og de skriftkloge, men bibelen viser, at han anså farisæerne for fjender af Gud og mennesker, og at han anvendte en særlig bidende hån imod dem. De ting hos dem, og i deres tro, som han udvalgte til sine angreb, er de selv samme ting, som nutidens zionister påberåber sig som værende typiske træk hos jøder, jødiskhed og jødedom.

Religiøst synes Jesus uden tvivl at have været i modsætningsforhold til, og modstander af alt, hvad der i dag ville være typisk jødisk, og som ville have været typisk farisæisk dengang.

Ingen kan sige med sikkerhed, hvem eller hvad han var, og disse påstande, der er fremsat af ikke-jødiske politikere, klinger lige så falsk som de spotske og hånlige smædeskrifter om "bastarden", der cirkulerede i jødiske ghettoer.

Det, som han gjorde og sagde, er af så overordentlig vigtighed, at intet andet tæller. På en meget mindre skala er tilfældet Shakespeare nogenlunde sammenligneligt. Kvaliteten af inspiration i hans arbejder er klar, så at det er af ringe betydning om han skrev dem eller hvem der ellers gjorde, hvis han ikke gjorde, men alligevel fortsætter den frugtesløse diskussion.

Tømrerens søn fra Galilæa havde ingen formél uddannelse: "Jøderne undrede sig og sagde: Hvordan kender denne mand skriften, når han aldrig er blevet undervist?"

62

Det, som er meget mere væsentligt er, at han ikke havde kendt til nogen rabbinerskoler eller præsteuddannelse. Hans fjender, farisæerne, bevidner dette. Havde han været af deres klan eller slægt, ville de ikke have spurgt: "Hvorfra har denne mand sin visdom og disse mægtige gerninger".

Det, som giver denne ulærde unge mands lære karakter af blændende åbenbaring, kvalitet som af spontant opstået lys, er den mørke baggrund af levitisk lov og farisæisk tradition, som han gik imod, da han drog til Judæa. Den dag i dag forbløffer fuldstændigheden af oplysning den, der studerer bjergprædikenen på baggrund af en kritisk gennemlæsning af Det gamle Testamente. Det er, som om middagssolen brød frem midt om natten.

Loven havde, da Jesus kom for at fuldkommengøre den, udviklet sig til en enorm masse af lovgivning, kvælende og dræbende i sin umådelig kompleksitet. Toraen var kun begyndelsen; stablet oven på dén var alle fortolkningerne og kommentarerne og rabbiner-regler. De ældste spandt, som fromme silkeorme, stadigt længere tråde i forsøget på at komme enhver tænkelig menneskelig handling i forkøbet. Generationer af jurister havde arbejdet for at nå til den konklusion, at et æg ikke måtte spises på sabbaten, hvis det meste af det var lagt før endnu en stjerne var synlig på himlen.

Loven og alle kommentarerne behøvede allerede et helt bibliotek for sig selv, og en kommitté af internationale jurister, som skulle udtale deres mening om den, ville have behøvet flere år for at kunne vurdere de mange ophobede lag.

Den uskolede yngling fra Galilæa rakte en finger frem og fejede hele massen til side og afslørede på én gang sandheden og kætteriet. Han reducerede "hele Loven og profeterne" til de to bud, Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.

Dette var afsløringen og fordømmelsen af det grundlæggende kætteri, som levitterne og farisæerne i århundredernes løb havde vævet ind i loven.

Tredje Mosebog indeholdt budet, "du skal elske din næste som dig selv", men den begrænsede begrebet "næste" til andre judæere (jøder). Jesus genetablerede nu den glemte, tidligere tradition om næstekærlighed, uafhængigt af race eller tro. Det var klart det, han mente med ordene, "Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme". Han gjorde meningen klar, da han tilføjede "I har hørt, at det er blevet sagt … du skal hade din fjende. Men jeg siger jer, at I skal elske jeres fjender". (Der er sommetider blevet gjort den kunstfærdige indvending, at budet, "Du skal hade din fjende" ikke findes i Det gamle Testamente. Jesu mening var klar.De utallige opfordringer til mord og massakrer på naboer, som ikke var "ens næste", som Det gamle Testamente er fuld af, fordrede helt klart had og fjendskab).

Dette var en direkte udfordring af loven, som repræsenteret af farisæerne, og Jesus førte udfordringen endnu længere ved, med fuldt overlæg, at nægte at spille rollen som nationalistisk befrier og erobrer af territorium, som profetierne havde forudsagt om Messias. Sandsynligvis kunne han have fået mange flere tilhængere,

63

og formodentlig også farisæernes støtte, hvis han havde accepteret denne rolle.

Men han tog fyndigt og klart til genmæle: "Mit rige er ikke af denne verden ….Guds rige er inden i Eder ….I skal ikke samle Eder skatte på jorden … men I skal samle Eder skatte i Himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler".

Alt, hvad han sagde i sådanne enkle ord, var en rolig, direkte udfordring til de mægtigste mænd på hans egen tid og sted, og et anslag imod hele grundlaget for den tro, som sekten havde bygget op over århundreder.

Hvad hele Det gamle Testamente lærte på hundreder af sider, gendrev bjergprædikenen i få ord. Den stillede kærlighed op imod had, barmhjertighed imod hævn, velgørenhed imod ondskabsfuldhed, godt naboskab imod isolation, retfærdighed imod forskelsbehandling, bekræftelse imod benægtelse, og livet imod døden. Den begyndte (lige som "velsignelse-eller-forbandelse" kapitler i Femte Mosebog) med velsignelser, men der hørte al lighed også op.

Femte Mosebog gav materielle velsignelser i form af jord, bytte og myrderier til gengæld for streng overholdelse af tusinder af "vedtægter and domme", af hvilke nogle påbød mord. Bjergprædikenen bød ikke på nogen materielle belønninger, men lærte simpelthen, at moralsk adfærd, ydmyghed, renhed, fredsommelighed og sjælsstyrke ville blive velsignet for deres egen skyld og modtage åndelig belønning.

I Femte Mosebog efterfulgtes velsignelser af forbandelser. Bjergprædikenen fremsatte ingen trusler. Den forlangte ikke, at synderen skulle "stenes til døde" eller "hænges i et træ" eller gøre bod for ulydighed ved at vaske hænder i kvieblod. Det værste, der kunne ske synderen var, at han ville blive "den sidste i Guds rige". Og det højeste, som den lydige kunne forvente var, at han ville blive "kaldt stor i Guds rige".

Den unge galilæer lærte aldrig underkastelse, kun en indre ydmyghed, og i én henseende var han konsekvent og konstant hånlig: i sit angreb på farisæerne.

Navnet, farisæer, betød at de "holdt sig borte fra personer og ting, som var urene". Encyklopædia Judaica siger: "Kun med hensyn til omgang med den urene og uvaskede masse adskilte Jesus sig meget fra farisæerne". Ekkoet ville svare: "Kun!" Dette var naturligvis det store skel mellem idéen om stamme-guden og idéen om den universelle gud. Mellem troen på hadet og læren om kærlighed. Udfordringen var klar, og farisæerne accepterede den med det samme. De begyndte at lægge deres fælder på den måde, som Jeremias havde beskrevet længe før: "Alle mine bekendte afventede min vaklen, idet de sagde, Uden tvivl vil han falde i fristelse og vi vil få magt over ham og tage hævn over ham".

Farisæerne holdt øje med ham og spurgte, "Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere" (en strafbar handling under deres lov). Han var deres overmand i diskussioner, i at undgå deres fælder, og svarede hurtigt, men stilfærdigt, "De raske behøver ingen læge, men de syge …, Jeg er ikke kommet for at kalde de retfærdige, men syndere, til at angre".

64

De fortsatte med at holde øje med ham og så, at hans disciple plukkede korn og spiste det på sabbaten (dette var også en overtrædelse af loven), "Se, dine disciple gør noget, som de ikke må på sabbaten". De vedblev med at krydsforhøre ham, altid med henvisning til ritualer, og aldrig til tro eller adfærd. "Hvorfor tilsidesætter dine disciple de ældstes tradition, for de vasker ikke hænder, når de spiser brød?" I hyklere, siger ikke Esajas' profeti, disse mennesker taler, som om de står mig nær og ærer mig med deres læber; men i deres hjerter er de langt fra mig. Men det er forgæves, at de tilbeder mig og lærer i stedet bud, der er skabt af mennesker".

Dette var den direkte løgn: Loven, anklagede han, var ikke Guds lov, men leviternes og farisæernes: "bud skabte af mennesker"!

Fra da af var kompromis ikke længere muligt, for Jesus vendte sig fra farisæerne og "kaldte på mængden og sagde til dem, Hør mig: Ikke det, som kommer ind i munden besudler et menneske, men det, som kommer ud af munden, dét besudler et menneske".

Med disse ord forhånede Jesus offentligt en af præsternes mest helligholdte forrettigheder som omfattede den store mængde kostregler, med slagteregler, aftapning af blod, afvisning af "det, som dør af sig selv", og så videre. Alt dette var utvivlsomt "bud skabte af mennesker", skønt de blev tilskrevet Moses, og streng overholdelse af disse kostregler påstod farisæerne var af største vigtighed. Som læseren vil kunne huske, havde Ezekiel, da han af Gud blev befalet til at spise ekskrementer "for at sone folkets synder", påberåbt sig sin strenge overholdelse af kostreglerne og havde fået sin straf mildnet noget på den konto. Selv disciplene var tilsyneladende så stærkt påvirkede af kostreglerne, at de ikke kunne forstå, hvordan det, som kommer ud af munden, kunne besmitte et menneske snarere end det, som kommer ind, og bad om et forklaring, idet de bemærkede, at farisæerne "var fornærmede efter at de havde hørt ham sige det".

Den enkle sandhed, som Jesus gav dem, var afskyelig kætteri i farisæernes øjne: "Forstår I ikke, at alt, hvad der kommer ind i munden, kommer ned i maven og bliver kastet ud i dybet? Men det, som kommer ud af munden, kommer fra hjertet; og det besudler mennesket. For fra hjertet kommer onde tanker, mord, utroskab, hor, tyveri, falsk vidnesbyrd, blasfemi: det er disse ting, som besmitter et menneske; men at spise med uvaskede hænder, besudler ikke et menneske".

Denne sidste bemærkning var endnu en lovovertrædelse, og farisæerne begyndte at samle beviser imod ham. De forberedte de berømte fælder: "Så lagde farisæerne råd op om, hvordan de skulle fange ham i hans egne udtalelser". De to vigtigste spørgsmål var, "Til hvem skal vi betale skat?" og "Hvem er så ens næste?" Et forkert svar på det første ville udlevere ham til straf hos den fremmede magt, romerne. Et forkert svar på det andet ville sætte farisæerne i stand til at melde ham til den fremmede magt som forbryder, under deres egen lov, og forlange ham straffet.

65

Det er den metode, som allerede var beskrevet af Jeremias, og som stadig er i brug den dag i dag, i det 20. århundrede. Alle, som i vor tid har haft med offentlig debat at gøre, kender fælden, som er omhyggeligt forberedt og svær at besvare på stående fod. Forskellige måder at undvige en fælde på kendes af professionelle debattører, (f. eks. At svare: "ingen kommentarer", eller simpelthen at svare ved at stille et andet spørgsmål). At give et komplet svar i stedet for at ty til sådanne undvigelser, og at undvige fælden, idet man svarer, og samtidig holde sig til sagen, er noget af det sværeste, der findes. Det kræver den højeste grad af snarrådighed, åndsnærværelse og tankens klarhed. De svar, Jesus gav til de to spørgsmål, er for altid forbilleder, som almindelige dødelige kun kan håbe på at efterligne.

"Sig os derfor, hvad mener du? Er det lovligt at betale skat til kejseren eller ikke?" (Den elskværdige tone, der skulle få det til at ligne en ærlig forespørgsel, skinner igennem). "Men Jesus fornemmede deres ondskab og sagde, Hvorfor frister I mig, I hyklere?… Giv Kejseren, hvad Kejserens er; og giv Gud, hvad Guds er. Da de hørte disse ord, undrede de sig og forlod ham og gik bort."

Ved den anden lejlighed "rejste en bestemt lovkyndig sig op og fristede ham og sagde: hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?" I sit svar fejede Jesus igen den store bunke af levitisk lovgivning til side og gentog de to afgørende ting: "Du skal elske din gud af hele dit hjerte … og din næste som dig selv". Så kom fælden: "Og hvem er da min næste?"

Hvilket dødeligt menneske ville have givet det svar, Jesus gav? Uden tvivl ville nogen dødelige mennesker have sagt, hvad de troede på, for martyrer er ingenlunde sjældne. Men Jesus gjorde meget mere end det. Han afvæbnede sin udfordrer som en dreven fægter, der uden besvær sender sin modstanders kårde snurrende op i luften. Han blev forsøgt lokket til at afsløre sig. Til at sige, at "hedningene" også var "næsten", og således fordømme sig selv ved at bryde loven. Det var faktisk denne mening, han gav i svaret, men på en sådan måde, at udfordreren var magtesløs. Sjældent blev en anklager sat sådan til vægs.

Den levitisk-farisæiske lære var, at kun judæere var "næsten" og blandt alle de kasteløse hedningene, afskyede de især samaritanerne (af tidligere nævnte grunde). Bare det, at røre ved en samaritaner, var at blive besudlet, og en alvorlig lovovertrædelse (det er det den dag i dag). Formålet med spørgsmålet, der blev stillet, var at lokke Jesus til en udtalelse, som sikrede, at han kunne blive udstødt. Ved at vælge samaritanerne, af alle folkeslag, til sit svar, udviste han en dristighed, eller en genialitet, der var mere end menneskelig:

66

Han sagde, at en mand blev offer for tyve og efterladt som død. Så kom "en præst" og "også en levit" (den sædvanlige bidende hån imod dem, som søgte at få ham dødsdømt), som "gik forbi på den anden side af vejen". Til sidst kom "en samaritaner", som forbandt mandens sår, bragte ham hen til en kro, og betalte for hans pleje: "hvem af de tre tror I nu, var næsten for ham, som blev overfaldet af tyve?"

Den lovkyndige, der var blevet trængt op i en krog, kunne ikke få sig selv til at udtale det besudlede navn, "samaritaner". Han sagde: "Han, som viste ham barmhjertighed" og anbragte derved sig selv iblandt dem, som blev fordømt (hvilket han nok indså for sent), af dem, han talte til, nemlig "præsten" og "leviten". "Så sagde Jesus til ham: Gå og gør ligeså". I disse få ord og uden nogen direkte hentydning, fik han sin udfordrer til, med sine egne ord, at udslette hele det racistiske kætteri, på hvilket loven var opbygget.

En moderat jødisk kritiker, Hr. Montefiore, har påtalt, at Jesus gjorde én undtagelse fra "du skal elske din fjende"-reglen. Han sagde aldrig noget godt om farisæerne.

Forskere kan diskutere dette. Jesus vidste, at de ville slå ham, og enhver anden, der afslørede dem, ihjel. Det er rigtigt, at han især anklagede farisæerne og de skriftkloge, og han så helt oplagt i dem den sekt, der var ansvarlig for perverteringen af loven, så at intet af den fordømmende litteratur indeholder noget, som kommer på højde med det følgende:

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere! For I har lukket Guds Rige for menneskene; for I kommer ikke selv derind, ej heller tillader I andre at gå ind …. I rejser over land og hav for at få én proselyt, og når I har fået ham gør I ham til barn af helvede mere end I selv er det…. I betaler tiende af penge/mynte og anis og kommen og har udeladt de vigtigere ting som er loven, dommen, barmhjertighed og tro …. I gør ydersiden af kop og tallerken rene, men indeni er de fulde af optrækkeri og udskejelser …. I er som kalkede grave, som ser smukke ud udenpå, men indvendig er de fulde af døde menneskers knogler og alskens urenhed…. I bygger monumenter for profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger, hvis vi have været der dengang, ville vi ikke have gjort os til medskyldige i udgydelsen af profeternes blod. Bær derfor vidnesbyrd for jer selv, at I er børn af dem, som dræbte profeterne. Drik derfor jeres fædres kalk. I slanger, slægt af giftsnoge…."

Nogle kritikere finder de sidste ord overraskende hårde. Men hvis de ses i sammenhæng med de tre sætninger, som går forud, ses de at være en tydelig hentydning til det endeligt, der ventede ham. De var udtalte af en mand, der skal dø, til de, der er ved at slå ham ihjel og i et sådant øjeblik kunne næppe nogen ord være stærke nok. (Dog har selv den dødelige bebrejdelse, "Så drik da jeres fædres kalk", følges senere af: "Fader tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør".)

67

Enden var nær. "Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste" (Sanhedrinen) mødtes under ledelse af ypperstepræsten Kaifas for at lægge råd op imod den mand, der anfægtede deres autoritet og deres Lov. Den eneste judæer blandt de galilæiske disciple, Judas Iskariot, førte "en stor mængde med sværd og stave", sendt af "ypperstepræsterne og folkets ældste", til Getsemane Have og udpegede den mand, de søgte, med et dødskys.

Denne Judas fortjener et blik i forbifarten. Han blev kanoniseret to gange i det tyvende århundrede, én gang i Rusland, efter den bolshevikiske revolution og igen i Tyskland, efter Hitlers nederlag, og disse to episoder viste, at den sekt, der var mægtigere end Rom, i Jerusalem, ved begyndelsen af vor tidsregning, atter var ved magten i Vesten, i det tyvende århundrede.

Ifølge Matthæus hængte Judas sig senere, og hvis han valgte denne dødsmåde, "forbandet af Gud", har hans gerning næppe bragt ham nogen lykke. For zionister af dr. Kasteins skole er Judas en sympatisk figur. Dr. Kastein forklarer, at han var en god mand, som blev skuffet over Jesus, og derfor "brød med ham i hemmelighed" (ordene "brød med i hemmelighed" ville kun kunne findes i zionistisk litteratur).

Farisæerne, som kontrollerede Sanhedrinen, stillede først Jesus for det, som i dag ville blive kaldt "en jødisk ret". Måske ville "en folkeret" være en mere præcis beskrivelse, i nutidens sprogbrug, for han blev "udpeget" af en stikker, grebet af en pøbel, slæbt for et tribunal uden juridisk gyldighed, og dømt til døden, efter at falske vidner havde fremsat opdigtede beskyldninger.

Men de "ældste", som tog over derfra, på nøjagtig samme måde, som "rådgivere" i vort århundrede kontrollerer begivenhederne, konstruerede den anklage, som fortjente døden, både efter deres lov, og efter det romerske overherredømmes lov. Efter "mosaisk Lov", havde Jesus begået blasfemi ved at hævde at være Messias. Efter romersk lov havde han begået forræderi ved at hævde at være jødernes konge.

Den romerske guvernør, Pilatus, prøvede på alle mulige måder at undgå at efterkomme disse hovmodige "ældstes" forlangende om, at manden skulle dømmes til døden.

Denne Pilatus var prototypen på det tyvende århundredes britiske og amerikanske politiker. Han frygtede i sidste ende sektens magt mere end noget andet. Hans kone tilskyndede ham til ikke at have noget med sagen at gøre. Han prøvede, som politikere gør, at give ansvaret videre til en anden, Herodes Antipas, hvis tetrarki (firemandsstyre, overs. anm.) omfattede Galilæa. Herodes sendte det tilbage til ham. Dernæst prøvede Pilatus at lade Jesus slippe med en gennempiskning, men farisæerne insisterede på døden, og truede med at anklage Pilatus i Rom: "Du er ikke Cæsars ven".

Det var den trussel, der fik Pilatus til at bøje sig, lige som den ene britiske guvernør efter den anden, og den ene repræsentant for FN efter den anden bøjede sig for truslen om, at de ville blive skandaliseret i London eller New York. Tydeligt nok vidste Pilatus, lige som disse mænd, nitten århundreder senere, at hans hjemlige regering ville slå hånden af ham og skifte ham ud, hvis han nægtede at gøre, som han fik besked på.

68

Ligheden mellem Pilatus og nogle britiske guvernører, i perioden mellem første og anden verdenskrig, er slående (og i det mindste én af disse mænd vidste det, for da han ringede til en mægtig zionistisk rabbiner i New York, bad han spøgefuldt, fortæller han, om at give ypperstepræst Kaifas besked på, at Pontius Pilatus var i telefonen).

Pilatus gjorde endnu et forsøg på at få den egentlige handling udført af andre: "Tag ham og døm ham efter jeres lov". Med den lethed, som kommer af lang erfaring, blev dette forpurret: "det er ikke tilladt for os at dømme en mand til døden".

Derefter prøvede han at redde Jesus ved at give "folket" valget mellem at benåde Jesus eller Barrabas, en røver og morder. Øjensynlig havde Pilatus ringe håb om hjælp fra den kant, for "folket" og "pøbelen" er synonymer, og retfærdighed og barmhjertighed er endnu aldrig kommet fra en pøbel, hvilket Pilatus må have vidst. Pøbelens funktion er altid at adlyde en magtfuld sekt. Således "overtalte ypperstepræsterne og de ældste mængden til, at de skulle bede om Barrabas og ødelægge Jesus".

Den dag i dag har sekten samme magt til at overtale mængden.

Jo længere tide, der går, jo klarere stråler farverne i denne enestående slutscene. Den skarlagenrøde kappe, scepter-attrappen, tornekronen og den latterliggørende tilbedelsespantomime. Kun farisæernes fantasi kunne have fundet på dette latterliggørende ritual, som i dag i så høj grad forstærker effekten af offerets sejr. Vejen til Golgatha, korsfæstelsen mellem to røvere: Rom gjorde på denne dag dét, som farisæerne havde forlangt, lige som Persien femhundrede år før havde gjort ganske, som leviterne havde forlangt.

Disse farisæere havde lært Judæas folk at forvente en Messias, og havde nu korsfæstet den første, der havde meldt sig. Det betød, at man stadig ventede på Messias. Ifølge farisæerne skulle kongen af Davids slægt stadig komme og gøre krav på sit rige af denne verden, og det er stadig situationen, den dag i dag.

I sin undersøgelse af jødedommen, fra dennes begyndelse, helliger dr. Kastein ét kapitel til Jesus. Efter at have forklaret, at Jesus var en fiasko, affærdiger han episoden med de karakteristiske ord, "Hans liv og død er vores sag".

1. Rabbineren Stephen Wise, den førende zionistiske organisator i De forenede Stater i årene 1910-1950, brugte denne formulering med det tydelige, politiske sigte at forvirre ikke-jødiske tilhørere. Idet han henvendte sig til sådan en "inter-religiøs" forsamling i Carnegie Hall ved juletid i 1925, sagde han: Jesus var jøde, ikke kristen" (Kristedommen fødtes ved Jesu død).

Han blev på grund af denne udtalelse ekskommunikeret fra det ortodokse rabbinersamfund ('Orthodox Rabbies Society') i USA, men en kristen præstesammenslutning ('Christian Ministers Association') 'hyldede mig som en broder'. Rabbiner Stephen Wise tilføjer den typiske kommentar: "Jeg ved ikke, hvad der var mest sårende, at jeg blev accepteret som en broder og budt velkommen i den kristne fold, eller rabbinernes voldsomme udfald". (retur)

Næste
Forrige
Indholdsfortegnelse
Navne

Forside